Er jeg en hønemor eller fængelsesbetjent..

b70d94e9-5bba-404f-abfd-bf607c483584

Håber I alle er kommet helskindede igennem jeres date med mister Grey!

Her i Australien går livet videre og jeg har den seneste tid tænkt meget på de udfordringer jeg lige nu står overfor som mor til en 15 årig teenager og snart voksen kvinde.

Konceptet teenager-mor er på ingen måde nyt for mig men forskellen på dengang og nu er at vi bor i en ny by og et nyt land. Et land og et boligområde hvor alkohol og rygning i blandt de unge ikke er et problem og i vores omgangskreds ikke eksisterende. Jeg er på ingen måde anti alkoholkulturen der eksistere i Danmark og havde vi boet hjemme (Danmark) havde tingene også set og været helt anderledes. Det skal dog ikke negligeres at det er meget dejligt at det er forbudt og min rolle som mor indebærer ikke så meget bekymring eller uro omkring det emne.

Men det betyder ikke at jeg ikke har bekymringer eller uro i forhold til teenagermor- rollen.

Nu til mit tankemylder – Skal jeg beskytte min datter mod onde mennesker og ulykker ved at spærre hende inde ? eller skal jeg lære hende at blive en selvstændig, tryg og ansvarlig ung kvinde ?? Hvordan finder jeg frem til den rette løsning?

Jeg er egentlig ikke i tvivl, fordi jeg stoler på hende og min egen forældreevne (og naturligvis hendes fars) men jeg kan godt blive lidt eftertænksom når der er nogle der sætter spørgsmålstegn ved mine beslutninger og lige meget hvad min beslutning er så kan det ikke skade at sætte sin dømmekraft under lup engang imellem.

Et eksempel på en beslutning der på ingen måde kan eller skal rykkes ved er at jeg ikke acceptere, at min teenager (p.t) “går en tur” på Docklands i CBD klokken 10.30pm en onsdag aften og det er selvom veninden gerne må.

Ja! kald mig bare hønemor eller fængselsbetjent.

I min virkelighed bor vi i en storby hvor der er mange “mærkelige” mennesker, som måske finder 15 årige unge piger interessante. Jeg gentager gerne igen – jeg stoler fuldt ud på min egen teenager men faktum er at vi bor i en storby med 4.8 millioner mennesker og hver dag jeg tænder for nyhederne er der sket noget som på ingen måde sker hver dag i Danmark…. om det beror på antallet f mennesker eller modsat manglen på samme eller om det generelt er en mere voldsom by, det ved jeg ikke.

Idag har jeg slækket lidt på mine nervøse holdninger og givet mit ja til en bytur efter skole. En “bytur” ind til en spillehal i City og helt tryg i min beslutninger ser jeg nyhederne efter forventet hjemkomst – Der er bombetrusler få gader fra spillehallen….. Det skal siges at datteren er helskindet hjemme igen og anede ikke hvad der var sket.

Jeg ved godt at jeg/vi ikke kan spærre  datteren inde i huset og kun give hende udgangstilladelse når vi er nærværende MEN for dælen, det gad jeg godt.

Virkeligheden ifølge medierne er at

  • En dreng ligger på intensiv afdeling fordi han fik et træ i hovedet da han var på vej i skole en blæsende dag….
  • En mor krydser en gade sammen med 7 børn blev kørt ned at en tosse…..
  • Der er næsten dagligt huse der brænder ned til grunden i hele Melbourne området….

 

Jeg må konstatere at jeg ikke kan beskytte mine børn mod alt der sker i denne by, København eller for den sags skyld, hele verden. Men jeg kan give hende aldersrelateret frihed når vi begge er klar til det og til mit forsvar har jeg en datter der ikke er særlig interesseret i at rende ude om natten og hun har det helt ok med at jeg sætter grænser som hun dermed ikke selv skal forholde sig til.

Høne mor eller fængselsbetjent? Jeg anser mig selv for en mor der tør sige nej og er ikke bange for at gå imod strømmen for at beskytte mit barn. Jeg kan ikke beskytte hende mod faldende træer på vej til skole men jeg kan beskytte hende mod nattens monstre. Jeg kan ikke beskytte hende mod idioter på vejene, men jeg kan lære hende at vente på øjenkontakt, trafikregler og at læse trafikken. Jeg kan ikke forhindre hende i at lave mad på et gaskomfur men jeg kan give hende alm. brand viden og når vi begge er klar kan jeg også sende hende ind i byen en fredag/lørdag nat og selvom jeg nok ikke sover før hun er hjemme igen så er jeg nok også tryg ved det..

19274872_10213096504745485_9067152006045953766_n

Kære mor derude – Hvad tænker du????

Kram

Karoline og fagligheden

 

Karoline i vinteruniformen.

Karoline i vinteruniformen.

Klokken er 5 PM og jeg sidder ved spisebordet og skriver på et indlæg samtidigt med at jeg nyder et koldt glas hvidvin. Under mig kan jeg høre K og hendes søde veninde M. grine højlydt. De taler med tvillingerne over facetime. Lyden går lige gennem gulvet og jeg kan høre alt og de griner meget højlydt. Pludselig er de på vej ud af døren! – De skal lige over til Sophie og snakke med hende. Hvorfor er det relevant for mig at skrive denne start? Jo! Det er disse små episoder der er med til at skabe en normal hverdag og en følelse af at vi er hjemme og har en normal hverdag. En hverdag med venner som kun er en lille del af K’s nye hverdag i Australien. Skolen og fagligheden er en anden del af hendes liv som fylder ligeså meget.

En helt almindelig skoledag starter klokken 7.15 AM når min alarm ringer. Solen er oppe og de larmende papegøjer har allerede vækket mig. Når T er hjemme er han den første jeg vækker og derefter er det K’s tur til at vækkes af min blide vækning. K bliver liggende i sengen i 15 minutter og vågner op på en behagelig måde som absolut gør starten bedre for os alle.

Når K er klar med sine aleneritualer kommer hun op til mig, hvor jeg har lavet madpakken og sat morgenmaden på bordet. Sammen snakker vi om dagens fag, eventuelle tests og diverse alvorlige teenager problemer. Det hænder at hun tager sin mad og går ned på værelset og når hun vælger at blive et det ikke til de lange intense samtaler vi har, da K har arvet sin fars “ladmigværeommorgengennet”. Dette gen respektere jeg fuldt ud, om ikke andet for husfredens skyld. K er meget struktureret og har dagen før lavet en tjekliste som hun gennemgår punkt for punkt og det er med til at alle opgaverne bliver husket uden den irriterende mor der skal sige tingene tusind gange. Tandbørstning, pakning af diverse ting, tøj på, opladning af Macbook og Ipad m.m.

K tager turen til skolen efter hun fået sit goddagknus og et kys hvis jeg er heldig og 3 minutter senere er hun gået gennem porten og klar til en ny dag men vennerne. Skolendagen på Albert Park College starter med at porten åbner klokken 8.30 AM og lukker igen klokken 9.00 AM. Alle elever skal være på skolen 8.50 og stå klar ved sine pladser klokken 9.00 AM uden forsinkelser. Porten er en fysisk port der åbner og lukker til møde og “gåhjem” tiderne. Hvilket er ens hver  dag 8.50 AM – 3.10 PM. Skulle eleverne komme forsent SKAL de gå gennem receptionen og bliver hermed noteret. Skulle der være en årsag til at en elev skal gå tidligere eller bevæger sig udenfor området bliver dette også noteret. For elevernes sikkerhed…

17264531_10212163553742293_7530257798739466719_n

Karoline viser mormor & bedstefar porten.

Alle elever i Australien skal hver dag bære en skoleuniform som er unik for den specifikke skole. Skoleuniformen er en velsignet lettelse for os forældre og gør morgenen så meget nemmere. Den fulde skoleuniform skal bæres til og fra skolen og hele dagen. I følge skolen er årsagen til uniformen, at samfundet skal vide hvor eleverne hører hjemme og desuden en reklame for skolen. K mener at uniformen er en fratagelse af de unges muligheder for, at udvise personlighed og selvstændighed, alligevel er det ikke noget hun klager specielt meget over.

15541280_10211264321022037_8523410410805968240_n

Pigerne fra Glen Eira language school. (Sep. 2016)

 

Vennerene fra Albert Park College (Maj 2017)

Vennerne fra Albert Park College (Maj 2017)

Til at starte med havde jeg også mine betænkeligheden med denne uniform da det sætter nogle familier i vanskeligheder, bland andet religion. Det er jo ikke alle børn der må gå rundt med bare ben eller meget korte sommerkjoler. Det løser de dog med strømpebukser og muligheden for pigerne at gå i drengeuniformen ( dvs. bukser). De mere religiøse skoler, jødiske og katolske har længere kjoler og strømperne skal trækkes op over knæene.

Det skal lige siges jeg ved ikke om drengene må bære pigernes uniform 😉  Skoletaskerne er alle ens og selv idrætstøjet er det samme, uanset om du er dreng eller pige. Det kan synes meget upersonligt og giver jo ikke meget plads til at udtrykke sig MEN jeg er ekstremt imponeret over de unges kreativitet og evne til at vride disse regler. Selvom skolen har taget sine forholdsregler og tilføjet en lille ekstra paragraf om at de ikke må bære ekstreme smykker herunder piercinger og ekstrem hårfarve. Ja hvad gør man så? K har sine bud – Frisuren kan variere dag for dag, diskrete smykker og øreringe og personligheden. K har luret at det kan lade sig gøre at være anderledes ved at opføre sig anderledes (mere smilende og positiv overfor alt der bliver budt dem) og være venner med alle uanset hvem og hvor man kommer fra. Det er virkelig ikke nemt da selv hårbånd skal have en specifik farve og makeup er NO Go. Her hjælper det lidt, at det er moderne med “nude” farver..

Endnu en lille udfordring med uniformen er, at det er vanvittig dyrt og dette sætter sine begrænsninger for nogle børn og unge i vores samfund. Selvom vi har råd til det, er ikke alle forældre der har råd til at købe eller skifte uniformen ud når den er slidt eller gået i stykker. De unge oplever desværre en negativ opmærksomhed når den lyseblå skjorte ikke er lyseblå mere og der er huller i alle strømperne. – Der skal ikke være nogen tvivl om at selvom jeg havde mine betænkeligheder med uniformen er jeg generelt super glad for den og tænk lige over hvor lang tid de unge bruger på at finde nyt smart tøj hver eneste morgen. Her er der ingen diskussion, beslutningen er taget.  Sommeruniformen i term 1 & 4 og vinteruniformen i term 2 & 3. Vi har dog hørt rygter om at der er en dag om året hvor alle må have sit almindelig tøj på. Nok om Albert Park uniformen !

16388267_10211751991813502_1927322969329907783_n

Det øjeblik K går gennem porten møder hun en verden med venner og undervisere som alle har deres unikke måde at være på og undervise. Venner, faglighed, lektier, krav, alvor og alt nyt og anderledes. En verden hvor alt foregår på engelsk og K gør sit absolut bedste for at gøre alle tilfredse, inklusive sig selv. K har et mål om at få så meget ud af skolelivet som muligt og lære så meget der muligt. Hun bliver sammenlignet og vurderet  med elever der har gået i engelsk skole i 8 år. De får karaktær i alt og alt de gør bliver vurderet efter skalaer og hun bliver lagt i diagramaer. Fagligheden er skyhøj og et af målene på Albert Park er at skabe selvstændige og selvtænkende unge mennesker. Dette ser vi i alle dialoger og debatter de skal gennem og diverse præsentationer hvor eleverne står alene foran klassen. I bland andet Filosofi er det en fast rutine at alle elever afslutter timen med at tage styringen og sammen igangsætte en debat omkring dagens timer og emner. Underviseren sætter sig selv fysisk i baggrunden og hendes eneste rolle er at observere. Her bliver der ikke taget hensyn til at man er ny og usikker. Usikkerheden forsvinder ikke ved at sidde bageste i et hjørne og ikke deltage. Eleverne skal være lyttende og udvise respekt for hinanden. Derudover bliver det ikke taget hensyn til venner og tryghed. Det er ofte, at elever bliver sat i grupper hvor de ikke normalt bevæger sig og årsagen til det er at støtte dem til fremtiden og voksenlivet og lære dem at ikke altid have et sikkerhedsnet.

K’s karaktær ligger forståeligt nok ikke i toppen af skalaen og selvom hun til tider kan være meget skuffet over resultatet er vi pavestolte af hende og er meget bevidste om de udfordringer hun gennemgår hver dag. Vi ved at hun ikke kender bland andet Harvard-metoden og alle de engelske matematiske betegnelser. Vi ved K har sprunget 1 år over og matematikken er på et 10 klasse – gymnasieniveau (ifølge dansk standard) Vi ved at sproget er en udfordring og det er meget begrænset hvad engelsktimen i Danmark gav. Vi ved også at K gør sit bedste og rykker ved sine grænser hele tiden. Hun går ind i nye opgaver og udfordringer med åbnet sind og får nogen gange knubs, men rejser sig igen og børster negativitetene af sig. Negativitet som forsvinder langt væk når der kommer øjeblikke af ren og skær sejhed, såsom at vinde en debat omkring hajerne i vores farevande.

Jeg kritisere ikke det danske skolesystem men har bare oplevet at det kan gøres anderledes og måske er vi bare heldige at det australske skole system passer vores barn bedre. Bland andet er inklusion er naturlig del af undervisningen og individualitet er er et kodeord i al deres undervisning. Jeg aner ikke hvordan de gør det men jeg kan kun konstatere at det virker for K. I mine øjne ser de det enkelte barns styrker og fokusere ikke så meget på udfordringerne. Lige meget hvad de gør så er det lykkes dem at få min meget generte datter til at hver uge stå foran sin klasse os præsentere et emne hun tror på, på engelsk. Det kalder jeg selvtillid med en ordentlig potion selvværd oveni.

Forstil jer at gennemgå dette hver dag og samtidigt kæmpe for at blive anerkendt af venner og skabe relationer udenfor skolelivet…

 

Kram