Venner vokser ikke på træerne men sommetider står de på stranden og venter..

Har I savnet mig?

Måske har I opdaget at der har været meget stille på bloggen den seneste tid og det skylden simpelhen at der har været andre ting der har fyldt i mit liv, nemlig vennerne.

Jeg skal lige fortælle at dette indlæg ikke indeholder nogen billeder da jeg ikke fik indhentet tilladelse til at vise billeder af mine dejlige veninder og venner… og jeg vil ikke risikere at støde nogen.

download

Det lyder næsten helt teenager kliche-agtigt og det er det sikker også men på trods af det here we go!

Faktum er at jeg havde den overbevisning at venner ikke var noget der voksede på træerne eller stod og ventede på mig. Det har jeg dog erfaret ikke er hele sandheden. Jeg er p.t den glade ejer at et styk “ven” der har kontaktet mig på stranden. Sjovt nok er det ikke en jævnaldrende person eller en med fælles interesse, udover sol og strand. Det er ikke en kvinde som mine venner ofte ender ud med at være. Nej! det er en ældre herre på omkring de 70 år (vil jeg skyde på) som jeg i lang tid, d.v.s. ligesiden jeg begyndte at benytte strande udenfor hoveddøren, sagt goddag til og sendt et venligsindet smil. Vi har nu startet en lille samtalegruppe med to faste medlemmer og nogen gange en tredje, hans kone. Vi vender emner som solen og dens stråler og han underviser mig i hvordan jeg kan helbrede solbrændthed og bare hvordan det ellers går… En sludder for en sladder. Han har været en del bekymret for min røde arme, som han nu kan konstaterer ikke er i fare mere. PYHA! Så er jeg mere rolig…. Min ven på stranden er så hyggelig og næste gang jeg møder ham må jeg nok hellere spørge ham hvad han hedder (grineren)

På baggrund af denne morsomme oplevelse skal dette indlæg uden tvivl omhandle mine venner. I må gerne se det som en hyldest og der sidder sikker nogle af jer og tænker – Er det mig hun skriver om? og det er det sikkert. Jeg nævner bevidst ikke nogen navne men du/I ved hvem du/I er <3

Vores flyt til Australien betød at jeg måtte forlade de dejligste kvinder og vennepar i Danmark, venner som jeg har så mange gode minder sammen med og selvom vi ikke sås hver dag og så ofte som vi ønskede, så er de alle en stor del af mit liv og den person jeg er. Venner som jeg har sammen med T og venner der kun er mine, gamle venner og nye..

Venner for mig er mennesker jeg kan være i selskab med uden at bære en maske og venner er nogle jeg med garanti ved ikke bærer en maske. Mennesker jeg kan vise følelser overfor og som er ærlige og sjove… Jeg har mødt mange mennesker gennem mit liv som jeg den dag idag kalder mine venner (selvom vi ikke ses så ofte) og i dette indlæg vil jeg fremhæve nogle helt særlige… Venner der ikke er biologisk familie men som føles som netop det.

Inden vi flyttede havde jeg en forstilling og forventning om at der nok ville falde nogen fra – I kender det godt, ude af syn – ude af sind og det havde jeg accepteret. Men nu snart 1 ½ år senere kan jeg konstatere at der ikke er faldet en eneste fra, derimod er der kommet en mere intens og ærlig kommunikation mellem os alle. Måske er det ikke face to face men sentimental som jeg er gemmer jeg alle skrevne ord og alle billeder der er sent til mig i Australien. Som jeg skrev i et tidligere indlæg så er de sociale medier med til at gøre fraværet meget nemmere og jeg tør slet ikke tænke på hvordan livet havde været for bare 20 år siden, det gider jeg dog ikke at dvæle i mere og… De sociale medier er her for at blive og tak for det.

Hjemme i Danmark efterlod jeg et job som jeg elskede, og dermed også nogle kollegaer der med tiden blev nære venner og det er selvom jeg kun nåede at være på stedet i 2 dejlige år. Dejlige, varme, åbne og ikke mindst sjove kollegaer som jeg nu er så heldig, at kunne kalde veninder. Veninder hvor den fælles nævner er passionen til den pædagogiske verden og alt det andet der sker rundt omkring os. Jeg elsker at læse, at de mødes til kaffe og hygge i det danske og må indrømme at jeg er jaloux. Jeg vil jo være med, men jeg ved med garanti at jeg bliver en del af deres fællesskab når jeg vender snuden hjemad om 1 ½ år. I skal alle vide at hver gang I “tagger” mig i et facebook opslag eller deler et fælles minde så varmer det mit gamle hjerte og kærlighed til jer alle vokser. Ordne behøver ikke at være mange men så længe de er der så er jeg den gladeste veninde man kan få <3

Midt i denne gruppe skønne pædagoger er der en særlig kvinde der har gjort særligt indtryk på mig og hun er en gave. Lige meget hvad der sker “hjemme” så glemmer hun mig aldrig. Hun skriver ofte lange lange beskeder til mig og er altid opmærksom på hvordan jeg har det. Selvom jeg ikke har en forventning, at alle skriver lange beskeder eller hele tiden så kan jeg altid stole på at denne kvinde gør det. Fordi hun tænker på mig og en ting er sikkert jeg tænker ofte på hende- Kys til dig!

Tak piger –  jeg savner jer hver dag, den faglige sparring, grinene og den utrolige varme og tryghed jeg føler i jeres selskab og særlig til dig – du ved hvem du er!

Jeg efterlod også en kvinde der har været i mit liv de seneste 15 år, en kvinde der startede med at være kollega og som idag er den bedste ven, ever. Hun er mit spejl og jeg tør godt sige, min søster. Hun er savnet hver dag og sommetider skal jeg fange mig selv i at se mennesker der ligner hende på gaden i Melbourne. Jeg savner hende fordi hun kender mig aller dybest inde og jeg kan ikke skjule noget for hende og omvendt. Jeg kan med garanti sige at uanset hvor i verden jeg må befinde mig så er hun altid med, i mit hjerte.

Du ved hvem du er, jeg behøver ikke at nævne dit navn… Savner dig hver dag så meget at det nogen gange gør ondt langt ind i sjælen. men der kommer en dag hvor vi ses igen og du er altid med mig.

Venner er også dem jeg har sammen med T, gode, nære og sjove fællesskab hvor vi kan være os selv og føler os trygge. Venne-par der er kommet ind i vores liv gennem T’s arbejdsliv og som har udviklet sig til noget stort, så stort at det ene par rent faktisk kommer ud og besøger os i Australien. Sikke en gave at modtage….

Kære par og jeres skønne skønne børn, tak for jer og fordi I venter på os.

Til jer der ikke kan vente mere men kommer her ud. Ord kan ikke beskrive hvad det betyder for os – så jeg siger ikke mere <3

Når jeg nu skriver nogle kærlige ord til mine kære venner skal jeg absolut også nævne de nyeste skud på stammen. Nogle dejlige (ved godt jeg skriver dejlige mange gange men det kan ikke siges nok) kvinder der svarede på min dating annonce. (En annonce/efterlysning jeg lagde op i facebook gruppen for dansker i Melbourne) Det endt ud i nogle meget forskellige kvinder som alle beriger mit liv på den rigeste måde. Fælles for alle er at de er kommet til Australien p.g.a. mandens arbejde, de er alle hjemmegående super kvinder og ikke mindst – de er dansker.

Den første “date” jeg var på var med en kvinde der er en del år yngre end mig og som har en sjov lille datter. Vores fælles nævner er at vi begge er pædagoger. På trods af aldersforskellen er vi et godt match og jeg nyder hende og datterens selskab. I dette gæstfrie hjem mødte jeg endnu en kvinde som jeg sidenhen har været på frokost”dates” med og igen selvom jeg er alders-præsidenten har vi en masse at snakke om. Vi har fælles oplevelser med i bagagen og hendes væremåde gør mig tryg og jeg føler en ærlighed og oprigtighed i hendes selskab.

På min anden date mødte jeg endnu en skøn kvinde over en kop kaffe i Elwood. En kvinde jeg anbefaler alle, at have i sin vennekreds. Ikke nok med at hun er et smilende og dejligt menneske at snakke med så har hun også en stor viden omkring de praktiske ting her i landet. Når jeg nu kan konstatere, at jeg stadig føler mig ny og usikker i et land med mange forskellige og anerledes systemer så føles det trygt at snakke med hende. I mine øjne ved hun stort set ved alt og skulle vi komme ind på et emne hvor hun er på udebane så går der ikke så lang tid før der tikker en besked ind på min telefon. Hun er meget gæstfri og har lige adopteret en skøn hund som har et ligeså skønt sind som sin ejer og sikkert også hendes datter som jeg endnu ikke har haft æren af at møde, men det skal nok komme. Denne kvinde er “kvinden” der fik mig til at smage bananbrød og jeg kan nu konstatere at det rent faktisk smager godt… Jer der kender mig ved godt hvor meget jeg har hadet duften, lugten og smagen af bananer..

Udover disse skønne kvinder bliver jeg nød til at nævne, at venskab ikke behøver at være et fysisk forhold. Jeg har lige siden min dating annonce skrevet sammen med en kvinde der bor cirka 300 kilometer væk fra Melbourne og selvom vi aldrig mødt hinanden kan jeg mærke at hun er et rart menneske som jeg glæder mig til at på et tidspunkt at møde hende. Måske en moderne måde at have venner på men ikke desto mindre vigtigt at nævne.

Til sidst og absolut ikke mindst den seneste kvinde jeg mødt, er nok det menneske jeg sætter aller størst pris på lige nu. Ikke fordi jeg ikke sætter pris på alle mennesker i mit liv men denne kvinde har, uden at lyde for sukkersød virkelig gjort et positivt indtryk på mig og på sin helt egen måde nok reddet mit ophold her i Australien. Vores venskab startede med en dialog på messenger over mange uger. Vi havde ikke muligheden for at mødes p.g.a. af diverse Danmarks besøg og gæster m.m. Men pludselig en dag på hjørnet af Spencer street og Collins street stod hun, min kære nye ven som jeg er meget taknemlig for. Vi har lige siden første dag snakket godt og meget sammen og vi har en fælles forståelse for hinandens udfordringer og glæder. Vi deler næsten alt…. stort set 🙂 Vi savner hinanden når vi ikke er sammen og det er selvom der kun er gået 2 dage. Vi oplever Melbourne i regn og rusk, alene og sammen med andre. Vi tager på sightseeing ture, ture i forskellige parker, spiser frokost og drikker drinks på tidspunkter hvor vi har lyst til det, vi drikker kaffe – One flat white and skim milk and one Long black. og til tider kører vi en tur. Med andre ord vi nyder hinanden og taler om livet. Denne veninde er gået lige ind i hjertet på mig og der kommer hun altid til at være.

På trods af mange dybe samtaler er der dog en ting vi IKKE snakker om og det er at jeg en dag skal tilbage til Danmark…. Så siger vi ikke mere om det!

Den nyeste udvikling er at vores mænd mænger sig, på den gode måde. De har så ondt i røven over de oplevelser vi har sammen at de måtte deltage. (blink blink)Nej! spøg til side, det er dejligt at de er med engang emellem. Det er trods alt dem der knokler så vi kan nyde det liv vi gør og der skal ikke herske nogen tvivl om at det sætter vis stor på pris på.

Kære du – tak for at du kom ind i mit liv på det tidspunkt hvor jeg havde som aller mest brug for netop dig – TAK!

Tak til alle mine veninder og venner i har alle og hver en stor plads i mit hjerte også selvom vi ikke kan se hinanden hele tiden.

 

Knus fra Lenda

Endnu 6 mdr. er gået og……

19396934_10213096504825487_9029727098832567102_n

Så er der gået endnu 6 måneder og det giver mig muligheden for at efterrationalisere mit liv og den position jeg nu nu engang sidder i.

Yderligere 6 måneder siden jeg satte mig ned og tænkte over livet i mit nye hjemland Australien. 1 år er gået og er år som ikke altid har været en dans på roser og hvor jeg virkelig har været sat på prøve, livets prøve. En tid hvor jeg har været tvunget til at tænke over livet og hvad der er vigtigt for mig, ikke alle andre men bare mig selv.

Når jeg nu engang står overfor det faktum, at jeg ikke skal arbejde og har al tid i verden til at realisere mine drømme er det ofte forventet at jeg bare gør det. Men virkeligheden har været en anden og jeg har skulle kæmpe en indre kamp med både mine og andres forventinger til mit nye liv og mine beslutninger.

Ja! jeg har været hårdt ramt at “selvynk” og mange tårer men den virkelige kamp har været at overbevise mig selv om at se det positive. Det indebar mange sætninger som – Jeg har det godt, jeg har det fint!!! Alt er godt og livet er fantastisk. Sætninger som jeg virkelig prøvede at overbevise mig selv om var virkeligheden. Men det har ikke altid været fint og godt det hele. Det er det dog nu og min nye energi og mod til livet er et klart bevis på denne påstand.

Nu hvor jeg står på tærsklen til at fejre mit første år i Australien er det tid til at tænke lidt over de positive og negative sider ved den beslutning vi tog for snart 2 år siden. Jeg er som sagt priviligeret at jeg ikke skal arbejde men den beslutning inderbærer ikke naturligt at jeg bare er klar til alle mulige projekter, altså før nu… Jeg har gennem det sidste år lært så meget om mig selv og mine egne udfordringer og bekymringer. Udfordringer og bekymringer jeg ikke kunne forudse før jeg stod i situationen. En af de største udfordringer har helt klart været savnet til det i Danmark og bekymringer for K, både her og der. Der skal ikke herske nogen tvivl om at savnet til Danmark stadig fylder meget i mit liv men på en måde har jeg lært at leve med det og kan nu med stolthed sige at jeg nyder livet her på den anden side af jorden. Måske er det fordi jeg ved at jeg snart ser min elskede datter, mor, bror, svigersøn/forældre lige om lidt og alle mine skønne gamle veninder.

Uanset hvad årsagen er, så lever jeg med savnet og det er med til at gøre mit liv nemmere og sjovere. Jeg er så heldig at jeg opdraget nogle meget selvstændige piger som gang på gang viser mig at jeg ikke skal bekymre mig så meget. Men de må stadig acceptere, at deres mor stadig har brug for at være der og bekymre sig om deres liv og de beslutninger de tager. De er en mor’s pligt og ansvar.

Hvis jeg ser helt realistisk på tiden der gået kan jeg kun konstatere at jeg fået så meget ud af dette år.. Jeg har fået muligheden for at mærke efter, mærke mig selv og selvom det har været hårdt til tider har jeg på ingen måde fortrudt den beslutning vi tog sammen. Jeg er nu efter et helt år klar til næste fase. K trives i skolen og store K i Danmark klarer det hele så flot, nu er det tid til MIG…

Mit veninde projekt er godt kørende og jeg har mødt nogle søde kvinder som jeg nyder et par timer om måneden sammen med og skulle der sidde nogen der ude som føler at de mangler selskab eller bare savner at snakke dansk så skal i endelig kontakte mig jeg har masser af plads til flere skønne kvinder i mit liv. Nye veninder er med til at gøre at JEG har et liv her og et liv hvor vi kan snakke om udfordringer, mænd, børn og ordne verdens problemer på en “kvinde” måde. En måde som kun en kvinde kan forstå…                                                                                                      Grin og snakke om livet er med til at give mig en god fornemmelse i maven og er skønt for min sjæl og der er ingen der burde være dette foruden. Mine nye venskaber er for mig og en stor sejer som jeg for 6 måneder siden ikke troede på.

20106246_10213421195262545_7185534362877185518_n-kopi 20108556_10213421194502526_4634860349892991569_n-kopi

Udover venindetid har jeg nu masser af energi til at komme igang med alle de mange projekter jeg drømmer om. Tegneblokken er købt og gjort klar til nye art-projekter, min kogebøger er lagt frem og det er nu kogedrømme der skal virkeliggøres. Rugbrød med surdej, hjemmelavet pasta og alle de madprojekter som jeg aldrig nåede der hjemme på grund af arbejde og og en meget anderledes hverdag. Jeg har fået tid til at læse de bøger der i mange år har samlet støv i reolen og jeg har overskud til at hjælpe K med skoleprojekter, selvom det tager flere dage at blive færdig. Den tid vi bruger sammen er det hele værd og noget jeg husker resten af mit liv.

Er der en drøm så skal den prøves og ikke udskyde det mere, lige pludselig er jeg hjemme i Danmark igen og det er tid til at prioritere arbejdet. Et arbejde jeg savner..

20108345_10213421194662530_8602957287819783869_n

Mit eneste luksus-problem er at forstå det hele ikke kan gøres på en gang.

Min blog er en af de mange drømme jeg har og mine bogdrømme har gennemgået en stor positiv forandrig og er p.t en stor hemmelighed jeg håber på at kunne overraske jer alle med om cirka et års tid.

Mit nye kamera bliver brugt flittigt og jeg elsker at forevige alle de vidunderlige ting jeg ser hver dag og det bliver virklig en udfordring, at skulle undvære det smukke i min nye hverdag. Det smukke som ikke er mindre eller mere smukt end for et år siden men den afgørende forskel er bare at jeg har fået en ro i kroppen som gør at jeg pludselig ser det. Om to uger venter der en Danmarks-ferie og jeg glæder mig til at se det gamle med nye øjne og et overskud jeg ikke kan huske jeg nogensinde haft.

20046714_10213421192422474_5709386914872650240_n 20046753_10213421194062515_5140321167398065793_n 20108392_10213421190462425_4412756618065674147_n

Yderligere 6 måneder er gået siden jeg sat mig ned og virkelig tænkte efter og nu kan jeg konstatere at jeg er gået fra at have mange øv-dage til at stå ud af sengen hver morgen og sige til mig selv – Hvad skal der ske i dag og hvilke drømme skal jeg starte på at virkeliggøre idag. Jeg lærer langsomt at nyde nuet og ikke bare udskyde opgaver, ønsker og drømme. Hvis jeg ikke gør det nu så sker det ikke.

 

Møss fra Lenda – Nu en glad borger i Australien

Bounce med vennerne

p6020044

Karolines lærere har “writing rapport day” og de unge skal og vil fortage sig noget. En fredag fridag skal ikke nydes alene der hjemme.

De unge mennesker som består af en ganske stor klikke på ialt 7 unge mennesker skal være aktive og til K’s store glæde bliver der belsuttet i fællesskab, at de skal tage til Glen Iris hvor de har en skøn trampolinpark, Bounce X-park. Jeg får æren, nej jeg tilbyder at køre dem alle og vente den lille time de skal hoppe rundt. Den lille time blev så til 2 lange timer men som kompensation fik jeg lov til at tage en masse billedere af de unge. Jeg elsker at jeg må være med og opleve K’s glæde. p6020038

Og til jer der tror at jeg masser mig ind på de unges territorium kan jeg fortælle at jeg rent faktisk er velkommen og de nyder at jeg tager en masse billeder af dem, siger de i hvert fald. Vi har lige nu en generation af meget fotogene unge mennesker. K’s nyeste veninde var da så også så venlig at gøre mig opmærksom på at – en mor er verdens bedste til at finde ting som alle andre ikke kan finde.. Efter at de ikke kan finde selelåsen på bagsædet og hvor jeg går direkte om og spørg – er det denne i leder efter 🙂

Bounce er en kæde med flere trampolinhaller i Melbourne, for de unge, gamle, store og små. Jeg tror da lige at vi skal en tur her ud med T. og bounce lidt rundt på redskaberne. Udover at de alle hygger sig så er det også en skøn motionform som K trives med. Her i Australien er have-trampoliner langt fra ligeså populære som det er i Danmark. Det indebærer at K har en hel del mere erfaring med redskabet end de andre unge har og hun nød at vise sine evner.

p6020036

Det er en befrielse for mig som mor, at se mit barn have så mange gode venner og at de acceptere at jeg er tilstede. De er alle høflige og meget forskellige, de kommer fra forskellige baggrunde men er alligevel så gode sammen. De viser hensyn og passer på hinanden. Endnu et skøn ting med disse unge er at deres fællesskab ikke bliver gemt bag en skærm eller telefon. Godt nok er telefonerne med og de bliver da også brugt men der er ikke noget der styrer deres kommunikation. Den bliver brugt til at tage billeder og filme hinanden. Men det vigtige er at de snakker sammen, de griner sammen og de bevæger sig hele tiden. Selvom det ikke er ok i teenager termer så vil jeg næsten påstå at de leger sammen. Sig det ikke til nogen 😉 Det jeg opleve med disse unger er, at de har et venskab hvor de er gode til at være sig selv, udtrykke sine følelser og lave fejl uden fordømmelse fra den anden part. Dejlige venner og allerede etablerede venskaber som vokser for hver gang jeg er sammen med dem eller bare observerer disse dejlige unge mennesker..

Nu vil jeg spare jer for flere ord og fylde dette indlæg med en masse dejlige billeder.

 

p6020039     p6020041    p6020042

p6020034       p6020046

Knus fra Lenda

Et vidunderligt møde med en fremmede

 

Det er dagen før mit første møde med en ukendt kvinde jeg mødt op på facebook og jeg er skide nervøs. Så nervøs at min mave ikke har det særligt godt idag. Mine forventninger er næsten ikke-eksisterende da jeg dårligt nok kan huske hvordan det er at være sammen med andre mennesker. Jeg må flere gange fortælle mig selv at der ikke sker noget hvis hun ikke kan lide mig. Jeg har nu en fornemmelse af hvordan K havde det første dag i language-school og college.

Jaja! desperat kvinde….

venindr

Jeg er ikke desperat, derimod er jeg ude på at udfordre mig selv og mine egne grænser. Jeg har aldrig nogensinde søgt efter nogen form for relation på internettet og altid beundret mennesker der kaster sig ud i denne form for relations-dannelser. Jeg mangler og savner mine veninder og hvorfor så ikke prøve lykken på de sociale medier. Det har jeg så gjort og 2 (6) kvinder er hoppet i min fælde i første omgang. 2 meget forskellige kvinder med forskellige historier at fortælle.

Jeg er forberedt og har købt en gave til den lille 2 årige datter der følger med til mit første møde. Vejen til en mors hjerte er vel gennem det barn hun medbringer 🙂 Lille A skal have en bog som er helt genial til dialogisk oplæsning og en lyserød bamse. Mor er nemlig pædagog og jeg er sikker på at hun sætter pris på at jeg gjort mig nogen tanker om hvad lille A skulle have.

Hvad forventer jeg med dette møde? Ja jeg forventer at vi får en god sludder om livet i Australien og Danmark. Desuden forventer jeg at få svar på mange spørgsmål om livet her såsom hvordan finder vi en god læge som ikke koster en formue. Mr. Goggle er ikke min ven når det spørgsmål skal besvares. Endnu et spørgsmål er angående tandlæge besøg, særligt for K. Vi har desværre ingen rettigheder når vi er i landet på et Visa, dog med arbejdstilladelse og skolerettigheder. Spørgsmålene er mange og jeg har sikkert glemt det hele i morgen. Den vigtigste forventning jeg har er at vi hygger og jeg får mig en god voksensludder og måske er det første ud af mange besøg i Mitcham.

Hver gang jeg skal nogen steder i denne enorme by bliver jeg overrasket over hvor lang tid det tager at komme fra A til B. Køreturen som jeg forventede ville tage maks. 30 minutter tog over 1 time og det selvom vi bare er 30 kilometer fra hinanden. Men frem kom jeg og jeg møder en skøn varmhjertet kvinde, noget yngre end mig og lille skønne A. Jeg bliver modtaget med åbne arme og med det samme er samtalen igang om vores meget forskellige liv og bagage. Min nye bekendtskab har levet i Sydafrika og har en masse erfaring omkring det at være ny i et fremmede land. Vi er begge enige om at Aussier er meget venlige og snakkesalig men også på en meget overfladisk måde. – Hertil og ikke længere. Når jeg efterrationalisere så er vi dansker eller svensker nok ikke anderledes. Derudover er vi også meget enige om at de er totalt inkompetente når det gælder hus-byggeri, De boede i et totalt nyt rækkehus og der var intet der virkede. Den historie har vi hørt før…

Ganske kort tid efter jeg er ankommet, kommer der endnu en dansk kvinde med sin 3 årige dreng (F) og jeg bliver endnu engang modtaget med åbne arme. Vi får nogle skønne snakke om institutions livet i Australien og vores fælles erfaringer om “aussieværker”. En ting er sikkert at jeg skal ikke arbejde i en vuggestue efter det jeg hørt om hvordan de modtager børn og forældre her. Udover at det er vanvittig dyrt med daycare ($120/dag) Ja! så har forældrene åbenbart kun 2 dage til indkøring og det er ligemeget hvor meget tid de har og hvilket barn de kommer med. Efter en times introduction skal mor/far gå og må ikke komme tilbage før dagen er gået igen ligemeget hvilke behov barnet har.  Barskt når man slet ikke har lyst til at aflevere sit første og man er et lille barn der ikke forstå hvorfor mor/far går og hvorfor mor/far er utryg og usikker. Videre er det ikke en mulighed at aflevere sit barn mere end få timer om ugen. Her er der mange forældre der vælger, at blive hjemme med sine børn til de skal i skole og istedet deltage i diverse mødre/fædre grupper indtil børnene når skolealderen. Naturligvis er dette kun empari fra en familie og sikkert ikke hele billedet af institutions livet her. Familien havde dog prøvet to forskellige steder hvor de havde den samme opfattelse af indkøring. Det gjorde ondt i mit pædagog hjerte at familier som er i krise over at aflevere deres guld til fremmede mennesker skal opleve denne barske modtagelse. Det gør endnu mere ondt at tænke på at de små børn skal afleveres i en helt ny verden væk fra alt det trygge og kendte OG alt skal de kapere på få timer over to dage, hvis de er heldige.. Lille A’s mor som forøvrigt også er pædagog havde naturligvis spurt ind til hvad deres begrundelse var og hvordan de fagligt kunne forsvare denne modtagelse og svaret var – Det plejer vi at gøre og det virker. Barnet skal nok holde op med at græde med tiden og det er nemmere at lære barnet at kende når mor og far ikke er til stede. Halleluja for Jesper Juul og – Det kompetente barn, som blev afleveret i engelsk udgave til den pågældende institution…. Sej mor!

Videre snakker vi om savnet til dem i Danmark og om besøg, derhjemme. Samtaler om læger og lægebesøg kommer på banen og jeg får nogle fif og ideer om hvordan sundhedsystemet virker. Vi snakker om mændene og deres arbejde og har egentlig mange fælles oplevelser.

Åh sikke en dejlig dag med to skønne kvinder, lille A og skønne F. Skønt med en faglig snak igen og generelt en god snak på dansk. Jeg har nu fået en invitation op i bjergene og glæder mig allerede til jeg skal se disse skønne kvinder igen. Jeg nåede knapt nok at starte bilen førjeg fik en besked fra min nye bekendskab at jeg snart skulle komme igen ….. I LOVE IT!!

Det eneste jeg bare mangler nu er at T er hjemme og jeg kan fortælle ham om min dag og nye oplevelser.

Imorgen venter der endnu et nyt menneske og en sludder om livet i Elwood, glæder mig allerede og hvis det bare går halvt så godt som idag så er det en kæmpe succes.

Knus fra Lenda

Karoline og fagligheden

 

Karoline i vinteruniformen.

Karoline i vinteruniformen.

Klokken er 5 PM og jeg sidder ved spisebordet og skriver på et indlæg samtidigt med at jeg nyder et koldt glas hvidvin. Under mig kan jeg høre K og hendes søde veninde M. grine højlydt. De taler med tvillingerne over facetime. Lyden går lige gennem gulvet og jeg kan høre alt og de griner meget højlydt. Pludselig er de på vej ud af døren! – De skal lige over til Sophie og snakke med hende. Hvorfor er det relevant for mig at skrive denne start? Jo! Det er disse små episoder der er med til at skabe en normal hverdag og en følelse af at vi er hjemme og har en normal hverdag. En hverdag med venner som kun er en lille del af K’s nye hverdag i Australien. Skolen og fagligheden er en anden del af hendes liv som fylder ligeså meget.

En helt almindelig skoledag starter klokken 7.15 AM når min alarm ringer. Solen er oppe og de larmende papegøjer har allerede vækket mig. Når T er hjemme er han den første jeg vækker og derefter er det K’s tur til at vækkes af min blide vækning. K bliver liggende i sengen i 15 minutter og vågner op på en behagelig måde som absolut gør starten bedre for os alle.

Når K er klar med sine aleneritualer kommer hun op til mig, hvor jeg har lavet madpakken og sat morgenmaden på bordet. Sammen snakker vi om dagens fag, eventuelle tests og diverse alvorlige teenager problemer. Det hænder at hun tager sin mad og går ned på værelset og når hun vælger at blive et det ikke til de lange intense samtaler vi har, da K har arvet sin fars “ladmigværeommorgengennet”. Dette gen respektere jeg fuldt ud, om ikke andet for husfredens skyld. K er meget struktureret og har dagen før lavet en tjekliste som hun gennemgår punkt for punkt og det er med til at alle opgaverne bliver husket uden den irriterende mor der skal sige tingene tusind gange. Tandbørstning, pakning af diverse ting, tøj på, opladning af Macbook og Ipad m.m.

K tager turen til skolen efter hun fået sit goddagknus og et kys hvis jeg er heldig og 3 minutter senere er hun gået gennem porten og klar til en ny dag men vennerne. Skolendagen på Albert Park College starter med at porten åbner klokken 8.30 AM og lukker igen klokken 9.00 AM. Alle elever skal være på skolen 8.50 og stå klar ved sine pladser klokken 9.00 AM uden forsinkelser. Porten er en fysisk port der åbner og lukker til møde og “gåhjem” tiderne. Hvilket er ens hver  dag 8.50 AM – 3.10 PM. Skulle eleverne komme forsent SKAL de gå gennem receptionen og bliver hermed noteret. Skulle der være en årsag til at en elev skal gå tidligere eller bevæger sig udenfor området bliver dette også noteret. For elevernes sikkerhed…

17264531_10212163553742293_7530257798739466719_n

Karoline viser mormor & bedstefar porten.

Alle elever i Australien skal hver dag bære en skoleuniform som er unik for den specifikke skole. Skoleuniformen er en velsignet lettelse for os forældre og gør morgenen så meget nemmere. Den fulde skoleuniform skal bæres til og fra skolen og hele dagen. I følge skolen er årsagen til uniformen, at samfundet skal vide hvor eleverne hører hjemme og desuden en reklame for skolen. K mener at uniformen er en fratagelse af de unges muligheder for, at udvise personlighed og selvstændighed, alligevel er det ikke noget hun klager specielt meget over.

15541280_10211264321022037_8523410410805968240_n

Pigerne fra Glen Eira language school. (Sep. 2016)

 

Vennerene fra Albert Park College (Maj 2017)

Vennerne fra Albert Park College (Maj 2017)

Til at starte med havde jeg også mine betænkeligheden med denne uniform da det sætter nogle familier i vanskeligheder, bland andet religion. Det er jo ikke alle børn der må gå rundt med bare ben eller meget korte sommerkjoler. Det løser de dog med strømpebukser og muligheden for pigerne at gå i drengeuniformen ( dvs. bukser). De mere religiøse skoler, jødiske og katolske har længere kjoler og strømperne skal trækkes op over knæene.

Det skal lige siges jeg ved ikke om drengene må bære pigernes uniform 😉  Skoletaskerne er alle ens og selv idrætstøjet er det samme, uanset om du er dreng eller pige. Det kan synes meget upersonligt og giver jo ikke meget plads til at udtrykke sig MEN jeg er ekstremt imponeret over de unges kreativitet og evne til at vride disse regler. Selvom skolen har taget sine forholdsregler og tilføjet en lille ekstra paragraf om at de ikke må bære ekstreme smykker herunder piercinger og ekstrem hårfarve. Ja hvad gør man så? K har sine bud – Frisuren kan variere dag for dag, diskrete smykker og øreringe og personligheden. K har luret at det kan lade sig gøre at være anderledes ved at opføre sig anderledes (mere smilende og positiv overfor alt der bliver budt dem) og være venner med alle uanset hvem og hvor man kommer fra. Det er virkelig ikke nemt da selv hårbånd skal have en specifik farve og makeup er NO Go. Her hjælper det lidt, at det er moderne med “nude” farver..

Endnu en lille udfordring med uniformen er, at det er vanvittig dyrt og dette sætter sine begrænsninger for nogle børn og unge i vores samfund. Selvom vi har råd til det, er ikke alle forældre der har råd til at købe eller skifte uniformen ud når den er slidt eller gået i stykker. De unge oplever desværre en negativ opmærksomhed når den lyseblå skjorte ikke er lyseblå mere og der er huller i alle strømperne. – Der skal ikke være nogen tvivl om at selvom jeg havde mine betænkeligheder med uniformen er jeg generelt super glad for den og tænk lige over hvor lang tid de unge bruger på at finde nyt smart tøj hver eneste morgen. Her er der ingen diskussion, beslutningen er taget.  Sommeruniformen i term 1 & 4 og vinteruniformen i term 2 & 3. Vi har dog hørt rygter om at der er en dag om året hvor alle må have sit almindelig tøj på. Nok om Albert Park uniformen !

16388267_10211751991813502_1927322969329907783_n

Det øjeblik K går gennem porten møder hun en verden med venner og undervisere som alle har deres unikke måde at være på og undervise. Venner, faglighed, lektier, krav, alvor og alt nyt og anderledes. En verden hvor alt foregår på engelsk og K gør sit absolut bedste for at gøre alle tilfredse, inklusive sig selv. K har et mål om at få så meget ud af skolelivet som muligt og lære så meget der muligt. Hun bliver sammenlignet og vurderet  med elever der har gået i engelsk skole i 8 år. De får karaktær i alt og alt de gør bliver vurderet efter skalaer og hun bliver lagt i diagramaer. Fagligheden er skyhøj og et af målene på Albert Park er at skabe selvstændige og selvtænkende unge mennesker. Dette ser vi i alle dialoger og debatter de skal gennem og diverse præsentationer hvor eleverne står alene foran klassen. I bland andet Filosofi er det en fast rutine at alle elever afslutter timen med at tage styringen og sammen igangsætte en debat omkring dagens timer og emner. Underviseren sætter sig selv fysisk i baggrunden og hendes eneste rolle er at observere. Her bliver der ikke taget hensyn til at man er ny og usikker. Usikkerheden forsvinder ikke ved at sidde bageste i et hjørne og ikke deltage. Eleverne skal være lyttende og udvise respekt for hinanden. Derudover bliver det ikke taget hensyn til venner og tryghed. Det er ofte, at elever bliver sat i grupper hvor de ikke normalt bevæger sig og årsagen til det er at støtte dem til fremtiden og voksenlivet og lære dem at ikke altid have et sikkerhedsnet.

K’s karaktær ligger forståeligt nok ikke i toppen af skalaen og selvom hun til tider kan være meget skuffet over resultatet er vi pavestolte af hende og er meget bevidste om de udfordringer hun gennemgår hver dag. Vi ved at hun ikke kender bland andet Harvard-metoden og alle de engelske matematiske betegnelser. Vi ved K har sprunget 1 år over og matematikken er på et 10 klasse – gymnasieniveau (ifølge dansk standard) Vi ved at sproget er en udfordring og det er meget begrænset hvad engelsktimen i Danmark gav. Vi ved også at K gør sit bedste og rykker ved sine grænser hele tiden. Hun går ind i nye opgaver og udfordringer med åbnet sind og får nogen gange knubs, men rejser sig igen og børster negativitetene af sig. Negativitet som forsvinder langt væk når der kommer øjeblikke af ren og skær sejhed, såsom at vinde en debat omkring hajerne i vores farevande.

Jeg kritisere ikke det danske skolesystem men har bare oplevet at det kan gøres anderledes og måske er vi bare heldige at det australske skole system passer vores barn bedre. Bland andet er inklusion er naturlig del af undervisningen og individualitet er er et kodeord i al deres undervisning. Jeg aner ikke hvordan de gør det men jeg kan kun konstatere at det virker for K. I mine øjne ser de det enkelte barns styrker og fokusere ikke så meget på udfordringerne. Lige meget hvad de gør så er det lykkes dem at få min meget generte datter til at hver uge stå foran sin klasse os præsentere et emne hun tror på, på engelsk. Det kalder jeg selvtillid med en ordentlig potion selvværd oveni.

Forstil jer at gennemgå dette hver dag og samtidigt kæmpe for at blive anerkendt af venner og skabe relationer udenfor skolelivet…

 

Knus fra Lenda
Older posts