Er alder bare et nummer ?

 

Denne uges blogindlæg skal handle om det faktum, at tiden går og ifølge mit pas og kørekort bliver jeg åbenbart ældre og ældre for hver dag der går.

Har du nogensinde sat dig ned og tænkt over hvad der er sket med dig, dine tanker og din krop i årenes løb? Hvilke forventninger til livet havde vi som 18 årige og hvordan forandrede kroppen sig når vi var i tyverne og for ikke at tale om hvilke prioriteringer havde vi i 30’erne?  Det kan være ganske undeholdende at virkelig sætte sig ind i de forandringer der er sket.

img378

Mig som 20 årig

iphone-jan-2013-020

Vores bryllupsdag 2000

Til at starte med mente jeg at der absolut ikke var sket andet end at jeg blevet en del runderne med årene og ….. hvad ellers? Jeg er da som jeg plejer. NOT med gigantiske bokstaver…..

Hæng på og jeg tager jer med på en guidet tur gennem min rejse over en generationskløft og mine nye behov der pludselig dukkede op.

Årene går og jeg bliver ældre, det kan ikke undgås…

Alder er kun et nummer, eller – 

Men hvordan ved jeg at jeg er blevet ældre ? Udover at mit pas,kørekort og fødselsattest siger det. Jeg er 45 år og nærmer mig de 46 år. 46 lurer lige rundt om hjørnet. Ha! 45 år, ikke en skid. Jeg føler mig stadig som en kvinde rundt de 30 år med en hulens masse erfaring og klogskab. Klogskab som bunder i mange oplevelser der har præget det menneske jeg er blevet til. Både de negative og de positive oplevelser der har gjort mig stærkere end nogensinde. Rent faktisk er jeg stærk nok til at starte denne blog.

Alle de mange mennesker jeg har mødt gennem årene har været med til at præge mig som det menneske jeg er i dag. Arbejds-kollegaer, skolekammerater, veninder/venner, familiemedlemmer og en masse andre jeg mødt, Ja! alle har sat sine spor i mig, både de negative og de positive spor. Forskellen på idag og før er jeg er en hel del klogere og prøver så vidt det muligt at omgive mig med mennesker der gør noget godt for mig og mennesker jeg selv har en positiv indvirkning på.  Det er en læring jeg opnået gennem årene, det vil sige at jeg lært mig selv at kende på en ny måde. Det skal absolut ikke opfattes som om jeg ikke er åben for nye bekendskaber og venskaber, men derimod ses som at jeg tænker meget over de nye relationer jeg går ind i. Jeg sætter en ære i at ikke være fordomsfuld og går derfor altid ind i en ny relation med et gennemtænkt og åbent sind. Mit liv har ikke altid været det mest lyserøde og jeg er idag klar over at det har gjort mig stærkere. Jeg sætter også en stor ære i at altid være så positiv som situationen gør det muligt og se det lyse i det verden byder mig. Alt sammen en del af min personlighed som jeg har bygget op igennem 45 år. Men selvom jeg mener at mit indre ikke er en dag over 30 år så er der stadig nogen ting jeg ikke ville gøre idag som jeg gjorde den gang.

Når vi planlægger ferie er det pludselig blevet en meget høj prioritering at hotellet er børne frit og larmen begrænset til det minimum. Der må gerne være barer og restauranter men gerne med en aldersgrænse over de +30 år, altså vores jævnaldrende ,-)  Det er dog bare lidt mærkeligt at selvom vi altid prøver på at undgå for meget børnehave og teenager diskoteker når vi er på ferie eller i byen, så sker det ALTID at vi netop ender det sted vi prøver på at undgå. Skrigende børn eller støjende teenager… Måske er det fordi de drages til mig. Misforstå mig ikke, jeg elsker småbørn som den mest passonerede pædagog jeg er og ifølge K den seje teenagermor, MEN ikke når vi er på ferie, der har jeg brug for ro og kun støj når jeg selv skaber det eller opsøger det…..

Endnu et sjældent men dog eksisterende bevis på at jeg blevet ældre er at for nylig oplevede jeg en jævnaldrende mand rejse sig i sporvognen og han mente åbenbart jeg var en aldrende kvinde da han tilbød mig sig siddeplads. Jeg takkede noget fornærmet nej og bagefter blev jeg flov over mine tanker omkring hans gestus. Det kunne jo faktisk godt være, at han bare ville være venlig mod mig fordi jeg så godt ud den dag eller fordi han bare var venlig mod alle der kom ind og ikke fordi jeg var gammel og trængte til at sidde ned. Haha fordomsfuld min bare….

Udover min tanker og general forandring i klogskab og modenhed er der naturligvis også sket en masse fysiske forandringer gennem årene, synet, kroppen generelt og nye behov.

Brillerne – 

Jeg ved at jeg er blevet ældre, ikke gammel bare ældre når brillerne er det eneste jeg aldrig forlader hjemmet uden. Pungen, nøgler og selv makeup kan jeg klare mig uden men brillerne, Nej den går ikke!

Brillerne som gør at jeg har en mulighed for at læse hvad der står på mælkekartonen eller hvad prisen er på den smukke skjorte jeg på ingen måde kan leve uden. Problemet er ikke at det er utydelig men derimod at det er fuldstændigt umuligt, at læse hvis jeg ikke har briller på eller har et yngre menneske i hånden der ikke har nået dette stadie i sit liv endnu. Det kan ikke siges tydeligere – Det er pisseirriterende at ikke kunne se de mest almindelige ting jeg altid kunne se før jeg blev ældre!

p7070084

Når jeg nu skriver om synet og briller skal det da nævnes at min nye ven når jeg syr på min gamle Singer-maskine er nåledimsen (som jeg ikke ved hvad hedder) Åh den kære nåledims. Det er p.t den bedste opfindelse, ever. Jeg skal sy kaninører og gulerødder til K og veninden og det kan kun gennemføres hvis jeg har nåledimsen OG  lommelygten tændt på telefonen OG briller på, stadig er det en udfordring at få tråd og nål til at høre sammen. Jeg elsker at sy men shit det er en udfordring at nålen skal trådes….

p6200001

Håndtasken – 

Ikke nok med at min mest nødvendig ejendom er mine briller har min håndtaske også gennemgået en forandring. Jeg er kommet i den situation hvor jeg er begyndt og “pakke” min taske med ting som jeg aldrig nogensinde før tænkt på at medbringe. Ting som kan redde enhver situation og ting som min mor altid havde med da jeg var yngre. Utroligt at jeg ikke skal have en kuffert med hver gang jeg bevæger mig udenfor døren. Men nu kan JEG redde alle akutte situationer. Alt fra toiletbesøg i det fri, beskidte hænder, vabler eller andre uforklarlige sår, tørst, hovedpine, ondt i halsen, tyggegummi trang og you name it, I got it….

p7070083

Shopping – 

Når den står på shopping ville jeg ønske jeg kunne sige at jeg er eksperten. Men desværre har jeg erfaret at alt det tøj jeg mener er flot og perfekt til mig er ikke sandheden. Jeg lever åbenbart i en tidskapsel hvor tøjet har en tendens til at være det samme som år tilbage men også med en god portion mormorstil indover. Er det noget min sjæl ikke er så er det mormor, endnu. Denne nye opdagelse er ikke min egen erfaring men derimod noget min elskede familie har konstateret og nu er jeg i den situation at jeg prøver på at finde min stil, Stilen som passer en 45 årig kvinde med en sjæl som en 30 årig.. Tro mig det er ikke nemt og jeg leder på fulde hammer og det giver ovenikøbet en masse motion når jeg nu skal trave rundt i alle de shoppingentre der findes her i Melbourne og bruge penge på nyt tøj. Det kræver det jo når den nye stil skal findes. Men er jeg Classy, sexet eller bikerbabe? Måske alle tre….. Hjælp mig jeg bliver vanvittig. Hvem er jeg endelig?

Apropos shopping – Er det bare mig der er begyndt at købe sko der er nemme at tage på og behagelige at gå i? Det kan jo ikke altid være Sneakers eller Nike, hvilket jeg mener er en gave til kvinder i middelalderen og slet ikke til de unge. Mine enorme skosamling tyder på at jeg køber sko efter udseende mere end efter bekvemmelighed og jeg svømmer i stilletter jeg måske kommer til at bruge en dag hvor mine fødder bliver smertefri og mindre. Måske kommer mine store brede pladder til at blive mere Askepot-agtige med alderen.. og så skal kun gå i stiletter.p7070086

Tør jeg nævne mormortrusserne…. Altså kun når det ikke skal være erotik undertøj. Jeg må ganske kort nævne de unge år hvor bh’en var fast kropbeklædning døgnet rundt, nu sker det oftere og oftere at jeg slipper dem fri og selv i fuldt dagslys og naturligvis kun når jeg er alene. Jeg er født i 70’erne og det må ligge i generne…Mere om det emne skal jeg nok skåne jer for.

 

Kroppen – 

Hvad sker der med kroppen når vi bliver ældre? Jeg ved ikke hvad der sker med jeres kroppe, skønne kvinder men jeg ved hvad der sker med min… Og det er ikke for sarte sjæle.. meget alvorligt!

Håret bliver gråt, det er dog ikke så slemt. Mit hår startede allerede i slut tyverne at vise tegn på at det ikke kunne rumme min flotte leverpostej farvede lokker. Det startede stille og roligt med enkelte hårstrå og er så idag endt med at jeg overvejer at få farvet mit hår så jeg kommer til at ligne en vaske ægte vinterprinsesse. Det ville jo passe meget godt sammen med mine Askepotfødder jeg får på mine ældre dage… Idag har jeg lært at leve med de grå hår og det er selv om at den hårfarve på ingen måde matcher den personlighed jeg bærer rundt på. Derfor lever jeg med det, inde under alle de andre farver.

Ydermere må jeg desværre konstatere at ting som skaberen, voksbehandlinger og tråde er blevet redskaber jeg benytter om ikke dagligt, så meget tæt på. Det er et evigheds projekt, næsten som at fjerne sand fra Sahara.. Ja I læste rigtigt, jeg har med årene fået meget mere hår på kroppen og måske er det bare mig men det er lige før jeg kan høre og se det vokse. Jeg læste engang en artikel om – Fordele med at blive ældre og en af de fysiske tegn var at vi kvinder får mindre hårvækst.. HA! De glemte sku’ at spørge mig.. Måske er mine hårceller rent faktisk dallet ned langs kroppen ligesom resten af mine kvindelige former unægteligt trækker sydpå. Fordelen er dog at jeg har fået en mulighed for at udvide min hårfjernings horisont og er igang med en eksperimenterende fase hvor alt prøves, alt fra voks hjemme og ude, pincetten, trådene, skraber i mængder og selv “all natural”. Det sidste kan jeg garantere, at det ikke vil ske igen. Min sjæl er sku’ ikke en gorilla og bliver det aldrig .

Nok om det hår….

Kroppen trækker sydpå og det er da ingen hemmelighed men hemmeligheden er at acceptere situationen og det er blevet meget nemmere med årene. Jeg ser ud som jeg gør og vil da gerne ligne en supermodel, nej! det vil jeg endelig ikke men derimod en kvinde der er glad for sig selv og sin krop. Der er jeg ikke helt endnu men kommer tættere på for hver dag der går.

Ja jeg må konstatere at jeg er blevet ældre og heldigvis for det. Jeg er blevet klogere og forstår konsekvenserne ved min handlinger og valg. Jeg tro på mig selv og accepterede forandringer der sker på godt og ondt og bliver bedre og bedre til at leve livet fuldt ud. Tiden går og vi skal alle huske på at nyde dagene, månederne og årene… selv timer og minutterne. Pludselig en dag er det hele forsent og hvis du er helt ærlig kan du sige at du opnået det du ønskede med livet da du var ung? Er du blevet til den du ønskede at blive?

Jeg er der ikke endnu, men er godt på vej.

 

 

Knus fra Lenda

Holy moly I did it….

Det har aldrig været min intention at denne blog skal være en slanke-blog og det er selvom slankekure, op og ned ture, følelsen af nederlag og tanker som tabere har været en del af min selvopfattelse de sidste 23 år. Jeg har lovet mig selv at her skal det ikke fylde alverdens da jeg ikke ønsker at forblive i denne selvopfattelse af negativitet. Det er hverken sundt for mig eller særligt sjovt for læseren.

Men nu er jeg i den situation at efter ufattelig mange år som taberen der ikke kunne tabe sig kan jeg nu se en fremtid som vinderen. Jeg har nemlig vundet mit første delmål . Jeg er ikke gået amok eller på nogen måde blevet fanatisk, derimod har jeg åbenbart fundet en indre ro til at gøre noget ved det, med lidt hjælp fra min nye læges opdagelse.

Jeg har ingen facit liste på århundrendes slankekur eller løsningen på andres udfordringer Jeg har fundet løsningen på mine udfordringer og denne gang har jeg hjernen med i hvad jeg gør. Som jeg skriver tidligere er jeg ikke blevet fanatisk og er på ingen måde en sundhedsfreak” eller “hirselis”, altså absolut ingen fanatisk tankegang her. Jeg nyder stadig den vidunderlige gode is og bager en lækker chokoladekage i ny og næ. Jeg spiser stadig sværen på flæskestegen og drukner det hele i en god flødesovs. Forskellen er bare at jeg gør det med måde og er bevidst om at det der kommer ind skal forbrændes væk igen. Forskellen på dig og mig og vores slankeudfordringer er også, at jeg fundet ud af min lever ikke havde så godt.

Jeg kan stadig blive meget forundret over hvor lidt der skulle til for at jeg så lyset. Min mindre positive side kan godt blive en smule harm over at det ikke er blevet opdaget tidligere når jeg henvendt mig til egen læge i Danmark med simple symptomer som dårlig ånde, sure opstød, manglende vægttab og ikke mindst manglende energi. Istedet for at undersøge det største organ i hele kroppen har lægen gentagne gange valgt og give mig diverse piller mod sure opstød og dårlig ånde og d-vitaminer i litervis. Alt sammen med en middeltidlig effekt.

Ja! pyt nu med det og hvor heldig er jeg ikke, at den nye læge i mit nye hjemland opdagede med det samme at der var noget i min krop der ikke havde det godt og efter røntgen viser det sig at det er min lever der af en eller anden grund ikke trives. Jeg ved endnu ikke hvad den fejler men som det menneske jeg nu er så må jeg da gøre noget ved det. Måske kan jeg ændre mine fremtidsperspektiver og overraske selv en meget kompetent læge med en frisk velfungerende lever når jeg skal igang med de mange undersøgelser.

Min nye mission blev derfor at min lever skulle under mine kærlige hænder og en ekstra overraskelse i denne process er, at jeg nu er begyndt og se en stabil nedstigning i tøjstørrelser og et stigende energiniveau. Jeg ved ikke om det er fordi min lever har det bedre eller om den overhovedet var årsagen til mit manglende vægttab men det er også ret meget ligegyldigt fordi det virker jo.

Idag har jeg nået mit første delmål ved meget simple ændringer i min indtagelse af livets nydelses-eliksir.

p6170039

Efter mange timers undersøgelse omkring lever-funktion og hvad jeg kan gøre for at forbedre min levers helbred er jeg kommet frem til at kål i alle former og farver er min yndlings grønsag og pro-aktiv er et kodeord når jeg handler ind. Oksekød og svinekød er ikke fuldstændigt væk men flere gange om ugen skiftet ud med fisk og kylling. OG det er ikke en friturestegte panering med fiskesmag jeg skriver om men derimod fisk i ovnen, kogt og min yndling sushi. Alkohol og søde drikkevarer har aldrig været en stor del af mit indtag selvom der stadig er plads til rødvinstirsdage med veninden i Danmark og dateaften (hvilket ofte indebærer meget rødvin) ved spisebordet med manden eller en kold øl på en bar i solskinsmelbourne. Det fylder bare ikke så meget og har aldrig gjort det.

p6140033p6140032

Så til alle jer der tror jeg har en alko-lever så må I tro om igen 😉

Min nye drug er nu citronte, det vil sige varm vand med en citron i. Det lyder måske klamt men tro mig det er vanedannende og en gave til en lever der ikke har det så godt. Det hjælper nemlig leveren med at udskille de mange affaldsprodukter istedet for at ophobe det i kroppen. Hvorfor er der ikke noget der har fortalt mig det før???  Og ved du/I endelig hvordan jeres egen lever har det? Måske er det årsagen til den evige træthed som så mange af jer går rundt med. For et par dage siden faldt jeg over en selvhjælps artikel omkring lever-funktionen og tippet var her, at spise en hel masse grønne aspagers (kan koges let) og når du efter dette måltid urinere kan lugten eller mangel på lugt afsløre lidt om din levers funktion. Jeg kan kun konstatere at hvis der skal luftes ud så bør du/I tænke over hvordan leveren endelig har det.

Alt i alt små ændringer i mit liv som nu har givet mig energien til at gøre brug af vores lille meget funktionelle fitnessrum som er en del af vores ejendom. Utroligt nok kan jeg nu sige at jeg dyrker motion næsten hver dag og det der er endnu mere vildt – jeg nyder det faktisk fordi jeg kan…

Som jeg sagt før – Om det er min lever der nu har det bedre og kan udføre det arbejde den burde gør eller om det er noget andet, det ved jeg ikke og er også ret ligeglad. Det virker og skulle mine fremtidige lever-undersøgelser vise sig at være knapt så positive så har jeg gjort noget ved det allerede nu og er så meget mere ovenpå til at modtage de eventuelle udfordringer de eventuelt dukker op.

Personligt syntes jeg selv at jeg er skide-sej og jeg må fejre mit nået delmål og min nye vinderfølelse med et meget dyrt frisørbesøg og en ny hårstil. Håret er blevet kort og det forbliver det forever (undskyld mammeluk) men hårfarven matcher min gamle personlighed og må ordnes og friskes op. Det er ingen hemmelighed at jeg siden de unge år har haft mange grå hår som åbenbart har tænkt sig at blive, selvom jeg ihærdigt prøver at overbevise dem om det modsatte. Faktum er bare at jeg ikke ønsker at farve mit hår så meget og ofte som jeg gør da det absolut ikke er sundt for hverken hårbund eller miljøet. Det er så den besked min søde meget unge frisør får når jeg dukker op til min forkælelses time. Jeg pointere at jeg på ingen måde ønsker at ligne en middelaldrende grå kvinde og jeg ønsker ikke at lade de grå hår skinne i al sin glansløse charme. Min forkælelses time bliver derfor til en tre timer lang proces med to unge kvinder med de længste klør der nogensinde har kradset min hårbund og de bedste hårbunds massager ever, med alle klør fem og fast håndtryk. Det er lige før mine glansløse gråhår begyndte at blive selvlysende. Den gamle lager på lager hårfarve er nu væk og blevet erstattet med første behandling mod en lysere nuance.. Tre ganske kedelige timer når de ikke gad at massere hovedbunden mere og et stort gabende hul i min ellers meget stramme budget..

FØR

FØR

1½ time efter

1½ time efter

Efter ;-)

Efter 😉 en dårlig selfie…..

Men med et hår der passer på min nye spirende indre følelse. Nu kommer næste udfordring – Hvad skal jeg forkæles med når næste delmål er klaret?

 

 

Knus fra Lenda

Besøg i den Svenske kirke i Toorak

p6110037

Idag er det søndag og på trods af en ekstremt irriterende hoste, snævre bronkiter og en evig træthed er K og jeg taget i kirke. Vi er blevet inviterede og K glæder sig, måske er der nogle danske venner og nye eventyr. Forventningerne er høje og vi glæder os til at opleve The Swedish Church i Melbourne, nærmere bestemt i Toorak.

 

p6110045p6110044p6110042p6110041

den-svenske-kirke

 

Vi bliver mødt af en venlig dansker som giver K en lille velkomstgave, en æske Gajol som naturligvis var lakrids. Vi møder og hilser på den danske præst og siger pænt hej til de 14 andre kirkegænger. Selvom det er mange år siden jeg har været til en gudstjeneste så var det lidt som at være hjemme. På en måde var det trygt at være sammen med andre  dansker. Til K’s skuffelse var der kun et barn tilstede, en lille baby og ikke skyggen af teenager eller andre børn.

p6110034

Efter gudstjenesten fik vi os en kig i den lille svenske butik/cafe og blev en smule sentimetale af den svenske/danske kultur. Der var alt fra karrysild, Dalar-heste,  Ahlgrens biler, Pippi og såpa hvis man nu af en eller anden grund ikke vil bruge det fra Australien. De skandinaviske kongehuse pyntede væggene og der var en meget autentisk “hygge” stemning.

18951072_10213003064049526_4629477956659858874_n 19029171_10213003065049551_4120803525622303120_n 19030219_10213003065289557_5944294869339868094_n 19060229_10213003064689542_32490394397465786_n 19113911_10213003064609540_1385280613297855322_n

Knus fra Lenda

Min fortolkning af en ægte Aussie….. og historien bag

abo

Jaa! Endelig er det tid til at skrive et indlæg om menneskerne i vores nye land og det bliver langt… Jeg elsker at fordybe mig i et emne som omhandler mennesker og de reflekterende øjeblikke det giver mig.

Hvem er Aussierne?  Det har snart taget mig et lille år at finde frem til hvem en vaskeægte Australier er og på trods af det så er jeg ikke sikker og lærer noget nyt om menneskerne hver dag.

For at forstå en Aussie har jeg valgt at se på deres historie som er ganske kort, eller er den endelig det? spørgsmålet er også hvem kan/bør kalde sig for Aussie. Er det englænderne der ankom Australien 1770 eller er det de indfødte som har boet på Australien i tusindevis af år – Aboriginere.

Med det menneske syn jeg nu er udstyret med så kan jeg ikke andet end vælge det svage parti og når jeg læser og snakker med folk er det altid aboriginere der fremstår som det svage led. Australiens historie er ikke ny i mine øjne. Det eneste der er nyt er englands indvadering af et allerede optaget land/kontinent.

Jeg syntes det er intressant, at Australiens timeline begynder med at Australien fik sit navn efter den spanske dronning – Margaret af Austria i starten af 1600 og at England i ca. 1770 gik i land i Sydney og erklærede Australien for Britisk og idag bliver det fejret på Australia Day. Derudover i 1901 får Australien sit eget flag, det samme vi ser idag. Lidt mere tragisk er at 1869 startede der en (jeg kalder det udrensning) fjernelse af aboriginal børn fra deres familier og dette forsatte i 100 år og bliver kaldt for – The stolen generation.

Australiens historie er jo rent faktisk mange tusind år gammel og hvis man læser lidt om kulturen så er den mega spændende og måske kan vi/verden lære noget af dem. Aboriginerne havde en livsfilosofi, at arbejde så lidt som muligt og det gav dem muligheden for at udvikle et rigt og komplex livstil med masser af sprog, spiritualitet og deres lov – The heart of which is connection to the land. Der bliver også historier der fortæller om at årsagen til deres korte arbejdsdage var at de var så effektive at der ikke var brug for flere arbejdstimerDe fyldte livet med venlighed overfor naturen og de tog kun det de havde brug for og de dræbte kun til eget behov. De søgte hele tiden ny viden og havde masser af “skills”. De havde ikke brug for at rejse udenfor grænserne da de levede i harmoni med de andre klaner, der var stort set ingen sygdomme da de var isolerede. Derimod kom englænderne med alle sygdommene og på ganske kort tid var klanantallet dramatisk nedsat på grund af bl.a. mæslinger og syfilis.

Vores første møde med en indfødt (fra den engelske del) var konsulenten Susan som var vores guide i 2 dage. Hendes arbejde var at introducere os for det australske samfund og hjælpe med at finde en bolig i en god skolezone. Kære Susan er et meget snak saligt menneske, nok det menneske i verden der kan snakke så meget at ørene bokstavlig stopper med at virke. Men en ting må man give hende, hun et varmt omsorgsfuld menneske som åbnede op for hele sin bagage og var vild med os.. Min tanke var helt klart at vis en Aussie kun var halvt så gæstfri og åben for nye bekendtskaber , ja så ville Australien eventyret blive “piece of cake”. Men men hvordan er så virkeligheden? Naturligvis havde vi nogen forventninger før vi landede på øen. – En Aussie er en outback type med en stor truck eller en tolder der finder mad i alle kufferter fra hele verden. Vi har da alle set det flyvende læger hvor folk bor i bushen og så var der ham Steve som elsker krokodiller, tja med andre ord ret begrænset viden.

Det første jeg som ny borger i et nyt samfund møder er mennesker i nærområdet, steder vi gør vores indkøb og K’s skole. Jeg er nok en ret genert type og kaster mig ikke ud i de dybe samtaler med nye mennesker og særligt ikke på et andet sprog. Sludder det er ikke hele sandheden, jeg ER et genert menneske og ville ønske at alle kunne læse det i panden på mig og invitere mig ind i deres fællesskaber. Men ligesom i Danmark sker det ikke…

Min opfattelse af den australske mand og kvinde er baseret på cirka 10.000 – How R ya going? og How R you? Cirka 1000 Have a nice one, love! og How R you, love? og  ufattelig mange Ga’day og et par Wanna pet my doggy? Og hver gang bliver disse spørgsmål afsluttede med Where U from? Holland?? Når de så får af vide at vi er dansker så kommer standard spørgsmålet – Do u know Mary, our Mary? Og så må jeg ikke glemme mit yndlings spørgsmål (not) What R U duing rest of the day? Tja! Jeg skal hjem og vaske mine sure sokker !!!! Det siger jeg naturligvis ikke men efter at have svaret på dette spørgsmål mange gange så skulle jeg måske svare med den kommentar, bare for at se ansigtsudtrykket. Måske er jeg lidt kedelig men det tør jeg ikke…

Umiddelbart virker det som et meget venligt folk og umiddelbart meget interesserede i mit velbefindende. Virkeligheden er desværre bare ikke længere. Med tanke på at de har meget stort interesse i hvordan jeg har det, hvad jeg skal bruge min dag på og hvor jeg er fra så er de absolut ikke interesserede i mere end det og det er selv og jeg meget gerne vil ae deres hunde. Nogen gange er jeg lidt i tvivl om det er en robot der står bag kassen eller folk på gaden og jeg er ganske sikker på at, 2 sekunder efter jeg svaret så er jeg glemt. Det mystiske med disse spørgsmål og kommentarer er at det er ALLE der spørg, uanset om jeg er i direkte kontakt med personen eller om jeg møder dem tilfældigt på vej ud med skraldet. Jeg kan ikke helt lure om det måske er det mest venlige folk i verden eller om det er en del af deres verbale robotkultur. Jeg vælger at tro på at de mener jeg ser venlig ud og er så imødekommende at vi hurtigt bliver private i vores kommunikation og de føler at de kan tiltale mig med- love og dear. Men vis nogen er i tvivl så er jeg kun T’s love og ikke “postdamens” love. Selvom det kan virke meget upersonligt, elsker jeg denne åbenhed og måde at kommunikere med fremmede på. jeg elsker at de ved første indtryk og første møde ikke dømmer mig eller andre, de kommunikere direkte til alle og jeg er sikker på at der går flere rundt som mig der bare får en bedre dag efter at en fremmede har talt til mig og kommenteret min dag.

Hvor filmen knækker for mig selv med mit nogen gange irriterede positive sind er, at en Aussie er absolut umulige at komme tættere på. Efter jeg svarer er der lukket, medmindre jeg er kvik og kommer med et kontra spørgsmål inden de er gået videre eller har sænket blikket ned i opmærksomhedstjæleren (mobillen). Her er min danske/svenske kulturgen stadig gemt bag de høje hække og persienner og jeg løber ikke efter og snakker videre. Det er nok ikke kun min medbragte kultur det er nok også en naturlig reaktion på en afvisende reaktion. Det kan ganske kort siges at en Aussie er super venlig og gæstfri indtil et vist punkt og det punkt kommer direkte efter du som den fremmede har svaret på:

How R U going?

–  I’m fin, how R you?  

– Good and bye….

au

Når jeg nu er blevet en del af samfundet, bliver jeg også genkendt på gaden. Frisøren vinker og damen i Coles ( aka SuperBrugsen) giver mig et lille blink og ekstra smil på vej ud af døren. Receptionisten på K’s skole kigger ikke underligt på mig når jeg kommer med mine mange spørgsmål, såsom Hvordan melder jeg K syg eller melder andet fravær, Hvorfor får jeg ikke en kode til forældreintra og kan K skifte sit electiv????? Nu er det bare som om hun ved at jeg kommer og har en stickynote eller svar klar til mig inden jeg træder ind af døren. Mærkeligt når jeg nu kommer med mit lille spørgsmål og endelig gerne vil sludre lidt med dig om din dag….. How are yu, love? Hahah det siger jeg altå ikke… Det er stadig lidt mærkeligt at møde et menneske med den sætning, det kommer jeg nok altid til at opleve som en form for robotkommunikation.

Vi har rejst fra et samfund hvor jeg med god samvittighed kan sige at servicen i danske og også de svenske butikker er ganske simpelt elendig. Det er yderst sjældent at møde en venligt menneske der vitterlig er glad for at se dig. Sælgergennet skinner med sit fravær og hvis jeg skulle tillade mig at købe noget eller endnu værre spørge om noget der ikke lige er i butikken, ja så bliver jeg meget ofte mødt at en kort monotomt svar. Jaja rolig nu, det er naturligvis ikke ALTID så’n men meget ofte. HA! Nu tror I ikke på mig men her i Melbourne er det ganske umuligt at sætte sin fod en millimeter indenfor en butik uden at blive overfaldet af smilende overenergiske medarbejder. De snakker, hjælper og spørg om alt. De smiler og griner så meget at jeg er sikker på noget i deres diet eller den luft de indånder. Til at starte med var det værre end at gå ned af en turistgade i Egypten og jeg kan garantere for at det er ikke en særlig behagelig oplevelse. Når jeg nu er vant til det, nyder jeg det virkelig. Jeg kan rent faktisk sige at jeg elsker at shoppe………….. Big surprice…….

Som I nok kan læse er min oplevelse af en “ægte” Aussie ganske blandet. Jeg kan konstatere at en Aussie er venlige og imødekommende men kun på hilse-niveau. De åbner ikke op for deres indre til nye borger og åbner absolut ikke hoveddøren. De er er en smule afvisende for andre kulturer og de fremmede, såsom kineser, italiener og folk med dialekt. Grunden til at Melbourne er et multikulturelt samfund er ikke Aussiernes gæstfrihed (husk det er min holdning). Årsagen er derimod fordi der er så mange fremmede kulturer samlet på samme sted. Fremmede som skaber deres egne samfund, hvilket vi ser når vi kører gennem denne gigantiske by. Jøderne, kineserne, italienerne og grækerne bor i egne samfund men når de bevæger sig rundt i byen er det en stor blanding af nationaliteter. Her i byen er der den største samling italiener og græker udenfor Italien og Grækenland og det siger lidt om hvor mange her bor. Spørgsmålet er så Hvem er Aussie? Kan en kineser være ægte Aussie?? Eller er en “ægte Aussie” Aborigineren eller den hvide mand der stammer fra Britania?  Det kan jeg ikke svare på, men for mig er det meget besynderligt, at de to desværre ikke lever i harmoni. Vi oplever at den hvide australier ser Aboriginerne som en belastning for samfundet. De er stigmatiserede som drukkenbolde, arbejdsløse og samfunds-nasser. Her i Melbourne ser vi ikke mange Aboriginer, de er sort set totalt fraværende og det er selv om der er cirka 33.000 i staten Victoria.

Uanset hvad – Er dette korte indlæg min holdning og er jeg ikke blevet klogere på hvem Aussierne er. Jeg føler mig dog stadig velkommen og ville ønske jeg kunne komme tættere på.

Knus fra Lenda

Et vidunderligt møde med en fremmede

 

Det er dagen før mit første møde med en ukendt kvinde jeg mødt op på facebook og jeg er skide nervøs. Så nervøs at min mave ikke har det særligt godt idag. Mine forventninger er næsten ikke-eksisterende da jeg dårligt nok kan huske hvordan det er at være sammen med andre mennesker. Jeg må flere gange fortælle mig selv at der ikke sker noget hvis hun ikke kan lide mig. Jeg har nu en fornemmelse af hvordan K havde det første dag i language-school og college.

Jaja! desperat kvinde….

venindr

Jeg er ikke desperat, derimod er jeg ude på at udfordre mig selv og mine egne grænser. Jeg har aldrig nogensinde søgt efter nogen form for relation på internettet og altid beundret mennesker der kaster sig ud i denne form for relations-dannelser. Jeg mangler og savner mine veninder og hvorfor så ikke prøve lykken på de sociale medier. Det har jeg så gjort og 2 (6) kvinder er hoppet i min fælde i første omgang. 2 meget forskellige kvinder med forskellige historier at fortælle.

Jeg er forberedt og har købt en gave til den lille 2 årige datter der følger med til mit første møde. Vejen til en mors hjerte er vel gennem det barn hun medbringer 🙂 Lille A skal have en bog som er helt genial til dialogisk oplæsning og en lyserød bamse. Mor er nemlig pædagog og jeg er sikker på at hun sætter pris på at jeg gjort mig nogen tanker om hvad lille A skulle have.

Hvad forventer jeg med dette møde? Ja jeg forventer at vi får en god sludder om livet i Australien og Danmark. Desuden forventer jeg at få svar på mange spørgsmål om livet her såsom hvordan finder vi en god læge som ikke koster en formue. Mr. Goggle er ikke min ven når det spørgsmål skal besvares. Endnu et spørgsmål er angående tandlæge besøg, særligt for K. Vi har desværre ingen rettigheder når vi er i landet på et Visa, dog med arbejdstilladelse og skolerettigheder. Spørgsmålene er mange og jeg har sikkert glemt det hele i morgen. Den vigtigste forventning jeg har er at vi hygger og jeg får mig en god voksensludder og måske er det første ud af mange besøg i Mitcham.

Hver gang jeg skal nogen steder i denne enorme by bliver jeg overrasket over hvor lang tid det tager at komme fra A til B. Køreturen som jeg forventede ville tage maks. 30 minutter tog over 1 time og det selvom vi bare er 30 kilometer fra hinanden. Men frem kom jeg og jeg møder en skøn varmhjertet kvinde, noget yngre end mig og lille skønne A. Jeg bliver modtaget med åbne arme og med det samme er samtalen igang om vores meget forskellige liv og bagage. Min nye bekendtskab har levet i Sydafrika og har en masse erfaring omkring det at være ny i et fremmede land. Vi er begge enige om at Aussier er meget venlige og snakkesalig men også på en meget overfladisk måde. – Hertil og ikke længere. Når jeg efterrationalisere så er vi dansker eller svensker nok ikke anderledes. Derudover er vi også meget enige om at de er totalt inkompetente når det gælder hus-byggeri, De boede i et totalt nyt rækkehus og der var intet der virkede. Den historie har vi hørt før…

Ganske kort tid efter jeg er ankommet, kommer der endnu en dansk kvinde med sin 3 årige dreng (F) og jeg bliver endnu engang modtaget med åbne arme. Vi får nogle skønne snakke om institutions livet i Australien og vores fælles erfaringer om “aussieværker”. En ting er sikkert at jeg skal ikke arbejde i en vuggestue efter det jeg hørt om hvordan de modtager børn og forældre her. Udover at det er vanvittig dyrt med daycare ($120/dag) Ja! så har forældrene åbenbart kun 2 dage til indkøring og det er ligemeget hvor meget tid de har og hvilket barn de kommer med. Efter en times introduction skal mor/far gå og må ikke komme tilbage før dagen er gået igen ligemeget hvilke behov barnet har.  Barskt når man slet ikke har lyst til at aflevere sit første og man er et lille barn der ikke forstå hvorfor mor/far går og hvorfor mor/far er utryg og usikker. Videre er det ikke en mulighed at aflevere sit barn mere end få timer om ugen. Her er der mange forældre der vælger, at blive hjemme med sine børn til de skal i skole og istedet deltage i diverse mødre/fædre grupper indtil børnene når skolealderen. Naturligvis er dette kun empari fra en familie og sikkert ikke hele billedet af institutions livet her. Familien havde dog prøvet to forskellige steder hvor de havde den samme opfattelse af indkøring. Det gjorde ondt i mit pædagog hjerte at familier som er i krise over at aflevere deres guld til fremmede mennesker skal opleve denne barske modtagelse. Det gør endnu mere ondt at tænke på at de små børn skal afleveres i en helt ny verden væk fra alt det trygge og kendte OG alt skal de kapere på få timer over to dage, hvis de er heldige.. Lille A’s mor som forøvrigt også er pædagog havde naturligvis spurt ind til hvad deres begrundelse var og hvordan de fagligt kunne forsvare denne modtagelse og svaret var – Det plejer vi at gøre og det virker. Barnet skal nok holde op med at græde med tiden og det er nemmere at lære barnet at kende når mor og far ikke er til stede. Halleluja for Jesper Juul og – Det kompetente barn, som blev afleveret i engelsk udgave til den pågældende institution…. Sej mor!

Videre snakker vi om savnet til dem i Danmark og om besøg, derhjemme. Samtaler om læger og lægebesøg kommer på banen og jeg får nogle fif og ideer om hvordan sundhedsystemet virker. Vi snakker om mændene og deres arbejde og har egentlig mange fælles oplevelser.

Åh sikke en dejlig dag med to skønne kvinder, lille A og skønne F. Skønt med en faglig snak igen og generelt en god snak på dansk. Jeg har nu fået en invitation op i bjergene og glæder mig allerede til jeg skal se disse skønne kvinder igen. Jeg nåede knapt nok at starte bilen førjeg fik en besked fra min nye bekendskab at jeg snart skulle komme igen ….. I LOVE IT!!

Det eneste jeg bare mangler nu er at T er hjemme og jeg kan fortælle ham om min dag og nye oplevelser.

Imorgen venter der endnu et nyt menneske og en sludder om livet i Elwood, glæder mig allerede og hvis det bare går halvt så godt som idag så er det en kæmpe succes.

Knus fra Lenda