Bounce med vennerne

Det sker også på den anden side af jorden..

Nu har jeg de seneste dage gået og tænkt over at der absolut ikke sker noget som er interessant at skrive om på min blog. Når jeg har valgt at starte en blog så mener jeg også at det forpligtiger at have noget at skrive om, måske ikke hver dag men min plan er at der ikke går alt for mange dage imellem. Bloggen er ikke kun tiltænkt som underholdning for læseren men også min egen måde at bearbejde de ting vi og jeg gennemgår her i Australien. Derfor får i nu et indlæg som handler om en kedelig oplevelse for mig men nok ganske banal for jer. I Danmark ville jeg nok ganske hurtigt rystet denne oplevelse af mig men her på den anden side af jorden var det ganske kedeligt og meget uventet.

Dagen startede ganske normalt, jeg sender Karoline i skole og går derefter min sædvanlige gårtur langs Beach street og hjem igen. Jeg får mig et hurtigt bad og skal derefter ud og handle. Normalt ville jeg altid gå op og handle og så ville jeg rent faktisk slet ikke opdage at der er noget der mangler. MEN vores gamle Mercedes har det bedst vis den kommer ud på små køreture hver dag (nogen med motoren og en dims der sætter sig fast, som jeg ikke har forstand på) Jeg går ud i vores aflåste overdækkede garage og med det samme opdager jeg at T’s Cykel er væk…. Et splitsekund vender jeg om og tænker at det må være noget jeg drømmer eller hvorfor skulle K tage fars cykel i skole, når vi bor lige ved siden af skolen. Jer der kender T ved også at hans cykel ikke er en billig sag, men derimod et ret dyr en og købt i Danmark. Men desværre må jeg konstatere at selvom vores garage er aflåst og cyklen var låst sammen med min og de havde ialt 3 låse, ja så er Ts cykel væk. Ved siden af vores bil og cykler står der 2 nye Harley motorcykler og diverse meget dyre biler. Der ligger surfbræt og står mange andre cykler men T’s er væk… Jeg kan umiddelbart ikke se nogen form for hærværk men opdager at der går nogen fremmede håndværker rundt i vores aflåste område. De har ikke set eller hørt noget. Og jeg kan konstatere at de ikke har noget med sagen at gøre. De må gerne være her… Lidt i panik, for hvad gør jeg nu… kører jeg rundt i området og kigger efter cyklen men naturligvis så er der ikke noget jeg kan gøre ved sagen. Næste projekt er nu at få styr på hvad jeg skal gøre i dette tilfælde. Her er jeg bare lost, ringer man til politiet og hvad er deres nummer? Nok mest lost fordi jeg er alene og ikke har T hjemme som altid klarer disse ting. Jeg finder hurtigt ud af der er tilknyttet en maneger til ejendommen og at der er også et security firma tilknyttet og dem ringer jeg til. Manegeren tager ikke sin telefon men får en besked på telefonsvareren – kvinde i nød, kom og hjælp… og security firmaet har allerede fået en anmeldelse og deres optagelser hjælper ikke da de ikke afslører hvem der tager dem. De afslører bare at tyvene kravlet over et 2 meter højt hegn og klipper et stål hegn op. Ja og så kan i tænke jer til resten..

En time senere får jeg fat på manageren på gaden sammen med vores nabo som allerede ved hvad der er sket og naturligvis er ked af det sker for os, særligt os som ikke er australier. Vi får en lang snak om at det er sket fire gange før og de altid går efter værdier og vi kan glemme alt om at se den cykel igen. Politiet er allerede kontaktet og vores tab vil tilføres dette indbrud. Åbenbart er det meget almindeligt i vores område på grund af de mange unge mennesker med mange penge som derfor også ejer de dyre sager, såsom dyre cykler, surfbræt og andre attraktive ting. Alt sammen noget jeg ikke ved noget om. Manegeren som er en meget empatisk mand forsikrer mig at der bliver gjort noget ved sagen. Cyklen ser vi nok aldrig igen men han vil garantere mig at vores garage vil blive sikret så de aldrig kommer ind igen.. Tænk at et 2 meter højt hegn og et stålhegn ikke er nok. En ting er at de kom ind men de har også fået vore ting ud fra garagen.

Inden jeg snakkede med disse herrer må jeg indrømme jeg var meget utryg også selvom det ikke var i vores lejlighed indbruddet foregik. Jeg er trods alt alene p.t. og har ikke en mand der kan beskytte mig og K, ikke bare fysisk men absolut også psykisk.  Jeg er vant til at klare mange ting alene men savner T. Det værste er ikke at der er sket og jeg skal klare anmeldelse og diverse andre ting selv. Det der frustrere mig mest er at jeg ved hvor meget T elsker sin cykel og hvor meget den betød for ham og mit dilemma er nu – Skal jeg fortælle ham det nu eller vente til han kommer hjem og opdager det.. Ifølge Naboen John, så syntes han at jeg skal købe en ny cykel til ham og stille den med en stor rød sløjfe på så kan han da kun blive glad. Med andre ord lade som ingenting. Selvom ideen er god nok så virker den bare ikke i min verden, jeg kan absolut ikke lade som ingenting og det er ikke den vej jeg vil gå. Ikke nok med at jeg skal fortælle ham det så har jeg bare brug for at snakke med ham om det.

Når klokken bliver 7.00 AM hvor T er skriver jeg ham en messenger. Desværre er han i et land hvor mobillen ikke virker. Han sidder i en lufthavn og venter på næste fly videre og vil gerne have min besked skriftligt og det får han så. Selvom jeg var nervøs for hans reaktion omkring beskeden og tabet, så reagere min vidunderlige mand med at sige – Det er sku’ da bare en cykel og penge, så længe der ikke er sket jer noget så er jeg da ligeglad, rigtig ærgerlig over at miste min cykel men den kan erstattes det kan I ikke. Al min frustration over situationen, magtesløshed og beslutningen om at fortælle eller ikke fortælle T hvad der var sket, flyver væk som om det aldrig været der. Netop derfor havde jeg brug for at snakke med T og ingen andre. Han kan det der med at få mig ned på jorden igen og det er selvom han snart er på den anden side af jorden.

Til alle jer der nu sidder og tænker på, det dækker forsikringen da. Til det kan jeg fortælle at det var den eneste ting vi bevidst ikke valgte at forsikre når vi skulle vælge forsikringer. Forklaringen er ganske simpel, det gad vi simpelhed ikke betale en mindre formue for. Her koster forsikringer rø-en ud af bukserne og alt skal tilskrives som ekstra tillæg-forsikringer. Vi konstaterede at vi havde en god plads til cyklerne, en aflåst garage med tre låse på, låst fast til et stålhegn… Hvad lærte vi af den episode, – cykler skal stå indenfor i gangen eller i ekstra rummet og ikke stå udenfor…. og heldigtvis var min (ret dyre) cykel ikke noget værd for idioterne.

En kedelig oplevelse på fars’dag og en meget forvirrende formiddag bliver på trods af en cykel mindre, til en dejlig dag efter en dejlig lang snak med T og vi har nu en aftale om at vi skal på cykelindkøb når han kommer hjem igen. Det klagede T absolut ikke over. Ja og måske en banal oplevelse for jer og også for mig bagefter, men det var absolut ikke den følelse jeg havde når jeg troede det hele var en drøm for bare et timer siden.

Knus fra Lenda
   

2 kommentarer

  • Susanne

    ❤️ Så trist at folk ikke kan kende forskel på dit o mit, men som Thomas siger det er materielle ting bare i er i sikkerhed! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Farmor

    Kære Lenda – en sådan oplevelse ville heller ikke være banal for mange her i Danmark, når man tror man har sikret sine ting. Godt Thomas er som han er. Han er så god til at sige de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Jeg er bare glad for, at du er glad igen. Du får et kæmpe langdistanceknus.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Bounce med vennerne