Mit navn er Lenda, døbt efter min mors barndomsveninde i gamle København. Jeg er 45 år og gift med den bedste mand i verden for mig. Efter 25 års fællesskab/ægteskab kan vi prale med 2 døtre Kristine og Karoline, en hund og et hjem i både København og Melbourne, Australien.

Sverige – Danmark

Jeg er svensker på papirene men føler mig som dansker helt ind i marven. Den svenske del af mit liv har jeg efterladt i Sverige og det eneste gode der er tilbage er min mor, papfar og bror med familie.

Min familie

Min barndom tilbragte jeg på de syd svenske stepper og som 21 årig møder jeg manden i  mit liv som bringer mig til Københavns Østerbro. I -95 bliver vi på trods af økonomisk usikkerhed og ufaglærte, forældre til den mest vidunderlige pige som idag er en 22 årig selvstændig kvinde. Ganske kort tid efter bliver manden udlært maskinmester og det lille håndværkertilbud bliver købt på Amager. Årene går og vi nyder livet og hinanden. Pengene er små og huset bliver større og 2000 bliver vi gift i Tårnby kirke og deler oplevelsen med vores nærmeste.

Drømmen om endnu et barn vokser hos os begge og efter 3 år beslutter vi at opgive tanken om flere børn og det resultere i at Karoline kommer til verden. Allerede før hun er født viser Karoline os at hun er en stærk selvstændig pige med en kampånd som de færreste. Hun kommer til verden 6 uger før tid og på trods af dårlige odds er hun en frisk og sund pige. Komplikationerne ved en tidlig fødsel er ikke drømmen men når vi får en Karoline så klager vi ikke.

Min passion

Folkeskoleårene foregik på en lille lokal skole i en lille landsby i Sverige og jeg er nok husket som den stille og glade pige. Pigen der ikke var faglig dygtig men altid glad, hjælpsom og positiv. Jeg er aldrig blevet mobbet og jeg har aldrig mobbet. MEN! når jeg så nogen blive uretfærdigt behandlet  slog jeg til som en hammer, verbalt. Det værste jeg nogensinde gjorde forkert i folkeskolen, er en smadret rude og jeg tror stadig min mor venter på en opringning fra inspektøren. Når jeg tænker tilbage på hvad jeg er mest stolt af i mine unge folkeskole år er der ingen tvivl om at min gymnasielærer Inga bliver husket for evigt. Inga var en ældre dame som måske burde været gået på pension mange år tidligere, men Inga brændte for sit fag – Omsorgfaget og ville ikke give slip. Denne passion udløste mange skældsord og og fysisk vold fra de studerende. Men ikke fra mig!  Vreden voksede i mig og en dag sagde jeg fra, alle de smarte, velklædte designer piger blev sat på plads og lur mig om de ikke stadig husker mig som den truende skøre tøs fra bøhlandet. Denne episode gjorde måske at jeg valgte omsorgfaget og har aldrig fortrudt.

Jeg blev lige efter folkeskolen uddannet social og sundhedsassistent med speciale indenfor psykisk syge børn og unge under 18 år, derudover fik jeg 2014 min drøm opfyldt og kan hermed nu kalde mig selv pædagog. et fag jeg brænder for og arbejdet med børn giver mig energi og livskraft. På seminaret fandt jeg min lidenskab, det skrevne sprog og har stort skrevet lige siden. Det hjælper mig med at bearbejde livets udfordringer, få frustrationer ud af kroppen og sætte ord på tankerne. Jeg har aldrig fået undervisning i dansk grammatik men er derimod selvlært, det kan til tider give nogen sjove sætninger og et fejlplaceret komma m.m. men jeg er overbevidst om at læseren kan se heldheden bag mine ord.

Australien

Da beslutningen kom, at vi skulle flytte til Australien indebar dette også at jeg skulle sige mit arbejde op og i 3 år bruge mit liv på – mig selv!