Forventningerne jeg forventer!

 

Åh! De kære forventninger, forventninger som har det med at tage røven på mig når jeg virkelig ikke forventer det. Forventninger til hvad der skal ske eller ikke ske.

Mine forventninger for denne uge var ikke særligt store og jeg havde en fornemmelse at jeg ville komme til at kede mig nogen så grusomt. Men nikke nikke nej! Det kom så slet ikke til at ske.

T er som I alle ved stadig i Indonesien og knokler. K har ferie, nærmere bestemt så er det springbreak i Victoria. Hele fjorten dage med ren og skær afslapning, ja og så alle lektierne der skal ordnes inden skolestart. Endnu en knokler med skolearbejde og jeg glemmer på ingen måde den store der knokler der hjemme i Dk.. You go girl! store K <3

En af de første dage i denne uge bliver jeg ringet op af T’s forhenværende kollega og nu vores danske ven i landet på den anden side. Han spørg om vi (jeg og K) vil med i Zoo. Nærmere bestemt Werribee open range zoo, en slags Knutenborg safari park.

Det bliver da til et rungende Ja og hurtigt som et lyn bliver K hevet ud af sengen og beordret i tøjet. Denne invitation takker jeg på ingen måde nej til så stakkels K har ikke noget valg. Men heldigvis takker hun også ja uden protester, måske kom der en lille beklagelse over den knapt så kærlige vækning. Hårdt liv stakkels teeangepige (blink blink)

Det er nu luksus, at blive hentet og kørt lige til hoveddøren. Hoveddøren til nye oplevelser.

Werribee open range zoo er dog på ingen måder som Knutenborg safaripark, det er meget anderledes bland andet bliver bilen parkeret udenfor og det er nok meget godt da halvdelen af Melbournes 4,8 millioner indbygger har valgt at besøge dette sted lige netop idag.

På en besynderlig måde virker dyrene her lidt mere eksotiske når temperaturen er over de 25 grader og himlen blå som jeg kun oplevet den her. Måske er det bare min opfattelse og jeg ved godt at vi ikke har zebraer og næsehorn her, men alligevel.

Vilde heste som næppe er vilde mere. Skulle efter signe være den ældste hesterace i verden.

Vilde heste som næppe er vilde mere.Ifølge guiden er disse heste den ældste hesterace i verden.

Vel indenfor og så meget  i en kilometer lang kø –  bliver vi alle (140 styk af gangen)  kørt rundt i en gigantisk lasbil/bus og sammen med millioner af  børn og deres til tider glade forældre, ja så bliver det meget lidt safariagtigt.. Måske safari på et familiebudget. Efter en lille times rundtur i open range delen går vi rundt i parken som har lidt gorillaer, flodheste og så kan jeg faktisk ikke huske flere dyr.

pa030022

Næsehorn på SPA ophold

Næsehorn på SPA ophold

Alfahan på jagt efter en snack - Watch out for the snake!

Alfahan på jagt efter en snack – Watch out for the snake!

Med vores eminente guide bliver vi ledt hen til gorilla buret hvor vi venter længe på at gorillaen skal have sin eftermiddags snack. Men det er rent faktisk ikke det der optager mig/os, pludselig opdager jeg en gul slange i det ene hjørne, ganske få meter fra madmor/zookeeperen og den flotte, stolte alfahan. Fuldstændigt uvidende fortsætter de deres show og det er selvom vi laver faktaer og prøver meget intenst at fange deres opmærksomhed. En ting ved vi da, ALLE slanger i Australien er giftige og kan være farlige for den enkelte.

Vi fik dog efter flere forsøg fanget deres opmærksomhed og i takt med at vi var på vej væk og hjem fik de en opgave som de helt sikkert ikke havde forvente den dag – indfange en giftig slange i et gorillabur…

Werribee open range zoo er absolut et besøg værd men jeg er meget i tvivl om vi skal tilbage igen.. Mine forventninger var få og jeg nød en dejlig dag i venners samvær. Deres gæstfrihed og åbne arme er en fornøjelse for os alle og vi er meget taknemlige.

Hippo on Hippobeach også kaldt Riverhourse

Hippo on Hippobeach også kaldt Riverhourse

Dagen efter var det K’s og min tur til at invitere på en roadtrip som endnu engang indebærer dyr og denne gang det australske dyreliv. Vi skal besøge en meget lille men spændende koala og kænguru park. Parken ligger tæt på Philip Island og indebærer en køretur på 1½ time syd for Melbourne og hjem igen. En køretur som jeg ikke gerne tager uden T og hans tekniske/mekaniske velanbragte hænder. I kender da efterhånden min holdning til M.B og dennes temperament. Men jeg beslutter at jeg ikke kan blive her, når der er så mange oplevelser der skal opleves.

Bilen er pakket med vand, kaffe to go og fire meget glade forventningsfulde piger og skuffede blev vi da ikke. Bilen kørte som en drøm og vores lille dyroase (vi har været der 2 og 3 gange før) skuffede på ingen måde. Dingoerne hyllede af glæde og K fik sin drøm opfyldt, at klappe en dingo på tætteste hold. Emuerne lavede sjov og kænguruerne med ungerne hængende ud af pungene var endnu engang en dejlig oplevelse. De blev aet, madet og fotograferet mere end gederne i Københavns zoo, eller måske lige meget. Det er altså bare noget helt særligt med dette meget unikke dyr som egentlig er et skadedyr og hadet af mange beboer i hele Australien. Det er noget særligt at opleve deres bevægelser på tætteste hold og se måden de bruger halen som støtte når de går og hopper. Maru koala animal park giver os også muligheden for at komme helt tæt på dyr der bærer deres relativt store unger rundt i pungen og det er bare toppen af nuttethed at se. Selv de små unger i pungen er meget tålmodige og acceptere at vi mader dem og de meget nysgerrige mindre børn, der måske ikke har et naturligt filter er ikke en hindring for disse tillidfulde dyr. Ja det er et zoo og det viser ikke virkeligheden men det forventer jeg hellere ikke. Jeg føler mig meget priviligeret og lykkelig over at få lov til at opleve denne del af verden.

429b3251-01d5-4750-8ab3-4e512568379e 13d39c94-0346-4b8f-9e65-bbefe135f366 2f4a1cbc-30ce-4415-8cdc-1eada1a9811f 398a5af6-70fc-48fc-bc30-2d739b561eb0 b1b23c5f-7d3f-4f42-bcba-1209d7b215dc 9d5cf200-5ecb-4667-8d29-2813b6b2e634

MEN det der var den sjoveste oplevelse denne dag var trods alt vores ( de to voksne tosser) snak med papegøjerne. De måtte ikke forstyres af os ( men det siger vi ikke højt) det forhindrede os ikke i at indgå en meget alvorlig, intens og underholdende dialog om livet og de store hvide fugle svarede med  – Hallo! Puha det var længe siden jeg grinet så meget når min nye og ekstremt underholdende veninde gik igang med at snakke med papegøjen. Hendes kropsprog og verbale sprog fangede den ene papegøje som begyndte at efterligne hende. Underholdningen ville ingen ende tage og jeg fik mig også en god snak med et par papegøjer i et andet bur.  Giv mig zebraer, flodheste eller alle andre dyr i hele verden men en papegøje der kan sige Hallo! slår alle rekorder for underholdning og vi skulle begge slæbes væk fra dem igen. Når jeg her dagen efter tænker på situationen griner jeg stadig og er så taknemlig at jeg fik lov til at opleve dette sammen med en ligeså skør kone som mig selv. Skulle mine kære naboer nu fange mig i en alvorlig intens dialog med papegøjerne vi har i træerne udenfor vinduer hver eneste morgen, ja så skal de nok også få sig et godt grin… Jeg indrømmer det gerne, igen imod mine egne forventninger – Jeg er fan af talende papegøjer. 

e0c29f9e-93a4-4002-8d49-6f20eb9198f4d4751c19-418a-46e9-ba66-72e4fe540cb3

Dejlig dag jeg kommer til at huske længe..

De to sidste dage står som forventet på rengøring, tøjvask og havearbejde. Foråret er her og vores hverdag starter på mandag. Skoletøjet er sendt til rens og hjemmet gjort klart til den store omgang, Mamma Mia (min standard rengøringsfilm) er gået igang og tornadoen kører.

Ligeså skønt der er med nye oplevelser som jeg på ingen måde havde forventet sker, så er det nu også dejligt når andre ting er som det plejer.

Nyd nu alle mine dyrbilleder og T og store K-  Jeg tænker på jer hver dag <3

 

Knus fra Lenda

First people

c5e59a1f-e190-4fc6-a5d2-e1ad0518e13f

The First people – aboriginals og dagens oplevelser

En dag med de skønneste piger og smukkeste, lidt deprimerende fortællinger. Fortællinger om et folk på flugt i sit eget land og en kultur som måske ikke er glemt men meget tæt på at gå tabt. En insprerende og vigtig kultur som mennesker på den anden side af jorden knapt nok har den fjerneste ide om.

I disse dage har Karoline fri fra skole, det er springbreak og sidste term i 9.klasse er lige om hjørnet og 10 klasse venter. Selvom om alle dagene er afsat til vennerne var der alligevel plads til en kulturel dag sammen med mor, mors veninde og hendes datter.

586b0c75-8c1d-4fd2-a2ba-7368470a8e8f 4bc23018-6b7a-4e9f-a1af-574a666d354b

Målet for dagens eventyr er en tur på Melbourne Museum & Melbourne expedition centre. Det sidst nævnte observerede vi dog kun udenfor. En oplevelse af den farverige slags. Victorianske haver der står i fuld flor i forårssolen. Duften og lydene er vidunderlig og nogen gange er det svært at forstå vi er i en by med tæt på 5 millioner indbygger.

dbe93a48-dbdb-4653-8881-967c9e031eba   7a51a2e0-6f11-4d3c-895e-f82f5d2a0a21

9fcab92f-bb17-4ef3-b02a-f6d13ef20052

Jeg har siden vi satte vores fødder på Austrask jord været meget interesseret og optaget af den spænende historie dette land har og jeg taler ikke om den engelske udgave men derimod den ægte og på mange måder helt fantastiske historie aboriginalerne bærer med sig og kaldt The first people.

Vi er derfor nu på vej ind for at se en permanent udstilling om The first people… Jeg er blevet advarer – der kan være en følelsesladet oplevelse og absolut ikke for sarte sjæle.

Det første jeg bliver overrasket over at der er så få mennesker og det er selvom vi befinder os i højsæsonen for museumsbesøg (skoleferien) Nå men det er jo trods alt dejligt.

c2280d95-74df-44c0-bc84-568325605293

Selve udstilling ramte mig på alle følelserne bla fik jeg en fornemmelse af at aboriginal folket bærer på en stolthed. En stolthed for deres kultur, arv og kunnen.

Ifølge fortællingerne havde de ikke nogen sygdomme eller kriminalitet, de levede i harmoni hvor konflikter blev løst med dialog. Næppe noget vi kan prale med i dag. De brugte moder jord uden overforbrug, dvs tag det du skal bruge og ikke mere.

The first people var eminente håndværker som igen kun brugte det materialer de havde brug for og misbrugte på ingen måde den jord de levede på. Vi så eksempler på de smukkeste “ribs” der alle fortalte en historie om det liv og de veje ejeren og familien levet og gået på. Fascinerende..

De havde mange sprog alt efter hvilket område de boede i. De lavede bla message sticks, hvilket indebærer at de skrev meddelelser på små træpinde når der skulle kommunikeres på afstand – det kender vi vist mere som sms’er eller andre måder at kommunikere på.

6801705c-b0ac-44b0-a071-9133acc870ed

Den første del af udstillingen var inspirerende og på en måde smuk. Der var bla en visuel oplevelse hvor jeg blev som besat. Kan ikke beskrives på andre måder end smukt og meget…  ja jeg kan ikke beskrives det på andre måder. Det ramte mig dybt i sjælen.

Perioden efter englændernes ankomst er derimod deprimerende og ganske sørgelig. I kraft med at antallet af skibe og mennesker gik i land blev aboriginalerne udsat for bla. Smallpox i store mængder og mange kvinder, børn og ældre døde indenfor en ganske kort tidsperiode.

Jeg ved egentlig ikke hvad man havde forstillet sig når man vælger at bruge den australske kyst til fangelejre for Englands værste kriminelle ???? Og desuden fanger der været spærret inde, ombord på et skib fra England til Australiens østkyst.

Jeg siger på ingen måde at australien kun burde være for aboriginalerne og være lukket land. Her er jo trods alt mange mange kvadratmeter der kan bosættes. Det jeg stiller spørgsmålstegn ved er fremgangsmåden, der er så ringe og uforståelig.

Englænderne møder et folk som har så meget at byde på hvis de bare havde lyttet og måske set på dette ukendte folk som en resurse istedet for som virkeligheden er – nogle der skulle avles væk fra jordens overflade. Selv langt op i 1900 – så havde/har de stadig den holdning.

Aboriginals blev med glæde velkomne til at deltage i militære operationen men når sejren var i hus, Ja så blev de glemt og skubbet til siden.

Udstillingen viste os også at de blev tvungne til at bære et temporarily VISA selv dengang. Det var dog ikke kun indskrevet i dit pas men derimod en meget lang “stick” som der skulle bæres rundt på overalt. Alt efter formen, længden af denne “stick” kunne der genkendes om de befandt sig på tilladte steder og regioner.

Alligevel dejligt at os med temporarily visa ikke skal rende rundt med en 2 meter lang pind. Vi er jo trods alt gæster og ikke indfødte borger…

cce08fe9-0c5a-4468-875b-64abfa625de1

Jeg har efter denne udstilling stadig svært med at abstrahere fra den ustyrlig ekstremt dårlige behandling de første indbygger i Australien blev og er udsat for. I Staten Victoria er det ( ihvertfald for mig) en sjældenhed at se aboriginals i samfundet og gadebilledet. De skulle efter sigende være mere synlige i de nordlige stater. Sørgeligt …

Selvom udstillingen på ingen måder viste eller gav os et indblik i den hvide mands “opfindelse”the stolen generation og at det er ganske få år siden at the first people fik en bevis på at de ejer jorden de bor på og som de altid har boet på, lang tid før den hvide mand kom med de store skib. Skib der kom med død og elendighed.

Det er skræmmende hvor lidt jeg egentlig viste om denne del af den australske historie inden jeg satte fødderne på øen.

16a42707-fc9b-4457-88ac-dd602711b6f2 1d787c2d-1d56-4ad4-87cc-7c31f695bfe8

Dette indlæg skal ikke kun handle om det sørgelige i den australske historie – vi står trods alt midt i melbourne og oplever kulturen og jeg kan på ingen måde klage over mangfoldighed. Lige udenfor døren er der et væld at forskellige kulturer og vi går derfor videre til den italienske del af Melbourne. K vil så gerne have spagetti carbonara til frokost.

Carlton aka Plaza Italia byder på en verden af italienske cafeer, restauranter, gelato barer. Ja alt hvad dit italienske hjerte ønsker.

K og jeg fik og nød den skønnneste cabonara serveret på en italiensk restaurant med en vaskeægte italiener der serverede den iskolde hvidvin in til de “voksne” nam nam – We will be back, next time.

Jeg ved godt jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om dagens oplevelse men da jeg ikke er sikker på alle detaljer endnu, vil jeg ikke skrive for meget som måske bliver alt for farvet af min personlige holdning.  Jeg gemmer derfor noget til et nyt indlæg når jeg tager på besøg igen. Hvilket helt sikkert sker.

Dagen idag har været et eventyr jeg sent glemmer og en dag sammen med 3 piger der deler min passion for historien i det land vi befinder os ( måske kun os to gamle)

Selvom det næppe er relevant og en bagatel efter en dag med mange oplevelser ønsker jeg alligevel at fortælle, at jeg idag blev angrebet af en gal Magpie –

 

Knus fra Lenda

Mit hjerte

Ja så fik jeg prøvet det!

I min evige jagt på at finde årsagen til min hoste er turen nu gået til en hjertespecialist, Dr Ellims og Dr Scanner…

Og jeg starter lige ud med at konstatere at mit hjerte er velfungerende og der er ingen tegn på arvlige sygdomme eller forkalkning. Det eneste der blev konstateres er, at mit blodtryk er lidt højt hvilket med stor sikkerhed stammer fra nervøsitet.

Jeg har idag været til en hjerte stress test for at eventuelt finde årsagen til min hoste og manglende energi. Det var første gang for mig og nerverne var enorme og ikke lige til at få styr på. Jeg havde ikke den fjerneste ide om hvad jeg skulle gennemgå – på trods af Mr. Goggle så syntes jeg ikke at jeg fik korrekt eller tydeligt svar.

Det eneste jeg med sikkerhed ved er at jeg skal op på et løbebånd og løbe – pis det er jeg bare ikke god til endnu. På trods af jeg været flittig og øvet meget på det seneste…..

Jeg havde også luret at undersøgelsen også står på en form for scanning.

Som sagt har jeg enormt mange nerver i hele kroppen, ikke bare for selve testen men også for selve resultatet. Hvordan skal jeg håndtere et negativt resultat? og hvordan reagere familien på min situation ikke kun familien her men også familien vi har efterladt hjemme i Danmark? T var klar i spyttet, hvis der er noget alvorligt i vejen så tager vi hjem med det samme og fortsætter behandling i Danmark. Det ved jeg ikke om jeg er klar til endnu…

Vel fremme i det smukkeste Victoriaske hus bliver vi mødt af en sygeplejeserske som naturligvis beder mig om at strippe fra hofterne op, det havde jeg ikke lige forventet og følte mig meget bar og udsat. Hun fik dog beroliget mig med en masse pludder pladder snak om en norsk ægtemand og hende timelange besøg i København. Bla. bla og pludselig havde jeg fået en masse elektroder på brystet og maven og måtte med nød og næppe dække mig til med en skøn hospitals skjorte. På trods af min nye udsatte situation fik jeg modtaget hvad jeg skulle igennem de næste 30 minutter.

img_7455

Videre med nervøse skridt kommer jeg ind i et rum med en briks og det forbannede løbebånd – og to unge læger. Her står jeg med hele forpartiet i det fri, i et lille værelse med tre mænd og fik jeg sagt det, i bar overkrop. Shit, den har jeg ikke prøvet før. Kan måske virke som en drømme situation, men jeg kan hilse og sige at det slet ikke var i nærheden af mine drømme. Jeg bliver hurtigt beordret op på briksen og igen ikke en drømme situation…..

Min echokardiogram – undersøgelse går igang og der bliver taget mange fotografier af mit hjerte og den unge Doktor Scanner spørg om så mange ting, arvlige sygdomme, ubehag og almen tilstand. Han forklarer at jeg lige om lidt skal op på løbebåndet og heldigvis kun gå…. I samme sekund som det bliver konstateret falder min puls og mit høje stressniveau – jeg er i sikkerhed og No worries!

Op på løbebåndet med overkroppen fuld af elektroder og en sygeplejerske der på skiftevis med Doktor Ellims tager mit blodtryk. Piece of cake, det klarer jeg og naturligvis gjorde jeg det. Haha og jeg tog da lidt røven på dem (man må jo flotte sig lidt med tre mænd i et lille lokale) og når stigningen var meget høj og og hastigheden på maks. begynder jeg at småløbe men nej nej det måtte jeg ikke – kun gå meget stærkt. Min puls endelig er oppe i de røde felter skal jeg hurtigt af og over på briksen igen for at de to læger skal se hvordan mit hjerte arbejder under press. Bland andet for at se om jeg ikke har forkalkninger eller andet der forhindrer  mit hjertes fulde effekt. Ganske hurtigt ser de og viser T og mig at det hele er som det skal og jeg har et godt velfungerende hjerte. .

img_7456

$555 fattigere men så meget klogere og gladere sætter vi os ud i bilen og så kommer det hele – tårene, bekymringer der var og alle triste tanker. Jeg græder som pisket, af glæde over der ikke var noget i vejen med den største muskel jeg har i kroppen. Alt er fint og mit hjerte arbejder som det skal og ingen tegn på alderdom i mit brøst. Heldigvis havde jeg den bedste mand ved min side gennem hele forløbet og sikke en støtte han er, han trøster ved behov og bevarer roen når jeg er som mest stresset over uvisheden. Han er min “rock”…..

Mine tåre kommer fordi jeg er lettet over at jeg ikke havde ret i mine overbevisninger om at der nok var et eller andet.

En af ulemperne ved at ikke have et arbejde er at mine tanker pludselig har masser af tid til at skabe uro og ideer. Tanker som ikke altid er positive og nok bliver forstærket når jeg nu er i et fremmede land. Jeg føler mig ikke fremmede i landet mere men derimod fremmede indenfor sundhedsvæsenet. Jeg er jo på ingen måde den mest aktive hospitals gæst. Men nu kan jeg ånde lettet ud og med det kommer som sagt tårene. Min mor bliver ringet op, selvom det er midt i natten for hende tager hun telefonen og er også utroligt lettet. Det kan jo på ingen måde være nemt for hende at sidde i Sverige og bare vente på svar om der skulle være noget omkring de arvlige skavanker. Det var der heldigvis ikke og selvom jeg er en middelaldrende kone så er det en befrielse af snakke med min mor…

Tænk hvor er det åndsvagt at jeg egentlig har været så nervøs over dette afsnit i mit liv… Kombineret med at være langt væk hjemmefra og samtidigt være på ukendt territorium så føler jeg mig netop nu som en heldig kvinde, med et velfungerende hjerte og faktisk også flotte lunger, hvilket tidligere røntgen viste.

Angående hosten så skal jeg nu have foretaget blodprøver som bland andet bør vise om min lever har det godt, men mon den ikke har det. Jeg udelukker p.tikke muligheden for at jeg har en stædig hoste baseret på stress. Ja ja grin bare! ikke stress for jeg har meget at lave men derimod måske stress fordi jeg ikke kan slippe tankerne. Tænk lige over det 🙂

T og jeg fejrer de gode resultater med en lækker frokost på Healthy burgers ❤️

img_7458

Knus fra Lenda

Tilbageblik – første år som gæster i Melbourne

15966087_10211516134757223_2468567931529913733_n

Nu er det snart ved at være et år side at vi tog skridtet og flyttede til Australien. Det er stadigt meget surrealistisk at vi rent faktisk sidder her og vi har stadig udfordringer med at falde på plads. Måske er det svært at forstå at vi ikke har plantet rødder efter er år men det tager åbenbart tid og måske kommer vi aldrig til det. Når vi møder nye mennesker, både dansker og indfødte så er kommentarerne altid – bare vent og se i kommer aldrig hjem igen. Men en ting er sikkert, vi kommer hjem igen. Vi er dansker, vi elsker Danmark og det vigtigste af alt – vi kan ikke undvære store K.

Den første tid har budt på mange oplevelser, både de gode og de mindre gode. Det har presset os som familie og personligt. Nok mest for mig, der har fået et mindre chok men også lært så meget om mig selv og mine begrænsninger og udviklingmuligheder. Når vi vælger at flytte skal det ikke sammenlignes med en ferie, det er på ingen måde et ferieophold med alt hvad det indebærer. Det er en hverdag der bare flytter på den anden side af jorden. En hverdag som indebærer regninger der skal betales, indkøb og skole. Derudover skal alt det praktiske ordnes, ting der gå i stykker, forsikringer, banken, bilen og alt det der følger med en sådan en. Alt skal lærer om igen, nogle systemer der desværre stadig er oldnordiske her. Jeg har stadig svært ved at forstå, at et samfund stadig kan fungere med faxen som det vigtigste kommunikationsmiddel. Til gengæld kan jeg med erfaring konstatere at sundhedsystemet fungere bedre og aldrig har jeg oplevet mennesker med større passion for sit arbejde og det er selv om alt bliver sendt på fax og jeg selv skal transportere røntgen billeder frem og tilbage. Jeg er p.t. ved at skrive et indlæg der kun omhandler sundhed-systemet så det kommer jeg ikke nærmere ind på her.

16174618_10211615958612757_606347753456435979_n

Hvad indebærer det så at plante rødder? Hvordan kan vi gøre det bedre? Rent faktisk aner vi det ikke men kan kun gøre det bedste vi evner. Vores hverdag kører som den bør, K går i skole og T passer sit arbejde i verden. Min hverdag består godt nok ikke af et arbejde på arbejdsmarkedet men jeg passer så til gengæld hus og hjem og agerer også privat chauffør for K som transporteres rundt sammen med vennerne. Jeg er moren der kører hele Melbourne rundt og sidder og venter på de unge, altid med glæde. Jeg går til møder med skolen og ordner det praktiske jeg kan finde ud af med min begrænsede engelske.

Sproget er endnu en ting vi og særligt jeg skal vænne os til. Det kan godt være at engelsk er en bagatel når vi har rejst meget og talte rimelig engelsk før vi ankom. Men når man ikke går på arbejde hver dag er det begrænset hvor meget det bliver brugt. T og K øver det hver dag de er på arbejde og i skole og har da også fået en smule aussiedialekt. K har nok mere end en smule, hun taler nærmest som en indfødt… Men får hulen det kan nogengange være svært og forstå den sindsyge dialekt de har her på øen og for slet ikke at tale om slang og forkortelser. Når vi så lægger dialekter fra bl.a. Indien og Kina oveni, så er jeg nogengange virkelig ude og skide. Det bliver dog bedre og bedre, mener jeg da selv.

På trods af at jeg elsker Danmark og Sverige og den fantastiske natur så er det ingenting mod hvad vi oplever her. Alt er bare mere ekstremt og større. Skoven er en regnskov med palmer og gumtrees højere end noget jeg set før. Her er bjerge, hav og storby på ganske få kilometer, næsten som i København (foruden bjerge det kan vi vist ikke prale med). Havet er fyldt med hajer, hvaler, et eksotisk dyreliv og desværre også forurening der er godt på vej at slå det hele ihjel. Skoven og bushen er fyldt med edderkopper, kænguruer, koalaer, dingoer og ufattelige meget mere. De sidste kænguruer vi så var 500 meter fra lufthavne, hvor de stod og spiste det noget forurenede lufthavnsgræs. Selv i vores nær område, få skridt fra havet er vi omringet af naturens smukke væsner, grønne og hvide papegøjer og de mindre smukke flagermus som er på størrelse med en stor måge og vi må ikke glemme de små pingviner der kommer ved solnedgang. Edderkopper har vi heldigvis ikke så mange af kun nogle små “housespiders”. Godt nok giftige men til at overleve og vi håber på at de aldrig invitere de større venner forbi. Her er så mange smukke steder at besøge og på trods at vi ikke har ligget på den lade side er der stadig masser at se endnu. Steder som giver os kuldegys og minder vi kommer til at huske resten af livet.

16864156_10211964161157603_9177669777693087915_n18157192_10212588727491371_5230449915950967917_n17308783_10212212510766188_7624175123430853710_n 17265222_10212163554622315_9081241249965223841_n 17553678_10212278442854449_554916463193047900_n

Maden er endnu en anderledes og kulturel oplevelse. Vi har aldrig nogensinde spist så meget ude som vi gør her. Kvaliteten er de fleste steder så godt som hjemmelavet og lidt mere hvis det skal sammenlignes med mine meget begrænsede kogekunster. Vi spiser på mange forkellige steder og vores gastromiste horisont er blevet udvidet ekstremt. Selv K og vennerne dyrker madkulturen og prøver sig frem i Melbourne.  Her er så mange små cafeer og restauranter at der stort set aldrig er en lang kø og maden kommer hurtigt OG betjeningen er genial. Her arbejder folk med en glæde som udståler passion.

Når jeg selv skal lave mad foregår min indkøb i Coles eller Wollies (endnu en forkortelse). Standarden er på SuperBrugsen/Irma og prisen er Netto og jeg går aldrig galt i byen med hverken kød eller friske varer. Derimod har vi været uheldige med slagter kødet på Queen Vic market.

15726518_10211382306971612_4671327877632041775_n 15747382_10211382307571627_6768511858099864399_n

Når vi har “fri” står den på “surfertid”. Det er mest T’s tidsfordriv men jeg elsker at være med. Drømmen er vel at jeg på et eller andet tidspunkt også kommer op og stå på et af de hurtige usikre bræt. Det store StandUpSurfer bræt er mere min stil, det er stort og det går ikke så hurtigt. Det eneste der trykker på min selverkendelse er alle de mennesker der åbenbart syntes at jeg er meget underholdende. T er naturligvis lynhurtigt blevet super sej til både stabilitet og hurtighed, nu mangler vi bare at min tålmodighed og vestitulærsans indser at det er ok… K er også et naturtalentet og følger efter farmand spor, der er bare det lille problem at dyrelivet ikke er hendes bedste ven og hun er sikker på at hun er fiskefoder bare hun sætter fødderne i vandkanten. Dette glemmer hun dog når vi er i Torquay, vores absolutte yndling surfersted.

16105505_10211615959732785_6426431911234995362_n 16142920_10211615958012742_7241566510517748034_n 16473289_10211751991533495_4067146849721381984_n

I det seneste år har vi set eksotiske dyr der kun lever vildt her, vi har været til koncert med GunsNRoses og badet om vinteren. Vi har fået en bolig ved havet og lært en masse nye mennesker at kende, både dansker og indfødte. Vi har vandret i en regnskov og kørt flere gange på en af de smukkeste veje i verden, Great Ocean Road. Vi har oplevet operaen og Bondai Beach i Sydney. Vi har haft masser gæster, både forældre, datter og niecen og veninde fra Sverige. Vi har spist mad fra Malaysia, Indien, Australien, Italien og meget andet. Og vi har været i den svenske kirke, set de smukkeste solnedgange hver aften udenfor døren og den tragiske massakre i Bourke street. og så meget meget mere…

16602616_10211854912666459_4085385180591463517_n 16174883_10211688380983271_587117916498725947_n17757242_10212317820678870_5392655521977379863_np6110045

Med andre ord har vi måske sat rødder om ikke så dybe men vi er nok godt på vej.

Ja alle disse hverdags ting er med til at skabe vores hverdag udover arbejde og skole. Hverdagsting der giver os en masse kvalitets tid og opleveler som vi deler. Selvom det nok kun er en brøkdel af hvad vi bruger vores tid på. T rejser mere end nogensinde og når vi så er sammen gør vi alt sammen, Det er lige før at toiletbesøg er et fællesskab og kvalitets tid i vores familie.

Når man ligesom os har en drøm om at bo udenlands med alle de forventninger der følger med så er Australien et godt bud og selv om vi savner Danmark og store K enormt meget så er det et ok sted at tilbringe 3 år af vores liv. Hvis vi skal være helt ærlige så er 3 år måske nok en overdrivelse. Vi husker dette eventyr resten af livet og forhåbelig har vi givet K en gave og nogle fremtidsplaner som ingen kan tage fra hverken hende eller os.

De næste der venter os i den nærmeste fremtid er nogle drømme om rejser til bl.a. Fiji og Cairns, køreundervisning til den unge dame og en længe ventet tur til København og mange små ture i Victoria, vi skal bl.a. ud og se de kæmpe hvaler som i øjeblikket svømmer rundt i vores farevande med sine unger. Vi er blevet inviteret til børnefødselsdag og mon ikke der venter flere gastronomiske madoplevelser i dette land hvor velvære og samvær er vigtigere end hvad der står på vægten.

 

Knus fra Lenda

Kan man speeddate veninder?

img_3025

Onsdag morgen og en mail fra min bedste veninde plejer at være en god start. Det eneste der er et problem med denne veninde (M) er at hun er så fandens langt væk. Hun skriver om livet i Danmark og om savn.. Hendes mail rykker pludselig noget i mig som jeg ikke oplevet i de tidligere mails fra hende. Hun trykker på nogle knapper og jeg bliver mega ked af det. Det skal absolut forstå og læses som noget positiv da jeg virkelig havde brug for at få rykket ved nogle grænser nu. Lige nu føler jeg at jeg har noget at bevise, overfor mig selv. Bevise, at jeg kan finde en veninde.

For mig er en veninde en person, der altid er der og som jeg kan lette mit hjerte hos. Hun lytter altid med åbent hjerte og anerkender mig som menneske uanset hvad jeg gør. En veninde har, som nok det eneste menneske i verden lov til at være kritisk overfor mine handlinger og jeg modtager alt hun siger positiv. Hun er villig til at se mærkelige film i biografen med mig, film som ingen andre vil se om jeg så tilbød dem …. Gæt. Min veninde er unik og kan ikke erstattes, hun er den bedste i verden for mig <3 Jeg har ingen forventninger om at finde en ny M. Men måske kan jeg finde en i de 2 år vi har tilbage her i Australien.

img_0062

M’s mail får mig til at indse at nu går det ikke mere. Jeg må gøre en aktiv indsats for at få nogle nye venner. Jeg har verdens bedste veninde i Danmark og hun kan og skal IKKE erstattes men jeg kan ikke undvære de skønne tøse snakke mere. Samtaler som kun kvinder kan have om livet og alt det mænd ikke gider høre på. Det nemmeste ville da være at du, M kommer over til mig og vi kan forsætte som vi plejer, biografture, rødvinstirsdage og tusind af kilometers gåture på lille Amager. Men virkeligheden er bare den, at det kan ikke lade sig gøre. Så Lenda tag dig selv i kraven og find nogle veninder der kan give dig et gram af det M giver dig.. Sjovt som det pludselig gav mening at tale om mig selv i tredje person.. Men det giver måske et indblik i hvor skør man bliver af at ikke at have en veninde at snakke med.

nye-billeder-024

Nu er det på tide at blive en aktiv “veninde efterlyser”. Min strategi er at være åben og positiv, heldigvis ikke noget der er fremmet for mig. Jeg mener da selv at jeg er temmelig “likeable”.

Hvordan griber jeg så det an? Ja mit første bud er at skrive et opslag i Dansker grupperne på FB.. Jeg har prøvet det før i nogle svensker grupper men det gav ikke det store resultat,  jo vis jeg klarede og arrangerede det hele. Men nu er jeg ikke lige den mest sikre i denne city og jeg lagde nok ikke hele min sjæl i jagten på nye venner. Nu må vi prøve med danskerne og med sjælen i et opslag..

Godmorgen alle ☀️ måske er du min nye ven 😍

Et lille spørgsmål – sidder der mon nogle der ude, der ligesom mig savner selskab og ikke arbejder.
Jeg forslår at vi kunne mødes og gå en morgentur imens børnene og manden er på arbejde og i skole.
Jeg er 45 år og uddannet pædagog men er så heldig at jeg ikke skal arbejde i de tre år vi bor her. Men jeg savner selskab 😜👍 I Danmark er jeg positiv, snaksalig og altid glad. Her kæmper jeg lidt med ensomhed. Måske har du det som jeg.
Hvis du/I har lyst til at mødes til en frisk morgentur så forslår jeg at vi kan starte hos mig i Port Melbourne og gå mod St. Kilda. Næste gang kunne det være et andet sted..
Der er gode parkeringsmuligheder her og Tram 109 eller 1 kører direkte ud til kysten..

Skriv til mig, privat eller i kommentarfeltet. ❤️

Åh du milde.. Der gik så ikke særligt mange sekunder før den første kommentar trillede ind og jeg kan ikke få smillet ned til normale tilstande. Jeg elsker danske kvinder i Melbourne. Få timer efter mit opslag sidder jeg nu med en aftale med en kvinde fra Brighton og en kvinde (pædagog) i Mitchum og endnu en kvinde som jeg har en aftale med når hun kommer hjem fra besøg i Danmark OG Ja utroligt nok endnu en kvinder der forventer at komme til Melbourne i december…… Jeg er målløs over deres åbenhed og jeg har nu et socialt liv udover det i Danmark og det jeg har med T. Hvordan skal jeg nu nå og gøre rent, lave mad og vaske tøj… Puha jeg er så stresset, må nok ud og købe nyt tøj og og og.. Jeg elsker det 😉

Og så endnu en mere.. og så alle dem der bor for langt væk men man kan aldrig vide om jeg sætter mig i bilen og kører en tur på et par timer for en kop kaffe og lidt socialt samvær. Jeg er ikke alene og jeg er ikke den eneste der føler sig alene..

Det der er endnu bedre, som om det kan blive det så har jeg nu kontakt til en kvinde har kontakter indenfor frivilligt arbejde og hun har tilbudt at hjælpe mig indenfor disse vægge og naturligvis har jeg sagt JAAAA!! Det var jo det jeg drømte om inden vi rejste herover. 10 måneder på min flade røv som T ville have sagt det, er nok og jeg har nu sociale forpligtelser som jeg har tænkt at dyrke som om det var diamanter.. Jaja en af disse openmindede kvinder er oveni købet pædagog, så min faglighed kan få et skub og lidt gødning.

Tænk lige. Hvad en mail fra min dejlige savnede M kan føre til…

Jeg fornemmer en masse kaffedates i fremtiden og måske venner for livet. Jeg kan mærke at den forbandede ensomhed er ved at forsvinde. Der var engang nogle venner fra Dk der fortalte T og mig at det tager cirka 1 år inden man kan sige at man er faldet til ro og hverdagen bliver som der hjemme. Min hverdag bliver nok aldrig som der hjemme men jeg er da kommet ret tæt på nu…

Mærkelig verden vi lever i, tænk at 6 nye venner på facebook betyder så meget <3

Alle mine veninder, alle mine veninder……

Knus fra Lenda
Older posts