img_7319

Denne gang har jeg valgt at lave et rejseindlæg eller rettere sagt et “tur-indlæg” og jeg vil prøve at beskrive den oplevelse jeg havde da jeg skulle bestige et bjerg. Måske ikke et bjerg men mere præcist et tårn så højt som en skyskraber og så højt at jeg kunne røre ved skyerne. Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg fik overskredet nogle grænser.

Som så mange gange før beslutter vi, at bruge vores weekend på at opleve en lille brøkdel af dette fantastiske land og vi tager endnu engang på en skøn dags-trip i Victoria. Vi  inviterer K’s veninde M med og pigerne hygger sig gevaldigt.

Vores mål for dagen er en vandretur i regnskoven og endnu et vandfald i Otway National park, hvor det regner mere end noget andet sted i Victoria lige præcis 2,5 meter om året.

Bilen er tanket og frugt, drikkevarer og pigerne er på plads og turen går sydpå i det australske trafikkaos. Efter cirka 250 kilometer nærmer vi os målet.

Næsten fremme opdager vi vejskilte der henviser til en zip-line adventure park og det må bare prøve, ifølge alle undtaget mig. Jeg nikker dog godkendende men er langt fra sikker på at det er noget jeg er klar til. Zipline lyder vanvittig højt oppe og er der noget jeg har det meget anstrengt med så er det højder. Nå men jeg skal vel ikke være den der ødelægger stemningen så klar det er jeg, måske!

Til mit store held er zipline turen en meget dyr fornøjelse og der er først tid, 2 timer senere og til mit endnu større held er jeg gift med en utålmodig mand som ikke gider vente. Vi vælger derfor en simpel vandretur ( i trætopperne ) og jeg er lettet. Vi får gang i fodtøjet og går derud af, vel at mærke meget nedad.

Naturen er som forventet helt vild med sine palmetræer og enorme Mountain ash trees, temperaturen er kølig og det er meget fugtig. Skoven bliver tættere og tætteren og efter en lang tur nedad kommer vi frem til en gigantisk jernkonstruktion og min puls stiger. Jeg får dog overtalt mig selv, – Hvor slemt kan det være? Den ser meget stabilt ud og da vegetationen er meget tæt kan jeg ikke se hvor den ender, hvilket nok var meget heldigt da jeg nok ikke var gået længere hvis jeg viste hvad denne lille tur indebar.

p8260001

Pigerne løber afsted og hopper og danser på den stabile gangbro. Hvad jeg så desværre oplever er, at jern gangbroen på ingen måder bliver ved med at føles stabil, den svinger og bevæger sig i takt med vores bevægelser, det føles som om den forsvinder under mine fødder. – Problemet med det er bare, at det er mine ben der svigter. Selvom det ikke er stejle bakker vi går p,å så har gangbroen langsomt og svagt øget afstanden mellem mine fødder og skovbunden og for at være helt ærlig føler jeg mig skide snydt og skide bange.

T opdager pludselig at jeg haler bagud og mener så åbenbart at det er passende at grine af min måde at gå på og mit ansigtsudtryk. Han underholder sig med at hoppe og svinge lidt mere.. hvilket på ingen måde er underholdning snarere en gang grænseoverskridende bæ. Jeg skal på dette tidspunkt virkelig bide mig i tungen for at ikke give ham en sviner, som han absolut ikke fortjener.. sån da!

p8260004 p8260005 p8260006

Problemet p.t er at der er ligeså langt tilbage som frem og derfor bliver jeg enig med mig selv at jeg fortsætter selvom det ikke er sjovt mere og mine ben bliver til spagettiben og jeg taler ikke om de tørre stive men derimod de totalt overkogte slaskende. Lige som jeg konstatere, at det skal nok skal gå og endelig får overbevidst mig selv om at jeg lige om lidt vænner mig til højden sker der så noget jeg ikke havde forudset.

Lige foran mig, 1000 kilometer oppe i træerne står der et tårn med en vinkeltrappe og i mine øjne ligner det er monster. Pigerne står naturligvis halvvejs oppe og råber på os og vinker af glæde, ikke spor sjovt. Jeg er helt afklaret med situationen og beslutter mig for at jeg absolut ikke har noget behov for at komme der op. Men hvad jeg også ved er at T ikke lader mig slippe…. og hvad gør man ikke for sin mand?

p8260012 p8260014

Fremme ved helvedes tårnet er det tid til at ….. Ja hvad?  Jeg kan desværre ikke fortælle jer om mine oplevelser op af trappen, da jeg stort set ikke kan huske hvordan jeg kom op. Men op kom jeg og alt i mens jeg holdt stenhårdt fast på jernkonstruktionen kørte mine tanker kun i – Hvordan kommer jeg ned igen? Jeg ænsede ikke at der var andre mennesker på toppen og jeg fik T til at tage mit kamera så der kunne komme billeder i kassen.

p8260009 p8260010 p8260011

Pludselig sker der det, der bare ikke måtte ske… Det begynder at blæse og hele tårnet svinger mere end et flag i vinden, jeg er p.t overbevidst om at jeg lige om lidt letter og flyver ned på jorden… Hvilket naturligvis ikke sker men jeg kan ikke forklare hvor grænseoverskridende det var. Jeg viste godt jeg havde en lille smule højdeskræk men kan nu konstatere at det viser sig at være værre end jeg havde forstillet mig. Turen ned husker jeg ganske svagt, en lille dreng på 3-4 år kommer løbende imod mig på den smalle vinkeltrappe og min eneste tanke er – Hold nu kæ.. hvor er han sej og modig den lille gut og hold nu kæ.. hvor er jeg sølle og pinlig.

Ned kommer jeg og må indrømme at jeg på trods af alt, er skide stolt af min præstation og jeg er blevet det klogere – ekstremoplevelser er ikke sjovt eller spændende, det er frygteligt og på ingen måder underholdning. Jeg oplever ikke dette adrenalinrus som noget lækkert snarere som et onde der skal overstås.

p8260017 p8260018 p8260024

Nå! men vel nede kan jeg så nyde naturen som er ubeskriveligt smukt og roen der er i regnskoven finder man ingen andre steder, ifølge mig.. Alle mine sanser bliver stimuleret ved at indånde skovens dufte, lytte til træernes lyde i vinden, fuglenes kvideren og mærke duggen på kinderne. Synet af de enorme træer som bevæger sig i vinden er den bedste meditation for sjælen og jeg kunne blive stående i timer. Men men turen går videre til vores egentlige mål, Triplet falls og næste gang vi skal hertil er jeg hermed den frivillige fotograf. No zipline for me, måske!

Igen bliver vi mødt med den smukkeste natur som bare tager pusten fra mig. Selvom jeg prøver at fange oplevelsen på fotografier er det ikke muligt. Vi er gået fra at bevæge os i toppen af træerne til nu at være på bunden af regnskoven og kontrasterne er vidunderlige på hver sin specielle måde. Det er koldt og meget fugtigt, det er svært at kende forskel på om det er regn eller dug fra de enorme bregne-lignende palmetræer. Endnu engang fortsætter vi nedad, nedad snævre trappetrin og kan ikke lade være med at kommentere – vi skal op til bilen igen… Vi kommer længere og længere ned og ind i skoven og træerne bliver større og større… Det slår os at vi nu er på usikker grund og alle dyr kan slå os ihjel. Killersnails, slanger og andet kryb.. Det eneste vi dog ser en en enkelt lille men alligevel giftig snegl.

p8260046 p8260054p8260072p8260066

Pludselig ud af ingenting hører vi den vildeste støj som viser sig at være fra Triplet falls, hvilket er et vandfald med enorme mængder vand der vælter ned fra to vinkler. Det er svært at beskrive, den følelse naturoplevelser giver sjælen. Roen at se vandet vælte ned og konstant skifte udseende. Det er så nemt at falde i staver og bare stå og kigge, suge det hele ind og hele tiden opdage noget nyt. Det kan vist ikke skjules at jeg er mega fan af vores vandfald/natur ture.

Meget mætte på oplevelser bevæger vi de trætte stænger hjemad mod bilen og OPAD… En ting er sikkert det bliver ikke noget gym idag eller imorgen. Op op og op ad stejle trapper.

En skøn, skræmmende tur i naturen og nu er det tid til en lang køretur hjemad, simpelt ik?  Nej nej det var det så ikke. GPS’en leder os ud på en vej hvor der er voldsomme serpentiner sving og endnu engang sidder hjertet i halsen på mig, Jeg hader at køre så tæt på kanten og hvad der gør det hele værre er at vi meget tæt på at blive kørt ned af en gigantisk firhjulstrækker som åbenbart mener han ejer vejen. Var det ikke for T hurtige reaktion og fænomenale køreteknik, ja så havde vi nok ikke kommet hele hjem..

Som om det ikke er nok så lykkes det os at ramme et hul i vejen som resultere i at fælgen og dækken nu skal skiftes ud med et nyt… Det er bare så irriterende men sket er sket… Dagens oplevelser kan ikke fjerne det gode humør og selvom det er irriterende penge at bruge så har det været en skøn dag med de vildeste naturoplevelser.

p8260091 p8260097 p8260101 p8260102

Håber I alle tager godt imod mit rejseindlæg med en personlig tvist og de smukke billeder.

 

Knus fra Lenda