Spring is back in Australia

img_7434

I mit univers er foråret en fantastisk tid. Lige nu oplever vi at temperaturene stiger med soltimerne og energien strømmer gennem kroppen. Port Melbourne bliver igen en sprudlende bydel med et mylder af aktive mennesker der enten løber, går eller bare står og sludrer med naboerne.

Endelig skete det vi har ventet på såå længe. Fire måneders vinter er overstået og foråret er her. Fire måneder som egentlig er meget kort periode hvis det sammenlignes med den danske vinter, der varer mere end et halvt år. Hvad der er endnu mere skønt for os her på den anden side af jorden er at vores vinter i år har været som den danske sommer. En sommer der virkelig har vist sig fra sin grimme side, stakkels jer der hjemme i Danmark.

Australien, nærmere bestemt Melbourne er kendt for det konstant omskiftlige vejr og det ene minut kan vi blive overrasket med regn i lårtykke stråler og det andet minut skinner solen og temperaturene stiger 10-15 grader. Det er umuligt, at vide hvilket tøj vi skal på når vi går ud af døren og det er altid en god ide at have en paraply eller have tøj på i lager, der kan pilles af eller på efter temperaturene.  Foråret her viser tænder som efteråret gør i Danmark og vi har en del regn og vind. Lokale byer og vindpust der rammer som et lyn fra en klar himmel og meget lokalt.

img_7390

I mit lille univers indebærer foråret også, at frugt og grønt der naturligvis kan fås og dyrkes året rundt bliver mere sprødt og indbydende med mere smag når solens stråler varmer. Farverne bliver klarere og skadet af Danmarks vintersæson så er det sunde bare lækrere når foråret og sommeren lurer lige rundt om hjørnet. Vi skal dog huske på, at vi rent faktisk bor i et land hvor der kan dyrkes en masse spiseligt året rundt og “farmers market” er en fast tradition – året rundt.

Foråret ude ved stranden (og mange andre steder i Australien) byder også på en skide irriterende overraskelse og alligevel lidt hyggelig – de små men larmende papegøjer der sniksnakker ekstremt højt fra det øjeblik at solen stiger op til de er mætte og glade, 1-2 timer senere. De er grønne og smukke men enormt støjende. De elsker sukker og alt det søde, hvilket de viste os i Sydney. Lige udenfor vores hoveddør står der et stort træ med smukke hvide blomster og de er åbenbart søde som sukker. Faktum er at vi ikke har brug for et vækkeur med disse grønne naboer. Skidt eller hyggeligt? Det kommer helt an på hvilket dag på ugen vi er landet på. Hmmm !

img_6575

 

 

 

 

 

 

img_7420

Den 1 september siger kalenderen at vi har forår i Australien og med det samme smider Aussierne i vores område tøjet og flasher deres behårede, blege og faketannede ben. Nikeskoene bliver skiftet ud med klip klapper. På nær hos de mange der har gået med sine klip klapper hele vinteren sammen med dunjakke og hue. Her er der ikke nogen regler for hvor mærkelig man må se ud i vintermånederne og foråret byder heldigvis på mere passende påklædning. Ikke fordi jeg er sart med tøj og tøjstil, jeg kan derimod godt se det komiske i en kvinde eller mand i dunjakke, hue og vanter samt lårkorte bukser/ nederdel med klip klapper. Hvorfor tage lange bukser på når man nu trives i de korte…… Jaja! Den manglende stil er i det mindste meget underholdende at se på.

Temperaturene er nu langsomt stigende og det selvom vi gennem hele vinter perioden har svinget mellem +5 grader til +15 grader er de nu mere stabile på +15 grader grænsen eller over. Vi har allerede haft et par dage med tæt på de + 20 grader og kroppen er nu begyndt at skrige af energi og lysten til at være udenfor er stor.Vi sender dig en lille tanke til de mennesker der bor i nabobyerne der for nyligt blev overrasket med flere centimeter sne og har nok knapt så positivt forårshumør.

img_7407

Klip klapperne som jeg ikke nåede at pakke væk, bliver nu brugt igen og sommertøjer der rent faktisk er blevet brugt flittigt gennem alle vintermånederne er på sin plads og skoleeleverne skal snart have deres sommeruniform på igen efter et par måneder med vinteruniformen, hvilket stadig indebærer lårkorte nederdele og en uld-blazer. De kære Aussier har altså et problem med benklær’!!

På stranden er der igen kommet flere menesker og det er på trods at der hele året er folk der kitesurfer, stand-up padler, bader eller bare går en tur med hunden. Solen skal bare vise sit smukke ansigt i ganske kort tid før der begynder at være et rend af mennesker på gaden. Det er særligt de ældre mænd i deres speedos med håndklædet på skulderen der går meget målrettet mod vandet som fanger min opmærksomhed og det er ikke som I tror… Bare synet er ikke for sarte sjæle men respekt for deres målrettede stil mod målet.

img_7088 img_7349

Vi går også imod en tid hvor bøljerne er høje og vandtemperaturen lun igen, eventyret på vandet starter snart igen. Al tid vi har tilovers skal og bliver brugt på stranden og i vandet. T’s (lille) samling surfbræder i alle former, størrelser skal bruges af os alle tre og af de venner der ønsker at prøve en vanvittig sjov sport. Sjov fordi vi bruger kroppen i vores yndlings element, vandet. Vi nyder hinanden selskab og selvstændigheden i sporten. Desværre indebærer vores hygge i vandet  også at vi endnu engang skal ud til/i hajerne territorium men mon ikke de kan finde nogle andre at sætte tænderne i istedet for os…

Billede fundet på nettet

Billede fundet på nettet 2017

Billede fundet på nettet 2017

Billede fundet på nettet 2017

Foråret indebærer også at vi så småt er begyndt at planlægge vores juleferie og de største ønsker vi har p.t. er sommer, strand, dykkemuligheder og et must,  tropisk klima. Vi fandt ud af sidste år at det er ganske umuligt at finde julehumøret frem når temperaturen viser + 35-45 grader og vi vælger i år at udnytte vores situation, at vi bor tæt på mange af de mest tropiske lande og udbuddet er enormt.

Endelig blev det forår.

Spring is back and nature smells so good

Knus fra Lenda

Spagettiben og smadret fordæk – What a day!

img_7319

Denne gang har jeg valgt at lave et rejseindlæg eller rettere sagt et “tur-indlæg” og jeg vil prøve at beskrive den oplevelse jeg havde da jeg skulle bestige et bjerg. Måske ikke et bjerg men mere præcist et tårn så højt som en skyskraber og så højt at jeg kunne røre ved skyerne. Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg fik overskredet nogle grænser.

Som så mange gange før beslutter vi, at bruge vores weekend på at opleve en lille brøkdel af dette fantastiske land og vi tager endnu engang på en skøn dags-trip i Victoria. Vi  inviterer K’s veninde M med og pigerne hygger sig gevaldigt.

Vores mål for dagen er en vandretur i regnskoven og endnu et vandfald i Otway National park, hvor det regner mere end noget andet sted i Victoria lige præcis 2,5 meter om året.

Bilen er tanket og frugt, drikkevarer og pigerne er på plads og turen går sydpå i det australske trafikkaos. Efter cirka 250 kilometer nærmer vi os målet.

Næsten fremme opdager vi vejskilte der henviser til en zip-line adventure park og det må bare prøve, ifølge alle undtaget mig. Jeg nikker dog godkendende men er langt fra sikker på at det er noget jeg er klar til. Zipline lyder vanvittig højt oppe og er der noget jeg har det meget anstrengt med så er det højder. Nå men jeg skal vel ikke være den der ødelægger stemningen så klar det er jeg, måske!

Til mit store held er zipline turen en meget dyr fornøjelse og der er først tid, 2 timer senere og til mit endnu større held er jeg gift med en utålmodig mand som ikke gider vente. Vi vælger derfor en simpel vandretur ( i trætopperne ) og jeg er lettet. Vi får gang i fodtøjet og går derud af, vel at mærke meget nedad.

Naturen er som forventet helt vild med sine palmetræer og enorme Mountain ash trees, temperaturen er kølig og det er meget fugtig. Skoven bliver tættere og tætteren og efter en lang tur nedad kommer vi frem til en gigantisk jernkonstruktion og min puls stiger. Jeg får dog overtalt mig selv, – Hvor slemt kan det være? Den ser meget stabilt ud og da vegetationen er meget tæt kan jeg ikke se hvor den ender, hvilket nok var meget heldigt da jeg nok ikke var gået længere hvis jeg viste hvad denne lille tur indebar.

p8260001

Pigerne løber afsted og hopper og danser på den stabile gangbro. Hvad jeg så desværre oplever er, at jern gangbroen på ingen måder bliver ved med at føles stabil, den svinger og bevæger sig i takt med vores bevægelser, det føles som om den forsvinder under mine fødder. – Problemet med det er bare, at det er mine ben der svigter. Selvom det ikke er stejle bakker vi går p,å så har gangbroen langsomt og svagt øget afstanden mellem mine fødder og skovbunden og for at være helt ærlig føler jeg mig skide snydt og skide bange.

T opdager pludselig at jeg haler bagud og mener så åbenbart at det er passende at grine af min måde at gå på og mit ansigtsudtryk. Han underholder sig med at hoppe og svinge lidt mere.. hvilket på ingen måde er underholdning snarere en gang grænseoverskridende bæ. Jeg skal på dette tidspunkt virkelig bide mig i tungen for at ikke give ham en sviner, som han absolut ikke fortjener.. sån da!

p8260004 p8260005 p8260006

Problemet p.t er at der er ligeså langt tilbage som frem og derfor bliver jeg enig med mig selv at jeg fortsætter selvom det ikke er sjovt mere og mine ben bliver til spagettiben og jeg taler ikke om de tørre stive men derimod de totalt overkogte slaskende. Lige som jeg konstatere, at det skal nok skal gå og endelig får overbevidst mig selv om at jeg lige om lidt vænner mig til højden sker der så noget jeg ikke havde forudset.

Lige foran mig, 1000 kilometer oppe i træerne står der et tårn med en vinkeltrappe og i mine øjne ligner det er monster. Pigerne står naturligvis halvvejs oppe og råber på os og vinker af glæde, ikke spor sjovt. Jeg er helt afklaret med situationen og beslutter mig for at jeg absolut ikke har noget behov for at komme der op. Men hvad jeg også ved er at T ikke lader mig slippe…. og hvad gør man ikke for sin mand?

p8260012 p8260014

Fremme ved helvedes tårnet er det tid til at ….. Ja hvad?  Jeg kan desværre ikke fortælle jer om mine oplevelser op af trappen, da jeg stort set ikke kan huske hvordan jeg kom op. Men op kom jeg og alt i mens jeg holdt stenhårdt fast på jernkonstruktionen kørte mine tanker kun i – Hvordan kommer jeg ned igen? Jeg ænsede ikke at der var andre mennesker på toppen og jeg fik T til at tage mit kamera så der kunne komme billeder i kassen.

p8260009 p8260010 p8260011

Pludselig sker der det, der bare ikke måtte ske… Det begynder at blæse og hele tårnet svinger mere end et flag i vinden, jeg er p.t overbevidst om at jeg lige om lidt letter og flyver ned på jorden… Hvilket naturligvis ikke sker men jeg kan ikke forklare hvor grænseoverskridende det var. Jeg viste godt jeg havde en lille smule højdeskræk men kan nu konstatere at det viser sig at være værre end jeg havde forstillet mig. Turen ned husker jeg ganske svagt, en lille dreng på 3-4 år kommer løbende imod mig på den smalle vinkeltrappe og min eneste tanke er – Hold nu kæ.. hvor er han sej og modig den lille gut og hold nu kæ.. hvor er jeg sølle og pinlig.

Ned kommer jeg og må indrømme at jeg på trods af alt, er skide stolt af min præstation og jeg er blevet det klogere – ekstremoplevelser er ikke sjovt eller spændende, det er frygteligt og på ingen måder underholdning. Jeg oplever ikke dette adrenalinrus som noget lækkert snarere som et onde der skal overstås.

p8260017 p8260018 p8260024

Nå! men vel nede kan jeg så nyde naturen som er ubeskriveligt smukt og roen der er i regnskoven finder man ingen andre steder, ifølge mig.. Alle mine sanser bliver stimuleret ved at indånde skovens dufte, lytte til træernes lyde i vinden, fuglenes kvideren og mærke duggen på kinderne. Synet af de enorme træer som bevæger sig i vinden er den bedste meditation for sjælen og jeg kunne blive stående i timer. Men men turen går videre til vores egentlige mål, Triplet falls og næste gang vi skal hertil er jeg hermed den frivillige fotograf. No zipline for me, måske!

Igen bliver vi mødt med den smukkeste natur som bare tager pusten fra mig. Selvom jeg prøver at fange oplevelsen på fotografier er det ikke muligt. Vi er gået fra at bevæge os i toppen af træerne til nu at være på bunden af regnskoven og kontrasterne er vidunderlige på hver sin specielle måde. Det er koldt og meget fugtigt, det er svært at kende forskel på om det er regn eller dug fra de enorme bregne-lignende palmetræer. Endnu engang fortsætter vi nedad, nedad snævre trappetrin og kan ikke lade være med at kommentere – vi skal op til bilen igen… Vi kommer længere og længere ned og ind i skoven og træerne bliver større og større… Det slår os at vi nu er på usikker grund og alle dyr kan slå os ihjel. Killersnails, slanger og andet kryb.. Det eneste vi dog ser en en enkelt lille men alligevel giftig snegl.

p8260046 p8260054p8260072p8260066

Pludselig ud af ingenting hører vi den vildeste støj som viser sig at være fra Triplet falls, hvilket er et vandfald med enorme mængder vand der vælter ned fra to vinkler. Det er svært at beskrive, den følelse naturoplevelser giver sjælen. Roen at se vandet vælte ned og konstant skifte udseende. Det er så nemt at falde i staver og bare stå og kigge, suge det hele ind og hele tiden opdage noget nyt. Det kan vist ikke skjules at jeg er mega fan af vores vandfald/natur ture.

Meget mætte på oplevelser bevæger vi de trætte stænger hjemad mod bilen og OPAD… En ting er sikkert det bliver ikke noget gym idag eller imorgen. Op op og op ad stejle trapper.

En skøn, skræmmende tur i naturen og nu er det tid til en lang køretur hjemad, simpelt ik?  Nej nej det var det så ikke. GPS’en leder os ud på en vej hvor der er voldsomme serpentiner sving og endnu engang sidder hjertet i halsen på mig, Jeg hader at køre så tæt på kanten og hvad der gør det hele værre er at vi meget tæt på at blive kørt ned af en gigantisk firhjulstrækker som åbenbart mener han ejer vejen. Var det ikke for T hurtige reaktion og fænomenale køreteknik, ja så havde vi nok ikke kommet hele hjem..

Som om det ikke er nok så lykkes det os at ramme et hul i vejen som resultere i at fælgen og dækken nu skal skiftes ud med et nyt… Det er bare så irriterende men sket er sket… Dagens oplevelser kan ikke fjerne det gode humør og selvom det er irriterende penge at bruge så har det været en skøn dag med de vildeste naturoplevelser.

p8260091 p8260097 p8260101 p8260102

Håber I alle tager godt imod mit rejseindlæg med en personlig tvist og de smukke billeder.

 

Knus fra Lenda

Er alder bare et nummer ?

 

Denne uges blogindlæg skal handle om det faktum, at tiden går og ifølge mit pas og kørekort bliver jeg åbenbart ældre og ældre for hver dag der går.

Har du nogensinde sat dig ned og tænkt over hvad der er sket med dig, dine tanker og din krop i årenes løb? Hvilke forventninger til livet havde vi som 18 årige og hvordan forandrede kroppen sig når vi var i tyverne og for ikke at tale om hvilke prioriteringer havde vi i 30’erne?  Det kan være ganske undeholdende at virkelig sætte sig ind i de forandringer der er sket.

img378

Mig som 20 årig

iphone-jan-2013-020

Vores bryllupsdag 2000

Til at starte med mente jeg at der absolut ikke var sket andet end at jeg blevet en del runderne med årene og ….. hvad ellers? Jeg er da som jeg plejer. NOT med gigantiske bokstaver…..

Hæng på og jeg tager jer med på en guidet tur gennem min rejse over en generationskløft og mine nye behov der pludselig dukkede op.

Årene går og jeg bliver ældre, det kan ikke undgås…

Alder er kun et nummer, eller – 

Men hvordan ved jeg at jeg er blevet ældre ? Udover at mit pas,kørekort og fødselsattest siger det. Jeg er 45 år og nærmer mig de 46 år. 46 lurer lige rundt om hjørnet. Ha! 45 år, ikke en skid. Jeg føler mig stadig som en kvinde rundt de 30 år med en hulens masse erfaring og klogskab. Klogskab som bunder i mange oplevelser der har præget det menneske jeg er blevet til. Både de negative og de positive oplevelser der har gjort mig stærkere end nogensinde. Rent faktisk er jeg stærk nok til at starte denne blog.

Alle de mange mennesker jeg har mødt gennem årene har været med til at præge mig som det menneske jeg er i dag. Arbejds-kollegaer, skolekammerater, veninder/venner, familiemedlemmer og en masse andre jeg mødt, Ja! alle har sat sine spor i mig, både de negative og de positive spor. Forskellen på idag og før er jeg er en hel del klogere og prøver så vidt det muligt at omgive mig med mennesker der gør noget godt for mig og mennesker jeg selv har en positiv indvirkning på.  Det er en læring jeg opnået gennem årene, det vil sige at jeg lært mig selv at kende på en ny måde. Det skal absolut ikke opfattes som om jeg ikke er åben for nye bekendskaber og venskaber, men derimod ses som at jeg tænker meget over de nye relationer jeg går ind i. Jeg sætter en ære i at ikke være fordomsfuld og går derfor altid ind i en ny relation med et gennemtænkt og åbent sind. Mit liv har ikke altid været det mest lyserøde og jeg er idag klar over at det har gjort mig stærkere. Jeg sætter også en stor ære i at altid være så positiv som situationen gør det muligt og se det lyse i det verden byder mig. Alt sammen en del af min personlighed som jeg har bygget op igennem 45 år. Men selvom jeg mener at mit indre ikke er en dag over 30 år så er der stadig nogen ting jeg ikke ville gøre idag som jeg gjorde den gang.

Når vi planlægger ferie er det pludselig blevet en meget høj prioritering at hotellet er børne frit og larmen begrænset til det minimum. Der må gerne være barer og restauranter men gerne med en aldersgrænse over de +30 år, altså vores jævnaldrende ,-)  Det er dog bare lidt mærkeligt at selvom vi altid prøver på at undgå for meget børnehave og teenager diskoteker når vi er på ferie eller i byen, så sker det ALTID at vi netop ender det sted vi prøver på at undgå. Skrigende børn eller støjende teenager… Måske er det fordi de drages til mig. Misforstå mig ikke, jeg elsker småbørn som den mest passonerede pædagog jeg er og ifølge K den seje teenagermor, MEN ikke når vi er på ferie, der har jeg brug for ro og kun støj når jeg selv skaber det eller opsøger det…..

Endnu et sjældent men dog eksisterende bevis på at jeg blevet ældre er at for nylig oplevede jeg en jævnaldrende mand rejse sig i sporvognen og han mente åbenbart jeg var en aldrende kvinde da han tilbød mig sig siddeplads. Jeg takkede noget fornærmet nej og bagefter blev jeg flov over mine tanker omkring hans gestus. Det kunne jo faktisk godt være, at han bare ville være venlig mod mig fordi jeg så godt ud den dag eller fordi han bare var venlig mod alle der kom ind og ikke fordi jeg var gammel og trængte til at sidde ned. Haha fordomsfuld min bare….

Udover min tanker og general forandring i klogskab og modenhed er der naturligvis også sket en masse fysiske forandringer gennem årene, synet, kroppen generelt og nye behov.

Brillerne – 

Jeg ved at jeg er blevet ældre, ikke gammel bare ældre når brillerne er det eneste jeg aldrig forlader hjemmet uden. Pungen, nøgler og selv makeup kan jeg klare mig uden men brillerne, Nej den går ikke!

Brillerne som gør at jeg har en mulighed for at læse hvad der står på mælkekartonen eller hvad prisen er på den smukke skjorte jeg på ingen måde kan leve uden. Problemet er ikke at det er utydelig men derimod at det er fuldstændigt umuligt, at læse hvis jeg ikke har briller på eller har et yngre menneske i hånden der ikke har nået dette stadie i sit liv endnu. Det kan ikke siges tydeligere – Det er pisseirriterende at ikke kunne se de mest almindelige ting jeg altid kunne se før jeg blev ældre!

p7070084

Når jeg nu skriver om synet og briller skal det da nævnes at min nye ven når jeg syr på min gamle Singer-maskine er nåledimsen (som jeg ikke ved hvad hedder) Åh den kære nåledims. Det er p.t den bedste opfindelse, ever. Jeg skal sy kaninører og gulerødder til K og veninden og det kan kun gennemføres hvis jeg har nåledimsen OG  lommelygten tændt på telefonen OG briller på, stadig er det en udfordring at få tråd og nål til at høre sammen. Jeg elsker at sy men shit det er en udfordring at nålen skal trådes….

p6200001

Håndtasken – 

Ikke nok med at min mest nødvendig ejendom er mine briller har min håndtaske også gennemgået en forandring. Jeg er kommet i den situation hvor jeg er begyndt og “pakke” min taske med ting som jeg aldrig nogensinde før tænkt på at medbringe. Ting som kan redde enhver situation og ting som min mor altid havde med da jeg var yngre. Utroligt at jeg ikke skal have en kuffert med hver gang jeg bevæger mig udenfor døren. Men nu kan JEG redde alle akutte situationer. Alt fra toiletbesøg i det fri, beskidte hænder, vabler eller andre uforklarlige sår, tørst, hovedpine, ondt i halsen, tyggegummi trang og you name it, I got it….

p7070083

Shopping – 

Når den står på shopping ville jeg ønske jeg kunne sige at jeg er eksperten. Men desværre har jeg erfaret at alt det tøj jeg mener er flot og perfekt til mig er ikke sandheden. Jeg lever åbenbart i en tidskapsel hvor tøjet har en tendens til at være det samme som år tilbage men også med en god portion mormorstil indover. Er det noget min sjæl ikke er så er det mormor, endnu. Denne nye opdagelse er ikke min egen erfaring men derimod noget min elskede familie har konstateret og nu er jeg i den situation at jeg prøver på at finde min stil, Stilen som passer en 45 årig kvinde med en sjæl som en 30 årig.. Tro mig det er ikke nemt og jeg leder på fulde hammer og det giver ovenikøbet en masse motion når jeg nu skal trave rundt i alle de shoppingentre der findes her i Melbourne og bruge penge på nyt tøj. Det kræver det jo når den nye stil skal findes. Men er jeg Classy, sexet eller bikerbabe? Måske alle tre….. Hjælp mig jeg bliver vanvittig. Hvem er jeg endelig?

Apropos shopping – Er det bare mig der er begyndt at købe sko der er nemme at tage på og behagelige at gå i? Det kan jo ikke altid være Sneakers eller Nike, hvilket jeg mener er en gave til kvinder i middelalderen og slet ikke til de unge. Mine enorme skosamling tyder på at jeg køber sko efter udseende mere end efter bekvemmelighed og jeg svømmer i stilletter jeg måske kommer til at bruge en dag hvor mine fødder bliver smertefri og mindre. Måske kommer mine store brede pladder til at blive mere Askepot-agtige med alderen.. og så skal kun gå i stiletter.p7070086

Tør jeg nævne mormortrusserne…. Altså kun når det ikke skal være erotik undertøj. Jeg må ganske kort nævne de unge år hvor bh’en var fast kropbeklædning døgnet rundt, nu sker det oftere og oftere at jeg slipper dem fri og selv i fuldt dagslys og naturligvis kun når jeg er alene. Jeg er født i 70’erne og det må ligge i generne…Mere om det emne skal jeg nok skåne jer for.

 

Kroppen – 

Hvad sker der med kroppen når vi bliver ældre? Jeg ved ikke hvad der sker med jeres kroppe, skønne kvinder men jeg ved hvad der sker med min… Og det er ikke for sarte sjæle.. meget alvorligt!

Håret bliver gråt, det er dog ikke så slemt. Mit hår startede allerede i slut tyverne at vise tegn på at det ikke kunne rumme min flotte leverpostej farvede lokker. Det startede stille og roligt med enkelte hårstrå og er så idag endt med at jeg overvejer at få farvet mit hår så jeg kommer til at ligne en vaske ægte vinterprinsesse. Det ville jo passe meget godt sammen med mine Askepotfødder jeg får på mine ældre dage… Idag har jeg lært at leve med de grå hår og det er selv om at den hårfarve på ingen måde matcher den personlighed jeg bærer rundt på. Derfor lever jeg med det, inde under alle de andre farver.

Ydermere må jeg desværre konstatere at ting som skaberen, voksbehandlinger og tråde er blevet redskaber jeg benytter om ikke dagligt, så meget tæt på. Det er et evigheds projekt, næsten som at fjerne sand fra Sahara.. Ja I læste rigtigt, jeg har med årene fået meget mere hår på kroppen og måske er det bare mig men det er lige før jeg kan høre og se det vokse. Jeg læste engang en artikel om – Fordele med at blive ældre og en af de fysiske tegn var at vi kvinder får mindre hårvækst.. HA! De glemte sku’ at spørge mig.. Måske er mine hårceller rent faktisk dallet ned langs kroppen ligesom resten af mine kvindelige former unægteligt trækker sydpå. Fordelen er dog at jeg har fået en mulighed for at udvide min hårfjernings horisont og er igang med en eksperimenterende fase hvor alt prøves, alt fra voks hjemme og ude, pincetten, trådene, skraber i mængder og selv “all natural”. Det sidste kan jeg garantere, at det ikke vil ske igen. Min sjæl er sku’ ikke en gorilla og bliver det aldrig .

Nok om det hår….

Kroppen trækker sydpå og det er da ingen hemmelighed men hemmeligheden er at acceptere situationen og det er blevet meget nemmere med årene. Jeg ser ud som jeg gør og vil da gerne ligne en supermodel, nej! det vil jeg endelig ikke men derimod en kvinde der er glad for sig selv og sin krop. Der er jeg ikke helt endnu men kommer tættere på for hver dag der går.

Ja jeg må konstatere at jeg er blevet ældre og heldigvis for det. Jeg er blevet klogere og forstår konsekvenserne ved min handlinger og valg. Jeg tro på mig selv og accepterede forandringer der sker på godt og ondt og bliver bedre og bedre til at leve livet fuldt ud. Tiden går og vi skal alle huske på at nyde dagene, månederne og årene… selv timer og minutterne. Pludselig en dag er det hele forsent og hvis du er helt ærlig kan du sige at du opnået det du ønskede med livet da du var ung? Er du blevet til den du ønskede at blive?

Jeg er der ikke endnu, men er godt på vej.

 

 

Knus fra Lenda

Holy moly I did it….

Det har aldrig været min intention at denne blog skal være en slanke-blog og det er selvom slankekure, op og ned ture, følelsen af nederlag og tanker som tabere har været en del af min selvopfattelse de sidste 23 år. Jeg har lovet mig selv at her skal det ikke fylde alverdens da jeg ikke ønsker at forblive i denne selvopfattelse af negativitet. Det er hverken sundt for mig eller særligt sjovt for læseren.

Men nu er jeg i den situation at efter ufattelig mange år som taberen der ikke kunne tabe sig kan jeg nu se en fremtid som vinderen. Jeg har nemlig vundet mit første delmål . Jeg er ikke gået amok eller på nogen måde blevet fanatisk, derimod har jeg åbenbart fundet en indre ro til at gøre noget ved det, med lidt hjælp fra min nye læges opdagelse.

Jeg har ingen facit liste på århundrendes slankekur eller løsningen på andres udfordringer Jeg har fundet løsningen på mine udfordringer og denne gang har jeg hjernen med i hvad jeg gør. Som jeg skriver tidligere er jeg ikke blevet fanatisk og er på ingen måde en sundhedsfreak” eller “hirselis”, altså absolut ingen fanatisk tankegang her. Jeg nyder stadig den vidunderlige gode is og bager en lækker chokoladekage i ny og næ. Jeg spiser stadig sværen på flæskestegen og drukner det hele i en god flødesovs. Forskellen er bare at jeg gør det med måde og er bevidst om at det der kommer ind skal forbrændes væk igen. Forskellen på dig og mig og vores slankeudfordringer er også, at jeg fundet ud af min lever ikke havde så godt.

Jeg kan stadig blive meget forundret over hvor lidt der skulle til for at jeg så lyset. Min mindre positive side kan godt blive en smule harm over at det ikke er blevet opdaget tidligere når jeg henvendt mig til egen læge i Danmark med simple symptomer som dårlig ånde, sure opstød, manglende vægttab og ikke mindst manglende energi. Istedet for at undersøge det største organ i hele kroppen har lægen gentagne gange valgt og give mig diverse piller mod sure opstød og dårlig ånde og d-vitaminer i litervis. Alt sammen med en middeltidlig effekt.

Ja! pyt nu med det og hvor heldig er jeg ikke, at den nye læge i mit nye hjemland opdagede med det samme at der var noget i min krop der ikke havde det godt og efter røntgen viser det sig at det er min lever der af en eller anden grund ikke trives. Jeg ved endnu ikke hvad den fejler men som det menneske jeg nu er så må jeg da gøre noget ved det. Måske kan jeg ændre mine fremtidsperspektiver og overraske selv en meget kompetent læge med en frisk velfungerende lever når jeg skal igang med de mange undersøgelser.

Min nye mission blev derfor at min lever skulle under mine kærlige hænder og en ekstra overraskelse i denne process er, at jeg nu er begyndt og se en stabil nedstigning i tøjstørrelser og et stigende energiniveau. Jeg ved ikke om det er fordi min lever har det bedre eller om den overhovedet var årsagen til mit manglende vægttab men det er også ret meget ligegyldigt fordi det virker jo.

Idag har jeg nået mit første delmål ved meget simple ændringer i min indtagelse af livets nydelses-eliksir.

p6170039

Efter mange timers undersøgelse omkring lever-funktion og hvad jeg kan gøre for at forbedre min levers helbred er jeg kommet frem til at kål i alle former og farver er min yndlings grønsag og pro-aktiv er et kodeord når jeg handler ind. Oksekød og svinekød er ikke fuldstændigt væk men flere gange om ugen skiftet ud med fisk og kylling. OG det er ikke en friturestegte panering med fiskesmag jeg skriver om men derimod fisk i ovnen, kogt og min yndling sushi. Alkohol og søde drikkevarer har aldrig været en stor del af mit indtag selvom der stadig er plads til rødvinstirsdage med veninden i Danmark og dateaften (hvilket ofte indebærer meget rødvin) ved spisebordet med manden eller en kold øl på en bar i solskinsmelbourne. Det fylder bare ikke så meget og har aldrig gjort det.

p6140033p6140032

Så til alle jer der tror jeg har en alko-lever så må I tro om igen 😉

Min nye drug er nu citronte, det vil sige varm vand med en citron i. Det lyder måske klamt men tro mig det er vanedannende og en gave til en lever der ikke har det så godt. Det hjælper nemlig leveren med at udskille de mange affaldsprodukter istedet for at ophobe det i kroppen. Hvorfor er der ikke noget der har fortalt mig det før???  Og ved du/I endelig hvordan jeres egen lever har det? Måske er det årsagen til den evige træthed som så mange af jer går rundt med. For et par dage siden faldt jeg over en selvhjælps artikel omkring lever-funktionen og tippet var her, at spise en hel masse grønne aspagers (kan koges let) og når du efter dette måltid urinere kan lugten eller mangel på lugt afsløre lidt om din levers funktion. Jeg kan kun konstatere at hvis der skal luftes ud så bør du/I tænke over hvordan leveren endelig har det.

Alt i alt små ændringer i mit liv som nu har givet mig energien til at gøre brug af vores lille meget funktionelle fitnessrum som er en del af vores ejendom. Utroligt nok kan jeg nu sige at jeg dyrker motion næsten hver dag og det der er endnu mere vildt – jeg nyder det faktisk fordi jeg kan…

Som jeg sagt før – Om det er min lever der nu har det bedre og kan udføre det arbejde den burde gør eller om det er noget andet, det ved jeg ikke og er også ret ligeglad. Det virker og skulle mine fremtidige lever-undersøgelser vise sig at være knapt så positive så har jeg gjort noget ved det allerede nu og er så meget mere ovenpå til at modtage de eventuelle udfordringer de eventuelt dukker op.

Personligt syntes jeg selv at jeg er skide-sej og jeg må fejre mit nået delmål og min nye vinderfølelse med et meget dyrt frisørbesøg og en ny hårstil. Håret er blevet kort og det forbliver det forever (undskyld mammeluk) men hårfarven matcher min gamle personlighed og må ordnes og friskes op. Det er ingen hemmelighed at jeg siden de unge år har haft mange grå hår som åbenbart har tænkt sig at blive, selvom jeg ihærdigt prøver at overbevise dem om det modsatte. Faktum er bare at jeg ikke ønsker at farve mit hår så meget og ofte som jeg gør da det absolut ikke er sundt for hverken hårbund eller miljøet. Det er så den besked min søde meget unge frisør får når jeg dukker op til min forkælelses time. Jeg pointere at jeg på ingen måde ønsker at ligne en middelaldrende grå kvinde og jeg ønsker ikke at lade de grå hår skinne i al sin glansløse charme. Min forkælelses time bliver derfor til en tre timer lang proces med to unge kvinder med de længste klør der nogensinde har kradset min hårbund og de bedste hårbunds massager ever, med alle klør fem og fast håndtryk. Det er lige før mine glansløse gråhår begyndte at blive selvlysende. Den gamle lager på lager hårfarve er nu væk og blevet erstattet med første behandling mod en lysere nuance.. Tre ganske kedelige timer når de ikke gad at massere hovedbunden mere og et stort gabende hul i min ellers meget stramme budget..

FØR

FØR

1½ time efter

1½ time efter

Efter ;-)

Efter 😉 en dårlig selfie…..

Men med et hår der passer på min nye spirende indre følelse. Nu kommer næste udfordring – Hvad skal jeg forkæles med når næste delmål er klaret?

 

 

Knus fra Lenda

Besøg i den Svenske kirke i Toorak

p6110037

Idag er det søndag og på trods af en ekstremt irriterende hoste, snævre bronkiter og en evig træthed er K og jeg taget i kirke. Vi er blevet inviterede og K glæder sig, måske er der nogle danske venner og nye eventyr. Forventningerne er høje og vi glæder os til at opleve The Swedish Church i Melbourne, nærmere bestemt i Toorak.

 

p6110045p6110044p6110042p6110041

den-svenske-kirke

 

Vi bliver mødt af en venlig dansker som giver K en lille velkomstgave, en æske Gajol som naturligvis var lakrids. Vi møder og hilser på den danske præst og siger pænt hej til de 14 andre kirkegænger. Selvom det er mange år siden jeg har været til en gudstjeneste så var det lidt som at være hjemme. På en måde var det trygt at være sammen med andre  dansker. Til K’s skuffelse var der kun et barn tilstede, en lille baby og ikke skyggen af teenager eller andre børn.

p6110034

Efter gudstjenesten fik vi os en kig i den lille svenske butik/cafe og blev en smule sentimetale af den svenske/danske kultur. Der var alt fra karrysild, Dalar-heste,  Ahlgrens biler, Pippi og såpa hvis man nu af en eller anden grund ikke vil bruge det fra Australien. De skandinaviske kongehuse pyntede væggene og der var en meget autentisk “hygge” stemning.

18951072_10213003064049526_4629477956659858874_n 19029171_10213003065049551_4120803525622303120_n 19030219_10213003065289557_5944294869339868094_n 19060229_10213003064689542_32490394397465786_n 19113911_10213003064609540_1385280613297855322_n

Knus fra Lenda
Older posts