Endnu 6 mdr. er gået og……

19396934_10213096504825487_9029727098832567102_n

Så er der gået endnu 6 måneder og det giver mig muligheden for at efterrationalisere mit liv og den position jeg nu nu engang sidder i.

Yderligere 6 måneder siden jeg satte mig ned og tænkte over livet i mit nye hjemland Australien. 1 år er gået og er år som ikke altid har været en dans på roser og hvor jeg virkelig har været sat på prøve, livets prøve. En tid hvor jeg har været tvunget til at tænke over livet og hvad der er vigtigt for mig, ikke alle andre men bare mig selv.

Når jeg nu engang står overfor det faktum, at jeg ikke skal arbejde og har al tid i verden til at realisere mine drømme er det ofte forventet at jeg bare gør det. Men virkeligheden har været en anden og jeg har skulle kæmpe en indre kamp med både mine og andres forventinger til mit nye liv og mine beslutninger.

Ja! jeg har været hårdt ramt at “selvynk” og mange tårer men den virkelige kamp har været at overbevise mig selv om at se det positive. Det indebar mange sætninger som – Jeg har det godt, jeg har det fint!!! Alt er godt og livet er fantastisk. Sætninger som jeg virkelig prøvede at overbevise mig selv om var virkeligheden. Men det har ikke altid været fint og godt det hele. Det er det dog nu og min nye energi og mod til livet er et klart bevis på denne påstand.

Nu hvor jeg står på tærsklen til at fejre mit første år i Australien er det tid til at tænke lidt over de positive og negative sider ved den beslutning vi tog for snart 2 år siden. Jeg er som sagt priviligeret at jeg ikke skal arbejde men den beslutning inderbærer ikke naturligt at jeg bare er klar til alle mulige projekter, altså før nu… Jeg har gennem det sidste år lært så meget om mig selv og mine egne udfordringer og bekymringer. Udfordringer og bekymringer jeg ikke kunne forudse før jeg stod i situationen. En af de største udfordringer har helt klart været savnet til det i Danmark og bekymringer for K, både her og der. Der skal ikke herske nogen tvivl om at savnet til Danmark stadig fylder meget i mit liv men på en måde har jeg lært at leve med det og kan nu med stolthed sige at jeg nyder livet her på den anden side af jorden. Måske er det fordi jeg ved at jeg snart ser min elskede datter, mor, bror, svigersøn/forældre lige om lidt og alle mine skønne gamle veninder.

Uanset hvad årsagen er, så lever jeg med savnet og det er med til at gøre mit liv nemmere og sjovere. Jeg er så heldig at jeg opdraget nogle meget selvstændige piger som gang på gang viser mig at jeg ikke skal bekymre mig så meget. Men de må stadig acceptere, at deres mor stadig har brug for at være der og bekymre sig om deres liv og de beslutninger de tager. De er en mor’s pligt og ansvar.

Hvis jeg ser helt realistisk på tiden der gået kan jeg kun konstatere at jeg fået så meget ud af dette år.. Jeg har fået muligheden for at mærke efter, mærke mig selv og selvom det har været hårdt til tider har jeg på ingen måde fortrudt den beslutning vi tog sammen. Jeg er nu efter et helt år klar til næste fase. K trives i skolen og store K i Danmark klarer det hele så flot, nu er det tid til MIG…

Mit veninde projekt er godt kørende og jeg har mødt nogle søde kvinder som jeg nyder et par timer om måneden sammen med og skulle der sidde nogen der ude som føler at de mangler selskab eller bare savner at snakke dansk så skal i endelig kontakte mig jeg har masser af plads til flere skønne kvinder i mit liv. Nye veninder er med til at gøre at JEG har et liv her og et liv hvor vi kan snakke om udfordringer, mænd, børn og ordne verdens problemer på en “kvinde” måde. En måde som kun en kvinde kan forstå…                                                                                                      Grin og snakke om livet er med til at give mig en god fornemmelse i maven og er skønt for min sjæl og der er ingen der burde være dette foruden. Mine nye venskaber er for mig og en stor sejer som jeg for 6 måneder siden ikke troede på.

20106246_10213421195262545_7185534362877185518_n-kopi 20108556_10213421194502526_4634860349892991569_n-kopi

Udover venindetid har jeg nu masser af energi til at komme igang med alle de mange projekter jeg drømmer om. Tegneblokken er købt og gjort klar til nye art-projekter, min kogebøger er lagt frem og det er nu kogedrømme der skal virkeliggøres. Rugbrød med surdej, hjemmelavet pasta og alle de madprojekter som jeg aldrig nåede der hjemme på grund af arbejde og og en meget anderledes hverdag. Jeg har fået tid til at læse de bøger der i mange år har samlet støv i reolen og jeg har overskud til at hjælpe K med skoleprojekter, selvom det tager flere dage at blive færdig. Den tid vi bruger sammen er det hele værd og noget jeg husker resten af mit liv.

Er der en drøm så skal den prøves og ikke udskyde det mere, lige pludselig er jeg hjemme i Danmark igen og det er tid til at prioritere arbejdet. Et arbejde jeg savner..

20108345_10213421194662530_8602957287819783869_n

Mit eneste luksus-problem er at forstå det hele ikke kan gøres på en gang.

Min blog er en af de mange drømme jeg har og mine bogdrømme har gennemgået en stor positiv forandrig og er p.t en stor hemmelighed jeg håber på at kunne overraske jer alle med om cirka et års tid.

Mit nye kamera bliver brugt flittigt og jeg elsker at forevige alle de vidunderlige ting jeg ser hver dag og det bliver virklig en udfordring, at skulle undvære det smukke i min nye hverdag. Det smukke som ikke er mindre eller mere smukt end for et år siden men den afgørende forskel er bare at jeg har fået en ro i kroppen som gør at jeg pludselig ser det. Om to uger venter der en Danmarks-ferie og jeg glæder mig til at se det gamle med nye øjne og et overskud jeg ikke kan huske jeg nogensinde haft.

20046714_10213421192422474_5709386914872650240_n 20046753_10213421194062515_5140321167398065793_n 20108392_10213421190462425_4412756618065674147_n

Yderligere 6 måneder er gået siden jeg sat mig ned og virkelig tænkte efter og nu kan jeg konstatere at jeg er gået fra at have mange øv-dage til at stå ud af sengen hver morgen og sige til mig selv – Hvad skal der ske i dag og hvilke drømme skal jeg starte på at virkeliggøre idag. Jeg lærer langsomt at nyde nuet og ikke bare udskyde opgaver, ønsker og drømme. Hvis jeg ikke gør det nu så sker det ikke.

 

Møss fra Lenda – Nu en glad borger i Australien

Bounce med vennerne

p6020044

Karolines lærere har “writing rapport day” og de unge skal og vil fortage sig noget. En fredag fridag skal ikke nydes alene der hjemme.

De unge mennesker som består af en ganske stor klikke på ialt 7 unge mennesker skal være aktive og til K’s store glæde bliver der belsuttet i fællesskab, at de skal tage til Glen Iris hvor de har en skøn trampolinpark, Bounce X-park. Jeg får æren, nej jeg tilbyder at køre dem alle og vente den lille time de skal hoppe rundt. Den lille time blev så til 2 lange timer men som kompensation fik jeg lov til at tage en masse billedere af de unge. Jeg elsker at jeg må være med og opleve K’s glæde. p6020038

Og til jer der tror at jeg masser mig ind på de unges territorium kan jeg fortælle at jeg rent faktisk er velkommen og de nyder at jeg tager en masse billeder af dem, siger de i hvert fald. Vi har lige nu en generation af meget fotogene unge mennesker. K’s nyeste veninde var da så også så venlig at gøre mig opmærksom på at – en mor er verdens bedste til at finde ting som alle andre ikke kan finde.. Efter at de ikke kan finde selelåsen på bagsædet og hvor jeg går direkte om og spørg – er det denne i leder efter 🙂

Bounce er en kæde med flere trampolinhaller i Melbourne, for de unge, gamle, store og små. Jeg tror da lige at vi skal en tur her ud med T. og bounce lidt rundt på redskaberne. Udover at de alle hygger sig så er det også en skøn motionform som K trives med. Her i Australien er have-trampoliner langt fra ligeså populære som det er i Danmark. Det indebærer at K har en hel del mere erfaring med redskabet end de andre unge har og hun nød at vise sine evner.

p6020036

Det er en befrielse for mig som mor, at se mit barn have så mange gode venner og at de acceptere at jeg er tilstede. De er alle høflige og meget forskellige, de kommer fra forskellige baggrunde men er alligevel så gode sammen. De viser hensyn og passer på hinanden. Endnu et skøn ting med disse unge er at deres fællesskab ikke bliver gemt bag en skærm eller telefon. Godt nok er telefonerne med og de bliver da også brugt men der er ikke noget der styrer deres kommunikation. Den bliver brugt til at tage billeder og filme hinanden. Men det vigtige er at de snakker sammen, de griner sammen og de bevæger sig hele tiden. Selvom det ikke er ok i teenager termer så vil jeg næsten påstå at de leger sammen. Sig det ikke til nogen 😉 Det jeg opleve med disse unger er, at de har et venskab hvor de er gode til at være sig selv, udtrykke sine følelser og lave fejl uden fordømmelse fra den anden part. Dejlige venner og allerede etablerede venskaber som vokser for hver gang jeg er sammen med dem eller bare observerer disse dejlige unge mennesker..

Nu vil jeg spare jer for flere ord og fylde dette indlæg med en masse dejlige billeder.

 

p6020039     p6020041    p6020042

p6020034       p6020046

Knus fra Lenda

Et vidunderligt møde med en fremmede

 

Det er dagen før mit første møde med en ukendt kvinde jeg mødt op på facebook og jeg er skide nervøs. Så nervøs at min mave ikke har det særligt godt idag. Mine forventninger er næsten ikke-eksisterende da jeg dårligt nok kan huske hvordan det er at være sammen med andre mennesker. Jeg må flere gange fortælle mig selv at der ikke sker noget hvis hun ikke kan lide mig. Jeg har nu en fornemmelse af hvordan K havde det første dag i language-school og college.

Jaja! desperat kvinde….

venindr

Jeg er ikke desperat, derimod er jeg ude på at udfordre mig selv og mine egne grænser. Jeg har aldrig nogensinde søgt efter nogen form for relation på internettet og altid beundret mennesker der kaster sig ud i denne form for relations-dannelser. Jeg mangler og savner mine veninder og hvorfor så ikke prøve lykken på de sociale medier. Det har jeg så gjort og 2 (6) kvinder er hoppet i min fælde i første omgang. 2 meget forskellige kvinder med forskellige historier at fortælle.

Jeg er forberedt og har købt en gave til den lille 2 årige datter der følger med til mit første møde. Vejen til en mors hjerte er vel gennem det barn hun medbringer 🙂 Lille A skal have en bog som er helt genial til dialogisk oplæsning og en lyserød bamse. Mor er nemlig pædagog og jeg er sikker på at hun sætter pris på at jeg gjort mig nogen tanker om hvad lille A skulle have.

Hvad forventer jeg med dette møde? Ja jeg forventer at vi får en god sludder om livet i Australien og Danmark. Desuden forventer jeg at få svar på mange spørgsmål om livet her såsom hvordan finder vi en god læge som ikke koster en formue. Mr. Goggle er ikke min ven når det spørgsmål skal besvares. Endnu et spørgsmål er angående tandlæge besøg, særligt for K. Vi har desværre ingen rettigheder når vi er i landet på et Visa, dog med arbejdstilladelse og skolerettigheder. Spørgsmålene er mange og jeg har sikkert glemt det hele i morgen. Den vigtigste forventning jeg har er at vi hygger og jeg får mig en god voksensludder og måske er det første ud af mange besøg i Mitcham.

Hver gang jeg skal nogen steder i denne enorme by bliver jeg overrasket over hvor lang tid det tager at komme fra A til B. Køreturen som jeg forventede ville tage maks. 30 minutter tog over 1 time og det selvom vi bare er 30 kilometer fra hinanden. Men frem kom jeg og jeg møder en skøn varmhjertet kvinde, noget yngre end mig og lille skønne A. Jeg bliver modtaget med åbne arme og med det samme er samtalen igang om vores meget forskellige liv og bagage. Min nye bekendtskab har levet i Sydafrika og har en masse erfaring omkring det at være ny i et fremmede land. Vi er begge enige om at Aussier er meget venlige og snakkesalig men også på en meget overfladisk måde. – Hertil og ikke længere. Når jeg efterrationalisere så er vi dansker eller svensker nok ikke anderledes. Derudover er vi også meget enige om at de er totalt inkompetente når det gælder hus-byggeri, De boede i et totalt nyt rækkehus og der var intet der virkede. Den historie har vi hørt før…

Ganske kort tid efter jeg er ankommet, kommer der endnu en dansk kvinde med sin 3 årige dreng (F) og jeg bliver endnu engang modtaget med åbne arme. Vi får nogle skønne snakke om institutions livet i Australien og vores fælles erfaringer om “aussieværker”. En ting er sikkert at jeg skal ikke arbejde i en vuggestue efter det jeg hørt om hvordan de modtager børn og forældre her. Udover at det er vanvittig dyrt med daycare ($120/dag) Ja! så har forældrene åbenbart kun 2 dage til indkøring og det er ligemeget hvor meget tid de har og hvilket barn de kommer med. Efter en times introduction skal mor/far gå og må ikke komme tilbage før dagen er gået igen ligemeget hvilke behov barnet har.  Barskt når man slet ikke har lyst til at aflevere sit første og man er et lille barn der ikke forstå hvorfor mor/far går og hvorfor mor/far er utryg og usikker. Videre er det ikke en mulighed at aflevere sit barn mere end få timer om ugen. Her er der mange forældre der vælger, at blive hjemme med sine børn til de skal i skole og istedet deltage i diverse mødre/fædre grupper indtil børnene når skolealderen. Naturligvis er dette kun empari fra en familie og sikkert ikke hele billedet af institutions livet her. Familien havde dog prøvet to forskellige steder hvor de havde den samme opfattelse af indkøring. Det gjorde ondt i mit pædagog hjerte at familier som er i krise over at aflevere deres guld til fremmede mennesker skal opleve denne barske modtagelse. Det gør endnu mere ondt at tænke på at de små børn skal afleveres i en helt ny verden væk fra alt det trygge og kendte OG alt skal de kapere på få timer over to dage, hvis de er heldige.. Lille A’s mor som forøvrigt også er pædagog havde naturligvis spurt ind til hvad deres begrundelse var og hvordan de fagligt kunne forsvare denne modtagelse og svaret var – Det plejer vi at gøre og det virker. Barnet skal nok holde op med at græde med tiden og det er nemmere at lære barnet at kende når mor og far ikke er til stede. Halleluja for Jesper Juul og – Det kompetente barn, som blev afleveret i engelsk udgave til den pågældende institution…. Sej mor!

Videre snakker vi om savnet til dem i Danmark og om besøg, derhjemme. Samtaler om læger og lægebesøg kommer på banen og jeg får nogle fif og ideer om hvordan sundhedsystemet virker. Vi snakker om mændene og deres arbejde og har egentlig mange fælles oplevelser.

Åh sikke en dejlig dag med to skønne kvinder, lille A og skønne F. Skønt med en faglig snak igen og generelt en god snak på dansk. Jeg har nu fået en invitation op i bjergene og glæder mig allerede til jeg skal se disse skønne kvinder igen. Jeg nåede knapt nok at starte bilen førjeg fik en besked fra min nye bekendskab at jeg snart skulle komme igen ….. I LOVE IT!!

Det eneste jeg bare mangler nu er at T er hjemme og jeg kan fortælle ham om min dag og nye oplevelser.

Imorgen venter der endnu et nyt menneske og en sludder om livet i Elwood, glæder mig allerede og hvis det bare går halvt så godt som idag så er det en kæmpe succes.

Knus fra Lenda

Karoline og fagligheden

 

Karoline i vinteruniformen.

Karoline i vinteruniformen.

Klokken er 5 PM og jeg sidder ved spisebordet og skriver på et indlæg samtidigt med at jeg nyder et koldt glas hvidvin. Under mig kan jeg høre K og hendes søde veninde M. grine højlydt. De taler med tvillingerne over facetime. Lyden går lige gennem gulvet og jeg kan høre alt og de griner meget højlydt. Pludselig er de på vej ud af døren! – De skal lige over til Sophie og snakke med hende. Hvorfor er det relevant for mig at skrive denne start? Jo! Det er disse små episoder der er med til at skabe en normal hverdag og en følelse af at vi er hjemme og har en normal hverdag. En hverdag med venner som kun er en lille del af K’s nye hverdag i Australien. Skolen og fagligheden er en anden del af hendes liv som fylder ligeså meget.

En helt almindelig skoledag starter klokken 7.15 AM når min alarm ringer. Solen er oppe og de larmende papegøjer har allerede vækket mig. Når T er hjemme er han den første jeg vækker og derefter er det K’s tur til at vækkes af min blide vækning. K bliver liggende i sengen i 15 minutter og vågner op på en behagelig måde som absolut gør starten bedre for os alle.

Når K er klar med sine aleneritualer kommer hun op til mig, hvor jeg har lavet madpakken og sat morgenmaden på bordet. Sammen snakker vi om dagens fag, eventuelle tests og diverse alvorlige teenager problemer. Det hænder at hun tager sin mad og går ned på værelset og når hun vælger at blive et det ikke til de lange intense samtaler vi har, da K har arvet sin fars “ladmigværeommorgengennet”. Dette gen respektere jeg fuldt ud, om ikke andet for husfredens skyld. K er meget struktureret og har dagen før lavet en tjekliste som hun gennemgår punkt for punkt og det er med til at alle opgaverne bliver husket uden den irriterende mor der skal sige tingene tusind gange. Tandbørstning, pakning af diverse ting, tøj på, opladning af Macbook og Ipad m.m.

K tager turen til skolen efter hun fået sit goddagknus og et kys hvis jeg er heldig og 3 minutter senere er hun gået gennem porten og klar til en ny dag men vennerne. Skolendagen på Albert Park College starter med at porten åbner klokken 8.30 AM og lukker igen klokken 9.00 AM. Alle elever skal være på skolen 8.50 og stå klar ved sine pladser klokken 9.00 AM uden forsinkelser. Porten er en fysisk port der åbner og lukker til møde og “gåhjem” tiderne. Hvilket er ens hver  dag 8.50 AM – 3.10 PM. Skulle eleverne komme forsent SKAL de gå gennem receptionen og bliver hermed noteret. Skulle der være en årsag til at en elev skal gå tidligere eller bevæger sig udenfor området bliver dette også noteret. For elevernes sikkerhed…

17264531_10212163553742293_7530257798739466719_n

Karoline viser mormor & bedstefar porten.

Alle elever i Australien skal hver dag bære en skoleuniform som er unik for den specifikke skole. Skoleuniformen er en velsignet lettelse for os forældre og gør morgenen så meget nemmere. Den fulde skoleuniform skal bæres til og fra skolen og hele dagen. I følge skolen er årsagen til uniformen, at samfundet skal vide hvor eleverne hører hjemme og desuden en reklame for skolen. K mener at uniformen er en fratagelse af de unges muligheder for, at udvise personlighed og selvstændighed, alligevel er det ikke noget hun klager specielt meget over.

15541280_10211264321022037_8523410410805968240_n

Pigerne fra Glen Eira language school. (Sep. 2016)

 

Vennerene fra Albert Park College (Maj 2017)

Vennerne fra Albert Park College (Maj 2017)

Til at starte med havde jeg også mine betænkeligheden med denne uniform da det sætter nogle familier i vanskeligheder, bland andet religion. Det er jo ikke alle børn der må gå rundt med bare ben eller meget korte sommerkjoler. Det løser de dog med strømpebukser og muligheden for pigerne at gå i drengeuniformen ( dvs. bukser). De mere religiøse skoler, jødiske og katolske har længere kjoler og strømperne skal trækkes op over knæene.

Det skal lige siges jeg ved ikke om drengene må bære pigernes uniform 😉  Skoletaskerne er alle ens og selv idrætstøjet er det samme, uanset om du er dreng eller pige. Det kan synes meget upersonligt og giver jo ikke meget plads til at udtrykke sig MEN jeg er ekstremt imponeret over de unges kreativitet og evne til at vride disse regler. Selvom skolen har taget sine forholdsregler og tilføjet en lille ekstra paragraf om at de ikke må bære ekstreme smykker herunder piercinger og ekstrem hårfarve. Ja hvad gør man så? K har sine bud – Frisuren kan variere dag for dag, diskrete smykker og øreringe og personligheden. K har luret at det kan lade sig gøre at være anderledes ved at opføre sig anderledes (mere smilende og positiv overfor alt der bliver budt dem) og være venner med alle uanset hvem og hvor man kommer fra. Det er virkelig ikke nemt da selv hårbånd skal have en specifik farve og makeup er NO Go. Her hjælper det lidt, at det er moderne med “nude” farver..

Endnu en lille udfordring med uniformen er, at det er vanvittig dyrt og dette sætter sine begrænsninger for nogle børn og unge i vores samfund. Selvom vi har råd til det, er ikke alle forældre der har råd til at købe eller skifte uniformen ud når den er slidt eller gået i stykker. De unge oplever desværre en negativ opmærksomhed når den lyseblå skjorte ikke er lyseblå mere og der er huller i alle strømperne. – Der skal ikke være nogen tvivl om at selvom jeg havde mine betænkeligheder med uniformen er jeg generelt super glad for den og tænk lige over hvor lang tid de unge bruger på at finde nyt smart tøj hver eneste morgen. Her er der ingen diskussion, beslutningen er taget.  Sommeruniformen i term 1 & 4 og vinteruniformen i term 2 & 3. Vi har dog hørt rygter om at der er en dag om året hvor alle må have sit almindelig tøj på. Nok om Albert Park uniformen !

16388267_10211751991813502_1927322969329907783_n

Det øjeblik K går gennem porten møder hun en verden med venner og undervisere som alle har deres unikke måde at være på og undervise. Venner, faglighed, lektier, krav, alvor og alt nyt og anderledes. En verden hvor alt foregår på engelsk og K gør sit absolut bedste for at gøre alle tilfredse, inklusive sig selv. K har et mål om at få så meget ud af skolelivet som muligt og lære så meget der muligt. Hun bliver sammenlignet og vurderet  med elever der har gået i engelsk skole i 8 år. De får karaktær i alt og alt de gør bliver vurderet efter skalaer og hun bliver lagt i diagramaer. Fagligheden er skyhøj og et af målene på Albert Park er at skabe selvstændige og selvtænkende unge mennesker. Dette ser vi i alle dialoger og debatter de skal gennem og diverse præsentationer hvor eleverne står alene foran klassen. I bland andet Filosofi er det en fast rutine at alle elever afslutter timen med at tage styringen og sammen igangsætte en debat omkring dagens timer og emner. Underviseren sætter sig selv fysisk i baggrunden og hendes eneste rolle er at observere. Her bliver der ikke taget hensyn til at man er ny og usikker. Usikkerheden forsvinder ikke ved at sidde bageste i et hjørne og ikke deltage. Eleverne skal være lyttende og udvise respekt for hinanden. Derudover bliver det ikke taget hensyn til venner og tryghed. Det er ofte, at elever bliver sat i grupper hvor de ikke normalt bevæger sig og årsagen til det er at støtte dem til fremtiden og voksenlivet og lære dem at ikke altid have et sikkerhedsnet.

K’s karaktær ligger forståeligt nok ikke i toppen af skalaen og selvom hun til tider kan være meget skuffet over resultatet er vi pavestolte af hende og er meget bevidste om de udfordringer hun gennemgår hver dag. Vi ved at hun ikke kender bland andet Harvard-metoden og alle de engelske matematiske betegnelser. Vi ved K har sprunget 1 år over og matematikken er på et 10 klasse – gymnasieniveau (ifølge dansk standard) Vi ved at sproget er en udfordring og det er meget begrænset hvad engelsktimen i Danmark gav. Vi ved også at K gør sit bedste og rykker ved sine grænser hele tiden. Hun går ind i nye opgaver og udfordringer med åbnet sind og får nogen gange knubs, men rejser sig igen og børster negativitetene af sig. Negativitet som forsvinder langt væk når der kommer øjeblikke af ren og skær sejhed, såsom at vinde en debat omkring hajerne i vores farevande.

Jeg kritisere ikke det danske skolesystem men har bare oplevet at det kan gøres anderledes og måske er vi bare heldige at det australske skole system passer vores barn bedre. Bland andet er inklusion er naturlig del af undervisningen og individualitet er er et kodeord i al deres undervisning. Jeg aner ikke hvordan de gør det men jeg kan kun konstatere at det virker for K. I mine øjne ser de det enkelte barns styrker og fokusere ikke så meget på udfordringerne. Lige meget hvad de gør så er det lykkes dem at få min meget generte datter til at hver uge stå foran sin klasse os præsentere et emne hun tror på, på engelsk. Det kalder jeg selvtillid med en ordentlig potion selvværd oveni.

Forstil jer at gennemgå dette hver dag og samtidigt kæmpe for at blive anerkendt af venner og skabe relationer udenfor skolelivet…

 

Knus fra Lenda

Kan man speeddate veninder?

img_3025

Onsdag morgen og en mail fra min bedste veninde plejer at være en god start. Det eneste der er et problem med denne veninde (M) er at hun er så fandens langt væk. Hun skriver om livet i Danmark og om savn.. Hendes mail rykker pludselig noget i mig som jeg ikke oplevet i de tidligere mails fra hende. Hun trykker på nogle knapper og jeg bliver mega ked af det. Det skal absolut forstå og læses som noget positiv da jeg virkelig havde brug for at få rykket ved nogle grænser nu. Lige nu føler jeg at jeg har noget at bevise, overfor mig selv. Bevise, at jeg kan finde en veninde.

For mig er en veninde en person, der altid er der og som jeg kan lette mit hjerte hos. Hun lytter altid med åbent hjerte og anerkender mig som menneske uanset hvad jeg gør. En veninde har, som nok det eneste menneske i verden lov til at være kritisk overfor mine handlinger og jeg modtager alt hun siger positiv. Hun er villig til at se mærkelige film i biografen med mig, film som ingen andre vil se om jeg så tilbød dem …. Gæt. Min veninde er unik og kan ikke erstattes, hun er den bedste i verden for mig <3 Jeg har ingen forventninger om at finde en ny M. Men måske kan jeg finde en i de 2 år vi har tilbage her i Australien.

img_0062

M’s mail får mig til at indse at nu går det ikke mere. Jeg må gøre en aktiv indsats for at få nogle nye venner. Jeg har verdens bedste veninde i Danmark og hun kan og skal IKKE erstattes men jeg kan ikke undvære de skønne tøse snakke mere. Samtaler som kun kvinder kan have om livet og alt det mænd ikke gider høre på. Det nemmeste ville da være at du, M kommer over til mig og vi kan forsætte som vi plejer, biografture, rødvinstirsdage og tusind af kilometers gåture på lille Amager. Men virkeligheden er bare den, at det kan ikke lade sig gøre. Så Lenda tag dig selv i kraven og find nogle veninder der kan give dig et gram af det M giver dig.. Sjovt som det pludselig gav mening at tale om mig selv i tredje person.. Men det giver måske et indblik i hvor skør man bliver af at ikke at have en veninde at snakke med.

nye-billeder-024

Nu er det på tide at blive en aktiv “veninde efterlyser”. Min strategi er at være åben og positiv, heldigvis ikke noget der er fremmet for mig. Jeg mener da selv at jeg er temmelig “likeable”.

Hvordan griber jeg så det an? Ja mit første bud er at skrive et opslag i Dansker grupperne på FB.. Jeg har prøvet det før i nogle svensker grupper men det gav ikke det store resultat,  jo vis jeg klarede og arrangerede det hele. Men nu er jeg ikke lige den mest sikre i denne city og jeg lagde nok ikke hele min sjæl i jagten på nye venner. Nu må vi prøve med danskerne og med sjælen i et opslag..

Godmorgen alle ☀️ måske er du min nye ven 😍

Et lille spørgsmål – sidder der mon nogle der ude, der ligesom mig savner selskab og ikke arbejder.
Jeg forslår at vi kunne mødes og gå en morgentur imens børnene og manden er på arbejde og i skole.
Jeg er 45 år og uddannet pædagog men er så heldig at jeg ikke skal arbejde i de tre år vi bor her. Men jeg savner selskab 😜👍 I Danmark er jeg positiv, snaksalig og altid glad. Her kæmper jeg lidt med ensomhed. Måske har du det som jeg.
Hvis du/I har lyst til at mødes til en frisk morgentur så forslår jeg at vi kan starte hos mig i Port Melbourne og gå mod St. Kilda. Næste gang kunne det være et andet sted..
Der er gode parkeringsmuligheder her og Tram 109 eller 1 kører direkte ud til kysten..

Skriv til mig, privat eller i kommentarfeltet. ❤️

Åh du milde.. Der gik så ikke særligt mange sekunder før den første kommentar trillede ind og jeg kan ikke få smillet ned til normale tilstande. Jeg elsker danske kvinder i Melbourne. Få timer efter mit opslag sidder jeg nu med en aftale med en kvinde fra Brighton og en kvinde (pædagog) i Mitchum og endnu en kvinde som jeg har en aftale med når hun kommer hjem fra besøg i Danmark OG Ja utroligt nok endnu en kvinder der forventer at komme til Melbourne i december…… Jeg er målløs over deres åbenhed og jeg har nu et socialt liv udover det i Danmark og det jeg har med T. Hvordan skal jeg nu nå og gøre rent, lave mad og vaske tøj… Puha jeg er så stresset, må nok ud og købe nyt tøj og og og.. Jeg elsker det 😉

Og så endnu en mere.. og så alle dem der bor for langt væk men man kan aldrig vide om jeg sætter mig i bilen og kører en tur på et par timer for en kop kaffe og lidt socialt samvær. Jeg er ikke alene og jeg er ikke den eneste der føler sig alene..

Det der er endnu bedre, som om det kan blive det så har jeg nu kontakt til en kvinde har kontakter indenfor frivilligt arbejde og hun har tilbudt at hjælpe mig indenfor disse vægge og naturligvis har jeg sagt JAAAA!! Det var jo det jeg drømte om inden vi rejste herover. 10 måneder på min flade røv som T ville have sagt det, er nok og jeg har nu sociale forpligtelser som jeg har tænkt at dyrke som om det var diamanter.. Jaja en af disse openmindede kvinder er oveni købet pædagog, så min faglighed kan få et skub og lidt gødning.

Tænk lige. Hvad en mail fra min dejlige savnede M kan føre til…

Jeg fornemmer en masse kaffedates i fremtiden og måske venner for livet. Jeg kan mærke at den forbandede ensomhed er ved at forsvinde. Der var engang nogle venner fra Dk der fortalte T og mig at det tager cirka 1 år inden man kan sige at man er faldet til ro og hverdagen bliver som der hjemme. Min hverdag bliver nok aldrig som der hjemme men jeg er da kommet ret tæt på nu…

Mærkelig verden vi lever i, tænk at 6 nye venner på facebook betyder så meget <3

Alle mine veninder, alle mine veninder……

Knus fra Lenda