Hvorfor Lendas Univers og hvorfor blev jeg blogger ?

 

19396934_10213096504825487_9029727098832567102_n

Hvorfor ønsker jeg, at bruge så meget af min tid på at blogge og hvad er det jeg vil opnå og endnu sværere spørgsmål – Hvad er den røde tråd?

De spørgsmål fik jeg i weekenden og det fik mig til at tænke over hvad meningen er med denne rejse jeg nu har begivet mig ud på. Jeg kunne vælge at svare ganske enkelt – Jeg blogger fordi jeg har noget på hjertet. Det er nødvendigvis ikke de store verdens emner jeg vælger at skrive om men derimod de mindre og nogengange næsten usynlige ting og tanker vi alle går rundt med.

Men I kender mig, svaret er ikke enkelt – 

For at kunne svare på de spørgsmål har jeg lyst til at beskrive lidt omkring hvem jeg er og fortælle nogle af mine fremadrettede planer for denne blog.

Foto: K

Foto: K

Men mit svar er ikke ligetil og det har taget mig et par dage at få det ned i et indlæg. Svaret er ikke noget jeg kan google mig frem til eller bede om hjælp til at svare på. Nej! svaret skal komme fra mig selv. Selvom min intention med dette indlæg er at jeg skal prøve på at formulere et svar, er der ikke nogen garanti for at når jeg tastet sidste ord har fuldført min mission. For mig handler svaret om at jeg ser indad og reflekterer over mine ambitioner, forventninger og prøver at forklare hvad jeg kan og ønsker. Så’n er jeg nemlig!

Min blog er mit frirum hvor jeg kan sige hvad jeg tænker og dele mine værdier og holdninger. Mange ville måske sige at det er spild af tid når jeg ikke tjener penge på det. Men for mig handler det ikke om at tjene penge eller hvor mange læsere jeg har. Jeg kan med min blog formidle hvem jeg er og vise kreativiteten inde i mig og hvis jeg er heldig kan mine ord måske hjælpe nogle mennesker til at forstå verden og sig selv. Der er en grund til at jeg tilbragt de sidste 25-30 år indenfor omsorgsfaget. Når jeg nu er så priviligeret at ikke arbejde i 3 år kan jeg måske skabe en blog der gør en lille forskel.

En lille bonus er, at jeg lærer meget om det praktiske blog univers såsom bloggen’s udseende, computer nørderi, fotoredigering og forpligtelser, Ja! og naturligvis lærer jeg ufattelig meget om mig selv. Jeg ved helt sikkert at jeg ønsker at blogge om livet og det jeg møder på min livs-rejse. Et liv som tager mig på op og nedture, nogle gange skarpe sving og andre gange en tur på en smuk lyseblå sky. Jeg har ikke en facitliste på hvilke emner jeg ønsker at udforske og en ting er jeg sikker på, at jeg fokusere ikke på et enkelt emne. Det gør det nok en smule vanskeligt at skabe den røde tråd. Det er med andre ord ikke en specifik blog såsom en rejse-blog eller en mad blog. Min ide er at det er en blog om et menneske til mennesker. En blog for både kvinder og mænd der får et indblik i min verden som nok ikke er så meget anderledes end mange andre. Forskellen er bare at jeg kommunikere det hele skriftligt og vidergiver det hermed til den enkelte læsere eller til hele verden.

Jeg er nok det mest nysgerrige menneske på jorden – 

Udover min måske ekstreme nysgerrighed er jeg en ganske almindelig kvinde der lever et ganske almindeligt liv. Så almindeligt det nu kan kaldes når man vælger at flytte til den anden side af jorden i en alder af 45 år og forlader så meget der hjemme i Danmark. Det der sker i hovedet på os kvinder, der er et sted mellem middel alderen og alderdommen er nok hellere ikke altid så almindeligt og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Vi kvinder tænker ufattelig meget over hændelser  i vores hverdag, episoder på arbejdet, vores forhold til vores børn, vores forhold til til manden i vores liv, sex i vores og andres liv og den forandring vores krop langsomt gennemgår. Vi er mange der har en evne til at overtænke tanker og når vi overtænker er det nogen gange den direkte vej imod katastrofer i de fællesskaber vi bevæger os i. Jeg er absolut ikke ekspert og ligesom mange andre støder jeg også ofte hovedet mod muren i mit forsøg på at gå i dialog med alle omkring mig og ikke mindst mig selv. Åh ja. den kære kommunikation, hvornår lærer vi det? Måske skal vi ikke fokusere på at lære det men derimod lære at italersætte vores tanker og acceptere at vi er som vi er og hjælpe verden at leve med os ligeså meget som vi skal lære at leve med andre. Forvirret? Det er jeg også….                                                                     Måske lever jeg i en utopi verden, men mine drømme og tanker er der ingen der kan tage fra mig og selvom mine ord er bindende kan ingen fjerne min passion.

Det er vigtigt for mig at læseren altid har i baghovedet at det er min blog og alt jeg skriver, er udfra mit perspektiv. Et perspektiv hvor forventningen er at jeg sat mig ind i hvad jeg skriver og det emne jeg skriver om. Årsagen til det er, at jeg nok er mere nysgerrig end et 3 årigt barn i “hvorfor dit og hvorfor dat” alderen. Jeg elsker at undersøge emner som jeg møder i hverdagen og tanker der pludselig dukker op i mit hovedet. Næsten dagligt støder jeg ind i en oplevelse som giver mig en brændende lyst til at lære mere og det er særligt når det gælder mennesker og menneskers handlinger. Hvorfor gør vi som vi gør og hvorfor siger vi som vi gør? Når disse situationer dukker op kan jeg kun konstatere at der er endnu en gul sticky note på min lystavle og endnu et spænenede emne jeg må dykke ned i.

Den tænkende læser – 

I alle de tanker og holdninger jeg kommunikere ud er der måske en der genkender tankerne eller måske sidder der en læsere der finder det jeg skriver som nyttig viden eller bare for åndsvagt. Alle læsere er for mig en “vigtig læser”. Vi er alle mennesker med en personlighed og en bagage som er med til at skabe os, som mennesker i de fællesskaber vi bevæger os i. Jeg er af den overbevisning, at uanset om det er gode eller dårlige fællesskaber så er det med til at udvikle os som menneske og skabe et tænkende menneske med værdier og holdninger. Et tænkende menneske som har noget på hjertet og forskellen på dig og mig er at jeg har et brændende ønske om at dele det med jer. Ja! rent faktisk dele det med hele verden hvilket er meget heldigt da bloggen ligger tilgængelig for alle.

Passionen – 

Jeg har det seneste år erfaret at mine forfatter drømme nok ligger langt ude fremtiden og blog universet er en platform hvor jeg kan gøre det jeg elsker og er så passioneret over. Nemlig at skrive hvad jeg tænker og oplever. Hvem ved om det langsomt kan føre til at forfatter drømmen bliver virkelighed. Jeg tror på det! Min plan er at bloggen udvikler sig til et grundmateriale og vil på sigt fungere som en form for research. Jeg har i lang tid haft lysten til at dele de mange ting, tanker og refleksioner jeg går med i min ganske almindelig hverdag. Jeg ønsker at videregive en del af min personlighed og med bloggen kan jeg kommunikere denne personlighed og vise hvem jeg er. Derfor giver det mest mening at min blog er en – Personlig blog. Men jeg er stadig i tvivl om det er det eneste jeg ønsker med denne nye udfordring jeg valgt.

Udover at jeg elsker at skrive og kan med god samvittighed sige at det er en passion er der så meget mere der ligger bag den beslutning jeg tog for meget længe siden. Det var T der gav mig sparket og fik mig igang men tanken har nok altid været der. Skrive ligger i mit blod og jeg bruger de skrevne ord til at få styr på tankerne, særligt de dårlige. På en besynderlig måde virker det for mig, at skrive tanker og hændelser ned og dermed er det ofte ude af mit hovedet. Blyanten og computeren er en måde at håndtere kaos og glæde på og det samler det hele og jeg kan komme videre i livet uden at tænke alt for meget på fortiden og de negative følelser.

Jeg er ikke bange for at provokere skriftligt og tager med glæde imod udfordringer der måtte komme med den beslutning. Selvom vi på mange måder kan være ens i en verden af kvinder og mænd så er vi alle meget forskellige og heldigvis for det. Vi har forskellige holdninger og værdier og med tiden bliver mine holdninger og værdier tydeligere i kraft af at jeg blotter mere og mere af mig selv. Hvis du som læsere føler dit ramt eller på nogen måde stødt er jeg ikke bange for at gå i en dialog og hvem ved om jeg ændrer mit standpunkt. Jeg er nemlig ikke den kloge af os alle, jeg er bare hende der skriver det hele ned. Jeg er dog ikke ude på at bevidst støde eller provokere men vi ved alle hvad uenighed kan føre til, nemlig misforståelse og negative følelser. Måske har jeg nogle kommunikative evner og måske har jeg det ikke, men en ting er sikkert, jeg elsker det. Det er umiddelbart ikke mit ønske at alle skal acceptere min formidling men derimod, at vi skaber en udviklende dialog.

 

At skrive er min passion og det samme kan jeg sige om fotografering, en passion som jeg stille og roligt bliver bedre og bedre til. Jeg fik det fedeste Olympus kamera i mors dags gave som jeg langsomt er ved at kende. Jeg elsker at fange øjebliksbilleder som optager mig og som jeg finder interessant. Det kan være en smuk dør fyldt med patina som gemmer på en historie eller en smuk blomst med en fantastisk farve og form. Jeg har altid mit kamera med mig uanset om jeg skal tanke bilen eller er på en inspirerende oplevelses tur med familien. Min passion for fotografering og det skriftlige er basen for min blog og udvikles for hele tiden. Min tanke er at mine fotografier skal fylde en stor del af hvad jeg ønsker at formidle til læseren og selv om det er svært at fange intensiteten i et fotografi så håber jeg på, at kombinationen af mine ord og fotografier er med til at formidle det jeg har på hjertet.

p6110040

Jeg ønsker at appellere til dine, mine og vores følelser og det betyder at jeg er villig til at kommunikere mine følelser ud til jer. Følelser er noget vi alle har og nogle er gode til at formidle dem og jeg hører nok til en af dem der holder særligt de negative følelser indenbords alt for længe. Jeg er typen der har brug for at tænke over oplevelser der sker i mit liv. Oplevelser som kan være skænderier på hjemmefronten eller ret og forkert spørgsmål i livet. Jeg ønsker at kommunikere det rigtige svar og ikke bare brøle noget møj ud på det menneske jeg står overfor. Men som de fleste mennesker er jeg nogen gange ikke herre over hvad der kommer ud af munden i øjebliks situationer.  Her er bloggen et fantastisk redskab som tvinger mig til at “bruge hovedet” inden jeg udgiver det jeg ønsker at formidle videre. Jeg lærer noget for hvert indlæg jeg udgiver, noget om skriveprocessen, mig selv og de mange følelser og ikke mindst om verden.

19274872_10213096504745485_9067152006045953766_n

Mit spørgsmål til jer er nu

Er der nok underholdning i det jeg skriver og er jeg så god som jeg går og bilder mig selv ind ? Spøg til side, jeg er klar over at jeg ikke har den bedste færdige blog fra dag et, at starte en blog er en proces. Jeg er temmelig god til at være selvkritisk og er nogen gange alt for hård ved mig selv. Det giver sig udtryk i tvivl på om det jeg gør er godt nok. Derfor håber jeg på at der vil være nogle der vil tage sig tiden til at svare på mit simple spørgsmål, her på bloggen. ( Det kræver at du skriver din email men du bliver ikke “spammet”) Sig hvad I tænker når i læser og fortæl om jeg er en kuldeskør eller måske har noget at sige. Jeg tager imod alt med kyshånd.

Min påstand er –  

Jeg skriver fordi jeg kan og fordi jeg har noget på hjertet som jeg gerne vil dele med verden. Jeg blogger for at vise hvem jeg er og hvad jeg tænker på og min røde tråd er ikke kun rød, den er lyserød, postkasserød, pink og alverdens røde nuancer. Jeg er god til at kommunikere men prøver hver dag på at blive bedre. Ønsker du at kritisere det jeg skriver kan jeg kun konstatere at vi er uenige og det er ok.

p6110044

Ja det var så det svar jeg kunne komme med. Måske et forvirrende svar på et meget diffust spørgsmål og jeg kan ikke garantere at det ikke har ændret sig hen af vejen ligesom mit liv ændrer sig hele tiden.

Foto: K

Foto: K

Tak T for et sindsyg godt spørgsmål <3

 

Knus fra Lenda

Tilbageblik – første år som gæster i Melbourne

15966087_10211516134757223_2468567931529913733_n

Nu er det snart ved at være et år side at vi tog skridtet og flyttede til Australien. Det er stadigt meget surrealistisk at vi rent faktisk sidder her og vi har stadig udfordringer med at falde på plads. Måske er det svært at forstå at vi ikke har plantet rødder efter er år men det tager åbenbart tid og måske kommer vi aldrig til det. Når vi møder nye mennesker, både dansker og indfødte så er kommentarerne altid – bare vent og se i kommer aldrig hjem igen. Men en ting er sikkert, vi kommer hjem igen. Vi er dansker, vi elsker Danmark og det vigtigste af alt – vi kan ikke undvære store K.

Den første tid har budt på mange oplevelser, både de gode og de mindre gode. Det har presset os som familie og personligt. Nok mest for mig, der har fået et mindre chok men også lært så meget om mig selv og mine begrænsninger og udviklingmuligheder. Når vi vælger at flytte skal det ikke sammenlignes med en ferie, det er på ingen måde et ferieophold med alt hvad det indebærer. Det er en hverdag der bare flytter på den anden side af jorden. En hverdag som indebærer regninger der skal betales, indkøb og skole. Derudover skal alt det praktiske ordnes, ting der gå i stykker, forsikringer, banken, bilen og alt det der følger med en sådan en. Alt skal lærer om igen, nogle systemer der desværre stadig er oldnordiske her. Jeg har stadig svært ved at forstå, at et samfund stadig kan fungere med faxen som det vigtigste kommunikationsmiddel. Til gengæld kan jeg med erfaring konstatere at sundhedsystemet fungere bedre og aldrig har jeg oplevet mennesker med større passion for sit arbejde og det er selv om alt bliver sendt på fax og jeg selv skal transportere røntgen billeder frem og tilbage. Jeg er p.t. ved at skrive et indlæg der kun omhandler sundhed-systemet så det kommer jeg ikke nærmere ind på her.

16174618_10211615958612757_606347753456435979_n

Hvad indebærer det så at plante rødder? Hvordan kan vi gøre det bedre? Rent faktisk aner vi det ikke men kan kun gøre det bedste vi evner. Vores hverdag kører som den bør, K går i skole og T passer sit arbejde i verden. Min hverdag består godt nok ikke af et arbejde på arbejdsmarkedet men jeg passer så til gengæld hus og hjem og agerer også privat chauffør for K som transporteres rundt sammen med vennerne. Jeg er moren der kører hele Melbourne rundt og sidder og venter på de unge, altid med glæde. Jeg går til møder med skolen og ordner det praktiske jeg kan finde ud af med min begrænsede engelske.

Sproget er endnu en ting vi og særligt jeg skal vænne os til. Det kan godt være at engelsk er en bagatel når vi har rejst meget og talte rimelig engelsk før vi ankom. Men når man ikke går på arbejde hver dag er det begrænset hvor meget det bliver brugt. T og K øver det hver dag de er på arbejde og i skole og har da også fået en smule aussiedialekt. K har nok mere end en smule, hun taler nærmest som en indfødt… Men får hulen det kan nogengange være svært og forstå den sindsyge dialekt de har her på øen og for slet ikke at tale om slang og forkortelser. Når vi så lægger dialekter fra bl.a. Indien og Kina oveni, så er jeg nogengange virkelig ude og skide. Det bliver dog bedre og bedre, mener jeg da selv.

På trods af at jeg elsker Danmark og Sverige og den fantastiske natur så er det ingenting mod hvad vi oplever her. Alt er bare mere ekstremt og større. Skoven er en regnskov med palmer og gumtrees højere end noget jeg set før. Her er bjerge, hav og storby på ganske få kilometer, næsten som i København (foruden bjerge det kan vi vist ikke prale med). Havet er fyldt med hajer, hvaler, et eksotisk dyreliv og desværre også forurening der er godt på vej at slå det hele ihjel. Skoven og bushen er fyldt med edderkopper, kænguruer, koalaer, dingoer og ufattelige meget mere. De sidste kænguruer vi så var 500 meter fra lufthavne, hvor de stod og spiste det noget forurenede lufthavnsgræs. Selv i vores nær område, få skridt fra havet er vi omringet af naturens smukke væsner, grønne og hvide papegøjer og de mindre smukke flagermus som er på størrelse med en stor måge og vi må ikke glemme de små pingviner der kommer ved solnedgang. Edderkopper har vi heldigvis ikke så mange af kun nogle små “housespiders”. Godt nok giftige men til at overleve og vi håber på at de aldrig invitere de større venner forbi. Her er så mange smukke steder at besøge og på trods at vi ikke har ligget på den lade side er der stadig masser at se endnu. Steder som giver os kuldegys og minder vi kommer til at huske resten af livet.

16864156_10211964161157603_9177669777693087915_n18157192_10212588727491371_5230449915950967917_n17308783_10212212510766188_7624175123430853710_n 17265222_10212163554622315_9081241249965223841_n 17553678_10212278442854449_554916463193047900_n

Maden er endnu en anderledes og kulturel oplevelse. Vi har aldrig nogensinde spist så meget ude som vi gør her. Kvaliteten er de fleste steder så godt som hjemmelavet og lidt mere hvis det skal sammenlignes med mine meget begrænsede kogekunster. Vi spiser på mange forkellige steder og vores gastromiste horisont er blevet udvidet ekstremt. Selv K og vennerne dyrker madkulturen og prøver sig frem i Melbourne.  Her er så mange små cafeer og restauranter at der stort set aldrig er en lang kø og maden kommer hurtigt OG betjeningen er genial. Her arbejder folk med en glæde som udståler passion.

Når jeg selv skal lave mad foregår min indkøb i Coles eller Wollies (endnu en forkortelse). Standarden er på SuperBrugsen/Irma og prisen er Netto og jeg går aldrig galt i byen med hverken kød eller friske varer. Derimod har vi været uheldige med slagter kødet på Queen Vic market.

15726518_10211382306971612_4671327877632041775_n 15747382_10211382307571627_6768511858099864399_n

Når vi har “fri” står den på “surfertid”. Det er mest T’s tidsfordriv men jeg elsker at være med. Drømmen er vel at jeg på et eller andet tidspunkt også kommer op og stå på et af de hurtige usikre bræt. Det store StandUpSurfer bræt er mere min stil, det er stort og det går ikke så hurtigt. Det eneste der trykker på min selverkendelse er alle de mennesker der åbenbart syntes at jeg er meget underholdende. T er naturligvis lynhurtigt blevet super sej til både stabilitet og hurtighed, nu mangler vi bare at min tålmodighed og vestitulærsans indser at det er ok… K er også et naturtalentet og følger efter farmand spor, der er bare det lille problem at dyrelivet ikke er hendes bedste ven og hun er sikker på at hun er fiskefoder bare hun sætter fødderne i vandkanten. Dette glemmer hun dog når vi er i Torquay, vores absolutte yndling surfersted.

16105505_10211615959732785_6426431911234995362_n 16142920_10211615958012742_7241566510517748034_n 16473289_10211751991533495_4067146849721381984_n

I det seneste år har vi set eksotiske dyr der kun lever vildt her, vi har været til koncert med GunsNRoses og badet om vinteren. Vi har fået en bolig ved havet og lært en masse nye mennesker at kende, både dansker og indfødte. Vi har vandret i en regnskov og kørt flere gange på en af de smukkeste veje i verden, Great Ocean Road. Vi har oplevet operaen og Bondai Beach i Sydney. Vi har haft masser gæster, både forældre, datter og niecen og veninde fra Sverige. Vi har spist mad fra Malaysia, Indien, Australien, Italien og meget andet. Og vi har været i den svenske kirke, set de smukkeste solnedgange hver aften udenfor døren og den tragiske massakre i Bourke street. og så meget meget mere…

16602616_10211854912666459_4085385180591463517_n 16174883_10211688380983271_587117916498725947_n17757242_10212317820678870_5392655521977379863_np6110045

Med andre ord har vi måske sat rødder om ikke så dybe men vi er nok godt på vej.

Ja alle disse hverdags ting er med til at skabe vores hverdag udover arbejde og skole. Hverdagsting der giver os en masse kvalitets tid og opleveler som vi deler. Selvom det nok kun er en brøkdel af hvad vi bruger vores tid på. T rejser mere end nogensinde og når vi så er sammen gør vi alt sammen, Det er lige før at toiletbesøg er et fællesskab og kvalitets tid i vores familie.

Når man ligesom os har en drøm om at bo udenlands med alle de forventninger der følger med så er Australien et godt bud og selv om vi savner Danmark og store K enormt meget så er det et ok sted at tilbringe 3 år af vores liv. Hvis vi skal være helt ærlige så er 3 år måske nok en overdrivelse. Vi husker dette eventyr resten af livet og forhåbelig har vi givet K en gave og nogle fremtidsplaner som ingen kan tage fra hverken hende eller os.

De næste der venter os i den nærmeste fremtid er nogle drømme om rejser til bl.a. Fiji og Cairns, køreundervisning til den unge dame og en længe ventet tur til København og mange små ture i Victoria, vi skal bl.a. ud og se de kæmpe hvaler som i øjeblikket svømmer rundt i vores farevande med sine unger. Vi er blevet inviteret til børnefødselsdag og mon ikke der venter flere gastronomiske madoplevelser i dette land hvor velvære og samvær er vigtigere end hvad der står på vægten.

 

Knus fra Lenda

Besøg i den Svenske kirke i Toorak

p6110037

Idag er det søndag og på trods af en ekstremt irriterende hoste, snævre bronkiter og en evig træthed er K og jeg taget i kirke. Vi er blevet inviterede og K glæder sig, måske er der nogle danske venner og nye eventyr. Forventningerne er høje og vi glæder os til at opleve The Swedish Church i Melbourne, nærmere bestemt i Toorak.

 

p6110045p6110044p6110042p6110041

den-svenske-kirke

 

Vi bliver mødt af en venlig dansker som giver K en lille velkomstgave, en æske Gajol som naturligvis var lakrids. Vi møder og hilser på den danske præst og siger pænt hej til de 14 andre kirkegænger. Selvom det er mange år siden jeg har været til en gudstjeneste så var det lidt som at være hjemme. På en måde var det trygt at være sammen med andre  dansker. Til K’s skuffelse var der kun et barn tilstede, en lille baby og ikke skyggen af teenager eller andre børn.

p6110034

Efter gudstjenesten fik vi os en kig i den lille svenske butik/cafe og blev en smule sentimetale af den svenske/danske kultur. Der var alt fra karrysild, Dalar-heste,  Ahlgrens biler, Pippi og såpa hvis man nu af en eller anden grund ikke vil bruge det fra Australien. De skandinaviske kongehuse pyntede væggene og der var en meget autentisk “hygge” stemning.

18951072_10213003064049526_4629477956659858874_n 19029171_10213003065049551_4120803525622303120_n 19030219_10213003065289557_5944294869339868094_n 19060229_10213003064689542_32490394397465786_n 19113911_10213003064609540_1385280613297855322_n

Knus fra Lenda

Min fortolkning af en ægte Aussie….. og historien bag

abo

Jaa! Endelig er det tid til at skrive et indlæg om menneskerne i vores nye land og det bliver langt… Jeg elsker at fordybe mig i et emne som omhandler mennesker og de reflekterende øjeblikke det giver mig.

Hvem er Aussierne?  Det har snart taget mig et lille år at finde frem til hvem en vaskeægte Australier er og på trods af det så er jeg ikke sikker og lærer noget nyt om menneskerne hver dag.

For at forstå en Aussie har jeg valgt at se på deres historie som er ganske kort, eller er den endelig det? spørgsmålet er også hvem kan/bør kalde sig for Aussie. Er det englænderne der ankom Australien 1770 eller er det de indfødte som har boet på Australien i tusindevis af år – Aboriginere.

Med det menneske syn jeg nu er udstyret med så kan jeg ikke andet end vælge det svage parti og når jeg læser og snakker med folk er det altid aboriginere der fremstår som det svage led. Australiens historie er ikke ny i mine øjne. Det eneste der er nyt er englands indvadering af et allerede optaget land/kontinent.

Jeg syntes det er intressant, at Australiens timeline begynder med at Australien fik sit navn efter den spanske dronning – Margaret af Austria i starten af 1600 og at England i ca. 1770 gik i land i Sydney og erklærede Australien for Britisk og idag bliver det fejret på Australia Day. Derudover i 1901 får Australien sit eget flag, det samme vi ser idag. Lidt mere tragisk er at 1869 startede der en (jeg kalder det udrensning) fjernelse af aboriginal børn fra deres familier og dette forsatte i 100 år og bliver kaldt for – The stolen generation.

Australiens historie er jo rent faktisk mange tusind år gammel og hvis man læser lidt om kulturen så er den mega spændende og måske kan vi/verden lære noget af dem. Aboriginerne havde en livsfilosofi, at arbejde så lidt som muligt og det gav dem muligheden for at udvikle et rigt og komplex livstil med masser af sprog, spiritualitet og deres lov – The heart of which is connection to the land. Der bliver også historier der fortæller om at årsagen til deres korte arbejdsdage var at de var så effektive at der ikke var brug for flere arbejdstimerDe fyldte livet med venlighed overfor naturen og de tog kun det de havde brug for og de dræbte kun til eget behov. De søgte hele tiden ny viden og havde masser af “skills”. De havde ikke brug for at rejse udenfor grænserne da de levede i harmoni med de andre klaner, der var stort set ingen sygdomme da de var isolerede. Derimod kom englænderne med alle sygdommene og på ganske kort tid var klanantallet dramatisk nedsat på grund af bl.a. mæslinger og syfilis.

Vores første møde med en indfødt (fra den engelske del) var konsulenten Susan som var vores guide i 2 dage. Hendes arbejde var at introducere os for det australske samfund og hjælpe med at finde en bolig i en god skolezone. Kære Susan er et meget snak saligt menneske, nok det menneske i verden der kan snakke så meget at ørene bokstavlig stopper med at virke. Men en ting må man give hende, hun et varmt omsorgsfuld menneske som åbnede op for hele sin bagage og var vild med os.. Min tanke var helt klart at vis en Aussie kun var halvt så gæstfri og åben for nye bekendtskaber , ja så ville Australien eventyret blive “piece of cake”. Men men hvordan er så virkeligheden? Naturligvis havde vi nogen forventninger før vi landede på øen. – En Aussie er en outback type med en stor truck eller en tolder der finder mad i alle kufferter fra hele verden. Vi har da alle set det flyvende læger hvor folk bor i bushen og så var der ham Steve som elsker krokodiller, tja med andre ord ret begrænset viden.

Det første jeg som ny borger i et nyt samfund møder er mennesker i nærområdet, steder vi gør vores indkøb og K’s skole. Jeg er nok en ret genert type og kaster mig ikke ud i de dybe samtaler med nye mennesker og særligt ikke på et andet sprog. Sludder det er ikke hele sandheden, jeg ER et genert menneske og ville ønske at alle kunne læse det i panden på mig og invitere mig ind i deres fællesskaber. Men ligesom i Danmark sker det ikke…

Min opfattelse af den australske mand og kvinde er baseret på cirka 10.000 – How R ya going? og How R you? Cirka 1000 Have a nice one, love! og How R you, love? og  ufattelig mange Ga’day og et par Wanna pet my doggy? Og hver gang bliver disse spørgsmål afsluttede med Where U from? Holland?? Når de så får af vide at vi er dansker så kommer standard spørgsmålet – Do u know Mary, our Mary? Og så må jeg ikke glemme mit yndlings spørgsmål (not) What R U duing rest of the day? Tja! Jeg skal hjem og vaske mine sure sokker !!!! Det siger jeg naturligvis ikke men efter at have svaret på dette spørgsmål mange gange så skulle jeg måske svare med den kommentar, bare for at se ansigtsudtrykket. Måske er jeg lidt kedelig men det tør jeg ikke…

Umiddelbart virker det som et meget venligt folk og umiddelbart meget interesserede i mit velbefindende. Virkeligheden er desværre bare ikke længere. Med tanke på at de har meget stort interesse i hvordan jeg har det, hvad jeg skal bruge min dag på og hvor jeg er fra så er de absolut ikke interesserede i mere end det og det er selv og jeg meget gerne vil ae deres hunde. Nogen gange er jeg lidt i tvivl om det er en robot der står bag kassen eller folk på gaden og jeg er ganske sikker på at, 2 sekunder efter jeg svaret så er jeg glemt. Det mystiske med disse spørgsmål og kommentarer er at det er ALLE der spørg, uanset om jeg er i direkte kontakt med personen eller om jeg møder dem tilfældigt på vej ud med skraldet. Jeg kan ikke helt lure om det måske er det mest venlige folk i verden eller om det er en del af deres verbale robotkultur. Jeg vælger at tro på at de mener jeg ser venlig ud og er så imødekommende at vi hurtigt bliver private i vores kommunikation og de føler at de kan tiltale mig med- love og dear. Men vis nogen er i tvivl så er jeg kun T’s love og ikke “postdamens” love. Selvom det kan virke meget upersonligt, elsker jeg denne åbenhed og måde at kommunikere med fremmede på. jeg elsker at de ved første indtryk og første møde ikke dømmer mig eller andre, de kommunikere direkte til alle og jeg er sikker på at der går flere rundt som mig der bare får en bedre dag efter at en fremmede har talt til mig og kommenteret min dag.

Hvor filmen knækker for mig selv med mit nogen gange irriterede positive sind er, at en Aussie er absolut umulige at komme tættere på. Efter jeg svarer er der lukket, medmindre jeg er kvik og kommer med et kontra spørgsmål inden de er gået videre eller har sænket blikket ned i opmærksomhedstjæleren (mobillen). Her er min danske/svenske kulturgen stadig gemt bag de høje hække og persienner og jeg løber ikke efter og snakker videre. Det er nok ikke kun min medbragte kultur det er nok også en naturlig reaktion på en afvisende reaktion. Det kan ganske kort siges at en Aussie er super venlig og gæstfri indtil et vist punkt og det punkt kommer direkte efter du som den fremmede har svaret på:

How R U going?

–  I’m fin, how R you?  

– Good and bye….

au

Når jeg nu er blevet en del af samfundet, bliver jeg også genkendt på gaden. Frisøren vinker og damen i Coles ( aka SuperBrugsen) giver mig et lille blink og ekstra smil på vej ud af døren. Receptionisten på K’s skole kigger ikke underligt på mig når jeg kommer med mine mange spørgsmål, såsom Hvordan melder jeg K syg eller melder andet fravær, Hvorfor får jeg ikke en kode til forældreintra og kan K skifte sit electiv????? Nu er det bare som om hun ved at jeg kommer og har en stickynote eller svar klar til mig inden jeg træder ind af døren. Mærkeligt når jeg nu kommer med mit lille spørgsmål og endelig gerne vil sludre lidt med dig om din dag….. How are yu, love? Hahah det siger jeg altå ikke… Det er stadig lidt mærkeligt at møde et menneske med den sætning, det kommer jeg nok altid til at opleve som en form for robotkommunikation.

Vi har rejst fra et samfund hvor jeg med god samvittighed kan sige at servicen i danske og også de svenske butikker er ganske simpelt elendig. Det er yderst sjældent at møde en venligt menneske der vitterlig er glad for at se dig. Sælgergennet skinner med sit fravær og hvis jeg skulle tillade mig at købe noget eller endnu værre spørge om noget der ikke lige er i butikken, ja så bliver jeg meget ofte mødt at en kort monotomt svar. Jaja rolig nu, det er naturligvis ikke ALTID så’n men meget ofte. HA! Nu tror I ikke på mig men her i Melbourne er det ganske umuligt at sætte sin fod en millimeter indenfor en butik uden at blive overfaldet af smilende overenergiske medarbejder. De snakker, hjælper og spørg om alt. De smiler og griner så meget at jeg er sikker på noget i deres diet eller den luft de indånder. Til at starte med var det værre end at gå ned af en turistgade i Egypten og jeg kan garantere for at det er ikke en særlig behagelig oplevelse. Når jeg nu er vant til det, nyder jeg det virkelig. Jeg kan rent faktisk sige at jeg elsker at shoppe………….. Big surprice…….

Som I nok kan læse er min oplevelse af en “ægte” Aussie ganske blandet. Jeg kan konstatere at en Aussie er venlige og imødekommende men kun på hilse-niveau. De åbner ikke op for deres indre til nye borger og åbner absolut ikke hoveddøren. De er er en smule afvisende for andre kulturer og de fremmede, såsom kineser, italiener og folk med dialekt. Grunden til at Melbourne er et multikulturelt samfund er ikke Aussiernes gæstfrihed (husk det er min holdning). Årsagen er derimod fordi der er så mange fremmede kulturer samlet på samme sted. Fremmede som skaber deres egne samfund, hvilket vi ser når vi kører gennem denne gigantiske by. Jøderne, kineserne, italienerne og grækerne bor i egne samfund men når de bevæger sig rundt i byen er det en stor blanding af nationaliteter. Her i byen er der den største samling italiener og græker udenfor Italien og Grækenland og det siger lidt om hvor mange her bor. Spørgsmålet er så Hvem er Aussie? Kan en kineser være ægte Aussie?? Eller er en “ægte Aussie” Aborigineren eller den hvide mand der stammer fra Britania?  Det kan jeg ikke svare på, men for mig er det meget besynderligt, at de to desværre ikke lever i harmoni. Vi oplever at den hvide australier ser Aboriginerne som en belastning for samfundet. De er stigmatiserede som drukkenbolde, arbejdsløse og samfunds-nasser. Her i Melbourne ser vi ikke mange Aboriginer, de er sort set totalt fraværende og det er selv om der er cirka 33.000 i staten Victoria.

Uanset hvad – Er dette korte indlæg min holdning og er jeg ikke blevet klogere på hvem Aussierne er. Jeg føler mig dog stadig velkommen og ville ønske jeg kunne komme tættere på.

Knus fra Lenda

Det sker også på den anden side af jorden..

Nu har jeg de seneste dage gået og tænkt over at der absolut ikke sker noget som er interessant at skrive om på min blog. Når jeg har valgt at starte en blog så mener jeg også at det forpligtiger at have noget at skrive om, måske ikke hver dag men min plan er at der ikke går alt for mange dage imellem. Bloggen er ikke kun tiltænkt som underholdning for læseren men også min egen måde at bearbejde de ting vi og jeg gennemgår her i Australien. Derfor får i nu et indlæg som handler om en kedelig oplevelse for mig men nok ganske banal for jer. I Danmark ville jeg nok ganske hurtigt rystet denne oplevelse af mig men her på den anden side af jorden var det ganske kedeligt og meget uventet.

Dagen startede ganske normalt, jeg sender Karoline i skole og går derefter min sædvanlige gårtur langs Beach street og hjem igen. Jeg får mig et hurtigt bad og skal derefter ud og handle. Normalt ville jeg altid gå op og handle og så ville jeg rent faktisk slet ikke opdage at der er noget der mangler. MEN vores gamle Mercedes har det bedst vis den kommer ud på små køreture hver dag (nogen med motoren og en dims der sætter sig fast, som jeg ikke har forstand på) Jeg går ud i vores aflåste overdækkede garage og med det samme opdager jeg at T’s Cykel er væk…. Et splitsekund vender jeg om og tænker at det må være noget jeg drømmer eller hvorfor skulle K tage fars cykel i skole, når vi bor lige ved siden af skolen. Jer der kender T ved også at hans cykel ikke er en billig sag, men derimod et ret dyr en og købt i Danmark. Men desværre må jeg konstatere at selvom vores garage er aflåst og cyklen var låst sammen med min og de havde ialt 3 låse, ja så er Ts cykel væk. Ved siden af vores bil og cykler står der 2 nye Harley motorcykler og diverse meget dyre biler. Der ligger surfbræt og står mange andre cykler men T’s er væk… Jeg kan umiddelbart ikke se nogen form for hærværk men opdager at der går nogen fremmede håndværker rundt i vores aflåste område. De har ikke set eller hørt noget. Og jeg kan konstatere at de ikke har noget med sagen at gøre. De må gerne være her… Lidt i panik, for hvad gør jeg nu… kører jeg rundt i området og kigger efter cyklen men naturligvis så er der ikke noget jeg kan gøre ved sagen. Næste projekt er nu at få styr på hvad jeg skal gøre i dette tilfælde. Her er jeg bare lost, ringer man til politiet og hvad er deres nummer? Nok mest lost fordi jeg er alene og ikke har T hjemme som altid klarer disse ting. Jeg finder hurtigt ud af der er tilknyttet en maneger til ejendommen og at der er også et security firma tilknyttet og dem ringer jeg til. Manegeren tager ikke sin telefon men får en besked på telefonsvareren – kvinde i nød, kom og hjælp… og security firmaet har allerede fået en anmeldelse og deres optagelser hjælper ikke da de ikke afslører hvem der tager dem. De afslører bare at tyvene kravlet over et 2 meter højt hegn og klipper et stål hegn op. Ja og så kan i tænke jer til resten..

En time senere får jeg fat på manageren på gaden sammen med vores nabo som allerede ved hvad der er sket og naturligvis er ked af det sker for os, særligt os som ikke er australier. Vi får en lang snak om at det er sket fire gange før og de altid går efter værdier og vi kan glemme alt om at se den cykel igen. Politiet er allerede kontaktet og vores tab vil tilføres dette indbrud. Åbenbart er det meget almindeligt i vores område på grund af de mange unge mennesker med mange penge som derfor også ejer de dyre sager, såsom dyre cykler, surfbræt og andre attraktive ting. Alt sammen noget jeg ikke ved noget om. Manegeren som er en meget empatisk mand forsikrer mig at der bliver gjort noget ved sagen. Cyklen ser vi nok aldrig igen men han vil garantere mig at vores garage vil blive sikret så de aldrig kommer ind igen.. Tænk at et 2 meter højt hegn og et stålhegn ikke er nok. En ting er at de kom ind men de har også fået vore ting ud fra garagen.

Inden jeg snakkede med disse herrer må jeg indrømme jeg var meget utryg også selvom det ikke var i vores lejlighed indbruddet foregik. Jeg er trods alt alene p.t. og har ikke en mand der kan beskytte mig og K, ikke bare fysisk men absolut også psykisk.  Jeg er vant til at klare mange ting alene men savner T. Det værste er ikke at der er sket og jeg skal klare anmeldelse og diverse andre ting selv. Det der frustrere mig mest er at jeg ved hvor meget T elsker sin cykel og hvor meget den betød for ham og mit dilemma er nu – Skal jeg fortælle ham det nu eller vente til han kommer hjem og opdager det.. Ifølge Naboen John, så syntes han at jeg skal købe en ny cykel til ham og stille den med en stor rød sløjfe på så kan han da kun blive glad. Med andre ord lade som ingenting. Selvom ideen er god nok så virker den bare ikke i min verden, jeg kan absolut ikke lade som ingenting og det er ikke den vej jeg vil gå. Ikke nok med at jeg skal fortælle ham det så har jeg bare brug for at snakke med ham om det.

Når klokken bliver 7.00 AM hvor T er skriver jeg ham en messenger. Desværre er han i et land hvor mobillen ikke virker. Han sidder i en lufthavn og venter på næste fly videre og vil gerne have min besked skriftligt og det får han så. Selvom jeg var nervøs for hans reaktion omkring beskeden og tabet, så reagere min vidunderlige mand med at sige – Det er sku’ da bare en cykel og penge, så længe der ikke er sket jer noget så er jeg da ligeglad, rigtig ærgerlig over at miste min cykel men den kan erstattes det kan I ikke. Al min frustration over situationen, magtesløshed og beslutningen om at fortælle eller ikke fortælle T hvad der var sket, flyver væk som om det aldrig været der. Netop derfor havde jeg brug for at snakke med T og ingen andre. Han kan det der med at få mig ned på jorden igen og det er selvom han snart er på den anden side af jorden.

Til alle jer der nu sidder og tænker på, det dækker forsikringen da. Til det kan jeg fortælle at det var den eneste ting vi bevidst ikke valgte at forsikre når vi skulle vælge forsikringer. Forklaringen er ganske simpel, det gad vi simpelhed ikke betale en mindre formue for. Her koster forsikringer rø-en ud af bukserne og alt skal tilskrives som ekstra tillæg-forsikringer. Vi konstaterede at vi havde en god plads til cyklerne, en aflåst garage med tre låse på, låst fast til et stålhegn… Hvad lærte vi af den episode, – cykler skal stå indenfor i gangen eller i ekstra rummet og ikke stå udenfor…. og heldigtvis var min (ret dyre) cykel ikke noget værd for idioterne.

En kedelig oplevelse på fars’dag og en meget forvirrende formiddag bliver på trods af en cykel mindre, til en dejlig dag efter en dejlig lang snak med T og vi har nu en aftale om at vi skal på cykelindkøb når han kommer hjem igen. Det klagede T absolut ikke over. Ja og måske en banal oplevelse for jer og også for mig bagefter, men det var absolut ikke den følelse jeg havde når jeg troede det hele var en drøm for bare et timer siden.

Knus fra Lenda
Older posts