Verdens bedste facebookgruppe og kvinderne

Sikke en glæde der er i dk i disse dage. Ikke nok med solen skinner, så er de sociale medier fyldt med livsbekræftende billeder af studenter, dimessionsfester og mange dejlige opslag fra stolte forældre. Alle er med uanset karakter, køn, alder og mange andre forskelligeheder. Alle med det til fælles – stolthed for vores børn.

Her I Australien er der meget der er på hovedet og en af “tingene” er, tidspunktet for skoleafslutning og sommer/vinter ferier m.m og vi ikke i en periode med afslutning og sommerfester. Vi er midt i et skoleår… En prøveeksamen er netop afsluttet og vi fryser p.g.a. vinterkulden.

(Misforstå mig nu ikke, vi er mega glade på jeres vejne og nyder virkelig at se og læse alt der sker der hjemme i Danmark.)

Men

Jeg har en datter der kigger med og selvom hun er megaglad på sine danske venners vejne så gør det alligevel lidt ondt og min tvivl bliver sat på prøve. Jeg kan ikke gøre andet end at anerkende hendes følelser, snakke/kramme og prøve at få hende til at se det positive i hendes liv og valg.

I min fortvivelse valgte jeg at skrive et oplæg om emnet i en af de mange facebook grupper jeg efterhånden er medlem af. Grupper hvor vi alle er kvinder og kvinder der bor rundt omkring i verden. En ting er sikkert, det fortryder jeg ikke. Det er så vildt,  at opleve et fælleskab hvor der ALTID er en god tone og hvor mottoet er – Har du ikke noget godt og sige så kommentere ikke! Alle emner der relatere til det, at bo undelands bliver debatteret. Jeg er ikke særligt aktiv i disse grupper men læser meget og nikker ofte anerkendende i stilhed. Nu blev det dog tid til at jeg blev en aktiv deltager og jeg valgte at lette mit hjerte ang. min elskede teenager og de udfordringer der ikke var til at forudse inden vi tog springet og sikke en respons jeg fik. Så vildt fantastisk at jeg må dele det med jer…

(Jeg har ikke nogle navne med, men for at give jer et indblik i hvor stor denne gruppe er skriver jeg landet)

Først får I en meget kort version af min oplæg –

Kære alle kvinder ude i verden
Jeg har noget på hjertet ang. teenager med udenlands.

Kort fortalt – vi en familie på 4, mor, far og to døtre. Vores ældste bor i dk og lillesøster er med i Australien. Begge piger bor hvor de ønsker og havde det ikke været tilfældet så var vores liv anderledes. 

Vi flyttede i 2016 og skal hjem igen 2019. Vi nyder livet i skønne Melbourne og bor ved havet i et townhouse, har nye venner og skal snart på andet besøg i dk. Vores yngste datter nyder livet med nye venner og går på en fantastisk skole i 10 klasse med passionerede/opmærksomme underviser og hun går modsat tiden i dk glædeligt i skole.

MEN medaljen har alligevel en bagside –
Denne gang er det ikke mig der sidder i en lille båd i stormvejr, det er min elskede datter.
På trods af at hun ikke fortryder og elsker livet i Australien så er det alligevel hårdt følelsesmæssigt for hende at se det positive lige nu. Alle hendes “gamle” venner, klassekammerater og deres forældre bombardere p.t de sociale medier med billeder fra sidste skoledag og dimessionsfester.. sikke en lykke og som det omsorgsfulde menneske hun er så glædes hun på deres vejne men jeg kan mærke hun græder indvendigt. Hun er jo ikke med…
De skønne venner sender hende “snaps” og masser af billeder så hun kan føle hun er med og påtrods af denne fantastiske tanke så gør det sagen værre for min datter. Heldigvis taler vi meget om det og jeg prøver at få hende til at se de mange positive ting HUN oplever her som de ikke gør. Jeg anerkender samtidigt hendes triste følelser, for jeg kan virkelig godt forstå hende…
Vi havde samme tur da alle blev konfirmeret for et år siden og selvom vi gav hende en gigantisk fest inden vi forlod landet så er det bare ikke det samme, følelsen af fælleskab mangler ligesom.
Hvis der var noget der havde fortalt mig om dette dilemma før vi flyttede så ved jeg ikke om jeg kunne gøre det anderledes, alle var og er enige om at vi gjorde det rigtige men alligevel.
Den værste følelse i verden er mine børns tristhed og jeg ville gøre alt der står i min magt for at fjerne den. Men som det positive menneske jeg nu er så er jeg også overbevist om at de vokser af det og bliver på sigt bedre til at håndtere den slags tristhed som nu engang sker i livet… Håber jeg i det mindste på 

Tak for at I læste med og ha det skønt der ude i verden. 

Den respons jeg fik fra kvinder i hele verden er så overvældende at jeg endte med at føle en lykkerus og delte naturligvis det hele med K.

(New York) – Åh din opdatering rammer mig. Jeg sidder og tænker, at det er mig i disse dage… jeg er dog en voksen kvinde, men jeg tror at følelserne er de samme. I mit tilfælde er det dog ikke sidste skole dag der trykker. Men den danske sommer og sommerferie i DK. Nok fordi den i år, er helt fantastisk. Jeg bor selv et sted hvor vi har sommer og varme. Men det er bare ikke det samme. Det er både små og store ting, der som udenlandsdansker kan vække specielle følelser. Og jeg tror, at selv om din datter godt ved, at hun får så meget andet der hvor i bor. Så meget andet som hendes veninder ikke får. Så er det stadig et savn og en sorg. Og det skal du anerkende. Anerkend at hun har det svært og støt hende det bedste du kan. Og stol på at du viser hende det bedste livet har at byde påDin datter lyder som en stærk pige.

(Belgien) – Jeg er din datter. Selv 1000 gode ord ville ikke kunne hjælpe mig. Jeg er trist og ked af ikke at være i Danmark. Den følelse af sorg kan være ganske overskyggende og kan ikke hverken deles eller heles. Jeg er desværre tvunget til at bo i udlandet mange år endnu grundet børn og skilsmisse. Jeg har desværre ikke nogle gode råd. Sociale medier gør verden mindre og alting lidt sværere. Kram, tal og lyt. Og overvej muligheden for, om hun kan tage hjem lidt?

(Tyskland) –  Din datter har de vigtigste mennesker hos sig- jer. Jeg er sikker på, at jeres rejse vil give hende noget erfaring som hun ikke ville have været foruden, når hun kigger tilbage om 5-10-15 år. Ta’ det roligt, ingen overreaktion og bliv ved med at snakke om de positive ting. Det ville sikkert være godt med afskærmning fra de indputs vennerne fra DK kommer med, men kunne forestille mig, at det næsten er umuligt at overbevise en 15 årig om. Det skal nok gå. 

(Skotland) – Sikke mange dejlige svar. Jeg rejste selv fra Danmark som 19-årig (nu 51) og føler også det savn og den splittelse man får. Men jeg har haft mange gode oplevelser og er nu så heldig at bo i Skotland hvor man kan komme hjem på 1,5 time så jeg prioriterer at være hjemme på besøg 3-4 gange om året. Især nu hvor mine forældre er lidt oppe i årene selvom de stadig er ved godt helbred. Da jeg rejste hjemmefra var der ikke noget e-mail eller social media og jeg sad langt væk i Californien. Det var svært til tider men jeg havde jo selv valgt det og mødte mange søde livslange venner. Jeg håber din datter kan komme ovenpå og nyde den tid I har i Australien, jeg kender mange som ikke turde rejse ud og siden har fortrudt det. Knus og kram til dig og din datter

(California) – Hvor er dit indslag relevant og hvor jeg kender dine følelser… Vi har boet ude i 12 år, siden vores datter var 8 år og hvad jeg tænkt ud i fremtiden og set de udfordringer der ville komme, er jeg ikke sikker på, at jeg havde springet. MEN vi giver vores børn så mange gaver i form af sprog, indsigt i andre kulturer og et international mindset, at det må opveje de afsavn der er. Jeg tror det vigtigste er, at vi elsker vores børn og støtter dem i deres beslutninger selv om vi måske ikke altid er enige. Jeg er sikker på, at når din datter bliver ældre og ser tilbage vil du kun huske de positive ting ved at bo ude. 

En lille del af de enormt mange positive beskeder jeg fik i verdens bedste facebook gruppe. En gruppe hvor fælleskab og anerkendelse er kodeordet og kvinder når de er som bedst – ingen negativitet, vi er forskellige og det er ok! Vi har alle det tilfælles, vi er dansker!

Kram

Healthy body and healthy earth

Nu er det tid til et sidespring fra mine sædvanlige indlæg der ellers fylder i min hverdag. Der er dog også andre ting der optager mig…

Alle dage (stort set) er jeg ude og gå en morgentur. Grundet dårlig vejr har jeg ikke valgt at gå en tur på stranden i lang tid. Det er jo trods alt vinter og meget koldt for tiden. Men idag på trods af +4 grader er det alligevel mit valg. (Skrevet for et par dage siden)

Stranden hvor jeg allerede har mange skønne minder og oplevelser, gåture alene og med mennesker jeg elsker og kajakture. Jeg har badet, svømmet og bare siddet og reflekteret over livet.

Ligeså snart jeg træder udenfor og er nede på stranden kan jeg mærke kulden på kinderne og der er en skøn duft af nyslået græs. Solen skinner skarpt og på trods af solbriller og kasket kan jeg ikke kigge direkt ind imod byens skyskraber, solen er simpelhen for stærk.

Vildt og tænke på at jeg bor i en by med 4,8 millioner mennesker og her går jeg helt alene på en af de smukkeste strande. Her er så stille kun afbrudt af en enkelt lastbil der kører cirka 100 meter fra mig og havet.

Det er en oplevelse for at mine sanser – synet, duften og lydene når vandet stille rammer standkanten og mågerne de flirter med hinanden. De milde, kolde vind på mine kinder og solen der varmer mere og mere for hver skridt jeg tager. Bedre terapi findes ikke og der er intet der kan ødelægge den følelse jeg oplever lige nu.

Men

Det er der altså alligevel. Selvom vi bor i relativt ren by med dertil rene strande (med tanke på hvor mange mennesker der bor her og hvor mange skibe der ankommer fra alle verdens hjørner) så bliver jeg nedslået af hvor meget plastik og glasskår der ligger på stranden. Kamufleret mellem alle muslingeskaller og naturlige materialer ligger der ufatteligt meget lort som bare ikke hører hjemme der. Møj der hører hjemme i en skaraldespand og som kan genbruges. Selvom vi er gennemtæskede med informationer angående hvor skadeligt plastik og andet skrald er for os mennesker og vores natur så bliver der ved med at skylde skrald op på stranden og jeg går trods alt på en strand der er renere end mange andre steder på jorden.

Vi er blevet informerede om at vi ikke spiser fisk uden at også spise store mængder af plastik materialer. Vi sender glædeligt vores dyr og børn på stranden med bare tæer. Hver gang med en risiko for at de vender tilbage med dybe rifter på grund af glas, kapsler eller andet skarpt. Dagligt, hver morgen kører en traktor og rydder op efter os mennekser og alligevel…. Der mest mærkelige er, skulle der ligge en hundelort så hidser vi os op – sikke svineri! OG hvad sker der lige for mennekser der samler hundelorte op for at efterfølgende smide plastikposer på jorden! Har ingen kommentar for hvor dumt det er….

Hvornår vågner vi op? (Jeg ved godt at det ikke er alle men alligevel)

Hvad skal der til for at vi indser hvad vi alle gør ved vores verden? (Det er jo ikke kun på stranden der ligger skrald)

Hvorfor er det at vi er blevet så dovne at vi ikke kan tage vores eget skrald med hjem eller til den nærmeste skraldespand?

De fleste af os bor i et samfund hvor skraldespanden står overalt. Vi har genbrugsspande/pladser både på matriklen eller tæt på hjemmet. Vi har mennesker ansat til at rydde op efter os, både med maskiner og stærke hænder. Men alligevel er det ikke godt nok, åbenbart!

Jeg kender ikke svaret på verdens problem men har besluttet at jeg vil gøre mit for at jeg, mine børn eller mine fremtidige børnebørn måske en dag vil nyde en stranddag uden at de skal dele den med skrald… uden at de skal sætte livet på spil når de bader i vores have…

Jeg samler alle glasskår op jeg ser på min vej langs standen og næste gang vil jeg gøre det samme… Ja! jeg fik beskidte hænder men det er ikke være end at jeg kan vaske dem i (rent vand) når jeg kommer hjem igen.

Jeg vil altid samle mit eget skrald op og aldrig smide noget unedbrydeligt på jorden. En jord som vi skal leve længe på endnu…

Nå men et lille sidespring som jeg måtte ud med.

Uden at være opmærksom på det har jeg gået en hel del kilometer på den smukkeste strand. En oplevelse jeg delte med få mennesker, et par måger, en enkelt hund og tankerne. Våde fødder eller ej, en skøn tur for sanserne og tankerne.

Tanker om de “fodspor” vi efterlader!

Tak fordi i lyttede og måske har jeg påvirket nogle til at samle sit eget eller andres skrald op næste gang I går en tur på stranden eller andre smukke steder som bare er smukkere uden plastik eller glasskår….

 

Kram

Snydedagen – Hvem snyder jeg ?

Mandag morgen og der er intet så godt som at starte en ny med en rask gåtur gennem Port Melbourne smukke omgivelser, kommer nok til at savne dette når vi vender hjem til Danmark.

Nå men tilbage til projektet – Sukkergrisen og den kolde tyrker! Det er sjovt og vende tilbage til starten og de tanker jeg havde dengang. Tanker som var starten på et projekt som virkelig har udviklet sig. Mine indlæg er ikke kun tiltænkt som inspiration og motivation men også med til at fastholde og styre mine nogengange lidt sindsyge ideer.

Men en ting er sikkert – jeg lærer noget hver dag!

Den seneste erfaring jeg gjort mig er at snydedagen, forkælesesdagen eller som jeg sidst kaldte det, min sweetday ikke fungerer så godt som ellers var hensigten. Mit udgangspunkt var at denne dag skulle være en form for belønning efter en uges “kamp” mod kiloerne. Det skulle være en dag hvor jeg fik lov til at spise hvad jeg ville og hvad jeg ønskede. Ingen form for regler eller tanker på mit projekt. Mit problem var og er bare det at jeg kunne ikke stoppe med at tænke og fokusere på denne dag. Dagen kom til at fylde hele ugen. Hvad skal vi have af lækkerier? hvad har jeg lyst til? Sukker, is, flødekartofler, guf borede sig fast i mine tanker allerede dagen efter snydedagen.

Fokus!!!

Med tiden er en af min vigtigste læringer – at der er tankerne der styrer min lyst til de søde og usunde sager. Altså – jo mere jeg tænker på småkager, kartofler eller flødesovsen, jo mere får jeg lyst til det og gør dermed livet så meget sværere for mig selv.

Derfor har jeg nu taget den beslutning at droppe snydedagen og dermed håber jeg på at fokussen ændrer sig til det der er vigtigt.

Hvad gør jeg så istedet for?

Vores fredagsslik

Jeg er for længe siden kommet til den konklusion at jeg ikke kan undvære det der ikke altid er så godt for mig. Jeg ønsker stadig at nyde en cocktail en varm dag eller spise en is sammen med min mor… jeg ønsker stadig at T invitere ud på middag m.m.

Derfor vil jeg fra denne skønne dag leve efter mine nye og klogere principper.

Min krop har ikke brug for det usunde hver dag eller hver uge, måske skal min konklusion ændres og i takt med de gode resultater håber jeg at trængen og lysten forsvinder helt.

Snydedagen eksistere ikke mere men jeg vil derimod tillade mig med lidt mere frugt, lækker frugt i hverdagen hvilket jeg har fornægtet mig selv. Der skal stadig ikke fylde særligt meget, men jeg er af den overbevisning at ex. 4 søde jordbær eller 1 kiwi kan være med til holde trængen nede. Jeg vil også tillade mig et styk brød når lysten bliver ulidelig, forskellen er bare den at det ikke skal ske hver dag eller for den sag skyld hver uge. Når jeg bliver inviteret ud og spise af manden hvor kartofler er på menuen, vil jeg fremover spise det men igen, ikke hver dag eller hver uge.

Denne nye beslutning kræver en enorm viljestyrke og da jeg ved at det hele handler om en ændring at mine vaner og tanker, en livsstilsændring så finder jeg langsomt frem til det der fungerer for mig.

Jeg er derfor begyndt at fokusere på – dag til dag og når jeg føler en træng til forkæle mig selv er det ikke det usunde der skal bruges penge på. Det er da noget “federe” at købe et par lækre sko istedet for eller et par bukser i en mindre størrelse. Det varer trods alt noget længere og nydelsen er bare bedre for mig og min krop og er det cocktailen der ikke forsvinder fra mine tanker – ja så er det ok (men husk! Ikke altid)

Som I sikkert har luret så er jeg ikke fan af en specifik sundheds princip. Baseret på mine internet søgninger bliver jeg dog bombarderet med sundhedstips indenfor motion og madvaner g jeg får mange gode råd fra fantastiske venner og familiemedlemmer. Det er hele er med til at hjælpe mig at finde min måde at takle mit projekt på. Mine egne sundheds principper, der virker for mig.

Sense, lowcarb, nosuger, 5:2, suppekur, juicekur, lower bloodsuger, tælle kalorier og alle de gode råd der sikkert virker for andre. Men for mig virker en anden virkelighed. Nemlig at læse og lytte på alle råd og finde små detaljer fra det hele. Brudstykker af det hele som er med til at jeg lykkes med mit projekt.

Mit nye fitness ur er med til at motivere mit aktivitetsniveau, ligeså meget som mine små Snapchat til min mor er med til at både fastholde og igen motivere mig til mere. Kommentarerne med gode råd på både facebook og på bloggen, selv de små røde hjerter er alle med til at styrke mit selvværd og viljen til at lykkes.

Sense principper omkring håndfulde (portioner) er noget jeg kan bruge ligeså meget som lowcarb stadig virker for mig.

Snydedagen er ikke for mig men virker måske for andre. Har jeg lyst til kage (ikke hver dag eller hver uge) en regnkedelig dag så bager jeg en kage, en sundere udgave som jeg spiser med god samvittighed.

Jeg snyder nemlig ikke mig selv, jeg forkæler ikke mig selv. Jeg lever bare mit nye liv, efter mine principper, der virker for mig og min krop. Jeg falder nogen gange i men der er længere og længere imellem tilfældene. ROM blev ikke bygget på en dag og selvom der er nogle stejle bakker der skal bestiges så er de trods alt kun bakker og hver gang der bliver svært så rejser jeg mig op igen og ligemeget hvad, så er jeg blevet klogere.  Jeg mærker efter hvad min krop siger til mig og som mine gamle knæ for tiden fortæller, så bør jeg sætte mit aktivitetsniveau ned for en tid. Ikke helt men istedet for at sætte næsen op efter høje mål på løbebåndet pauser jeg lidt med det for en stund og tager mine nye gå-sko på og tager på flere og længere gåture udenfor.

Hvad siger I til det?

Kram

Lykken smiler i mit hjerte

540435e6-68f9-4215-b81e-9f0f31b898e7

Det er mandag morgen og dagen hvor jeg skal på vægten.

Jeg føler mig topmotiveret og kan næsten ikke vente på at de elektroniske tal viser sig på pladen på gulvet.

Jeg er nu 21 dage inde i mit projekt Sukkergrisen og den kolde tyrker!

Alle jer der har læst om min fremgang, op og ned ture og ikke mindst tankerne har en klar ide om hvordan det hele forløber.

Men nu skal jeg så til det….

Vil du rende mig et vist helligt sted…. 1 sølle kilo, er det virkelig det? (På en uge) Jeg havde forventet mere når jeg tænker tilbage på hvad jeg har indtaget og hvor meget motion jeg fået denne uge.

Nå men det skal ikke slå mig ud. Dagens plan er at jeg skal op og træne i vores gym og det latterlige tal skal ikke ødelægge min energi.

5667ffcb-5ca9-4380-8adb-6705d3f207d0

Jeg har nemlig en hemmelig mission og et hemmeligt mål som jeg satser på at kunne gennemføre inden året er omme.

Efter dagens cirkler på uret er lukket og sveden driver af mig venter et varmt bad og det med vægten ligger stadig og lurer i baggrunden. Jeg er jo så god til alt det med nul sukker og motionere dagligt, når jeg nu alligevel har tiden til det. Så hvorfor?

Jeg beslutter mig for tage bukserne i bunden af skuffen, de bukser jeg aldrig går med da de er “lidt” for stramme om lårne og mavsen. Men hold nu op, hvad skete der lige der?????

Bukserne passer jo og jeg kan ovenikøbet stramme bæltet ind, to hele huller.

Det får mig til at tænke lidt mere på de forandringer der er sket den seneste tid – det kan godt være at vægten ikke rykket sig synderligt meget men jeg er blevet så meget stærkere. Min krop gør ikke så ondt mere. Dvs. jeg har i mange år døjet med en dårlig ryg/lænden efter en rygskade og svage hofter. Min ene skulder har drillet, nok mest baseret på mit tunge forparti. Men når jeg mærker efter så har jeg faktisk ikke ondt mere ikke engang en svag ømhed. Det er sørme vildt….

Det er lidt sjovt hvordan ting kan forandre sig uden at jeg lagt mærke til det.

Men når jeg tænker tilbage på min sidste shoppetur. Shoppetur efter brystebeholder så er størrelse blevet mindre og de “gamle” sidder egentligt bedre. Sorry T…

Tænk – selv mine sko er blevet mindre, hvad sker der lige for det. Jeg har i mange år og så længe jeg kan huske haft en stabil kajakfod og altid følt mig stabil på fusserne. Men nu er jeg pludselig gået en hel størrelse ned, måske venter der en fin lille feminin fod i fremtiden og ikke de store pladder jeg normalt render rundt med.

Min kvindelighed sidder i fødderne..

Hvordan går det så egentlig med projektet og hvad har jeg fået ud af det, her på falderebet.

Jeg må konstatere jeg ikke er 100% sukkerfri men jeg er så tæt på som jeg nogensinde kommer og det er langt rigeligt for mig. Det vigtigste formål med mit projekt er at jeg får skabt nogle nye vaner, at min krop langsomt bliver sundere og min sjæl gladere. På det plan er jeg virkelig godt på vej.

Jeg er begyndt at tænke meget over hvad jeg indtager af mad og drikke og ikke mindst hvad de forskellige ting gør ved min krop. Stille og roligt er jeg blevet draget af tanken om at leve efter lowcarb principper. Jeg har købt en ny kogebog og mine handleture tager lidt længere tid da der går sport i at finde madvarer der stemmer overens med lowcarb religionen. Tror jeg fundet min nye religion.

9dcd0471-a553-421d-bcc6-56e1d2bb65f3

Det der har været sværest er, at lade pastaen blive i butikken, den hvide lækre pasta som altid har været en del af mine madvaner. Det kan jeg hermed konstatere – slut prut og ikke mere. Skal jeg spise pasta bliver det den grove som faktisk smager af lidt mere. Derudover er hvedemel blevet MEGET begrænset og stort set ikke-eksisterende. Det er på ingen måder nemt og jeg nu engang stor fan af det lyse brød. Jeg må nok indrømme at jeg elsker det. Australien bugner af lyst, blødt lækkert brød. Men det er ikke godt for min krop og mine blodsukkerværdier og er nu erstattet af grovere hjemmebag med masser af fibre, kerner og groft mel eller rugbrød, hvis jeg overhovedet spiser brød mere.

Lige meget hvad vægten siger her til morgen så er jeg pavestolt af mig selv og tør godt at sige det højt.

Jeg ser det ikke som et nederlag at mit sukker projekt ikke lykkes, som jeg lovede mig selv den første maj.

På en besynderlig måde så er det jo en kæmpe succes og jeg er sikker på at jeg går ud på den anden side som mesteren over egen krop. Jeg er begyndt og tænke over alt jeg indtager og min krop takker mig og min egen positive selvopfattelsen vokser med hvert et hul mine bukser kan strammes ind og med hver gang jeg ser på mig selv i spejlet.

Når jeg nu tager mig tiden og kigger på mig selv i spejlet så må jeg hermed konstatere at min eller mine dobbelhager så småt er på vej væk. Mine arme er stærkere og mormorarme bliver mindre i omkreds.

Men vigtigst af alt er at jeg er blevet gladere, stærkere og ved i hvad?

Jeg kan godt og gør det….

Kram

Sukkergrisen og den kolde tyrker!

p8100258

Nytårsforsæt har aldrig været min ting men når der skal tages en beslutning i mit liv så sker det lige pludseligt.

Lige pludselig er måske så meget sagt…

Jeg har nok altid vist at jeg er en sukkergris og nok også en af den slemme slags. Jeg har gennem mange år konsumeret store mængder sukker i form af både slik og andet. Jeg drikker ikke særlig meget sodavand og absolut ikke energidrikke men sukkergrisen har ikke været bange for at kaste sig over kager, slik og sukkerholdige madvarer og andre drikkevarer.

Men nu skal det være slut. Så spørg i måske hvorfor! Tja egentlig så spørg i nok ikke fordi det er da ikke nogen hemmelighed at jeg har for meget på sidebenene og diverse andre steder på kroppen. Det er dog ikke den eneste årsag til at sukkergrisen siger nej tak til alt det sukker – jeg sover generelt dårligt og føler mig til tider kronisk træt og det er selvom jeg absolut ikke fortager mig særligt meget. Min hud er ikke noget at råbe hurra for. Hvilket nok også har noget med alder og for meget sol at gøre.

Jeg føler mig ikke på toppen og sprudler på ingen måde af sundhed.

Nu skal det bare være slut med sukkertrang/behov og hungren… Jeg vil ikke være afhængig af det lort mere. Det gør ikke noget godt for mig og det skal ikke kontrollere mig mere. Jeg tager hermed magten og kontrollen i egne hænder.

Jeg har besluttet at fra den 1 maj skal jeg på sukkerafvænning og metoden er ganske simpel, måske ikke nem men absolut simpel. Jeg har en regel – Ingen sukker i form af sukkerholdige mad eller sukkerdrikke i minimum 1 måned, gerne mere…

For mig betyder det ingen slik eller kager der indeholder sukker, ingen is (hvilket desværre bliver det værste) for mig svarer det til at fejre fødselsdag uden gaver eller sejle kajak uden paddle, dvs næsten umuligt.

Det betyder ingen cocktails eller andre alkoholiske drikke, ingen cappucinoer og ingen lakridser ( som bare ligger og bliver dårlige i vores skab) ingen syltetøj på morgenmaden, ingen hjemmebag eller købt hjemmebag. Haha jeg ved godt der er mange gentagelser men det er for at pointere, at det er en stor ændring med en simpel regel – ingen sukker og desuden vil jeg begrænse frugtindtaget. Hvorfor så det? Jeg har den overbevisning at smagen af søde sager kan være med til at opretholde sukkertrangen og lysten som desværre er tilstede hver eneste dag… men skulle jeg møde muren, hvilket jeg helt sikkert gør så er frugt vejen frem..

Sukker sukker go away!

Måske sidder der en der ude i verden som går med samme tanker som planer som mig, min kommentar til det er – skriv til mig og vi tager kampen sammen…

Jeg vil holde jer opdateret løbende om hvordan det går, bivirkninger, tanker, følelser og op og ned ture og familiens reaktion på mit valg. Det vil sige alt der sker med mig og som resultat af at jeg fra i morgen ikke vil indtage sukker i min. 1 måned…

Good luck to me og håber der er nogen der har lyst til at følge med på mit nye eventyr!

Det bliver ikke nemt og en kold tyrker er ikke for sarte sjæle.

64074769-9bc5-4478-b428-3b754a962c69

Kram
Older posts