Tilbageblik – første år som gæster i Melbourne

15966087_10211516134757223_2468567931529913733_n

Nu er det snart ved at være et år side at vi tog skridtet og flyttede til Australien. Det er stadigt meget surrealistisk at vi rent faktisk sidder her og vi har stadig udfordringer med at falde på plads. Måske er det svært at forstå at vi ikke har plantet rødder efter er år men det tager åbenbart tid og måske kommer vi aldrig til det. Når vi møder nye mennesker, både dansker og indfødte så er kommentarerne altid – bare vent og se i kommer aldrig hjem igen. Men en ting er sikkert, vi kommer hjem igen. Vi er dansker, vi elsker Danmark og det vigtigste af alt – vi kan ikke undvære store K.

Den første tid har budt på mange oplevelser, både de gode og de mindre gode. Det har presset os som familie og personligt. Nok mest for mig, der har fået et mindre chok men også lært så meget om mig selv og mine begrænsninger og udviklingmuligheder. Når vi vælger at flytte skal det ikke sammenlignes med en ferie, det er på ingen måde et ferieophold med alt hvad det indebærer. Det er en hverdag der bare flytter på den anden side af jorden. En hverdag som indebærer regninger der skal betales, indkøb og skole. Derudover skal alt det praktiske ordnes, ting der gå i stykker, forsikringer, banken, bilen og alt det der følger med en sådan en. Alt skal lærer om igen, nogle systemer der desværre stadig er oldnordiske her. Jeg har stadig svært ved at forstå, at et samfund stadig kan fungere med faxen som det vigtigste kommunikationsmiddel. Til gengæld kan jeg med erfaring konstatere at sundhedsystemet fungere bedre og aldrig har jeg oplevet mennesker med større passion for sit arbejde og det er selv om alt bliver sendt på fax og jeg selv skal transportere røntgen billeder frem og tilbage. Jeg er p.t. ved at skrive et indlæg der kun omhandler sundhed-systemet så det kommer jeg ikke nærmere ind på her.

16174618_10211615958612757_606347753456435979_n

Hvad indebærer det så at plante rødder? Hvordan kan vi gøre det bedre? Rent faktisk aner vi det ikke men kan kun gøre det bedste vi evner. Vores hverdag kører som den bør, K går i skole og T passer sit arbejde i verden. Min hverdag består godt nok ikke af et arbejde på arbejdsmarkedet men jeg passer så til gengæld hus og hjem og agerer også privat chauffør for K som transporteres rundt sammen med vennerne. Jeg er moren der kører hele Melbourne rundt og sidder og venter på de unge, altid med glæde. Jeg går til møder med skolen og ordner det praktiske jeg kan finde ud af med min begrænsede engelske.

Sproget er endnu en ting vi og særligt jeg skal vænne os til. Det kan godt være at engelsk er en bagatel når vi har rejst meget og talte rimelig engelsk før vi ankom. Men når man ikke går på arbejde hver dag er det begrænset hvor meget det bliver brugt. T og K øver det hver dag de er på arbejde og i skole og har da også fået en smule aussiedialekt. K har nok mere end en smule, hun taler nærmest som en indfødt… Men får hulen det kan nogengange være svært og forstå den sindsyge dialekt de har her på øen og for slet ikke at tale om slang og forkortelser. Når vi så lægger dialekter fra bl.a. Indien og Kina oveni, så er jeg nogengange virkelig ude og skide. Det bliver dog bedre og bedre, mener jeg da selv.

På trods af at jeg elsker Danmark og Sverige og den fantastiske natur så er det ingenting mod hvad vi oplever her. Alt er bare mere ekstremt og større. Skoven er en regnskov med palmer og gumtrees højere end noget jeg set før. Her er bjerge, hav og storby på ganske få kilometer, næsten som i København (foruden bjerge det kan vi vist ikke prale med). Havet er fyldt med hajer, hvaler, et eksotisk dyreliv og desværre også forurening der er godt på vej at slå det hele ihjel. Skoven og bushen er fyldt med edderkopper, kænguruer, koalaer, dingoer og ufattelige meget mere. De sidste kænguruer vi så var 500 meter fra lufthavne, hvor de stod og spiste det noget forurenede lufthavnsgræs. Selv i vores nær område, få skridt fra havet er vi omringet af naturens smukke væsner, grønne og hvide papegøjer og de mindre smukke flagermus som er på størrelse med en stor måge og vi må ikke glemme de små pingviner der kommer ved solnedgang. Edderkopper har vi heldigvis ikke så mange af kun nogle små “housespiders”. Godt nok giftige men til at overleve og vi håber på at de aldrig invitere de større venner forbi. Her er så mange smukke steder at besøge og på trods at vi ikke har ligget på den lade side er der stadig masser at se endnu. Steder som giver os kuldegys og minder vi kommer til at huske resten af livet.

16864156_10211964161157603_9177669777693087915_n18157192_10212588727491371_5230449915950967917_n17308783_10212212510766188_7624175123430853710_n 17265222_10212163554622315_9081241249965223841_n 17553678_10212278442854449_554916463193047900_n

Maden er endnu en anderledes og kulturel oplevelse. Vi har aldrig nogensinde spist så meget ude som vi gør her. Kvaliteten er de fleste steder så godt som hjemmelavet og lidt mere hvis det skal sammenlignes med mine meget begrænsede kogekunster. Vi spiser på mange forkellige steder og vores gastromiste horisont er blevet udvidet ekstremt. Selv K og vennerne dyrker madkulturen og prøver sig frem i Melbourne.  Her er så mange små cafeer og restauranter at der stort set aldrig er en lang kø og maden kommer hurtigt OG betjeningen er genial. Her arbejder folk med en glæde som udståler passion.

Når jeg selv skal lave mad foregår min indkøb i Coles eller Wollies (endnu en forkortelse). Standarden er på SuperBrugsen/Irma og prisen er Netto og jeg går aldrig galt i byen med hverken kød eller friske varer. Derimod har vi været uheldige med slagter kødet på Queen Vic market.

15726518_10211382306971612_4671327877632041775_n 15747382_10211382307571627_6768511858099864399_n

Når vi har “fri” står den på “surfertid”. Det er mest T’s tidsfordriv men jeg elsker at være med. Drømmen er vel at jeg på et eller andet tidspunkt også kommer op og stå på et af de hurtige usikre bræt. Det store StandUpSurfer bræt er mere min stil, det er stort og det går ikke så hurtigt. Det eneste der trykker på min selverkendelse er alle de mennesker der åbenbart syntes at jeg er meget underholdende. T er naturligvis lynhurtigt blevet super sej til både stabilitet og hurtighed, nu mangler vi bare at min tålmodighed og vestitulærsans indser at det er ok… K er også et naturtalentet og følger efter farmand spor, der er bare det lille problem at dyrelivet ikke er hendes bedste ven og hun er sikker på at hun er fiskefoder bare hun sætter fødderne i vandkanten. Dette glemmer hun dog når vi er i Torquay, vores absolutte yndling surfersted.

16105505_10211615959732785_6426431911234995362_n 16142920_10211615958012742_7241566510517748034_n 16473289_10211751991533495_4067146849721381984_n

I det seneste år har vi set eksotiske dyr der kun lever vildt her, vi har været til koncert med GunsNRoses og badet om vinteren. Vi har fået en bolig ved havet og lært en masse nye mennesker at kende, både dansker og indfødte. Vi har vandret i en regnskov og kørt flere gange på en af de smukkeste veje i verden, Great Ocean Road. Vi har oplevet operaen og Bondai Beach i Sydney. Vi har haft masser gæster, både forældre, datter og niecen og veninde fra Sverige. Vi har spist mad fra Malaysia, Indien, Australien, Italien og meget andet. Og vi har været i den svenske kirke, set de smukkeste solnedgange hver aften udenfor døren og den tragiske massakre i Bourke street. og så meget meget mere…

16602616_10211854912666459_4085385180591463517_n 16174883_10211688380983271_587117916498725947_n17757242_10212317820678870_5392655521977379863_np6110045

Med andre ord har vi måske sat rødder om ikke så dybe men vi er nok godt på vej.

Ja alle disse hverdags ting er med til at skabe vores hverdag udover arbejde og skole. Hverdagsting der giver os en masse kvalitets tid og opleveler som vi deler. Selvom det nok kun er en brøkdel af hvad vi bruger vores tid på. T rejser mere end nogensinde og når vi så er sammen gør vi alt sammen, Det er lige før at toiletbesøg er et fællesskab og kvalitets tid i vores familie.

Når man ligesom os har en drøm om at bo udenlands med alle de forventninger der følger med så er Australien et godt bud og selv om vi savner Danmark og store K enormt meget så er det et ok sted at tilbringe 3 år af vores liv. Hvis vi skal være helt ærlige så er 3 år måske nok en overdrivelse. Vi husker dette eventyr resten af livet og forhåbelig har vi givet K en gave og nogle fremtidsplaner som ingen kan tage fra hverken hende eller os.

De næste der venter os i den nærmeste fremtid er nogle drømme om rejser til bl.a. Fiji og Cairns, køreundervisning til den unge dame og en længe ventet tur til København og mange små ture i Victoria, vi skal bl.a. ud og se de kæmpe hvaler som i øjeblikket svømmer rundt i vores farevande med sine unger. Vi er blevet inviteret til børnefødselsdag og mon ikke der venter flere gastronomiske madoplevelser i dette land hvor velvære og samvær er vigtigere end hvad der står på vægten.

 

Knus fra Lenda

Min fortolkning af en ægte Aussie….. og historien bag

abo

Jaa! Endelig er det tid til at skrive et indlæg om menneskerne i vores nye land og det bliver langt… Jeg elsker at fordybe mig i et emne som omhandler mennesker og de reflekterende øjeblikke det giver mig.

Hvem er Aussierne?  Det har snart taget mig et lille år at finde frem til hvem en vaskeægte Australier er og på trods af det så er jeg ikke sikker og lærer noget nyt om menneskerne hver dag.

For at forstå en Aussie har jeg valgt at se på deres historie som er ganske kort, eller er den endelig det? spørgsmålet er også hvem kan/bør kalde sig for Aussie. Er det englænderne der ankom Australien 1770 eller er det de indfødte som har boet på Australien i tusindevis af år – Aboriginere.

Med det menneske syn jeg nu er udstyret med så kan jeg ikke andet end vælge det svage parti og når jeg læser og snakker med folk er det altid aboriginere der fremstår som det svage led. Australiens historie er ikke ny i mine øjne. Det eneste der er nyt er englands indvadering af et allerede optaget land/kontinent.

Jeg syntes det er intressant, at Australiens timeline begynder med at Australien fik sit navn efter den spanske dronning – Margaret af Austria i starten af 1600 og at England i ca. 1770 gik i land i Sydney og erklærede Australien for Britisk og idag bliver det fejret på Australia Day. Derudover i 1901 får Australien sit eget flag, det samme vi ser idag. Lidt mere tragisk er at 1869 startede der en (jeg kalder det udrensning) fjernelse af aboriginal børn fra deres familier og dette forsatte i 100 år og bliver kaldt for – The stolen generation.

Australiens historie er jo rent faktisk mange tusind år gammel og hvis man læser lidt om kulturen så er den mega spændende og måske kan vi/verden lære noget af dem. Aboriginerne havde en livsfilosofi, at arbejde så lidt som muligt og det gav dem muligheden for at udvikle et rigt og komplex livstil med masser af sprog, spiritualitet og deres lov – The heart of which is connection to the land. Der bliver også historier der fortæller om at årsagen til deres korte arbejdsdage var at de var så effektive at der ikke var brug for flere arbejdstimerDe fyldte livet med venlighed overfor naturen og de tog kun det de havde brug for og de dræbte kun til eget behov. De søgte hele tiden ny viden og havde masser af “skills”. De havde ikke brug for at rejse udenfor grænserne da de levede i harmoni med de andre klaner, der var stort set ingen sygdomme da de var isolerede. Derimod kom englænderne med alle sygdommene og på ganske kort tid var klanantallet dramatisk nedsat på grund af bl.a. mæslinger og syfilis.

Vores første møde med en indfødt (fra den engelske del) var konsulenten Susan som var vores guide i 2 dage. Hendes arbejde var at introducere os for det australske samfund og hjælpe med at finde en bolig i en god skolezone. Kære Susan er et meget snak saligt menneske, nok det menneske i verden der kan snakke så meget at ørene bokstavlig stopper med at virke. Men en ting må man give hende, hun et varmt omsorgsfuld menneske som åbnede op for hele sin bagage og var vild med os.. Min tanke var helt klart at vis en Aussie kun var halvt så gæstfri og åben for nye bekendtskaber , ja så ville Australien eventyret blive “piece of cake”. Men men hvordan er så virkeligheden? Naturligvis havde vi nogen forventninger før vi landede på øen. – En Aussie er en outback type med en stor truck eller en tolder der finder mad i alle kufferter fra hele verden. Vi har da alle set det flyvende læger hvor folk bor i bushen og så var der ham Steve som elsker krokodiller, tja med andre ord ret begrænset viden.

Det første jeg som ny borger i et nyt samfund møder er mennesker i nærområdet, steder vi gør vores indkøb og K’s skole. Jeg er nok en ret genert type og kaster mig ikke ud i de dybe samtaler med nye mennesker og særligt ikke på et andet sprog. Sludder det er ikke hele sandheden, jeg ER et genert menneske og ville ønske at alle kunne læse det i panden på mig og invitere mig ind i deres fællesskaber. Men ligesom i Danmark sker det ikke…

Min opfattelse af den australske mand og kvinde er baseret på cirka 10.000 – How R ya going? og How R you? Cirka 1000 Have a nice one, love! og How R you, love? og  ufattelig mange Ga’day og et par Wanna pet my doggy? Og hver gang bliver disse spørgsmål afsluttede med Where U from? Holland?? Når de så får af vide at vi er dansker så kommer standard spørgsmålet – Do u know Mary, our Mary? Og så må jeg ikke glemme mit yndlings spørgsmål (not) What R U duing rest of the day? Tja! Jeg skal hjem og vaske mine sure sokker !!!! Det siger jeg naturligvis ikke men efter at have svaret på dette spørgsmål mange gange så skulle jeg måske svare med den kommentar, bare for at se ansigtsudtrykket. Måske er jeg lidt kedelig men det tør jeg ikke…

Umiddelbart virker det som et meget venligt folk og umiddelbart meget interesserede i mit velbefindende. Virkeligheden er desværre bare ikke længere. Med tanke på at de har meget stort interesse i hvordan jeg har det, hvad jeg skal bruge min dag på og hvor jeg er fra så er de absolut ikke interesserede i mere end det og det er selv og jeg meget gerne vil ae deres hunde. Nogen gange er jeg lidt i tvivl om det er en robot der står bag kassen eller folk på gaden og jeg er ganske sikker på at, 2 sekunder efter jeg svaret så er jeg glemt. Det mystiske med disse spørgsmål og kommentarer er at det er ALLE der spørg, uanset om jeg er i direkte kontakt med personen eller om jeg møder dem tilfældigt på vej ud med skraldet. Jeg kan ikke helt lure om det måske er det mest venlige folk i verden eller om det er en del af deres verbale robotkultur. Jeg vælger at tro på at de mener jeg ser venlig ud og er så imødekommende at vi hurtigt bliver private i vores kommunikation og de føler at de kan tiltale mig med- love og dear. Men vis nogen er i tvivl så er jeg kun T’s love og ikke “postdamens” love. Selvom det kan virke meget upersonligt, elsker jeg denne åbenhed og måde at kommunikere med fremmede på. jeg elsker at de ved første indtryk og første møde ikke dømmer mig eller andre, de kommunikere direkte til alle og jeg er sikker på at der går flere rundt som mig der bare får en bedre dag efter at en fremmede har talt til mig og kommenteret min dag.

Hvor filmen knækker for mig selv med mit nogen gange irriterede positive sind er, at en Aussie er absolut umulige at komme tættere på. Efter jeg svarer er der lukket, medmindre jeg er kvik og kommer med et kontra spørgsmål inden de er gået videre eller har sænket blikket ned i opmærksomhedstjæleren (mobillen). Her er min danske/svenske kulturgen stadig gemt bag de høje hække og persienner og jeg løber ikke efter og snakker videre. Det er nok ikke kun min medbragte kultur det er nok også en naturlig reaktion på en afvisende reaktion. Det kan ganske kort siges at en Aussie er super venlig og gæstfri indtil et vist punkt og det punkt kommer direkte efter du som den fremmede har svaret på:

How R U going?

–  I’m fin, how R you?  

– Good and bye….

au

Når jeg nu er blevet en del af samfundet, bliver jeg også genkendt på gaden. Frisøren vinker og damen i Coles ( aka SuperBrugsen) giver mig et lille blink og ekstra smil på vej ud af døren. Receptionisten på K’s skole kigger ikke underligt på mig når jeg kommer med mine mange spørgsmål, såsom Hvordan melder jeg K syg eller melder andet fravær, Hvorfor får jeg ikke en kode til forældreintra og kan K skifte sit electiv????? Nu er det bare som om hun ved at jeg kommer og har en stickynote eller svar klar til mig inden jeg træder ind af døren. Mærkeligt når jeg nu kommer med mit lille spørgsmål og endelig gerne vil sludre lidt med dig om din dag….. How are yu, love? Hahah det siger jeg altå ikke… Det er stadig lidt mærkeligt at møde et menneske med den sætning, det kommer jeg nok altid til at opleve som en form for robotkommunikation.

Vi har rejst fra et samfund hvor jeg med god samvittighed kan sige at servicen i danske og også de svenske butikker er ganske simpelt elendig. Det er yderst sjældent at møde en venligt menneske der vitterlig er glad for at se dig. Sælgergennet skinner med sit fravær og hvis jeg skulle tillade mig at købe noget eller endnu værre spørge om noget der ikke lige er i butikken, ja så bliver jeg meget ofte mødt at en kort monotomt svar. Jaja rolig nu, det er naturligvis ikke ALTID så’n men meget ofte. HA! Nu tror I ikke på mig men her i Melbourne er det ganske umuligt at sætte sin fod en millimeter indenfor en butik uden at blive overfaldet af smilende overenergiske medarbejder. De snakker, hjælper og spørg om alt. De smiler og griner så meget at jeg er sikker på noget i deres diet eller den luft de indånder. Til at starte med var det værre end at gå ned af en turistgade i Egypten og jeg kan garantere for at det er ikke en særlig behagelig oplevelse. Når jeg nu er vant til det, nyder jeg det virkelig. Jeg kan rent faktisk sige at jeg elsker at shoppe………….. Big surprice…….

Som I nok kan læse er min oplevelse af en “ægte” Aussie ganske blandet. Jeg kan konstatere at en Aussie er venlige og imødekommende men kun på hilse-niveau. De åbner ikke op for deres indre til nye borger og åbner absolut ikke hoveddøren. De er er en smule afvisende for andre kulturer og de fremmede, såsom kineser, italiener og folk med dialekt. Grunden til at Melbourne er et multikulturelt samfund er ikke Aussiernes gæstfrihed (husk det er min holdning). Årsagen er derimod fordi der er så mange fremmede kulturer samlet på samme sted. Fremmede som skaber deres egne samfund, hvilket vi ser når vi kører gennem denne gigantiske by. Jøderne, kineserne, italienerne og grækerne bor i egne samfund men når de bevæger sig rundt i byen er det en stor blanding af nationaliteter. Her i byen er der den største samling italiener og græker udenfor Italien og Grækenland og det siger lidt om hvor mange her bor. Spørgsmålet er så Hvem er Aussie? Kan en kineser være ægte Aussie?? Eller er en “ægte Aussie” Aborigineren eller den hvide mand der stammer fra Britania?  Det kan jeg ikke svare på, men for mig er det meget besynderligt, at de to desværre ikke lever i harmoni. Vi oplever at den hvide australier ser Aboriginerne som en belastning for samfundet. De er stigmatiserede som drukkenbolde, arbejdsløse og samfunds-nasser. Her i Melbourne ser vi ikke mange Aboriginer, de er sort set totalt fraværende og det er selv om der er cirka 33.000 i staten Victoria.

Uanset hvad – Er dette korte indlæg min holdning og er jeg ikke blevet klogere på hvem Aussierne er. Jeg føler mig dog stadig velkommen og ville ønske jeg kunne komme tættere på.

Knus fra Lenda

Et vidunderligt møde med en fremmede

 

Det er dagen før mit første møde med en ukendt kvinde jeg mødt op på facebook og jeg er skide nervøs. Så nervøs at min mave ikke har det særligt godt idag. Mine forventninger er næsten ikke-eksisterende da jeg dårligt nok kan huske hvordan det er at være sammen med andre mennesker. Jeg må flere gange fortælle mig selv at der ikke sker noget hvis hun ikke kan lide mig. Jeg har nu en fornemmelse af hvordan K havde det første dag i language-school og college.

Jaja! desperat kvinde….

venindr

Jeg er ikke desperat, derimod er jeg ude på at udfordre mig selv og mine egne grænser. Jeg har aldrig nogensinde søgt efter nogen form for relation på internettet og altid beundret mennesker der kaster sig ud i denne form for relations-dannelser. Jeg mangler og savner mine veninder og hvorfor så ikke prøve lykken på de sociale medier. Det har jeg så gjort og 2 (6) kvinder er hoppet i min fælde i første omgang. 2 meget forskellige kvinder med forskellige historier at fortælle.

Jeg er forberedt og har købt en gave til den lille 2 årige datter der følger med til mit første møde. Vejen til en mors hjerte er vel gennem det barn hun medbringer 🙂 Lille A skal have en bog som er helt genial til dialogisk oplæsning og en lyserød bamse. Mor er nemlig pædagog og jeg er sikker på at hun sætter pris på at jeg gjort mig nogen tanker om hvad lille A skulle have.

Hvad forventer jeg med dette møde? Ja jeg forventer at vi får en god sludder om livet i Australien og Danmark. Desuden forventer jeg at få svar på mange spørgsmål om livet her såsom hvordan finder vi en god læge som ikke koster en formue. Mr. Goggle er ikke min ven når det spørgsmål skal besvares. Endnu et spørgsmål er angående tandlæge besøg, særligt for K. Vi har desværre ingen rettigheder når vi er i landet på et Visa, dog med arbejdstilladelse og skolerettigheder. Spørgsmålene er mange og jeg har sikkert glemt det hele i morgen. Den vigtigste forventning jeg har er at vi hygger og jeg får mig en god voksensludder og måske er det første ud af mange besøg i Mitcham.

Hver gang jeg skal nogen steder i denne enorme by bliver jeg overrasket over hvor lang tid det tager at komme fra A til B. Køreturen som jeg forventede ville tage maks. 30 minutter tog over 1 time og det selvom vi bare er 30 kilometer fra hinanden. Men frem kom jeg og jeg møder en skøn varmhjertet kvinde, noget yngre end mig og lille skønne A. Jeg bliver modtaget med åbne arme og med det samme er samtalen igang om vores meget forskellige liv og bagage. Min nye bekendtskab har levet i Sydafrika og har en masse erfaring omkring det at være ny i et fremmede land. Vi er begge enige om at Aussier er meget venlige og snakkesalig men også på en meget overfladisk måde. – Hertil og ikke længere. Når jeg efterrationalisere så er vi dansker eller svensker nok ikke anderledes. Derudover er vi også meget enige om at de er totalt inkompetente når det gælder hus-byggeri, De boede i et totalt nyt rækkehus og der var intet der virkede. Den historie har vi hørt før…

Ganske kort tid efter jeg er ankommet, kommer der endnu en dansk kvinde med sin 3 årige dreng (F) og jeg bliver endnu engang modtaget med åbne arme. Vi får nogle skønne snakke om institutions livet i Australien og vores fælles erfaringer om “aussieværker”. En ting er sikkert at jeg skal ikke arbejde i en vuggestue efter det jeg hørt om hvordan de modtager børn og forældre her. Udover at det er vanvittig dyrt med daycare ($120/dag) Ja! så har forældrene åbenbart kun 2 dage til indkøring og det er ligemeget hvor meget tid de har og hvilket barn de kommer med. Efter en times introduction skal mor/far gå og må ikke komme tilbage før dagen er gået igen ligemeget hvilke behov barnet har.  Barskt når man slet ikke har lyst til at aflevere sit første og man er et lille barn der ikke forstå hvorfor mor/far går og hvorfor mor/far er utryg og usikker. Videre er det ikke en mulighed at aflevere sit barn mere end få timer om ugen. Her er der mange forældre der vælger, at blive hjemme med sine børn til de skal i skole og istedet deltage i diverse mødre/fædre grupper indtil børnene når skolealderen. Naturligvis er dette kun empari fra en familie og sikkert ikke hele billedet af institutions livet her. Familien havde dog prøvet to forskellige steder hvor de havde den samme opfattelse af indkøring. Det gjorde ondt i mit pædagog hjerte at familier som er i krise over at aflevere deres guld til fremmede mennesker skal opleve denne barske modtagelse. Det gør endnu mere ondt at tænke på at de små børn skal afleveres i en helt ny verden væk fra alt det trygge og kendte OG alt skal de kapere på få timer over to dage, hvis de er heldige.. Lille A’s mor som forøvrigt også er pædagog havde naturligvis spurt ind til hvad deres begrundelse var og hvordan de fagligt kunne forsvare denne modtagelse og svaret var – Det plejer vi at gøre og det virker. Barnet skal nok holde op med at græde med tiden og det er nemmere at lære barnet at kende når mor og far ikke er til stede. Halleluja for Jesper Juul og – Det kompetente barn, som blev afleveret i engelsk udgave til den pågældende institution…. Sej mor!

Videre snakker vi om savnet til dem i Danmark og om besøg, derhjemme. Samtaler om læger og lægebesøg kommer på banen og jeg får nogle fif og ideer om hvordan sundhedsystemet virker. Vi snakker om mændene og deres arbejde og har egentlig mange fælles oplevelser.

Åh sikke en dejlig dag med to skønne kvinder, lille A og skønne F. Skønt med en faglig snak igen og generelt en god snak på dansk. Jeg har nu fået en invitation op i bjergene og glæder mig allerede til jeg skal se disse skønne kvinder igen. Jeg nåede knapt nok at starte bilen førjeg fik en besked fra min nye bekendskab at jeg snart skulle komme igen ….. I LOVE IT!!

Det eneste jeg bare mangler nu er at T er hjemme og jeg kan fortælle ham om min dag og nye oplevelser.

Imorgen venter der endnu et nyt menneske og en sludder om livet i Elwood, glæder mig allerede og hvis det bare går halvt så godt som idag så er det en kæmpe succes.

Knus fra Lenda

Karoline og fagligheden

 

Karoline i vinteruniformen.

Karoline i vinteruniformen.

Klokken er 5 PM og jeg sidder ved spisebordet og skriver på et indlæg samtidigt med at jeg nyder et koldt glas hvidvin. Under mig kan jeg høre K og hendes søde veninde M. grine højlydt. De taler med tvillingerne over facetime. Lyden går lige gennem gulvet og jeg kan høre alt og de griner meget højlydt. Pludselig er de på vej ud af døren! – De skal lige over til Sophie og snakke med hende. Hvorfor er det relevant for mig at skrive denne start? Jo! Det er disse små episoder der er med til at skabe en normal hverdag og en følelse af at vi er hjemme og har en normal hverdag. En hverdag med venner som kun er en lille del af K’s nye hverdag i Australien. Skolen og fagligheden er en anden del af hendes liv som fylder ligeså meget.

En helt almindelig skoledag starter klokken 7.15 AM når min alarm ringer. Solen er oppe og de larmende papegøjer har allerede vækket mig. Når T er hjemme er han den første jeg vækker og derefter er det K’s tur til at vækkes af min blide vækning. K bliver liggende i sengen i 15 minutter og vågner op på en behagelig måde som absolut gør starten bedre for os alle.

Når K er klar med sine aleneritualer kommer hun op til mig, hvor jeg har lavet madpakken og sat morgenmaden på bordet. Sammen snakker vi om dagens fag, eventuelle tests og diverse alvorlige teenager problemer. Det hænder at hun tager sin mad og går ned på værelset og når hun vælger at blive et det ikke til de lange intense samtaler vi har, da K har arvet sin fars “ladmigværeommorgengennet”. Dette gen respektere jeg fuldt ud, om ikke andet for husfredens skyld. K er meget struktureret og har dagen før lavet en tjekliste som hun gennemgår punkt for punkt og det er med til at alle opgaverne bliver husket uden den irriterende mor der skal sige tingene tusind gange. Tandbørstning, pakning af diverse ting, tøj på, opladning af Macbook og Ipad m.m.

K tager turen til skolen efter hun fået sit goddagknus og et kys hvis jeg er heldig og 3 minutter senere er hun gået gennem porten og klar til en ny dag men vennerne. Skolendagen på Albert Park College starter med at porten åbner klokken 8.30 AM og lukker igen klokken 9.00 AM. Alle elever skal være på skolen 8.50 og stå klar ved sine pladser klokken 9.00 AM uden forsinkelser. Porten er en fysisk port der åbner og lukker til møde og “gåhjem” tiderne. Hvilket er ens hver  dag 8.50 AM – 3.10 PM. Skulle eleverne komme forsent SKAL de gå gennem receptionen og bliver hermed noteret. Skulle der være en årsag til at en elev skal gå tidligere eller bevæger sig udenfor området bliver dette også noteret. For elevernes sikkerhed…

17264531_10212163553742293_7530257798739466719_n

Karoline viser mormor & bedstefar porten.

Alle elever i Australien skal hver dag bære en skoleuniform som er unik for den specifikke skole. Skoleuniformen er en velsignet lettelse for os forældre og gør morgenen så meget nemmere. Den fulde skoleuniform skal bæres til og fra skolen og hele dagen. I følge skolen er årsagen til uniformen, at samfundet skal vide hvor eleverne hører hjemme og desuden en reklame for skolen. K mener at uniformen er en fratagelse af de unges muligheder for, at udvise personlighed og selvstændighed, alligevel er det ikke noget hun klager specielt meget over.

15541280_10211264321022037_8523410410805968240_n

Pigerne fra Glen Eira language school. (Sep. 2016)

 

Vennerene fra Albert Park College (Maj 2017)

Vennerne fra Albert Park College (Maj 2017)

Til at starte med havde jeg også mine betænkeligheden med denne uniform da det sætter nogle familier i vanskeligheder, bland andet religion. Det er jo ikke alle børn der må gå rundt med bare ben eller meget korte sommerkjoler. Det løser de dog med strømpebukser og muligheden for pigerne at gå i drengeuniformen ( dvs. bukser). De mere religiøse skoler, jødiske og katolske har længere kjoler og strømperne skal trækkes op over knæene.

Det skal lige siges jeg ved ikke om drengene må bære pigernes uniform 😉  Skoletaskerne er alle ens og selv idrætstøjet er det samme, uanset om du er dreng eller pige. Det kan synes meget upersonligt og giver jo ikke meget plads til at udtrykke sig MEN jeg er ekstremt imponeret over de unges kreativitet og evne til at vride disse regler. Selvom skolen har taget sine forholdsregler og tilføjet en lille ekstra paragraf om at de ikke må bære ekstreme smykker herunder piercinger og ekstrem hårfarve. Ja hvad gør man så? K har sine bud – Frisuren kan variere dag for dag, diskrete smykker og øreringe og personligheden. K har luret at det kan lade sig gøre at være anderledes ved at opføre sig anderledes (mere smilende og positiv overfor alt der bliver budt dem) og være venner med alle uanset hvem og hvor man kommer fra. Det er virkelig ikke nemt da selv hårbånd skal have en specifik farve og makeup er NO Go. Her hjælper det lidt, at det er moderne med “nude” farver..

Endnu en lille udfordring med uniformen er, at det er vanvittig dyrt og dette sætter sine begrænsninger for nogle børn og unge i vores samfund. Selvom vi har råd til det, er ikke alle forældre der har råd til at købe eller skifte uniformen ud når den er slidt eller gået i stykker. De unge oplever desværre en negativ opmærksomhed når den lyseblå skjorte ikke er lyseblå mere og der er huller i alle strømperne. – Der skal ikke være nogen tvivl om at selvom jeg havde mine betænkeligheder med uniformen er jeg generelt super glad for den og tænk lige over hvor lang tid de unge bruger på at finde nyt smart tøj hver eneste morgen. Her er der ingen diskussion, beslutningen er taget.  Sommeruniformen i term 1 & 4 og vinteruniformen i term 2 & 3. Vi har dog hørt rygter om at der er en dag om året hvor alle må have sit almindelig tøj på. Nok om Albert Park uniformen !

16388267_10211751991813502_1927322969329907783_n

Det øjeblik K går gennem porten møder hun en verden med venner og undervisere som alle har deres unikke måde at være på og undervise. Venner, faglighed, lektier, krav, alvor og alt nyt og anderledes. En verden hvor alt foregår på engelsk og K gør sit absolut bedste for at gøre alle tilfredse, inklusive sig selv. K har et mål om at få så meget ud af skolelivet som muligt og lære så meget der muligt. Hun bliver sammenlignet og vurderet  med elever der har gået i engelsk skole i 8 år. De får karaktær i alt og alt de gør bliver vurderet efter skalaer og hun bliver lagt i diagramaer. Fagligheden er skyhøj og et af målene på Albert Park er at skabe selvstændige og selvtænkende unge mennesker. Dette ser vi i alle dialoger og debatter de skal gennem og diverse præsentationer hvor eleverne står alene foran klassen. I bland andet Filosofi er det en fast rutine at alle elever afslutter timen med at tage styringen og sammen igangsætte en debat omkring dagens timer og emner. Underviseren sætter sig selv fysisk i baggrunden og hendes eneste rolle er at observere. Her bliver der ikke taget hensyn til at man er ny og usikker. Usikkerheden forsvinder ikke ved at sidde bageste i et hjørne og ikke deltage. Eleverne skal være lyttende og udvise respekt for hinanden. Derudover bliver det ikke taget hensyn til venner og tryghed. Det er ofte, at elever bliver sat i grupper hvor de ikke normalt bevæger sig og årsagen til det er at støtte dem til fremtiden og voksenlivet og lære dem at ikke altid have et sikkerhedsnet.

K’s karaktær ligger forståeligt nok ikke i toppen af skalaen og selvom hun til tider kan være meget skuffet over resultatet er vi pavestolte af hende og er meget bevidste om de udfordringer hun gennemgår hver dag. Vi ved at hun ikke kender bland andet Harvard-metoden og alle de engelske matematiske betegnelser. Vi ved K har sprunget 1 år over og matematikken er på et 10 klasse – gymnasieniveau (ifølge dansk standard) Vi ved at sproget er en udfordring og det er meget begrænset hvad engelsktimen i Danmark gav. Vi ved også at K gør sit bedste og rykker ved sine grænser hele tiden. Hun går ind i nye opgaver og udfordringer med åbnet sind og får nogen gange knubs, men rejser sig igen og børster negativitetene af sig. Negativitet som forsvinder langt væk når der kommer øjeblikke af ren og skær sejhed, såsom at vinde en debat omkring hajerne i vores farevande.

Jeg kritisere ikke det danske skolesystem men har bare oplevet at det kan gøres anderledes og måske er vi bare heldige at det australske skole system passer vores barn bedre. Bland andet er inklusion er naturlig del af undervisningen og individualitet er er et kodeord i al deres undervisning. Jeg aner ikke hvordan de gør det men jeg kan kun konstatere at det virker for K. I mine øjne ser de det enkelte barns styrker og fokusere ikke så meget på udfordringerne. Lige meget hvad de gør så er det lykkes dem at få min meget generte datter til at hver uge stå foran sin klasse os præsentere et emne hun tror på, på engelsk. Det kalder jeg selvtillid med en ordentlig potion selvværd oveni.

Forstil jer at gennemgå dette hver dag og samtidigt kæmpe for at blive anerkendt af venner og skabe relationer udenfor skolelivet…

 

Knus fra Lenda

Kan man speeddate veninder?

img_3025

Onsdag morgen og en mail fra min bedste veninde plejer at være en god start. Det eneste der er et problem med denne veninde (M) er at hun er så fandens langt væk. Hun skriver om livet i Danmark og om savn.. Hendes mail rykker pludselig noget i mig som jeg ikke oplevet i de tidligere mails fra hende. Hun trykker på nogle knapper og jeg bliver mega ked af det. Det skal absolut forstå og læses som noget positiv da jeg virkelig havde brug for at få rykket ved nogle grænser nu. Lige nu føler jeg at jeg har noget at bevise, overfor mig selv. Bevise, at jeg kan finde en veninde.

For mig er en veninde en person, der altid er der og som jeg kan lette mit hjerte hos. Hun lytter altid med åbent hjerte og anerkender mig som menneske uanset hvad jeg gør. En veninde har, som nok det eneste menneske i verden lov til at være kritisk overfor mine handlinger og jeg modtager alt hun siger positiv. Hun er villig til at se mærkelige film i biografen med mig, film som ingen andre vil se om jeg så tilbød dem …. Gæt. Min veninde er unik og kan ikke erstattes, hun er den bedste i verden for mig <3 Jeg har ingen forventninger om at finde en ny M. Men måske kan jeg finde en i de 2 år vi har tilbage her i Australien.

img_0062

M’s mail får mig til at indse at nu går det ikke mere. Jeg må gøre en aktiv indsats for at få nogle nye venner. Jeg har verdens bedste veninde i Danmark og hun kan og skal IKKE erstattes men jeg kan ikke undvære de skønne tøse snakke mere. Samtaler som kun kvinder kan have om livet og alt det mænd ikke gider høre på. Det nemmeste ville da være at du, M kommer over til mig og vi kan forsætte som vi plejer, biografture, rødvinstirsdage og tusind af kilometers gåture på lille Amager. Men virkeligheden er bare den, at det kan ikke lade sig gøre. Så Lenda tag dig selv i kraven og find nogle veninder der kan give dig et gram af det M giver dig.. Sjovt som det pludselig gav mening at tale om mig selv i tredje person.. Men det giver måske et indblik i hvor skør man bliver af at ikke at have en veninde at snakke med.

nye-billeder-024

Nu er det på tide at blive en aktiv “veninde efterlyser”. Min strategi er at være åben og positiv, heldigvis ikke noget der er fremmet for mig. Jeg mener da selv at jeg er temmelig “likeable”.

Hvordan griber jeg så det an? Ja mit første bud er at skrive et opslag i Dansker grupperne på FB.. Jeg har prøvet det før i nogle svensker grupper men det gav ikke det store resultat,  jo vis jeg klarede og arrangerede det hele. Men nu er jeg ikke lige den mest sikre i denne city og jeg lagde nok ikke hele min sjæl i jagten på nye venner. Nu må vi prøve med danskerne og med sjælen i et opslag..

Godmorgen alle ☀️ måske er du min nye ven 😍

Et lille spørgsmål – sidder der mon nogle der ude, der ligesom mig savner selskab og ikke arbejder.
Jeg forslår at vi kunne mødes og gå en morgentur imens børnene og manden er på arbejde og i skole.
Jeg er 45 år og uddannet pædagog men er så heldig at jeg ikke skal arbejde i de tre år vi bor her. Men jeg savner selskab 😜👍 I Danmark er jeg positiv, snaksalig og altid glad. Her kæmper jeg lidt med ensomhed. Måske har du det som jeg.
Hvis du/I har lyst til at mødes til en frisk morgentur så forslår jeg at vi kan starte hos mig i Port Melbourne og gå mod St. Kilda. Næste gang kunne det være et andet sted..
Der er gode parkeringsmuligheder her og Tram 109 eller 1 kører direkte ud til kysten..

Skriv til mig, privat eller i kommentarfeltet. ❤️

Åh du milde.. Der gik så ikke særligt mange sekunder før den første kommentar trillede ind og jeg kan ikke få smillet ned til normale tilstande. Jeg elsker danske kvinder i Melbourne. Få timer efter mit opslag sidder jeg nu med en aftale med en kvinde fra Brighton og en kvinde (pædagog) i Mitchum og endnu en kvinde som jeg har en aftale med når hun kommer hjem fra besøg i Danmark OG Ja utroligt nok endnu en kvinder der forventer at komme til Melbourne i december…… Jeg er målløs over deres åbenhed og jeg har nu et socialt liv udover det i Danmark og det jeg har med T. Hvordan skal jeg nu nå og gøre rent, lave mad og vaske tøj… Puha jeg er så stresset, må nok ud og købe nyt tøj og og og.. Jeg elsker det 😉

Og så endnu en mere.. og så alle dem der bor for langt væk men man kan aldrig vide om jeg sætter mig i bilen og kører en tur på et par timer for en kop kaffe og lidt socialt samvær. Jeg er ikke alene og jeg er ikke den eneste der føler sig alene..

Det der er endnu bedre, som om det kan blive det så har jeg nu kontakt til en kvinde har kontakter indenfor frivilligt arbejde og hun har tilbudt at hjælpe mig indenfor disse vægge og naturligvis har jeg sagt JAAAA!! Det var jo det jeg drømte om inden vi rejste herover. 10 måneder på min flade røv som T ville have sagt det, er nok og jeg har nu sociale forpligtelser som jeg har tænkt at dyrke som om det var diamanter.. Jaja en af disse openmindede kvinder er oveni købet pædagog, så min faglighed kan få et skub og lidt gødning.

Tænk lige. Hvad en mail fra min dejlige savnede M kan føre til…

Jeg fornemmer en masse kaffedates i fremtiden og måske venner for livet. Jeg kan mærke at den forbandede ensomhed er ved at forsvinde. Der var engang nogle venner fra Dk der fortalte T og mig at det tager cirka 1 år inden man kan sige at man er faldet til ro og hverdagen bliver som der hjemme. Min hverdag bliver nok aldrig som der hjemme men jeg er da kommet ret tæt på nu…

Mærkelig verden vi lever i, tænk at 6 nye venner på facebook betyder så meget <3

Alle mine veninder, alle mine veninder……

Knus fra Lenda