Sommerferie eller hjem til Danmark…. Det er spørgsmålet ?

img_7319

Nu sidder jeg her i min flotte men yderst ubehagelige sofa i mit hjem i Melbourne, Australien. Vi landede for et par dage siden men jetlagen er stadig en udfordring, sikkert en kombination af udmattelse og jetlag. Jeg er gået igang med den enorme bunke strygetøj og holder nu en lille pause med en god film. Jeg hader at stryge mere end noget andet men bruger tiden på at reflekere over det vidunderlige, stressende og længe ventende danmarksbesøg. Jeg føler en mættende og varm fornemmelse i maven når jeg tænker tilbage på alle de mennesker jeg mødt og på hvordan det var så naturligt at mødes efter et år. Naturligt fordi jeg stadig havde en masse til fælles med de mennesker jeg savnet og forlod for et år siden. Varmt fordi jeg blev modtaget med en varme og ærlighed jeg længe drømt om og mættende fordi jeg nu er fyldt op med en masse kærlighed og med mange skønne minder fra vores dejlige København. Gid det havde været ligeså nemt og vidunderligt for vores teenage datter der havde så mange forventninger. Forventninger som hun gav udtryk for når hun fortalte mig at jeg nok ikke ville se hende i alle 14 dage og jeg nok måtte forvente en rend af unge mennesker. Det blev dog anderledes..

Vi gamle har en tendens til at holde fast i det gode i livet selvm det går videre og vi har måske nemmere ved at huske hvordan det var dengang. De unge lever livet i overhalingsbanen og ude af syn ude af sind.. K blev modtaget med den største og vildeste velkomstkomite´og gensynsglæden var enorm og hun havde en dejlig dag sammen med en meget savnet barndomsveninde dagen efter. De fik veninde- huler i ørene og hyggede som i gamle dage… Derudover havde hun en dag sammen med en anden savnet veninde –  Jeg er ikke ude på at kritisere de unge eller klage over det skete men jeg er nok bare meget chokeret over den udvikling der sker med de unge mennesker i Danmark idag. Jeg ved godt at de er blevet konfirmeret og desværre indebærer det at man er blevet voksen og al barndom er væk. K har det seneste år boet i et land hvor de også er unge som forbereder sig på voksenlivet men det indebærer ikke alkohol og smøger. Jeg ved godt at der nu sidder mange og siger – oh velkommen til virkeligheden og sån gør vi atlså her. Det er fuldstændigt korrekt men det indebærer ikke at jeg er enig med at det er ok. Det eneste jeg kan konstatere og er enig i, er at det er en dansk kultur og sån har vi altid gjort det. Problematikken for K er at hun lever i en kultur ( i vores skolezone) hvor de unge ikke drikker før de må og smøger er konstateret usundt og taber-agtigt. Jeg er udmærket klar over at det er mig der har et problem og jeg bebrejder på ingen måde nogen. Jeg var nok bare naiv når jeg forventede og troede at unge mennesker idag besidder en rummelighed, en evne til at inddrage en savnet ven i nye relationer. Livet går jo videre med nye venskaber og det gamle bliver glemt…

Et længe planlagt besøg på den gamle skole blev en skuffelse. K havde medbragt sin skoleuniform og efter meget overtalese fra mig tog hun den på over i skolen første skoledag. Her blev hun mødt med en underviser der ikke havde tid til at sige hej eller kommentere hendes tilstedeværelse. Åbenbart kan en erfaren underviser ikke fokusere på sin velkommentilbagetale når der står en glad og forventningsfuld elev. En elev der boet et år i Australien. Hendes tale blev afbrudt og de unge menesker fik 10 minutter til at sige hej alt i mens hun satte sig ved sin computer og ignorerede os. Pigerne blev naturligvis glade for at se K igen og 10 minutter senere var vi alle på vej hjem igen og søster gjorde alt der stod i hendes magt for at opmuntre sin lillesøster…

K’s oplevelser i Danmark blev på ingen måder som hun forstillet sig men derimod fik hun så meget ud af være sammen familien og ikke mindst hendes søster og svåger. De begge tog imod hende med åbne arme og sørgede for at hun fik mange dejlige minder med hjem i kufferten. Mormor, farmor, farfar og bedsterne fik også mange skønne timer sammen med deres barnebarn ❤️

img_7314 img_7317

Videre tænker jeg nu på at det nu er et år siden at jeg flyttede til Australien og hvad der er endnu mere vildt er at jeg nu et år har været på besøg i København. Jeg så familie og venner efter et år hvor jeg er gået fra at være en hårdt arbejdende vugge-pædagog til at være en hjemmegående husmor.

Den skønne følelse af at være ligeså savnet som jeg selv har savnet er vidunderlig og livsbekræftende og jeg har mødt så mange mennesker der har sat tid af til mig og havde lyst til at høre om mit eventyr. Mennesker der har gjort en stor indsats for at jeg følte mig hjemme og jeg kan på ingen måde klage over hverken mad, drikkevarer og dedikation. Det eneste der var en udfordring, var den konstante tidspres.  Et pres som jeg selv var skyld i. Jeg ønskede ikke at glemme nogen og alligevel blev der ikke tid til alle jeg gerne ville møde.

img_7318 img_7320

Mine forventninger til besøget var store og jeg ønskede inderligt at alle var klar til at høre om mit nye liv og jeg kan konstatere at jeg er ultra klar til at høre om livet det gik videre uden mig. Nu når jeg er hjemme igen og reflektere over alle besøg jeg været til kan jeg konstatere at det har været fantastisk og jeg har nydt hvert sekund, uanset om det været en kort kaffe-date i Fields med to dejlige kvinder fra mit tidligere arbejde eller det blev til et lille surpricebesøg hos den bedste veninde, hvor hun intet anede. Hvert eneste gang er jeg blevet mødt med mennesker der var klar og villige til at høre på mig/os. Jeg er blevet modtaget med knus hvor tårene skabte rystelser gennem hele kroppen og masser af kindkys som stadig kan mærkes på mine runde kinder….

Forstil jer at blive modtaget på Frediksberg med en gæstfrihed som ingen ende ville tage og det selvom vores venner landet i CPH dagen før, efter et par uger i Kina. Det er jeg ski ikke sikker på jeg selv havde klaret… Men det kan de skønne venner…

Planen om at beholde huset er en genial beslutning og det er dejligt at tilbringe ferien “hjemme” og det er selvom mit hjem ikke ser ud som det plejer. Stadig et skønt og meget varmt hjem. Min skæbne dejlige store datter er den fødte dejlighed og vi er så taknemlige for alt hun gjort for os – et surprice party for 20 mennesker på en elevløn er meget imponerende og jeg er hende dybt taknemlig for det hun stablede på benene for os. Hun passer på huset og hunden og gør det med stolthed og naturligvis er det hårdt men jeg hører aldrig nogen klager…

img_7313

Hvordan havde jeg det så med at være hjemme? og hvor er hjemme? Det er ikke et nemt spørgsmål at svare på og forvirringen er total. Som dagene gik og min tjekliste fik en masse flueben blev jeg mere og mere overbevidst om at jeg snart skulle hjem – hjem til Melbourne…. Årsagen til den følelse er helt klart at jeg på ingen måde er klar med at opleve Australien, der er så mange ting jeg stadig ikke har oplevet og fået nok af. Selvom københavn er en skøn by så er Melbourne bare større og vildere. Jeg tænker tit over hvordan kan Amager strand leve op til vores udsigt fra stuevinduet hvor Philip Bay praler med sit evigt forandrende, spænnende hav. Hvordan kan Strøget med sit mylder leve op til CBD som med sine millioner af mennesker har en kulturel mangfoldighed jeg aldrig oplevet andre steder og hvordan kan Uganda skoven leve op til bla. Dandenong Ranges regnskove?

Danmark er fantastisk når solen skinner og naturen står stolt i sine grønne kostumer. Sommer i København er et synonym med Tivoli en sommerdag og det fik vi da også nået. Ikke mindre end 12 timer i den skønne park med fødselsdagsfrokost i Grøften med svigerforældre og cocktails/dinner på NIMB  med gode venner. Tivoli badet i solskin og masser med glade børn og lige en gang spansk rør til dessert – det er sommer i Danmark som ikke kan opleves i Melbourne. Luna Park go home 🙂

img_7311 img_7312 img_7318

Jeg er sikker på at min opfattelse ændrer sig med tiden og selv Australien bliver hverdag. Jeg fornægter ikke at Danmark, København kan tilbyde en masse og en ting er sikkert – Danmark (Sverige) kan tilbyde vores familie og venner.

img_7315 img_7316

Tak til alle der var med til at gøre vores Danmarks besøg smukt, varmt og bare vidunderligt ❤️

Knus fra Lenda

Endnu 6 mdr. er gået og……

19396934_10213096504825487_9029727098832567102_n

Så er der gået endnu 6 måneder og det giver mig muligheden for at efterrationalisere mit liv og den position jeg nu nu engang sidder i.

Yderligere 6 måneder siden jeg satte mig ned og tænkte over livet i mit nye hjemland Australien. 1 år er gået og er år som ikke altid har været en dans på roser og hvor jeg virkelig har været sat på prøve, livets prøve. En tid hvor jeg har været tvunget til at tænke over livet og hvad der er vigtigt for mig, ikke alle andre men bare mig selv.

Når jeg nu engang står overfor det faktum, at jeg ikke skal arbejde og har al tid i verden til at realisere mine drømme er det ofte forventet at jeg bare gør det. Men virkeligheden har været en anden og jeg har skulle kæmpe en indre kamp med både mine og andres forventinger til mit nye liv og mine beslutninger.

Ja! jeg har været hårdt ramt at “selvynk” og mange tårer men den virkelige kamp har været at overbevise mig selv om at se det positive. Det indebar mange sætninger som – Jeg har det godt, jeg har det fint!!! Alt er godt og livet er fantastisk. Sætninger som jeg virkelig prøvede at overbevise mig selv om var virkeligheden. Men det har ikke altid været fint og godt det hele. Det er det dog nu og min nye energi og mod til livet er et klart bevis på denne påstand.

Nu hvor jeg står på tærsklen til at fejre mit første år i Australien er det tid til at tænke lidt over de positive og negative sider ved den beslutning vi tog for snart 2 år siden. Jeg er som sagt priviligeret at jeg ikke skal arbejde men den beslutning inderbærer ikke naturligt at jeg bare er klar til alle mulige projekter, altså før nu… Jeg har gennem det sidste år lært så meget om mig selv og mine egne udfordringer og bekymringer. Udfordringer og bekymringer jeg ikke kunne forudse før jeg stod i situationen. En af de største udfordringer har helt klart været savnet til det i Danmark og bekymringer for K, både her og der. Der skal ikke herske nogen tvivl om at savnet til Danmark stadig fylder meget i mit liv men på en måde har jeg lært at leve med det og kan nu med stolthed sige at jeg nyder livet her på den anden side af jorden. Måske er det fordi jeg ved at jeg snart ser min elskede datter, mor, bror, svigersøn/forældre lige om lidt og alle mine skønne gamle veninder.

Uanset hvad årsagen er, så lever jeg med savnet og det er med til at gøre mit liv nemmere og sjovere. Jeg er så heldig at jeg opdraget nogle meget selvstændige piger som gang på gang viser mig at jeg ikke skal bekymre mig så meget. Men de må stadig acceptere, at deres mor stadig har brug for at være der og bekymre sig om deres liv og de beslutninger de tager. De er en mor’s pligt og ansvar.

Hvis jeg ser helt realistisk på tiden der gået kan jeg kun konstatere at jeg fået så meget ud af dette år.. Jeg har fået muligheden for at mærke efter, mærke mig selv og selvom det har været hårdt til tider har jeg på ingen måde fortrudt den beslutning vi tog sammen. Jeg er nu efter et helt år klar til næste fase. K trives i skolen og store K i Danmark klarer det hele så flot, nu er det tid til MIG…

Mit veninde projekt er godt kørende og jeg har mødt nogle søde kvinder som jeg nyder et par timer om måneden sammen med og skulle der sidde nogen der ude som føler at de mangler selskab eller bare savner at snakke dansk så skal i endelig kontakte mig jeg har masser af plads til flere skønne kvinder i mit liv. Nye veninder er med til at gøre at JEG har et liv her og et liv hvor vi kan snakke om udfordringer, mænd, børn og ordne verdens problemer på en “kvinde” måde. En måde som kun en kvinde kan forstå…                                                                                                      Grin og snakke om livet er med til at give mig en god fornemmelse i maven og er skønt for min sjæl og der er ingen der burde være dette foruden. Mine nye venskaber er for mig og en stor sejer som jeg for 6 måneder siden ikke troede på.

20106246_10213421195262545_7185534362877185518_n-kopi 20108556_10213421194502526_4634860349892991569_n-kopi

Udover venindetid har jeg nu masser af energi til at komme igang med alle de mange projekter jeg drømmer om. Tegneblokken er købt og gjort klar til nye art-projekter, min kogebøger er lagt frem og det er nu kogedrømme der skal virkeliggøres. Rugbrød med surdej, hjemmelavet pasta og alle de madprojekter som jeg aldrig nåede der hjemme på grund af arbejde og og en meget anderledes hverdag. Jeg har fået tid til at læse de bøger der i mange år har samlet støv i reolen og jeg har overskud til at hjælpe K med skoleprojekter, selvom det tager flere dage at blive færdig. Den tid vi bruger sammen er det hele værd og noget jeg husker resten af mit liv.

Er der en drøm så skal den prøves og ikke udskyde det mere, lige pludselig er jeg hjemme i Danmark igen og det er tid til at prioritere arbejdet. Et arbejde jeg savner..

20108345_10213421194662530_8602957287819783869_n

Mit eneste luksus-problem er at forstå det hele ikke kan gøres på en gang.

Min blog er en af de mange drømme jeg har og mine bogdrømme har gennemgået en stor positiv forandrig og er p.t en stor hemmelighed jeg håber på at kunne overraske jer alle med om cirka et års tid.

Mit nye kamera bliver brugt flittigt og jeg elsker at forevige alle de vidunderlige ting jeg ser hver dag og det bliver virklig en udfordring, at skulle undvære det smukke i min nye hverdag. Det smukke som ikke er mindre eller mere smukt end for et år siden men den afgørende forskel er bare at jeg har fået en ro i kroppen som gør at jeg pludselig ser det. Om to uger venter der en Danmarks-ferie og jeg glæder mig til at se det gamle med nye øjne og et overskud jeg ikke kan huske jeg nogensinde haft.

20046714_10213421192422474_5709386914872650240_n 20046753_10213421194062515_5140321167398065793_n 20108392_10213421190462425_4412756618065674147_n

Yderligere 6 måneder er gået siden jeg sat mig ned og virkelig tænkte efter og nu kan jeg konstatere at jeg er gået fra at have mange øv-dage til at stå ud af sengen hver morgen og sige til mig selv – Hvad skal der ske i dag og hvilke drømme skal jeg starte på at virkeliggøre idag. Jeg lærer langsomt at nyde nuet og ikke bare udskyde opgaver, ønsker og drømme. Hvis jeg ikke gør det nu så sker det ikke.

 

Møss fra Lenda – Nu en glad borger i Australien

Er alder bare et nummer ?

 

Denne uges blogindlæg skal handle om det faktum, at tiden går og ifølge mit pas og kørekort bliver jeg åbenbart ældre og ældre for hver dag der går.

Har du nogensinde sat dig ned og tænkt over hvad der er sket med dig, dine tanker og din krop i årenes løb? Hvilke forventninger til livet havde vi som 18 årige og hvordan forandrede kroppen sig når vi var i tyverne og for ikke at tale om hvilke prioriteringer havde vi i 30’erne?  Det kan være ganske undeholdende at virkelig sætte sig ind i de forandringer der er sket.

img378

Mig som 20 årig

iphone-jan-2013-020

Vores bryllupsdag 2000

Til at starte med mente jeg at der absolut ikke var sket andet end at jeg blevet en del runderne med årene og ….. hvad ellers? Jeg er da som jeg plejer. NOT med gigantiske bokstaver…..

Hæng på og jeg tager jer med på en guidet tur gennem min rejse over en generationskløft og mine nye behov der pludselig dukkede op.

Årene går og jeg bliver ældre, det kan ikke undgås…

Alder er kun et nummer, eller – 

Men hvordan ved jeg at jeg er blevet ældre ? Udover at mit pas,kørekort og fødselsattest siger det. Jeg er 45 år og nærmer mig de 46 år. 46 lurer lige rundt om hjørnet. Ha! 45 år, ikke en skid. Jeg føler mig stadig som en kvinde rundt de 30 år med en hulens masse erfaring og klogskab. Klogskab som bunder i mange oplevelser der har præget det menneske jeg er blevet til. Både de negative og de positive oplevelser der har gjort mig stærkere end nogensinde. Rent faktisk er jeg stærk nok til at starte denne blog.

Alle de mange mennesker jeg har mødt gennem årene har været med til at præge mig som det menneske jeg er i dag. Arbejds-kollegaer, skolekammerater, veninder/venner, familiemedlemmer og en masse andre jeg mødt, Ja! alle har sat sine spor i mig, både de negative og de positive spor. Forskellen på idag og før er jeg er en hel del klogere og prøver så vidt det muligt at omgive mig med mennesker der gør noget godt for mig og mennesker jeg selv har en positiv indvirkning på.  Det er en læring jeg opnået gennem årene, det vil sige at jeg lært mig selv at kende på en ny måde. Det skal absolut ikke opfattes som om jeg ikke er åben for nye bekendskaber og venskaber, men derimod ses som at jeg tænker meget over de nye relationer jeg går ind i. Jeg sætter en ære i at ikke være fordomsfuld og går derfor altid ind i en ny relation med et gennemtænkt og åbent sind. Mit liv har ikke altid været det mest lyserøde og jeg er idag klar over at det har gjort mig stærkere. Jeg sætter også en stor ære i at altid være så positiv som situationen gør det muligt og se det lyse i det verden byder mig. Alt sammen en del af min personlighed som jeg har bygget op igennem 45 år. Men selvom jeg mener at mit indre ikke er en dag over 30 år så er der stadig nogen ting jeg ikke ville gøre idag som jeg gjorde den gang.

Når vi planlægger ferie er det pludselig blevet en meget høj prioritering at hotellet er børne frit og larmen begrænset til det minimum. Der må gerne være barer og restauranter men gerne med en aldersgrænse over de +30 år, altså vores jævnaldrende ,-)  Det er dog bare lidt mærkeligt at selvom vi altid prøver på at undgå for meget børnehave og teenager diskoteker når vi er på ferie eller i byen, så sker det ALTID at vi netop ender det sted vi prøver på at undgå. Skrigende børn eller støjende teenager… Måske er det fordi de drages til mig. Misforstå mig ikke, jeg elsker småbørn som den mest passonerede pædagog jeg er og ifølge K den seje teenagermor, MEN ikke når vi er på ferie, der har jeg brug for ro og kun støj når jeg selv skaber det eller opsøger det…..

Endnu et sjældent men dog eksisterende bevis på at jeg blevet ældre er at for nylig oplevede jeg en jævnaldrende mand rejse sig i sporvognen og han mente åbenbart jeg var en aldrende kvinde da han tilbød mig sig siddeplads. Jeg takkede noget fornærmet nej og bagefter blev jeg flov over mine tanker omkring hans gestus. Det kunne jo faktisk godt være, at han bare ville være venlig mod mig fordi jeg så godt ud den dag eller fordi han bare var venlig mod alle der kom ind og ikke fordi jeg var gammel og trængte til at sidde ned. Haha fordomsfuld min bare….

Udover min tanker og general forandring i klogskab og modenhed er der naturligvis også sket en masse fysiske forandringer gennem årene, synet, kroppen generelt og nye behov.

Brillerne – 

Jeg ved at jeg er blevet ældre, ikke gammel bare ældre når brillerne er det eneste jeg aldrig forlader hjemmet uden. Pungen, nøgler og selv makeup kan jeg klare mig uden men brillerne, Nej den går ikke!

Brillerne som gør at jeg har en mulighed for at læse hvad der står på mælkekartonen eller hvad prisen er på den smukke skjorte jeg på ingen måde kan leve uden. Problemet er ikke at det er utydelig men derimod at det er fuldstændigt umuligt, at læse hvis jeg ikke har briller på eller har et yngre menneske i hånden der ikke har nået dette stadie i sit liv endnu. Det kan ikke siges tydeligere – Det er pisseirriterende at ikke kunne se de mest almindelige ting jeg altid kunne se før jeg blev ældre!

p7070084

Når jeg nu skriver om synet og briller skal det da nævnes at min nye ven når jeg syr på min gamle Singer-maskine er nåledimsen (som jeg ikke ved hvad hedder) Åh den kære nåledims. Det er p.t den bedste opfindelse, ever. Jeg skal sy kaninører og gulerødder til K og veninden og det kan kun gennemføres hvis jeg har nåledimsen OG  lommelygten tændt på telefonen OG briller på, stadig er det en udfordring at få tråd og nål til at høre sammen. Jeg elsker at sy men shit det er en udfordring at nålen skal trådes….

p6200001

Håndtasken – 

Ikke nok med at min mest nødvendig ejendom er mine briller har min håndtaske også gennemgået en forandring. Jeg er kommet i den situation hvor jeg er begyndt og “pakke” min taske med ting som jeg aldrig nogensinde før tænkt på at medbringe. Ting som kan redde enhver situation og ting som min mor altid havde med da jeg var yngre. Utroligt at jeg ikke skal have en kuffert med hver gang jeg bevæger mig udenfor døren. Men nu kan JEG redde alle akutte situationer. Alt fra toiletbesøg i det fri, beskidte hænder, vabler eller andre uforklarlige sår, tørst, hovedpine, ondt i halsen, tyggegummi trang og you name it, I got it….

p7070083

Shopping – 

Når den står på shopping ville jeg ønske jeg kunne sige at jeg er eksperten. Men desværre har jeg erfaret at alt det tøj jeg mener er flot og perfekt til mig er ikke sandheden. Jeg lever åbenbart i en tidskapsel hvor tøjet har en tendens til at være det samme som år tilbage men også med en god portion mormorstil indover. Er det noget min sjæl ikke er så er det mormor, endnu. Denne nye opdagelse er ikke min egen erfaring men derimod noget min elskede familie har konstateret og nu er jeg i den situation at jeg prøver på at finde min stil, Stilen som passer en 45 årig kvinde med en sjæl som en 30 årig.. Tro mig det er ikke nemt og jeg leder på fulde hammer og det giver ovenikøbet en masse motion når jeg nu skal trave rundt i alle de shoppingentre der findes her i Melbourne og bruge penge på nyt tøj. Det kræver det jo når den nye stil skal findes. Men er jeg Classy, sexet eller bikerbabe? Måske alle tre….. Hjælp mig jeg bliver vanvittig. Hvem er jeg endelig?

Apropos shopping – Er det bare mig der er begyndt at købe sko der er nemme at tage på og behagelige at gå i? Det kan jo ikke altid være Sneakers eller Nike, hvilket jeg mener er en gave til kvinder i middelalderen og slet ikke til de unge. Mine enorme skosamling tyder på at jeg køber sko efter udseende mere end efter bekvemmelighed og jeg svømmer i stilletter jeg måske kommer til at bruge en dag hvor mine fødder bliver smertefri og mindre. Måske kommer mine store brede pladder til at blive mere Askepot-agtige med alderen.. og så skal kun gå i stiletter.p7070086

Tør jeg nævne mormortrusserne…. Altså kun når det ikke skal være erotik undertøj. Jeg må ganske kort nævne de unge år hvor bh’en var fast kropbeklædning døgnet rundt, nu sker det oftere og oftere at jeg slipper dem fri og selv i fuldt dagslys og naturligvis kun når jeg er alene. Jeg er født i 70’erne og det må ligge i generne…Mere om det emne skal jeg nok skåne jer for.

 

Kroppen – 

Hvad sker der med kroppen når vi bliver ældre? Jeg ved ikke hvad der sker med jeres kroppe, skønne kvinder men jeg ved hvad der sker med min… Og det er ikke for sarte sjæle.. meget alvorligt!

Håret bliver gråt, det er dog ikke så slemt. Mit hår startede allerede i slut tyverne at vise tegn på at det ikke kunne rumme min flotte leverpostej farvede lokker. Det startede stille og roligt med enkelte hårstrå og er så idag endt med at jeg overvejer at få farvet mit hår så jeg kommer til at ligne en vaske ægte vinterprinsesse. Det ville jo passe meget godt sammen med mine Askepotfødder jeg får på mine ældre dage… Idag har jeg lært at leve med de grå hår og det er selv om at den hårfarve på ingen måde matcher den personlighed jeg bærer rundt på. Derfor lever jeg med det, inde under alle de andre farver.

Ydermere må jeg desværre konstatere at ting som skaberen, voksbehandlinger og tråde er blevet redskaber jeg benytter om ikke dagligt, så meget tæt på. Det er et evigheds projekt, næsten som at fjerne sand fra Sahara.. Ja I læste rigtigt, jeg har med årene fået meget mere hår på kroppen og måske er det bare mig men det er lige før jeg kan høre og se det vokse. Jeg læste engang en artikel om – Fordele med at blive ældre og en af de fysiske tegn var at vi kvinder får mindre hårvækst.. HA! De glemte sku’ at spørge mig.. Måske er mine hårceller rent faktisk dallet ned langs kroppen ligesom resten af mine kvindelige former unægteligt trækker sydpå. Fordelen er dog at jeg har fået en mulighed for at udvide min hårfjernings horisont og er igang med en eksperimenterende fase hvor alt prøves, alt fra voks hjemme og ude, pincetten, trådene, skraber i mængder og selv “all natural”. Det sidste kan jeg garantere, at det ikke vil ske igen. Min sjæl er sku’ ikke en gorilla og bliver det aldrig .

Nok om det hår….

Kroppen trækker sydpå og det er da ingen hemmelighed men hemmeligheden er at acceptere situationen og det er blevet meget nemmere med årene. Jeg ser ud som jeg gør og vil da gerne ligne en supermodel, nej! det vil jeg endelig ikke men derimod en kvinde der er glad for sig selv og sin krop. Der er jeg ikke helt endnu men kommer tættere på for hver dag der går.

Ja jeg må konstatere at jeg er blevet ældre og heldigvis for det. Jeg er blevet klogere og forstår konsekvenserne ved min handlinger og valg. Jeg tro på mig selv og accepterede forandringer der sker på godt og ondt og bliver bedre og bedre til at leve livet fuldt ud. Tiden går og vi skal alle huske på at nyde dagene, månederne og årene… selv timer og minutterne. Pludselig en dag er det hele forsent og hvis du er helt ærlig kan du sige at du opnået det du ønskede med livet da du var ung? Er du blevet til den du ønskede at blive?

Jeg er der ikke endnu, men er godt på vej.

 

 

Knus fra Lenda

Holy moly I did it….

Det har aldrig været min intention at denne blog skal være en slanke-blog og det er selvom slankekure, op og ned ture, følelsen af nederlag og tanker som tabere har været en del af min selvopfattelse de sidste 23 år. Jeg har lovet mig selv at her skal det ikke fylde alverdens da jeg ikke ønsker at forblive i denne selvopfattelse af negativitet. Det er hverken sundt for mig eller særligt sjovt for læseren.

Men nu er jeg i den situation at efter ufattelig mange år som taberen der ikke kunne tabe sig kan jeg nu se en fremtid som vinderen. Jeg har nemlig vundet mit første delmål . Jeg er ikke gået amok eller på nogen måde blevet fanatisk, derimod har jeg åbenbart fundet en indre ro til at gøre noget ved det, med lidt hjælp fra min nye læges opdagelse.

Jeg har ingen facit liste på århundrendes slankekur eller løsningen på andres udfordringer Jeg har fundet løsningen på mine udfordringer og denne gang har jeg hjernen med i hvad jeg gør. Som jeg skriver tidligere er jeg ikke blevet fanatisk og er på ingen måde en sundhedsfreak” eller “hirselis”, altså absolut ingen fanatisk tankegang her. Jeg nyder stadig den vidunderlige gode is og bager en lækker chokoladekage i ny og næ. Jeg spiser stadig sværen på flæskestegen og drukner det hele i en god flødesovs. Forskellen er bare at jeg gør det med måde og er bevidst om at det der kommer ind skal forbrændes væk igen. Forskellen på dig og mig og vores slankeudfordringer er også, at jeg fundet ud af min lever ikke havde så godt.

Jeg kan stadig blive meget forundret over hvor lidt der skulle til for at jeg så lyset. Min mindre positive side kan godt blive en smule harm over at det ikke er blevet opdaget tidligere når jeg henvendt mig til egen læge i Danmark med simple symptomer som dårlig ånde, sure opstød, manglende vægttab og ikke mindst manglende energi. Istedet for at undersøge det største organ i hele kroppen har lægen gentagne gange valgt og give mig diverse piller mod sure opstød og dårlig ånde og d-vitaminer i litervis. Alt sammen med en middeltidlig effekt.

Ja! pyt nu med det og hvor heldig er jeg ikke, at den nye læge i mit nye hjemland opdagede med det samme at der var noget i min krop der ikke havde det godt og efter røntgen viser det sig at det er min lever der af en eller anden grund ikke trives. Jeg ved endnu ikke hvad den fejler men som det menneske jeg nu er så må jeg da gøre noget ved det. Måske kan jeg ændre mine fremtidsperspektiver og overraske selv en meget kompetent læge med en frisk velfungerende lever når jeg skal igang med de mange undersøgelser.

Min nye mission blev derfor at min lever skulle under mine kærlige hænder og en ekstra overraskelse i denne process er, at jeg nu er begyndt og se en stabil nedstigning i tøjstørrelser og et stigende energiniveau. Jeg ved ikke om det er fordi min lever har det bedre eller om den overhovedet var årsagen til mit manglende vægttab men det er også ret meget ligegyldigt fordi det virker jo.

Idag har jeg nået mit første delmål ved meget simple ændringer i min indtagelse af livets nydelses-eliksir.

p6170039

Efter mange timers undersøgelse omkring lever-funktion og hvad jeg kan gøre for at forbedre min levers helbred er jeg kommet frem til at kål i alle former og farver er min yndlings grønsag og pro-aktiv er et kodeord når jeg handler ind. Oksekød og svinekød er ikke fuldstændigt væk men flere gange om ugen skiftet ud med fisk og kylling. OG det er ikke en friturestegte panering med fiskesmag jeg skriver om men derimod fisk i ovnen, kogt og min yndling sushi. Alkohol og søde drikkevarer har aldrig været en stor del af mit indtag selvom der stadig er plads til rødvinstirsdage med veninden i Danmark og dateaften (hvilket ofte indebærer meget rødvin) ved spisebordet med manden eller en kold øl på en bar i solskinsmelbourne. Det fylder bare ikke så meget og har aldrig gjort det.

p6140033p6140032

Så til alle jer der tror jeg har en alko-lever så må I tro om igen 😉

Min nye drug er nu citronte, det vil sige varm vand med en citron i. Det lyder måske klamt men tro mig det er vanedannende og en gave til en lever der ikke har det så godt. Det hjælper nemlig leveren med at udskille de mange affaldsprodukter istedet for at ophobe det i kroppen. Hvorfor er der ikke noget der har fortalt mig det før???  Og ved du/I endelig hvordan jeres egen lever har det? Måske er det årsagen til den evige træthed som så mange af jer går rundt med. For et par dage siden faldt jeg over en selvhjælps artikel omkring lever-funktionen og tippet var her, at spise en hel masse grønne aspagers (kan koges let) og når du efter dette måltid urinere kan lugten eller mangel på lugt afsløre lidt om din levers funktion. Jeg kan kun konstatere at hvis der skal luftes ud så bør du/I tænke over hvordan leveren endelig har det.

Alt i alt små ændringer i mit liv som nu har givet mig energien til at gøre brug af vores lille meget funktionelle fitnessrum som er en del af vores ejendom. Utroligt nok kan jeg nu sige at jeg dyrker motion næsten hver dag og det der er endnu mere vildt – jeg nyder det faktisk fordi jeg kan…

Som jeg sagt før – Om det er min lever der nu har det bedre og kan udføre det arbejde den burde gør eller om det er noget andet, det ved jeg ikke og er også ret ligeglad. Det virker og skulle mine fremtidige lever-undersøgelser vise sig at være knapt så positive så har jeg gjort noget ved det allerede nu og er så meget mere ovenpå til at modtage de eventuelle udfordringer de eventuelt dukker op.

Personligt syntes jeg selv at jeg er skide-sej og jeg må fejre mit nået delmål og min nye vinderfølelse med et meget dyrt frisørbesøg og en ny hårstil. Håret er blevet kort og det forbliver det forever (undskyld mammeluk) men hårfarven matcher min gamle personlighed og må ordnes og friskes op. Det er ingen hemmelighed at jeg siden de unge år har haft mange grå hår som åbenbart har tænkt sig at blive, selvom jeg ihærdigt prøver at overbevise dem om det modsatte. Faktum er bare at jeg ikke ønsker at farve mit hår så meget og ofte som jeg gør da det absolut ikke er sundt for hverken hårbund eller miljøet. Det er så den besked min søde meget unge frisør får når jeg dukker op til min forkælelses time. Jeg pointere at jeg på ingen måde ønsker at ligne en middelaldrende grå kvinde og jeg ønsker ikke at lade de grå hår skinne i al sin glansløse charme. Min forkælelses time bliver derfor til en tre timer lang proces med to unge kvinder med de længste klør der nogensinde har kradset min hårbund og de bedste hårbunds massager ever, med alle klør fem og fast håndtryk. Det er lige før mine glansløse gråhår begyndte at blive selvlysende. Den gamle lager på lager hårfarve er nu væk og blevet erstattet med første behandling mod en lysere nuance.. Tre ganske kedelige timer når de ikke gad at massere hovedbunden mere og et stort gabende hul i min ellers meget stramme budget..

FØR

FØR

1½ time efter

1½ time efter

Efter ;-)

Efter 😉 en dårlig selfie…..

Men med et hår der passer på min nye spirende indre følelse. Nu kommer næste udfordring – Hvad skal jeg forkæles med når næste delmål er klaret?

 

 

Knus fra Lenda

Hvorfor Lendas Univers og hvorfor blev jeg blogger ?

 

19396934_10213096504825487_9029727098832567102_n

Hvorfor ønsker jeg, at bruge så meget af min tid på at blogge og hvad er det jeg vil opnå og endnu sværere spørgsmål – Hvad er den røde tråd?

De spørgsmål fik jeg i weekenden og det fik mig til at tænke over hvad meningen er med denne rejse jeg nu har begivet mig ud på. Jeg kunne vælge at svare ganske enkelt – Jeg blogger fordi jeg har noget på hjertet. Det er nødvendigvis ikke de store verdens emner jeg vælger at skrive om men derimod de mindre og nogengange næsten usynlige ting og tanker vi alle går rundt med.

Men I kender mig, svaret er ikke enkelt – 

For at kunne svare på de spørgsmål har jeg lyst til at beskrive lidt omkring hvem jeg er og fortælle nogle af mine fremadrettede planer for denne blog.

Foto: K

Foto: K

Men mit svar er ikke ligetil og det har taget mig et par dage at få det ned i et indlæg. Svaret er ikke noget jeg kan google mig frem til eller bede om hjælp til at svare på. Nej! svaret skal komme fra mig selv. Selvom min intention med dette indlæg er at jeg skal prøve på at formulere et svar, er der ikke nogen garanti for at når jeg tastet sidste ord har fuldført min mission. For mig handler svaret om at jeg ser indad og reflekterer over mine ambitioner, forventninger og prøver at forklare hvad jeg kan og ønsker. Så’n er jeg nemlig!

Min blog er mit frirum hvor jeg kan sige hvad jeg tænker og dele mine værdier og holdninger. Mange ville måske sige at det er spild af tid når jeg ikke tjener penge på det. Men for mig handler det ikke om at tjene penge eller hvor mange læsere jeg har. Jeg kan med min blog formidle hvem jeg er og vise kreativiteten inde i mig og hvis jeg er heldig kan mine ord måske hjælpe nogle mennesker til at forstå verden og sig selv. Der er en grund til at jeg tilbragt de sidste 25-30 år indenfor omsorgsfaget. Når jeg nu er så priviligeret at ikke arbejde i 3 år kan jeg måske skabe en blog der gør en lille forskel.

En lille bonus er, at jeg lærer meget om det praktiske blog univers såsom bloggen’s udseende, computer nørderi, fotoredigering og forpligtelser, Ja! og naturligvis lærer jeg ufattelig meget om mig selv. Jeg ved helt sikkert at jeg ønsker at blogge om livet og det jeg møder på min livs-rejse. Et liv som tager mig på op og nedture, nogle gange skarpe sving og andre gange en tur på en smuk lyseblå sky. Jeg har ikke en facitliste på hvilke emner jeg ønsker at udforske og en ting er jeg sikker på, at jeg fokusere ikke på et enkelt emne. Det gør det nok en smule vanskeligt at skabe den røde tråd. Det er med andre ord ikke en specifik blog såsom en rejse-blog eller en mad blog. Min ide er at det er en blog om et menneske til mennesker. En blog for både kvinder og mænd der får et indblik i min verden som nok ikke er så meget anderledes end mange andre. Forskellen er bare at jeg kommunikere det hele skriftligt og vidergiver det hermed til den enkelte læsere eller til hele verden.

Jeg er nok det mest nysgerrige menneske på jorden – 

Udover min måske ekstreme nysgerrighed er jeg en ganske almindelig kvinde der lever et ganske almindeligt liv. Så almindeligt det nu kan kaldes når man vælger at flytte til den anden side af jorden i en alder af 45 år og forlader så meget der hjemme i Danmark. Det der sker i hovedet på os kvinder, der er et sted mellem middel alderen og alderdommen er nok hellere ikke altid så almindeligt og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Vi kvinder tænker ufattelig meget over hændelser  i vores hverdag, episoder på arbejdet, vores forhold til vores børn, vores forhold til til manden i vores liv, sex i vores og andres liv og den forandring vores krop langsomt gennemgår. Vi er mange der har en evne til at overtænke tanker og når vi overtænker er det nogen gange den direkte vej imod katastrofer i de fællesskaber vi bevæger os i. Jeg er absolut ikke ekspert og ligesom mange andre støder jeg også ofte hovedet mod muren i mit forsøg på at gå i dialog med alle omkring mig og ikke mindst mig selv. Åh ja. den kære kommunikation, hvornår lærer vi det? Måske skal vi ikke fokusere på at lære det men derimod lære at italersætte vores tanker og acceptere at vi er som vi er og hjælpe verden at leve med os ligeså meget som vi skal lære at leve med andre. Forvirret? Det er jeg også….                                                                     Måske lever jeg i en utopi verden, men mine drømme og tanker er der ingen der kan tage fra mig og selvom mine ord er bindende kan ingen fjerne min passion.

Det er vigtigt for mig at læseren altid har i baghovedet at det er min blog og alt jeg skriver, er udfra mit perspektiv. Et perspektiv hvor forventningen er at jeg sat mig ind i hvad jeg skriver og det emne jeg skriver om. Årsagen til det er, at jeg nok er mere nysgerrig end et 3 årigt barn i “hvorfor dit og hvorfor dat” alderen. Jeg elsker at undersøge emner som jeg møder i hverdagen og tanker der pludselig dukker op i mit hovedet. Næsten dagligt støder jeg ind i en oplevelse som giver mig en brændende lyst til at lære mere og det er særligt når det gælder mennesker og menneskers handlinger. Hvorfor gør vi som vi gør og hvorfor siger vi som vi gør? Når disse situationer dukker op kan jeg kun konstatere at der er endnu en gul sticky note på min lystavle og endnu et spænenede emne jeg må dykke ned i.

Den tænkende læser – 

I alle de tanker og holdninger jeg kommunikere ud er der måske en der genkender tankerne eller måske sidder der en læsere der finder det jeg skriver som nyttig viden eller bare for åndsvagt. Alle læsere er for mig en “vigtig læser”. Vi er alle mennesker med en personlighed og en bagage som er med til at skabe os, som mennesker i de fællesskaber vi bevæger os i. Jeg er af den overbevisning, at uanset om det er gode eller dårlige fællesskaber så er det med til at udvikle os som menneske og skabe et tænkende menneske med værdier og holdninger. Et tænkende menneske som har noget på hjertet og forskellen på dig og mig er at jeg har et brændende ønske om at dele det med jer. Ja! rent faktisk dele det med hele verden hvilket er meget heldigt da bloggen ligger tilgængelig for alle.

Passionen – 

Jeg har det seneste år erfaret at mine forfatter drømme nok ligger langt ude fremtiden og blog universet er en platform hvor jeg kan gøre det jeg elsker og er så passioneret over. Nemlig at skrive hvad jeg tænker og oplever. Hvem ved om det langsomt kan føre til at forfatter drømmen bliver virkelighed. Jeg tror på det! Min plan er at bloggen udvikler sig til et grundmateriale og vil på sigt fungere som en form for research. Jeg har i lang tid haft lysten til at dele de mange ting, tanker og refleksioner jeg går med i min ganske almindelig hverdag. Jeg ønsker at videregive en del af min personlighed og med bloggen kan jeg kommunikere denne personlighed og vise hvem jeg er. Derfor giver det mest mening at min blog er en – Personlig blog. Men jeg er stadig i tvivl om det er det eneste jeg ønsker med denne nye udfordring jeg valgt.

Udover at jeg elsker at skrive og kan med god samvittighed sige at det er en passion er der så meget mere der ligger bag den beslutning jeg tog for meget længe siden. Det var T der gav mig sparket og fik mig igang men tanken har nok altid været der. Skrive ligger i mit blod og jeg bruger de skrevne ord til at få styr på tankerne, særligt de dårlige. På en besynderlig måde virker det for mig, at skrive tanker og hændelser ned og dermed er det ofte ude af mit hovedet. Blyanten og computeren er en måde at håndtere kaos og glæde på og det samler det hele og jeg kan komme videre i livet uden at tænke alt for meget på fortiden og de negative følelser.

Jeg er ikke bange for at provokere skriftligt og tager med glæde imod udfordringer der måtte komme med den beslutning. Selvom vi på mange måder kan være ens i en verden af kvinder og mænd så er vi alle meget forskellige og heldigvis for det. Vi har forskellige holdninger og værdier og med tiden bliver mine holdninger og værdier tydeligere i kraft af at jeg blotter mere og mere af mig selv. Hvis du som læsere føler dit ramt eller på nogen måde stødt er jeg ikke bange for at gå i en dialog og hvem ved om jeg ændrer mit standpunkt. Jeg er nemlig ikke den kloge af os alle, jeg er bare hende der skriver det hele ned. Jeg er dog ikke ude på at bevidst støde eller provokere men vi ved alle hvad uenighed kan føre til, nemlig misforståelse og negative følelser. Måske har jeg nogle kommunikative evner og måske har jeg det ikke, men en ting er sikkert, jeg elsker det. Det er umiddelbart ikke mit ønske at alle skal acceptere min formidling men derimod, at vi skaber en udviklende dialog.

 

At skrive er min passion og det samme kan jeg sige om fotografering, en passion som jeg stille og roligt bliver bedre og bedre til. Jeg fik det fedeste Olympus kamera i mors dags gave som jeg langsomt er ved at kende. Jeg elsker at fange øjebliksbilleder som optager mig og som jeg finder interessant. Det kan være en smuk dør fyldt med patina som gemmer på en historie eller en smuk blomst med en fantastisk farve og form. Jeg har altid mit kamera med mig uanset om jeg skal tanke bilen eller er på en inspirerende oplevelses tur med familien. Min passion for fotografering og det skriftlige er basen for min blog og udvikles for hele tiden. Min tanke er at mine fotografier skal fylde en stor del af hvad jeg ønsker at formidle til læseren og selv om det er svært at fange intensiteten i et fotografi så håber jeg på, at kombinationen af mine ord og fotografier er med til at formidle det jeg har på hjertet.

p6110040

Jeg ønsker at appellere til dine, mine og vores følelser og det betyder at jeg er villig til at kommunikere mine følelser ud til jer. Følelser er noget vi alle har og nogle er gode til at formidle dem og jeg hører nok til en af dem der holder særligt de negative følelser indenbords alt for længe. Jeg er typen der har brug for at tænke over oplevelser der sker i mit liv. Oplevelser som kan være skænderier på hjemmefronten eller ret og forkert spørgsmål i livet. Jeg ønsker at kommunikere det rigtige svar og ikke bare brøle noget møj ud på det menneske jeg står overfor. Men som de fleste mennesker er jeg nogen gange ikke herre over hvad der kommer ud af munden i øjebliks situationer.  Her er bloggen et fantastisk redskab som tvinger mig til at “bruge hovedet” inden jeg udgiver det jeg ønsker at formidle videre. Jeg lærer noget for hvert indlæg jeg udgiver, noget om skriveprocessen, mig selv og de mange følelser og ikke mindst om verden.

19274872_10213096504745485_9067152006045953766_n

Mit spørgsmål til jer er nu

Er der nok underholdning i det jeg skriver og er jeg så god som jeg går og bilder mig selv ind ? Spøg til side, jeg er klar over at jeg ikke har den bedste færdige blog fra dag et, at starte en blog er en proces. Jeg er temmelig god til at være selvkritisk og er nogen gange alt for hård ved mig selv. Det giver sig udtryk i tvivl på om det jeg gør er godt nok. Derfor håber jeg på at der vil være nogle der vil tage sig tiden til at svare på mit simple spørgsmål, her på bloggen. ( Det kræver at du skriver din email men du bliver ikke “spammet”) Sig hvad I tænker når i læser og fortæl om jeg er en kuldeskør eller måske har noget at sige. Jeg tager imod alt med kyshånd.

Min påstand er –  

Jeg skriver fordi jeg kan og fordi jeg har noget på hjertet som jeg gerne vil dele med verden. Jeg blogger for at vise hvem jeg er og hvad jeg tænker på og min røde tråd er ikke kun rød, den er lyserød, postkasserød, pink og alverdens røde nuancer. Jeg er god til at kommunikere men prøver hver dag på at blive bedre. Ønsker du at kritisere det jeg skriver kan jeg kun konstatere at vi er uenige og det er ok.

p6110044

Ja det var så det svar jeg kunne komme med. Måske et forvirrende svar på et meget diffust spørgsmål og jeg kan ikke garantere at det ikke har ændret sig hen af vejen ligesom mit liv ændrer sig hele tiden.

Foto: K

Foto: K

Tak T for et sindsyg godt spørgsmål <3

 

Knus fra Lenda