Et vidunderligt møde med en fremmede

 

Det er dagen før mit første møde med en ukendt kvinde jeg mødt op på facebook og jeg er skide nervøs. Så nervøs at min mave ikke har det særligt godt idag. Mine forventninger er næsten ikke-eksisterende da jeg dårligt nok kan huske hvordan det er at være sammen med andre mennesker. Jeg må flere gange fortælle mig selv at der ikke sker noget hvis hun ikke kan lide mig. Jeg har nu en fornemmelse af hvordan K havde det første dag i language-school og college.

Jaja! desperat kvinde….

venindr

Jeg er ikke desperat, derimod er jeg ude på at udfordre mig selv og mine egne grænser. Jeg har aldrig nogensinde søgt efter nogen form for relation på internettet og altid beundret mennesker der kaster sig ud i denne form for relations-dannelser. Jeg mangler og savner mine veninder og hvorfor så ikke prøve lykken på de sociale medier. Det har jeg så gjort og 2 (6) kvinder er hoppet i min fælde i første omgang. 2 meget forskellige kvinder med forskellige historier at fortælle.

Jeg er forberedt og har købt en gave til den lille 2 årige datter der følger med til mit første møde. Vejen til en mors hjerte er vel gennem det barn hun medbringer 🙂 Lille A skal have en bog som er helt genial til dialogisk oplæsning og en lyserød bamse. Mor er nemlig pædagog og jeg er sikker på at hun sætter pris på at jeg gjort mig nogen tanker om hvad lille A skulle have.

Hvad forventer jeg med dette møde? Ja jeg forventer at vi får en god sludder om livet i Australien og Danmark. Desuden forventer jeg at få svar på mange spørgsmål om livet her såsom hvordan finder vi en god læge som ikke koster en formue. Mr. Goggle er ikke min ven når det spørgsmål skal besvares. Endnu et spørgsmål er angående tandlæge besøg, særligt for K. Vi har desværre ingen rettigheder når vi er i landet på et Visa, dog med arbejdstilladelse og skolerettigheder. Spørgsmålene er mange og jeg har sikkert glemt det hele i morgen. Den vigtigste forventning jeg har er at vi hygger og jeg får mig en god voksensludder og måske er det første ud af mange besøg i Mitcham.

Hver gang jeg skal nogen steder i denne enorme by bliver jeg overrasket over hvor lang tid det tager at komme fra A til B. Køreturen som jeg forventede ville tage maks. 30 minutter tog over 1 time og det selvom vi bare er 30 kilometer fra hinanden. Men frem kom jeg og jeg møder en skøn varmhjertet kvinde, noget yngre end mig og lille skønne A. Jeg bliver modtaget med åbne arme og med det samme er samtalen igang om vores meget forskellige liv og bagage. Min nye bekendtskab har levet i Sydafrika og har en masse erfaring omkring det at være ny i et fremmede land. Vi er begge enige om at Aussier er meget venlige og snakkesalig men også på en meget overfladisk måde. – Hertil og ikke længere. Når jeg efterrationalisere så er vi dansker eller svensker nok ikke anderledes. Derudover er vi også meget enige om at de er totalt inkompetente når det gælder hus-byggeri, De boede i et totalt nyt rækkehus og der var intet der virkede. Den historie har vi hørt før…

Ganske kort tid efter jeg er ankommet, kommer der endnu en dansk kvinde med sin 3 årige dreng (F) og jeg bliver endnu engang modtaget med åbne arme. Vi får nogle skønne snakke om institutions livet i Australien og vores fælles erfaringer om “aussieværker”. En ting er sikkert at jeg skal ikke arbejde i en vuggestue efter det jeg hørt om hvordan de modtager børn og forældre her. Udover at det er vanvittig dyrt med daycare ($120/dag) Ja! så har forældrene åbenbart kun 2 dage til indkøring og det er ligemeget hvor meget tid de har og hvilket barn de kommer med. Efter en times introduction skal mor/far gå og må ikke komme tilbage før dagen er gået igen ligemeget hvilke behov barnet har.  Barskt når man slet ikke har lyst til at aflevere sit første og man er et lille barn der ikke forstå hvorfor mor/far går og hvorfor mor/far er utryg og usikker. Videre er det ikke en mulighed at aflevere sit barn mere end få timer om ugen. Her er der mange forældre der vælger, at blive hjemme med sine børn til de skal i skole og istedet deltage i diverse mødre/fædre grupper indtil børnene når skolealderen. Naturligvis er dette kun empari fra en familie og sikkert ikke hele billedet af institutions livet her. Familien havde dog prøvet to forskellige steder hvor de havde den samme opfattelse af indkøring. Det gjorde ondt i mit pædagog hjerte at familier som er i krise over at aflevere deres guld til fremmede mennesker skal opleve denne barske modtagelse. Det gør endnu mere ondt at tænke på at de små børn skal afleveres i en helt ny verden væk fra alt det trygge og kendte OG alt skal de kapere på få timer over to dage, hvis de er heldige.. Lille A’s mor som forøvrigt også er pædagog havde naturligvis spurt ind til hvad deres begrundelse var og hvordan de fagligt kunne forsvare denne modtagelse og svaret var – Det plejer vi at gøre og det virker. Barnet skal nok holde op med at græde med tiden og det er nemmere at lære barnet at kende når mor og far ikke er til stede. Halleluja for Jesper Juul og – Det kompetente barn, som blev afleveret i engelsk udgave til den pågældende institution…. Sej mor!

Videre snakker vi om savnet til dem i Danmark og om besøg, derhjemme. Samtaler om læger og lægebesøg kommer på banen og jeg får nogle fif og ideer om hvordan sundhedsystemet virker. Vi snakker om mændene og deres arbejde og har egentlig mange fælles oplevelser.

Åh sikke en dejlig dag med to skønne kvinder, lille A og skønne F. Skønt med en faglig snak igen og generelt en god snak på dansk. Jeg har nu fået en invitation op i bjergene og glæder mig allerede til jeg skal se disse skønne kvinder igen. Jeg nåede knapt nok at starte bilen førjeg fik en besked fra min nye bekendskab at jeg snart skulle komme igen ….. I LOVE IT!!

Det eneste jeg bare mangler nu er at T er hjemme og jeg kan fortælle ham om min dag og nye oplevelser.

Imorgen venter der endnu et nyt menneske og en sludder om livet i Elwood, glæder mig allerede og hvis det bare går halvt så godt som idag så er det en kæmpe succes.

Knus fra Lenda

Karoline og fagligheden

 

Karoline i vinteruniformen.

Karoline i vinteruniformen.

Klokken er 5 PM og jeg sidder ved spisebordet og skriver på et indlæg samtidigt med at jeg nyder et koldt glas hvidvin. Under mig kan jeg høre K og hendes søde veninde M. grine højlydt. De taler med tvillingerne over facetime. Lyden går lige gennem gulvet og jeg kan høre alt og de griner meget højlydt. Pludselig er de på vej ud af døren! – De skal lige over til Sophie og snakke med hende. Hvorfor er det relevant for mig at skrive denne start? Jo! Det er disse små episoder der er med til at skabe en normal hverdag og en følelse af at vi er hjemme og har en normal hverdag. En hverdag med venner som kun er en lille del af K’s nye hverdag i Australien. Skolen og fagligheden er en anden del af hendes liv som fylder ligeså meget.

En helt almindelig skoledag starter klokken 7.15 AM når min alarm ringer. Solen er oppe og de larmende papegøjer har allerede vækket mig. Når T er hjemme er han den første jeg vækker og derefter er det K’s tur til at vækkes af min blide vækning. K bliver liggende i sengen i 15 minutter og vågner op på en behagelig måde som absolut gør starten bedre for os alle.

Når K er klar med sine aleneritualer kommer hun op til mig, hvor jeg har lavet madpakken og sat morgenmaden på bordet. Sammen snakker vi om dagens fag, eventuelle tests og diverse alvorlige teenager problemer. Det hænder at hun tager sin mad og går ned på værelset og når hun vælger at blive et det ikke til de lange intense samtaler vi har, da K har arvet sin fars “ladmigværeommorgengennet”. Dette gen respektere jeg fuldt ud, om ikke andet for husfredens skyld. K er meget struktureret og har dagen før lavet en tjekliste som hun gennemgår punkt for punkt og det er med til at alle opgaverne bliver husket uden den irriterende mor der skal sige tingene tusind gange. Tandbørstning, pakning af diverse ting, tøj på, opladning af Macbook og Ipad m.m.

K tager turen til skolen efter hun fået sit goddagknus og et kys hvis jeg er heldig og 3 minutter senere er hun gået gennem porten og klar til en ny dag men vennerne. Skolendagen på Albert Park College starter med at porten åbner klokken 8.30 AM og lukker igen klokken 9.00 AM. Alle elever skal være på skolen 8.50 og stå klar ved sine pladser klokken 9.00 AM uden forsinkelser. Porten er en fysisk port der åbner og lukker til møde og “gåhjem” tiderne. Hvilket er ens hver  dag 8.50 AM – 3.10 PM. Skulle eleverne komme forsent SKAL de gå gennem receptionen og bliver hermed noteret. Skulle der være en årsag til at en elev skal gå tidligere eller bevæger sig udenfor området bliver dette også noteret. For elevernes sikkerhed…

17264531_10212163553742293_7530257798739466719_n

Karoline viser mormor & bedstefar porten.

Alle elever i Australien skal hver dag bære en skoleuniform som er unik for den specifikke skole. Skoleuniformen er en velsignet lettelse for os forældre og gør morgenen så meget nemmere. Den fulde skoleuniform skal bæres til og fra skolen og hele dagen. I følge skolen er årsagen til uniformen, at samfundet skal vide hvor eleverne hører hjemme og desuden en reklame for skolen. K mener at uniformen er en fratagelse af de unges muligheder for, at udvise personlighed og selvstændighed, alligevel er det ikke noget hun klager specielt meget over.

15541280_10211264321022037_8523410410805968240_n

Pigerne fra Glen Eira language school. (Sep. 2016)

 

Vennerene fra Albert Park College (Maj 2017)

Vennerne fra Albert Park College (Maj 2017)

Til at starte med havde jeg også mine betænkeligheden med denne uniform da det sætter nogle familier i vanskeligheder, bland andet religion. Det er jo ikke alle børn der må gå rundt med bare ben eller meget korte sommerkjoler. Det løser de dog med strømpebukser og muligheden for pigerne at gå i drengeuniformen ( dvs. bukser). De mere religiøse skoler, jødiske og katolske har længere kjoler og strømperne skal trækkes op over knæene.

Det skal lige siges jeg ved ikke om drengene må bære pigernes uniform 😉  Skoletaskerne er alle ens og selv idrætstøjet er det samme, uanset om du er dreng eller pige. Det kan synes meget upersonligt og giver jo ikke meget plads til at udtrykke sig MEN jeg er ekstremt imponeret over de unges kreativitet og evne til at vride disse regler. Selvom skolen har taget sine forholdsregler og tilføjet en lille ekstra paragraf om at de ikke må bære ekstreme smykker herunder piercinger og ekstrem hårfarve. Ja hvad gør man så? K har sine bud – Frisuren kan variere dag for dag, diskrete smykker og øreringe og personligheden. K har luret at det kan lade sig gøre at være anderledes ved at opføre sig anderledes (mere smilende og positiv overfor alt der bliver budt dem) og være venner med alle uanset hvem og hvor man kommer fra. Det er virkelig ikke nemt da selv hårbånd skal have en specifik farve og makeup er NO Go. Her hjælper det lidt, at det er moderne med “nude” farver..

Endnu en lille udfordring med uniformen er, at det er vanvittig dyrt og dette sætter sine begrænsninger for nogle børn og unge i vores samfund. Selvom vi har råd til det, er ikke alle forældre der har råd til at købe eller skifte uniformen ud når den er slidt eller gået i stykker. De unge oplever desværre en negativ opmærksomhed når den lyseblå skjorte ikke er lyseblå mere og der er huller i alle strømperne. – Der skal ikke være nogen tvivl om at selvom jeg havde mine betænkeligheder med uniformen er jeg generelt super glad for den og tænk lige over hvor lang tid de unge bruger på at finde nyt smart tøj hver eneste morgen. Her er der ingen diskussion, beslutningen er taget.  Sommeruniformen i term 1 & 4 og vinteruniformen i term 2 & 3. Vi har dog hørt rygter om at der er en dag om året hvor alle må have sit almindelig tøj på. Nok om Albert Park uniformen !

16388267_10211751991813502_1927322969329907783_n

Det øjeblik K går gennem porten møder hun en verden med venner og undervisere som alle har deres unikke måde at være på og undervise. Venner, faglighed, lektier, krav, alvor og alt nyt og anderledes. En verden hvor alt foregår på engelsk og K gør sit absolut bedste for at gøre alle tilfredse, inklusive sig selv. K har et mål om at få så meget ud af skolelivet som muligt og lære så meget der muligt. Hun bliver sammenlignet og vurderet  med elever der har gået i engelsk skole i 8 år. De får karaktær i alt og alt de gør bliver vurderet efter skalaer og hun bliver lagt i diagramaer. Fagligheden er skyhøj og et af målene på Albert Park er at skabe selvstændige og selvtænkende unge mennesker. Dette ser vi i alle dialoger og debatter de skal gennem og diverse præsentationer hvor eleverne står alene foran klassen. I bland andet Filosofi er det en fast rutine at alle elever afslutter timen med at tage styringen og sammen igangsætte en debat omkring dagens timer og emner. Underviseren sætter sig selv fysisk i baggrunden og hendes eneste rolle er at observere. Her bliver der ikke taget hensyn til at man er ny og usikker. Usikkerheden forsvinder ikke ved at sidde bageste i et hjørne og ikke deltage. Eleverne skal være lyttende og udvise respekt for hinanden. Derudover bliver det ikke taget hensyn til venner og tryghed. Det er ofte, at elever bliver sat i grupper hvor de ikke normalt bevæger sig og årsagen til det er at støtte dem til fremtiden og voksenlivet og lære dem at ikke altid have et sikkerhedsnet.

K’s karaktær ligger forståeligt nok ikke i toppen af skalaen og selvom hun til tider kan være meget skuffet over resultatet er vi pavestolte af hende og er meget bevidste om de udfordringer hun gennemgår hver dag. Vi ved at hun ikke kender bland andet Harvard-metoden og alle de engelske matematiske betegnelser. Vi ved K har sprunget 1 år over og matematikken er på et 10 klasse – gymnasieniveau (ifølge dansk standard) Vi ved at sproget er en udfordring og det er meget begrænset hvad engelsktimen i Danmark gav. Vi ved også at K gør sit bedste og rykker ved sine grænser hele tiden. Hun går ind i nye opgaver og udfordringer med åbnet sind og får nogen gange knubs, men rejser sig igen og børster negativitetene af sig. Negativitet som forsvinder langt væk når der kommer øjeblikke af ren og skær sejhed, såsom at vinde en debat omkring hajerne i vores farevande.

Jeg kritisere ikke det danske skolesystem men har bare oplevet at det kan gøres anderledes og måske er vi bare heldige at det australske skole system passer vores barn bedre. Bland andet er inklusion er naturlig del af undervisningen og individualitet er er et kodeord i al deres undervisning. Jeg aner ikke hvordan de gør det men jeg kan kun konstatere at det virker for K. I mine øjne ser de det enkelte barns styrker og fokusere ikke så meget på udfordringerne. Lige meget hvad de gør så er det lykkes dem at få min meget generte datter til at hver uge stå foran sin klasse os præsentere et emne hun tror på, på engelsk. Det kalder jeg selvtillid med en ordentlig potion selvværd oveni.

Forstil jer at gennemgå dette hver dag og samtidigt kæmpe for at blive anerkendt af venner og skabe relationer udenfor skolelivet…

 

Knus fra Lenda

Kan man speeddate veninder?

img_3025

Onsdag morgen og en mail fra min bedste veninde plejer at være en god start. Det eneste der er et problem med denne veninde (M) er at hun er så fandens langt væk. Hun skriver om livet i Danmark og om savn.. Hendes mail rykker pludselig noget i mig som jeg ikke oplevet i de tidligere mails fra hende. Hun trykker på nogle knapper og jeg bliver mega ked af det. Det skal absolut forstå og læses som noget positiv da jeg virkelig havde brug for at få rykket ved nogle grænser nu. Lige nu føler jeg at jeg har noget at bevise, overfor mig selv. Bevise, at jeg kan finde en veninde.

For mig er en veninde en person, der altid er der og som jeg kan lette mit hjerte hos. Hun lytter altid med åbent hjerte og anerkender mig som menneske uanset hvad jeg gør. En veninde har, som nok det eneste menneske i verden lov til at være kritisk overfor mine handlinger og jeg modtager alt hun siger positiv. Hun er villig til at se mærkelige film i biografen med mig, film som ingen andre vil se om jeg så tilbød dem …. Gæt. Min veninde er unik og kan ikke erstattes, hun er den bedste i verden for mig <3 Jeg har ingen forventninger om at finde en ny M. Men måske kan jeg finde en i de 2 år vi har tilbage her i Australien.

img_0062

M’s mail får mig til at indse at nu går det ikke mere. Jeg må gøre en aktiv indsats for at få nogle nye venner. Jeg har verdens bedste veninde i Danmark og hun kan og skal IKKE erstattes men jeg kan ikke undvære de skønne tøse snakke mere. Samtaler som kun kvinder kan have om livet og alt det mænd ikke gider høre på. Det nemmeste ville da være at du, M kommer over til mig og vi kan forsætte som vi plejer, biografture, rødvinstirsdage og tusind af kilometers gåture på lille Amager. Men virkeligheden er bare den, at det kan ikke lade sig gøre. Så Lenda tag dig selv i kraven og find nogle veninder der kan give dig et gram af det M giver dig.. Sjovt som det pludselig gav mening at tale om mig selv i tredje person.. Men det giver måske et indblik i hvor skør man bliver af at ikke at have en veninde at snakke med.

nye-billeder-024

Nu er det på tide at blive en aktiv “veninde efterlyser”. Min strategi er at være åben og positiv, heldigvis ikke noget der er fremmet for mig. Jeg mener da selv at jeg er temmelig “likeable”.

Hvordan griber jeg så det an? Ja mit første bud er at skrive et opslag i Dansker grupperne på FB.. Jeg har prøvet det før i nogle svensker grupper men det gav ikke det store resultat,  jo vis jeg klarede og arrangerede det hele. Men nu er jeg ikke lige den mest sikre i denne city og jeg lagde nok ikke hele min sjæl i jagten på nye venner. Nu må vi prøve med danskerne og med sjælen i et opslag..

Godmorgen alle ☀️ måske er du min nye ven 😍

Et lille spørgsmål – sidder der mon nogle der ude, der ligesom mig savner selskab og ikke arbejder.
Jeg forslår at vi kunne mødes og gå en morgentur imens børnene og manden er på arbejde og i skole.
Jeg er 45 år og uddannet pædagog men er så heldig at jeg ikke skal arbejde i de tre år vi bor her. Men jeg savner selskab 😜👍 I Danmark er jeg positiv, snaksalig og altid glad. Her kæmper jeg lidt med ensomhed. Måske har du det som jeg.
Hvis du/I har lyst til at mødes til en frisk morgentur så forslår jeg at vi kan starte hos mig i Port Melbourne og gå mod St. Kilda. Næste gang kunne det være et andet sted..
Der er gode parkeringsmuligheder her og Tram 109 eller 1 kører direkte ud til kysten..

Skriv til mig, privat eller i kommentarfeltet. ❤️

Åh du milde.. Der gik så ikke særligt mange sekunder før den første kommentar trillede ind og jeg kan ikke få smillet ned til normale tilstande. Jeg elsker danske kvinder i Melbourne. Få timer efter mit opslag sidder jeg nu med en aftale med en kvinde fra Brighton og en kvinde (pædagog) i Mitchum og endnu en kvinde som jeg har en aftale med når hun kommer hjem fra besøg i Danmark OG Ja utroligt nok endnu en kvinder der forventer at komme til Melbourne i december…… Jeg er målløs over deres åbenhed og jeg har nu et socialt liv udover det i Danmark og det jeg har med T. Hvordan skal jeg nu nå og gøre rent, lave mad og vaske tøj… Puha jeg er så stresset, må nok ud og købe nyt tøj og og og.. Jeg elsker det 😉

Og så endnu en mere.. og så alle dem der bor for langt væk men man kan aldrig vide om jeg sætter mig i bilen og kører en tur på et par timer for en kop kaffe og lidt socialt samvær. Jeg er ikke alene og jeg er ikke den eneste der føler sig alene..

Det der er endnu bedre, som om det kan blive det så har jeg nu kontakt til en kvinde har kontakter indenfor frivilligt arbejde og hun har tilbudt at hjælpe mig indenfor disse vægge og naturligvis har jeg sagt JAAAA!! Det var jo det jeg drømte om inden vi rejste herover. 10 måneder på min flade røv som T ville have sagt det, er nok og jeg har nu sociale forpligtelser som jeg har tænkt at dyrke som om det var diamanter.. Jaja en af disse openmindede kvinder er oveni købet pædagog, så min faglighed kan få et skub og lidt gødning.

Tænk lige. Hvad en mail fra min dejlige savnede M kan føre til…

Jeg fornemmer en masse kaffedates i fremtiden og måske venner for livet. Jeg kan mærke at den forbandede ensomhed er ved at forsvinde. Der var engang nogle venner fra Dk der fortalte T og mig at det tager cirka 1 år inden man kan sige at man er faldet til ro og hverdagen bliver som der hjemme. Min hverdag bliver nok aldrig som der hjemme men jeg er da kommet ret tæt på nu…

Mærkelig verden vi lever i, tænk at 6 nye venner på facebook betyder så meget <3

Alle mine veninder, alle mine veninder……

Knus fra Lenda

Mangler ord men sender masser af tanker til Manchester idag :-(

Jeg undskylder for et rodet og forvirrende indlæg – Pludselig bliver det ligegyldigt med en ødelagt opvasker og mærkelige “aussieværker”. Det er ikke så vigtigt at jeg hoster lidt for meget og burde gå til lægen. Det der er vigtigt er, at jeg er heldig at mine børn har det godt og kommer hjem til mig hver dag med nye oplevelser og en smule klogere. Mine tanker går idag til de forældre der lige nu sidder og venter på at deres børn kommer hjem eller kontakter dem. (Når jeg skriver er det stadig nat i England og Europa) Forældrene har sendt deres børn til en Ariana Grande pop koncert som de glædet sig til og måske var forældrene allerede nervøse da deres børn ikke er så gamle endnu. 19 børn kommer ikke hjem idag og det er bare så frygteligt at jeg ikke kan sætte ord på det. Mange børn var til denne koncert for første gang alene og har sikkert fået strenge ordre på at tage toget direkte hjem..

Sidder og kigger på morgenfjersyn og hele morgens program er ændret. Der er sket en tragisk ulykke hændelse  i Manchester, England. En koncert for unge, særligt piger er blevet afsluttet med panik og en eksplosion. Der er i starten af denne udseende usikkerhed omkring det er en gas ballon eller en højtaler det er eksploderet. Det bliver snart afklaret at der er sket en eksplosion i indgangs området og der er børn der bliver behandlet med metalsplinter over hele kroppen. Det er fuldstændigt tragisk uanset hvad der er sket og over 19 unge mennesker er blevet dræbt og over 60 mennesker er hårdt sårede. Udseendelsen fortæller om børn der er fløjet flere meter i samme sekund som eksplosionen er sket. Det er så frygteligt – Som tv-værten siger – Dette er A hell on earth!

Her i Australien følger medierne meget med i hvad der sker i Europa og sympatien vil ingen ende tage. Værterne er rystede og har svært ved at finde de rette ord at sige.

Pludseligt vender situationen og tårene står ud af hovedet på mig. De mener nu at det er endnu engang er en terror attak og der er mistanker om at det er en selvmords-bomber og en “Nailbomb”. Situationen bliver nu behandlet som terror og gæt hvem………. Kort tid efter den første eksplosion opdager politiet endnu en bombe som de affyrer kontrolleret.

Jeg mangler ord men vil prøve og få mine tanker ned. Hvad fanden sker der i denne verden? Hvorfor er det så skide svært at leve i harmoni og have respekt for hinanden. Hvordan er vi kommet til det  punkt at Europa lever i total frygt for terror hver dag og vi kan aldrig være i sikkerhed mere ikke engang vores børn er sikre nu. Hvem dælen kan finde på at tænde en bombe til en koncert fyldt med børn, jeg forstår det altså ikke. 19 børn døde….. indtilvidere.

Jeg overhører en 14 årig pige blive interviewet (hun er i sikkehed hos sine forældre) Hun er røstet og jeg har svært ved at kapere at hun kun er 14 år og hun nu skal leve med denne frygtelige oplevelse resten af sit liv. Hun er 14 år…. Min yngste datter er 14 år og er på dette tidspunkt et sted i sit liv hvor hun frigøre sig fra os, hendes forældre. Jeg får lyst til at låse hende ind på sit værelse og aldrig lade hende gå ud alene. Men det kan vi ikke og det skal vi ikke. En koncert burde være et sted hvor vi er trygge med al den kontrol der er ved indgangene, ingen drikkevarer og metaldetektorer. Men hvordan håndtere vi at det sker lige udenfor, ved indgangen. Det kan vi jo ikke…..

Mine tanker går til England som er enormt hårdt ramt.

Hele Manchester er gået i stå, togene og al trafik er stoppet omkring Manchester arena. Tænk på alle de forældre der har sendt deres unge piger og drenge til en koncert og som nu sidder der hjemme eller står på gaden og ikke kan få fat på deres børn. Jeg kan slet ikke forstille mig hvor frygteligt det må være og jeg lider med dem. Forældre efterlyser p.t. deres børn på twitter, facebook og andre sociale medier. Imens har et lokalt hotel åbnet dørene for de mange børn der render rundt forvirrede på gaden og alle der har en mobil giver den til andre der ingen har. Alle rådes til at ringe hjem og berolige sine forældre,

Hvorfor giver det mening for nogle mennesker at ramme børn, ja andre mennesker i det hele. Jeg fortsår ikke hvad de skal få ud af det. Skal vores børn virkelig vokse op i en verden hvor de ikke tør og gå ud. Hvad skal der til for at dette helvede stopper? Jeg har ikke svaret og afslutter dette triste indlæg med at sende alle mine tanker til de ramte i Manchester.

Knus fra Lenda

Vinter, Weekend og alenetid

Weekenderne kan blive en lang fornøjelse når T er på arbejde. Det handler om at få det bedste ud af dagene og nyde livet. Måske et lidt kedeligt indlæg men det er mit liv og tanker..

Så blev det endnu engang weekend og jeg tilbringer fredag aften foran fjersynet med en iskold pærecider og tæppet trukket langt op over ørene. Fjersynet byder ikke på meget underholdning men dog er der et kort indlæg i nyhederne som bringer glæde op i mig. Jeg bladrer gennem facebook, instragram og snapper lidt med Store K. der er på vej op til mormor i Sverige. Det er så dejligt at kunne følge med i jeres liv der hjemme i Danmark og Sverige. Men for dælen hvor jeg savner jer alle, ville ønske i var HER.



Skip this part if you want!

Dagen før mor’s dag tager en 9 årig dreng sin cykel og cykler en lang tur for at komme til den nærmeste ALDI. Hans mål er, at købe et fjersyn til sin mor i mor’s dags gave med de 40 cent han har i lommen. Vel fremme i Aldi finder han dog ud af det ikke er muligt. I mellem tiden har han været væk i mange timer og hans mor efterlyser ham og politiet starter en eftersøgning. Drengen kommer sikkert hjem igen senere den dag og ender i fjersynet for sin bedrift. Herefter sker der noget beundringsværdigt der gør at han bliver verdens lykkeligste dreng i øjeblikket – En ung rigmand ser udsendelsen om drengen og beslutter at han må gøre noget og i mens drengen får sit aftenbad overrasker han drengen med et besøg, hvor han forærer moren et fjersyn ( Fra ALDI) og en masse nyt legetøj til drengen med det gode hjerte. For hvis skyld?

Nyhederne i Australien er ikke kun fyldt med tragiske fortællinger om de negative ting der sker i verden, politiske nederlag, rigmandskandaler eller sørgelige krigshandlinger. De fortæller også de gode ting der trods alt stadig sker i verden. Hverdags helte og hyldester af helt almindelige borger i et samfund hvor de formår at få det positive og glæden frem. Min weekend skal nok blive god med den start..



T er 14 timers + 4 timer flyvetid og 3-4 timers kørsel væk, på arbejde og K har en veninde på sleepover for første gang, så dem ser jeg nok ikke.

Jeg har besluttet min for at i denne weekend skal jeg indfange nogen af alle de bolde jeg smider op men ikke fanger. Få gang i mine fotograferings projekter – i  Gasworks Art Park og hunde paradiset på stranden. Jeg skal sy mine toilettasker færdigt som K og hendes veninder skal have og det mindre kedelige så skal jeg pudse vinduer indvendigt og ordne baghaven, da vi får besøg af houseinspektøren og the landlord i løbet af ugen og hele huset skal være tip top. Det kræver de!

Det er lørdag morgen og klokken er nu 10:30 AM og jeg er på min 3 kop kaffe og måske jeg skulle få lettet røven, men det er lidt svært når kaffen smager såååå godt og roen er som energi til sjælen… Pigerne er lige stået op og ligger og ser en film og selv de nyder roen.  Min indre stemme beordrer mig op af min bløde stol og en gåtur i vintervarmen venter.

Tilbage efter en absolut vidunderlig gåtur. Solen har  endnu engang givet mig den rødeste næse og jeg havde alt for meget tøj på. Der var mennesker og hunde overalt og som en dejlig forårsdag i København summer det af energi i alle retninger. Det er ikke til at begribe at dette er hvad de kalder vinter. Det eneste der minder om vinter er nogle af folks påklædning. Det ser vanvittig morsomt ud at den ene halvdel har short, T-shirts og klipklapper på og den anden halvdel har vinterjakker og varme sko på. Jeg får selv øje på en underholdende mand med standard aussie-påklædningen og en ulden vinterhue. – Til jer der ikke ved det så er standardpåklædningen, meget korte short, tanktop og klipklapper. Min gåtur ender på Farmers market, den smukkeste lille ose hvor duften af frisk ost, ny-lavede dumplings og al den økologi du ønsker, kan købes for små penge. (Der summer af energi og det lyder næsten som om jeg prøver på at sælge stedet) Det er nu mærkeligt at gå på stranden og se mennesker og hunde bade. Energiske unge personer spille beach volley og bedsteforældre bygge sandslotte med børnebørn og samtidigt vide at det er vinter. Hvad der er endnu mere besynderligt at tænke på er, at når T kommer tilbage fra arbejde er der planer om en skitur og masser af sne. Kun tre kilometer fra dette varme sted venter der et sne landskab og pisterne.          Det er sæson for appelsiner, mandariner og limes og de vokser i stort set alle haver på min vej. Oliventræerne der vokser i vejkanten er fyldte med masser af modne sorte oliven og det er næsten ærgerligt at jeg rent faktisk hader oliven.

p5200022p5200028p5200031p5200034p5200043p5200046p5200045p5200035

Jeg elsker dette sted og mine mange gåture i Port Melbourne. Det kommer jeg virkelig til at savne når vi kommer hjem igen.  Jeg elsker varmen, bare det holder sig under de 30 grader og det er nu lidt spændende med de voldsomme vejrskift der er her. De fire årstider på en dag… Bare ikke i dag, idag er det nemlig kun en vinterdag med 20 grader.

Jeg har besluttet mig for, at vinduerne må vente og jeg bliver ude i varmen og solen. Pigerne er enig om at det ikke er indevejr og går en tur ud på tennisbanen og hygger sig. Det gør mig lykkelig helt ind i marv og ben at K har fundet en god veninde, der er noget der tyder på at det ikke er sidste gang hun har en sleepover.

Og så …………………. afslutter vi denne dejlige dag med en opvaskemaskine der går amok og sprøjter en masse vand ud på vores gamle laminatgulve. Et gulv der nok har eksisteret de sidste mange årtier. Hvis I skulle være i tvivl så hader jeg maskiner der ikke virker og brokker sig…. Problemet med den latterligt gamle opvasker er dog ikke, at jeg måske skal undvære den. Jeg har intet imod at vaske op i hånden. Problemet er at jeg nu skal i krig med aussie-håndværkerne igen. De er ikke fra denne tidsalder og giver mig grå hår af alle frustrationerne. De kære håndværker er da venlige og meget snakkeglade. Sidste gang vi havde æren af deres besøg lykkedes det dem at ødelægge vores netdør og en stuevæg som vi stadig venter på at få fixet og det eneste de skulle gøre var at skifte en gasovn ud med en elektrisk ovn. Heldigtvis har jeg god kontakt med ejeren Mr. Basil, ejeren af vores townhouse som undskylder mange gange og – De der aussier er så snedige. De fortæller Mr. Basil at de allerede har lavet problemet med skruerne i væggen. Det er bare mega mærkeligt, skruerne er der nemlig stadig og jeg har ikke hørt eller set skyggen af nogle håndværker sidden vi fik en ny ovn monteret. Når de så endelig ringer for at lave en aftale er de endnu klogere og giver mig et forkert mobilnummer på telefonsvareren. Ih!!! hvor jeg glæder mig til vi skal ha’ ny opvasker …. Godnat og endnu en varm dag venter i morgen.

Godmorgen søndag. Veludhvilet er jeg gået igang med vinduerne og min ganske enorme opvask. Dagen fortsætter med at min symaskine går i stykker Tja! Helt i stykker er den ikke men nålen knak. Så det er bare og komme på jagt efter en nål der passer til hundrede årige Singer maskine. man kan vist mildt sagt sige at det ikke går så godt her. Hahaha! Det griner jeg af og frem med nål og tråd. De toilettasker skal gøres færdige.

Min weekend er slut og håber ikke jeg tabte jer. Nu venter endnu en uge.

Knus fra Lenda
Older posts