Sommerferie eller hjem til Danmark…. Det er spørgsmålet ?

img_7319

Nu sidder jeg her i min flotte men yderst ubehagelige sofa i mit hjem i Melbourne, Australien. Vi landede for et par dage siden men jetlagen er stadig en udfordring, sikkert en kombination af udmattelse og jetlag. Jeg er gået igang med den enorme bunke strygetøj og holder nu en lille pause med en god film. Jeg hader at stryge mere end noget andet men bruger tiden på at reflekere over det vidunderlige, stressende og længe ventende danmarksbesøg. Jeg føler en mættende og varm fornemmelse i maven når jeg tænker tilbage på alle de mennesker jeg mødt og på hvordan det var så naturligt at mødes efter et år. Naturligt fordi jeg stadig havde en masse til fælles med de mennesker jeg savnet og forlod for et år siden. Varmt fordi jeg blev modtaget med en varme og ærlighed jeg længe drømt om og mættende fordi jeg nu er fyldt op med en masse kærlighed og med mange skønne minder fra vores dejlige København. Gid det havde været ligeså nemt og vidunderligt for vores teenage datter der havde så mange forventninger. Forventninger som hun gav udtryk for når hun fortalte mig at jeg nok ikke ville se hende i alle 14 dage og jeg nok måtte forvente en rend af unge mennesker. Det blev dog anderledes..

Vi gamle har en tendens til at holde fast i det gode i livet selvm det går videre og vi har måske nemmere ved at huske hvordan det var dengang. De unge lever livet i overhalingsbanen og ude af syn ude af sind.. K blev modtaget med den største og vildeste velkomstkomite´og gensynsglæden var enorm og hun havde en dejlig dag sammen med en meget savnet barndomsveninde dagen efter. De fik veninde- huler i ørene og hyggede som i gamle dage… Derudover havde hun en dag sammen med en anden savnet veninde –  Jeg er ikke ude på at kritisere de unge eller klage over det skete men jeg er nok bare meget chokeret over den udvikling der sker med de unge mennesker i Danmark idag. Jeg ved godt at de er blevet konfirmeret og desværre indebærer det at man er blevet voksen og al barndom er væk. K har det seneste år boet i et land hvor de også er unge som forbereder sig på voksenlivet men det indebærer ikke alkohol og smøger. Jeg ved godt at der nu sidder mange og siger – oh velkommen til virkeligheden og sån gør vi atlså her. Det er fuldstændigt korrekt men det indebærer ikke at jeg er enig med at det er ok. Det eneste jeg kan konstatere og er enig i, er at det er en dansk kultur og sån har vi altid gjort det. Problematikken for K er at hun lever i en kultur ( i vores skolezone) hvor de unge ikke drikker før de må og smøger er konstateret usundt og taber-agtigt. Jeg er udmærket klar over at det er mig der har et problem og jeg bebrejder på ingen måde nogen. Jeg var nok bare naiv når jeg forventede og troede at unge mennesker idag besidder en rummelighed, en evne til at inddrage en savnet ven i nye relationer. Livet går jo videre med nye venskaber og det gamle bliver glemt…

Et længe planlagt besøg på den gamle skole blev en skuffelse. K havde medbragt sin skoleuniform og efter meget overtalese fra mig tog hun den på over i skolen første skoledag. Her blev hun mødt med en underviser der ikke havde tid til at sige hej eller kommentere hendes tilstedeværelse. Åbenbart kan en erfaren underviser ikke fokusere på sin velkommentilbagetale når der står en glad og forventningsfuld elev. En elev der boet et år i Australien. Hendes tale blev afbrudt og de unge menesker fik 10 minutter til at sige hej alt i mens hun satte sig ved sin computer og ignorerede os. Pigerne blev naturligvis glade for at se K igen og 10 minutter senere var vi alle på vej hjem igen og søster gjorde alt der stod i hendes magt for at opmuntre sin lillesøster…

K’s oplevelser i Danmark blev på ingen måder som hun forstillet sig men derimod fik hun så meget ud af være sammen familien og ikke mindst hendes søster og svåger. De begge tog imod hende med åbne arme og sørgede for at hun fik mange dejlige minder med hjem i kufferten. Mormor, farmor, farfar og bedsterne fik også mange skønne timer sammen med deres barnebarn ❤️

img_7314 img_7317

Videre tænker jeg nu på at det nu er et år siden at jeg flyttede til Australien og hvad der er endnu mere vildt er at jeg nu et år har været på besøg i København. Jeg så familie og venner efter et år hvor jeg er gået fra at være en hårdt arbejdende vugge-pædagog til at være en hjemmegående husmor.

Den skønne følelse af at være ligeså savnet som jeg selv har savnet er vidunderlig og livsbekræftende og jeg har mødt så mange mennesker der har sat tid af til mig og havde lyst til at høre om mit eventyr. Mennesker der har gjort en stor indsats for at jeg følte mig hjemme og jeg kan på ingen måde klage over hverken mad, drikkevarer og dedikation. Det eneste der var en udfordring, var den konstante tidspres.  Et pres som jeg selv var skyld i. Jeg ønskede ikke at glemme nogen og alligevel blev der ikke tid til alle jeg gerne ville møde.

img_7318 img_7320

Mine forventninger til besøget var store og jeg ønskede inderligt at alle var klar til at høre om mit nye liv og jeg kan konstatere at jeg er ultra klar til at høre om livet det gik videre uden mig. Nu når jeg er hjemme igen og reflektere over alle besøg jeg været til kan jeg konstatere at det har været fantastisk og jeg har nydt hvert sekund, uanset om det været en kort kaffe-date i Fields med to dejlige kvinder fra mit tidligere arbejde eller det blev til et lille surpricebesøg hos den bedste veninde, hvor hun intet anede. Hvert eneste gang er jeg blevet mødt med mennesker der var klar og villige til at høre på mig/os. Jeg er blevet modtaget med knus hvor tårene skabte rystelser gennem hele kroppen og masser af kindkys som stadig kan mærkes på mine runde kinder….

Forstil jer at blive modtaget på Frediksberg med en gæstfrihed som ingen ende ville tage og det selvom vores venner landet i CPH dagen før, efter et par uger i Kina. Det er jeg ski ikke sikker på jeg selv havde klaret… Men det kan de skønne venner…

Planen om at beholde huset er en genial beslutning og det er dejligt at tilbringe ferien “hjemme” og det er selvom mit hjem ikke ser ud som det plejer. Stadig et skønt og meget varmt hjem. Min skæbne dejlige store datter er den fødte dejlighed og vi er så taknemlige for alt hun gjort for os – et surprice party for 20 mennesker på en elevløn er meget imponerende og jeg er hende dybt taknemlig for det hun stablede på benene for os. Hun passer på huset og hunden og gør det med stolthed og naturligvis er det hårdt men jeg hører aldrig nogen klager…

img_7313

Hvordan havde jeg det så med at være hjemme? og hvor er hjemme? Det er ikke et nemt spørgsmål at svare på og forvirringen er total. Som dagene gik og min tjekliste fik en masse flueben blev jeg mere og mere overbevidst om at jeg snart skulle hjem – hjem til Melbourne…. Årsagen til den følelse er helt klart at jeg på ingen måde er klar med at opleve Australien, der er så mange ting jeg stadig ikke har oplevet og fået nok af. Selvom københavn er en skøn by så er Melbourne bare større og vildere. Jeg tænker tit over hvordan kan Amager strand leve op til vores udsigt fra stuevinduet hvor Philip Bay praler med sit evigt forandrende, spænnende hav. Hvordan kan Strøget med sit mylder leve op til CBD som med sine millioner af mennesker har en kulturel mangfoldighed jeg aldrig oplevet andre steder og hvordan kan Uganda skoven leve op til bla. Dandenong Ranges regnskove?

Danmark er fantastisk når solen skinner og naturen står stolt i sine grønne kostumer. Sommer i København er et synonym med Tivoli en sommerdag og det fik vi da også nået. Ikke mindre end 12 timer i den skønne park med fødselsdagsfrokost i Grøften med svigerforældre og cocktails/dinner på NIMB  med gode venner. Tivoli badet i solskin og masser med glade børn og lige en gang spansk rør til dessert – det er sommer i Danmark som ikke kan opleves i Melbourne. Luna Park go home 🙂

img_7311 img_7312 img_7318

Jeg er sikker på at min opfattelse ændrer sig med tiden og selv Australien bliver hverdag. Jeg fornægter ikke at Danmark, København kan tilbyde en masse og en ting er sikkert – Danmark (Sverige) kan tilbyde vores familie og venner.

img_7315 img_7316

Tak til alle der var med til at gøre vores Danmarks besøg smukt, varmt og bare vidunderligt ❤️

Knus fra Lenda

Jeg har en holdning til alt….. og

19396934_10213096504825487_9029727098832567102_n

ADVARSEL – Indeholder grænseoverskridende fotografier som kan støde nogen………..

 

De mange sociale medier flyder med holdninger fra en masse mennesker der har noget at sige… Jeg har som overskriftet siger også en holdning og reflektere ofte over det jeg læser og bliver til tider noget chokeret over dialoger på de mange sociale medier som omhandler hverdagting og hverdags diskussioner. Voksne der har en holdning om alt og på samme tid bliver fornærmet og støt over at andre har en holdning som ikke altid er den samme. Det er ufattelig at de ikke kan se det sørgelige i det faktum at de udviser mangel på respekt og ekstremt dårligt sprog. Facebook grupper for pædagoger der bogstavligtalt sviner hinanden til, bare fordi de er uenige. Godt nok lærer vi på seminaret at have en holdning og fortolke det vi læser, vi lærer at reflektere og analysere men for dælen vi lærer da også at respektere andre mennesker. Eller er det noget jeg misforstået?

Jeg falder ofte over facebook grupper med henblik på at skabe et bedre lokalsamfund hvor dialogerne bliver grimme og holdningen er, at min nabo er en idiot fordi han eller hun har en anden mening om gaden de bor på eller kommunens økonomiske prioriteringer. Hvornår lærer vi at det er en styrke, at vi ikke er enige og at det ikke handler om at få ret eller at skabe en nation hvor alle har den samme holdning.

For mig handler det om at skabe en dialog omkring emnet på en respektfuld og anerkendende måde.  Jeg har en holdning som er vigtig for mig men det gør ikke din holdning mindre vigtig for dig.

Ja ja tro det eller ej men jeg har en holdning til alt og er ikke nervøs for at fortælle den. Jeg har nu haft min blog i et par måneder og har stille og roligt prøvet mig frem. Hvad er interessant for mig og for jer? Jeg får en del kommentarer i private beskeder om det jeg skriver og opfordrer jeg alle til at kommentere, det er trods alt jer der ved hvad der er relevant og interessant læsning for jer.

Som sagt har jeg en holdning til stort alt og nu vil jeg gerne fortælle jer min holdning til det interessante emne -Forældre der kysser sine børn og ikke bare et lille kindkys men derimod et stort smækkys lige på munden. Beckham gjorde det og det startede en shitstorm udover min fatteevne. Langt tid efter optager det stadig folket og holdningerne er meget forskellige. Her vil jeg komme med min…..

Nu vil jeg bede jer alle om at sætte jer ned eller holde fast i noget – Jeg gør det, jeg kysser mine unger på munden, jeg kysser min mand på munden og jeg kysser min mor på munden. Ja! selv min intetanende hund giver mig nogen gange et uventet møs direkte på munden.

20431403_10213521230443362_3649763846521527776_n

Selvom det må chokere nogle af jer og måske ovenikøbet fornærme nogen så er det et faktum og jeg har alle intentioner om at blive ved.

Et kys på munden er ikke for alle, men derimod en måde hvorpå jeg viser vedkommende at jeg elsker, respektere og du hører til. Jeg kysser mine gamle døtre ( 21 & 15 år) på munden for at vise dem at de gør mig stolt og min kærlighed til dem er uendelig, vi hører sammen og de er mit kød og blod. Jeg kyssede mine døtre, i samme sekund jeg så dem og har aldrig stoppet. Det er min ret som forældre og mine døtre har krav på mine kys så længe de ikke protestere. Selvom det må chokere jer alle så havde jeg med garanti gjort det samme hvis jeg havde fået sønner. I shit you not…

Jeg kysser min mand af passion, lidenskab og kærlighed. Vi har siden første kys lavet en aftale om at vi skal kysse mange gange om dagen, vi kysser altid godnat og godmorgen. Vi kysser ved goddag og farvel. Vi kysser fordi vi kan og ønsker det. Vi kan aldrig vide hvornår muligheden forsvinder og går aldrig glip af et øjeblik hvor kun vi ved hvad kysset symbolisere.

kys

Jeg kysser min mor af respekt for det menneske hun er og har skabt. Jeg er vokset op i en kropskultur hvor jeg ofte blev kysset og krammet af min mor. Studier viser jo rent faktisk at den fysiske nærhed vi er vokset op med er noget vi viderefører til vores egne børn og så videre. Naturligvis er der også tilfælde hvor børn er vokset op med mindre kærlige former for fysisk kontakt men de kan stadig blive “krammende og kyssende” forældre. Det er min egen mor et levende bevis på. Min mor har lært mig at kysse mine børn på munden ligeså længe de ønsker det.

Jeg er pædagog og jeg kysser ikke andres børn på munden, men jeg kan love jer for at de får mange knus og omsorg i litervis på denne måde. Det er ingen hemmelighed at børn har brug for omsorg og nærvær, herunder den fysiske kontakt mellem barn og voksen. Jeg ved godt at børn og voksnes kropslighed er et omdiskuteret emne med mange vinkler men jeg slår hermed fast at min vinkel omhandler kys på munden eller et kram og intet andet.

Hvorfor bør vi så kysse vores egne børn? Jo fordi munden er et af de mest følsomme steder på kroppen og hver gang vi rører ved hinanden udløser hjernen hormonet oxytocin. Kys på munden udløser derfor måske lidt ekstra hormon hos dine børn og hormonet er med til at barnet føler tillid og kan hermed lettere slappe af. Det er dog vigtigt at tilføje at alle former for berøring tæller, ikke kun kys på munden men også kindkys, kram og et anerkendende klap på skulderen.

Når jeg taler om at kysse mine børn på munden kan det ikke undgås at nævne en af de mindre sjove perioder i vores børns liv er – Tiden hvor det er pinligt, at kysse sine forældre offentligt og her har jeg en stærk holdning. En holdning som omhandler en respekt af børnenes selvstændigheds-fase. En fase hvor vi som forældre må træde tilbage og selvom det gør ondt og denne direkte afvisning ofte komme meget pludseligt så handler det for børnene om at de lærer, at mærke og definere sine egne grænser og sige tydeligt fra. Denne fase er rent faktisk et sundhedstegn og absolut ikke et tegn på at der ikke må kysses mere. Derimod skal det bare ske indenfor hjemmets fire vægge og egen erfaring viser at de offentlige kys kommer igen når barnet er klar.

  •  Alle mennesker har brug for at blive rørt ved og på den måde være en del af flokken, og heldigvis findes der meget andet end kys og kram, der fungerer. Det kan for eksempel være at give barnet fodbad eller massage, ja, nærmest hvad som helst, hvor man bevarer en fysisk kontakt mellem forældre og barn. (Citat: Børnepsykolog Ulla Dyrløv)

download

Min konklusion er hermed, at jeg kysser mine børn på munden, også offentligt når de ønsker det. Jeg respekterer andre forældre som af en eller anden grund vælger ikke at gøre det og håber på at de respektere mine. Jeg kysser ikke andres børn på munden men kommer altid til at overdynge dem med kram og knus så længe det er indefor det enkelte barns private grænser.

sa700954

  • I 2015 skabte en amerikansk læge debat. Hun frarådede forældre at kysse deres børn på munden, da det ville forvirre børnene seksuelt.

Jeg kunne blive ved med at skrive stolpe op og stolpe ned om dette spændende emne. Spændende fordi det omhandler vores og andres børn, relationen mellem menesker som konstant gennemgår en lærings-proces og lige meget hvad vores holdning er så bliver vi klogerne og lærer lidt mere om vores egne grænser. Jeg håber med dette korte indlæg at stoppe bare en der har en trang til at kritisere og svine andres holdninger istedet for at anerkende vores forskellighed og måske kysse lidt mere.

Jeg  kan slet ikke vente på muligheden til at give min datter og min mor et stort smækkys lige på munden, når jeg lige om lidt kommer på besøg i Danmark og til alle jer andre er der masser af varme kram..

Knus fra Lenda

Tilbageblik – første år som gæster i Melbourne

15966087_10211516134757223_2468567931529913733_n

Nu er det snart ved at være et år side at vi tog skridtet og flyttede til Australien. Det er stadigt meget surrealistisk at vi rent faktisk sidder her og vi har stadig udfordringer med at falde på plads. Måske er det svært at forstå at vi ikke har plantet rødder efter er år men det tager åbenbart tid og måske kommer vi aldrig til det. Når vi møder nye mennesker, både dansker og indfødte så er kommentarerne altid – bare vent og se i kommer aldrig hjem igen. Men en ting er sikkert, vi kommer hjem igen. Vi er dansker, vi elsker Danmark og det vigtigste af alt – vi kan ikke undvære store K.

Den første tid har budt på mange oplevelser, både de gode og de mindre gode. Det har presset os som familie og personligt. Nok mest for mig, der har fået et mindre chok men også lært så meget om mig selv og mine begrænsninger og udviklingmuligheder. Når vi vælger at flytte skal det ikke sammenlignes med en ferie, det er på ingen måde et ferieophold med alt hvad det indebærer. Det er en hverdag der bare flytter på den anden side af jorden. En hverdag som indebærer regninger der skal betales, indkøb og skole. Derudover skal alt det praktiske ordnes, ting der gå i stykker, forsikringer, banken, bilen og alt det der følger med en sådan en. Alt skal lærer om igen, nogle systemer der desværre stadig er oldnordiske her. Jeg har stadig svært ved at forstå, at et samfund stadig kan fungere med faxen som det vigtigste kommunikationsmiddel. Til gengæld kan jeg med erfaring konstatere at sundhedsystemet fungere bedre og aldrig har jeg oplevet mennesker med større passion for sit arbejde og det er selv om alt bliver sendt på fax og jeg selv skal transportere røntgen billeder frem og tilbage. Jeg er p.t. ved at skrive et indlæg der kun omhandler sundhed-systemet så det kommer jeg ikke nærmere ind på her.

16174618_10211615958612757_606347753456435979_n

Hvad indebærer det så at plante rødder? Hvordan kan vi gøre det bedre? Rent faktisk aner vi det ikke men kan kun gøre det bedste vi evner. Vores hverdag kører som den bør, K går i skole og T passer sit arbejde i verden. Min hverdag består godt nok ikke af et arbejde på arbejdsmarkedet men jeg passer så til gengæld hus og hjem og agerer også privat chauffør for K som transporteres rundt sammen med vennerne. Jeg er moren der kører hele Melbourne rundt og sidder og venter på de unge, altid med glæde. Jeg går til møder med skolen og ordner det praktiske jeg kan finde ud af med min begrænsede engelske.

Sproget er endnu en ting vi og særligt jeg skal vænne os til. Det kan godt være at engelsk er en bagatel når vi har rejst meget og talte rimelig engelsk før vi ankom. Men når man ikke går på arbejde hver dag er det begrænset hvor meget det bliver brugt. T og K øver det hver dag de er på arbejde og i skole og har da også fået en smule aussiedialekt. K har nok mere end en smule, hun taler nærmest som en indfødt… Men får hulen det kan nogengange være svært og forstå den sindsyge dialekt de har her på øen og for slet ikke at tale om slang og forkortelser. Når vi så lægger dialekter fra bl.a. Indien og Kina oveni, så er jeg nogengange virkelig ude og skide. Det bliver dog bedre og bedre, mener jeg da selv.

På trods af at jeg elsker Danmark og Sverige og den fantastiske natur så er det ingenting mod hvad vi oplever her. Alt er bare mere ekstremt og større. Skoven er en regnskov med palmer og gumtrees højere end noget jeg set før. Her er bjerge, hav og storby på ganske få kilometer, næsten som i København (foruden bjerge det kan vi vist ikke prale med). Havet er fyldt med hajer, hvaler, et eksotisk dyreliv og desværre også forurening der er godt på vej at slå det hele ihjel. Skoven og bushen er fyldt med edderkopper, kænguruer, koalaer, dingoer og ufattelige meget mere. De sidste kænguruer vi så var 500 meter fra lufthavne, hvor de stod og spiste det noget forurenede lufthavnsgræs. Selv i vores nær område, få skridt fra havet er vi omringet af naturens smukke væsner, grønne og hvide papegøjer og de mindre smukke flagermus som er på størrelse med en stor måge og vi må ikke glemme de små pingviner der kommer ved solnedgang. Edderkopper har vi heldigvis ikke så mange af kun nogle små “housespiders”. Godt nok giftige men til at overleve og vi håber på at de aldrig invitere de større venner forbi. Her er så mange smukke steder at besøge og på trods at vi ikke har ligget på den lade side er der stadig masser at se endnu. Steder som giver os kuldegys og minder vi kommer til at huske resten af livet.

16864156_10211964161157603_9177669777693087915_n18157192_10212588727491371_5230449915950967917_n17308783_10212212510766188_7624175123430853710_n 17265222_10212163554622315_9081241249965223841_n 17553678_10212278442854449_554916463193047900_n

Maden er endnu en anderledes og kulturel oplevelse. Vi har aldrig nogensinde spist så meget ude som vi gør her. Kvaliteten er de fleste steder så godt som hjemmelavet og lidt mere hvis det skal sammenlignes med mine meget begrænsede kogekunster. Vi spiser på mange forkellige steder og vores gastromiste horisont er blevet udvidet ekstremt. Selv K og vennerne dyrker madkulturen og prøver sig frem i Melbourne.  Her er så mange små cafeer og restauranter at der stort set aldrig er en lang kø og maden kommer hurtigt OG betjeningen er genial. Her arbejder folk med en glæde som udståler passion.

Når jeg selv skal lave mad foregår min indkøb i Coles eller Wollies (endnu en forkortelse). Standarden er på SuperBrugsen/Irma og prisen er Netto og jeg går aldrig galt i byen med hverken kød eller friske varer. Derimod har vi været uheldige med slagter kødet på Queen Vic market.

15726518_10211382306971612_4671327877632041775_n 15747382_10211382307571627_6768511858099864399_n

Når vi har “fri” står den på “surfertid”. Det er mest T’s tidsfordriv men jeg elsker at være med. Drømmen er vel at jeg på et eller andet tidspunkt også kommer op og stå på et af de hurtige usikre bræt. Det store StandUpSurfer bræt er mere min stil, det er stort og det går ikke så hurtigt. Det eneste der trykker på min selverkendelse er alle de mennesker der åbenbart syntes at jeg er meget underholdende. T er naturligvis lynhurtigt blevet super sej til både stabilitet og hurtighed, nu mangler vi bare at min tålmodighed og vestitulærsans indser at det er ok… K er også et naturtalentet og følger efter farmand spor, der er bare det lille problem at dyrelivet ikke er hendes bedste ven og hun er sikker på at hun er fiskefoder bare hun sætter fødderne i vandkanten. Dette glemmer hun dog når vi er i Torquay, vores absolutte yndling surfersted.

16105505_10211615959732785_6426431911234995362_n 16142920_10211615958012742_7241566510517748034_n 16473289_10211751991533495_4067146849721381984_n

I det seneste år har vi set eksotiske dyr der kun lever vildt her, vi har været til koncert med GunsNRoses og badet om vinteren. Vi har fået en bolig ved havet og lært en masse nye mennesker at kende, både dansker og indfødte. Vi har vandret i en regnskov og kørt flere gange på en af de smukkeste veje i verden, Great Ocean Road. Vi har oplevet operaen og Bondai Beach i Sydney. Vi har haft masser gæster, både forældre, datter og niecen og veninde fra Sverige. Vi har spist mad fra Malaysia, Indien, Australien, Italien og meget andet. Og vi har været i den svenske kirke, set de smukkeste solnedgange hver aften udenfor døren og den tragiske massakre i Bourke street. og så meget meget mere…

16602616_10211854912666459_4085385180591463517_n 16174883_10211688380983271_587117916498725947_n17757242_10212317820678870_5392655521977379863_np6110045

Med andre ord har vi måske sat rødder om ikke så dybe men vi er nok godt på vej.

Ja alle disse hverdags ting er med til at skabe vores hverdag udover arbejde og skole. Hverdagsting der giver os en masse kvalitets tid og opleveler som vi deler. Selvom det nok kun er en brøkdel af hvad vi bruger vores tid på. T rejser mere end nogensinde og når vi så er sammen gør vi alt sammen, Det er lige før at toiletbesøg er et fællesskab og kvalitets tid i vores familie.

Når man ligesom os har en drøm om at bo udenlands med alle de forventninger der følger med så er Australien et godt bud og selv om vi savner Danmark og store K enormt meget så er det et ok sted at tilbringe 3 år af vores liv. Hvis vi skal være helt ærlige så er 3 år måske nok en overdrivelse. Vi husker dette eventyr resten af livet og forhåbelig har vi givet K en gave og nogle fremtidsplaner som ingen kan tage fra hverken hende eller os.

De næste der venter os i den nærmeste fremtid er nogle drømme om rejser til bl.a. Fiji og Cairns, køreundervisning til den unge dame og en længe ventet tur til København og mange små ture i Victoria, vi skal bl.a. ud og se de kæmpe hvaler som i øjeblikket svømmer rundt i vores farevande med sine unger. Vi er blevet inviteret til børnefødselsdag og mon ikke der venter flere gastronomiske madoplevelser i dette land hvor velvære og samvær er vigtigere end hvad der står på vægten.

 

Knus fra Lenda

Besøg i den Svenske kirke i Toorak

p6110037

Idag er det søndag og på trods af en ekstremt irriterende hoste, snævre bronkiter og en evig træthed er K og jeg taget i kirke. Vi er blevet inviterede og K glæder sig, måske er der nogle danske venner og nye eventyr. Forventningerne er høje og vi glæder os til at opleve The Swedish Church i Melbourne, nærmere bestemt i Toorak.

 

p6110045p6110044p6110042p6110041

den-svenske-kirke

 

Vi bliver mødt af en venlig dansker som giver K en lille velkomstgave, en æske Gajol som naturligvis var lakrids. Vi møder og hilser på den danske præst og siger pænt hej til de 14 andre kirkegænger. Selvom det er mange år siden jeg har været til en gudstjeneste så var det lidt som at være hjemme. På en måde var det trygt at være sammen med andre  dansker. Til K’s skuffelse var der kun et barn tilstede, en lille baby og ikke skyggen af teenager eller andre børn.

p6110034

Efter gudstjenesten fik vi os en kig i den lille svenske butik/cafe og blev en smule sentimetale af den svenske/danske kultur. Der var alt fra karrysild, Dalar-heste,  Ahlgrens biler, Pippi og såpa hvis man nu af en eller anden grund ikke vil bruge det fra Australien. De skandinaviske kongehuse pyntede væggene og der var en meget autentisk “hygge” stemning.

18951072_10213003064049526_4629477956659858874_n 19029171_10213003065049551_4120803525622303120_n 19030219_10213003065289557_5944294869339868094_n 19060229_10213003064689542_32490394397465786_n 19113911_10213003064609540_1385280613297855322_n

Knus fra Lenda

Min fortolkning af en ægte Aussie….. og historien bag

abo

Jaa! Endelig er det tid til at skrive et indlæg om menneskerne i vores nye land og det bliver langt… Jeg elsker at fordybe mig i et emne som omhandler mennesker og de reflekterende øjeblikke det giver mig.

Hvem er Aussierne?  Det har snart taget mig et lille år at finde frem til hvem en vaskeægte Australier er og på trods af det så er jeg ikke sikker og lærer noget nyt om menneskerne hver dag.

For at forstå en Aussie har jeg valgt at se på deres historie som er ganske kort, eller er den endelig det? spørgsmålet er også hvem kan/bør kalde sig for Aussie. Er det englænderne der ankom Australien 1770 eller er det de indfødte som har boet på Australien i tusindevis af år – Aboriginere.

Med det menneske syn jeg nu er udstyret med så kan jeg ikke andet end vælge det svage parti og når jeg læser og snakker med folk er det altid aboriginere der fremstår som det svage led. Australiens historie er ikke ny i mine øjne. Det eneste der er nyt er englands indvadering af et allerede optaget land/kontinent.

Jeg syntes det er intressant, at Australiens timeline begynder med at Australien fik sit navn efter den spanske dronning – Margaret af Austria i starten af 1600 og at England i ca. 1770 gik i land i Sydney og erklærede Australien for Britisk og idag bliver det fejret på Australia Day. Derudover i 1901 får Australien sit eget flag, det samme vi ser idag. Lidt mere tragisk er at 1869 startede der en (jeg kalder det udrensning) fjernelse af aboriginal børn fra deres familier og dette forsatte i 100 år og bliver kaldt for – The stolen generation.

Australiens historie er jo rent faktisk mange tusind år gammel og hvis man læser lidt om kulturen så er den mega spændende og måske kan vi/verden lære noget af dem. Aboriginerne havde en livsfilosofi, at arbejde så lidt som muligt og det gav dem muligheden for at udvikle et rigt og komplex livstil med masser af sprog, spiritualitet og deres lov – The heart of which is connection to the land. Der bliver også historier der fortæller om at årsagen til deres korte arbejdsdage var at de var så effektive at der ikke var brug for flere arbejdstimerDe fyldte livet med venlighed overfor naturen og de tog kun det de havde brug for og de dræbte kun til eget behov. De søgte hele tiden ny viden og havde masser af “skills”. De havde ikke brug for at rejse udenfor grænserne da de levede i harmoni med de andre klaner, der var stort set ingen sygdomme da de var isolerede. Derimod kom englænderne med alle sygdommene og på ganske kort tid var klanantallet dramatisk nedsat på grund af bl.a. mæslinger og syfilis.

Vores første møde med en indfødt (fra den engelske del) var konsulenten Susan som var vores guide i 2 dage. Hendes arbejde var at introducere os for det australske samfund og hjælpe med at finde en bolig i en god skolezone. Kære Susan er et meget snak saligt menneske, nok det menneske i verden der kan snakke så meget at ørene bokstavlig stopper med at virke. Men en ting må man give hende, hun et varmt omsorgsfuld menneske som åbnede op for hele sin bagage og var vild med os.. Min tanke var helt klart at vis en Aussie kun var halvt så gæstfri og åben for nye bekendtskaber , ja så ville Australien eventyret blive “piece of cake”. Men men hvordan er så virkeligheden? Naturligvis havde vi nogen forventninger før vi landede på øen. – En Aussie er en outback type med en stor truck eller en tolder der finder mad i alle kufferter fra hele verden. Vi har da alle set det flyvende læger hvor folk bor i bushen og så var der ham Steve som elsker krokodiller, tja med andre ord ret begrænset viden.

Det første jeg som ny borger i et nyt samfund møder er mennesker i nærområdet, steder vi gør vores indkøb og K’s skole. Jeg er nok en ret genert type og kaster mig ikke ud i de dybe samtaler med nye mennesker og særligt ikke på et andet sprog. Sludder det er ikke hele sandheden, jeg ER et genert menneske og ville ønske at alle kunne læse det i panden på mig og invitere mig ind i deres fællesskaber. Men ligesom i Danmark sker det ikke…

Min opfattelse af den australske mand og kvinde er baseret på cirka 10.000 – How R ya going? og How R you? Cirka 1000 Have a nice one, love! og How R you, love? og  ufattelig mange Ga’day og et par Wanna pet my doggy? Og hver gang bliver disse spørgsmål afsluttede med Where U from? Holland?? Når de så får af vide at vi er dansker så kommer standard spørgsmålet – Do u know Mary, our Mary? Og så må jeg ikke glemme mit yndlings spørgsmål (not) What R U duing rest of the day? Tja! Jeg skal hjem og vaske mine sure sokker !!!! Det siger jeg naturligvis ikke men efter at have svaret på dette spørgsmål mange gange så skulle jeg måske svare med den kommentar, bare for at se ansigtsudtrykket. Måske er jeg lidt kedelig men det tør jeg ikke…

Umiddelbart virker det som et meget venligt folk og umiddelbart meget interesserede i mit velbefindende. Virkeligheden er desværre bare ikke længere. Med tanke på at de har meget stort interesse i hvordan jeg har det, hvad jeg skal bruge min dag på og hvor jeg er fra så er de absolut ikke interesserede i mere end det og det er selv og jeg meget gerne vil ae deres hunde. Nogen gange er jeg lidt i tvivl om det er en robot der står bag kassen eller folk på gaden og jeg er ganske sikker på at, 2 sekunder efter jeg svaret så er jeg glemt. Det mystiske med disse spørgsmål og kommentarer er at det er ALLE der spørg, uanset om jeg er i direkte kontakt med personen eller om jeg møder dem tilfældigt på vej ud med skraldet. Jeg kan ikke helt lure om det måske er det mest venlige folk i verden eller om det er en del af deres verbale robotkultur. Jeg vælger at tro på at de mener jeg ser venlig ud og er så imødekommende at vi hurtigt bliver private i vores kommunikation og de føler at de kan tiltale mig med- love og dear. Men vis nogen er i tvivl så er jeg kun T’s love og ikke “postdamens” love. Selvom det kan virke meget upersonligt, elsker jeg denne åbenhed og måde at kommunikere med fremmede på. jeg elsker at de ved første indtryk og første møde ikke dømmer mig eller andre, de kommunikere direkte til alle og jeg er sikker på at der går flere rundt som mig der bare får en bedre dag efter at en fremmede har talt til mig og kommenteret min dag.

Hvor filmen knækker for mig selv med mit nogen gange irriterede positive sind er, at en Aussie er absolut umulige at komme tættere på. Efter jeg svarer er der lukket, medmindre jeg er kvik og kommer med et kontra spørgsmål inden de er gået videre eller har sænket blikket ned i opmærksomhedstjæleren (mobillen). Her er min danske/svenske kulturgen stadig gemt bag de høje hække og persienner og jeg løber ikke efter og snakker videre. Det er nok ikke kun min medbragte kultur det er nok også en naturlig reaktion på en afvisende reaktion. Det kan ganske kort siges at en Aussie er super venlig og gæstfri indtil et vist punkt og det punkt kommer direkte efter du som den fremmede har svaret på:

How R U going?

–  I’m fin, how R you?  

– Good and bye….

au

Når jeg nu er blevet en del af samfundet, bliver jeg også genkendt på gaden. Frisøren vinker og damen i Coles ( aka SuperBrugsen) giver mig et lille blink og ekstra smil på vej ud af døren. Receptionisten på K’s skole kigger ikke underligt på mig når jeg kommer med mine mange spørgsmål, såsom Hvordan melder jeg K syg eller melder andet fravær, Hvorfor får jeg ikke en kode til forældreintra og kan K skifte sit electiv????? Nu er det bare som om hun ved at jeg kommer og har en stickynote eller svar klar til mig inden jeg træder ind af døren. Mærkeligt når jeg nu kommer med mit lille spørgsmål og endelig gerne vil sludre lidt med dig om din dag….. How are yu, love? Hahah det siger jeg altå ikke… Det er stadig lidt mærkeligt at møde et menneske med den sætning, det kommer jeg nok altid til at opleve som en form for robotkommunikation.

Vi har rejst fra et samfund hvor jeg med god samvittighed kan sige at servicen i danske og også de svenske butikker er ganske simpelt elendig. Det er yderst sjældent at møde en venligt menneske der vitterlig er glad for at se dig. Sælgergennet skinner med sit fravær og hvis jeg skulle tillade mig at købe noget eller endnu værre spørge om noget der ikke lige er i butikken, ja så bliver jeg meget ofte mødt at en kort monotomt svar. Jaja rolig nu, det er naturligvis ikke ALTID så’n men meget ofte. HA! Nu tror I ikke på mig men her i Melbourne er det ganske umuligt at sætte sin fod en millimeter indenfor en butik uden at blive overfaldet af smilende overenergiske medarbejder. De snakker, hjælper og spørg om alt. De smiler og griner så meget at jeg er sikker på noget i deres diet eller den luft de indånder. Til at starte med var det værre end at gå ned af en turistgade i Egypten og jeg kan garantere for at det er ikke en særlig behagelig oplevelse. Når jeg nu er vant til det, nyder jeg det virkelig. Jeg kan rent faktisk sige at jeg elsker at shoppe………….. Big surprice…….

Som I nok kan læse er min oplevelse af en “ægte” Aussie ganske blandet. Jeg kan konstatere at en Aussie er venlige og imødekommende men kun på hilse-niveau. De åbner ikke op for deres indre til nye borger og åbner absolut ikke hoveddøren. De er er en smule afvisende for andre kulturer og de fremmede, såsom kineser, italiener og folk med dialekt. Grunden til at Melbourne er et multikulturelt samfund er ikke Aussiernes gæstfrihed (husk det er min holdning). Årsagen er derimod fordi der er så mange fremmede kulturer samlet på samme sted. Fremmede som skaber deres egne samfund, hvilket vi ser når vi kører gennem denne gigantiske by. Jøderne, kineserne, italienerne og grækerne bor i egne samfund men når de bevæger sig rundt i byen er det en stor blanding af nationaliteter. Her i byen er der den største samling italiener og græker udenfor Italien og Grækenland og det siger lidt om hvor mange her bor. Spørgsmålet er så Hvem er Aussie? Kan en kineser være ægte Aussie?? Eller er en “ægte Aussie” Aborigineren eller den hvide mand der stammer fra Britania?  Det kan jeg ikke svare på, men for mig er det meget besynderligt, at de to desværre ikke lever i harmoni. Vi oplever at den hvide australier ser Aboriginerne som en belastning for samfundet. De er stigmatiserede som drukkenbolde, arbejdsløse og samfunds-nasser. Her i Melbourne ser vi ikke mange Aboriginer, de er sort set totalt fraværende og det er selv om der er cirka 33.000 i staten Victoria.

Uanset hvad – Er dette korte indlæg min holdning og er jeg ikke blevet klogere på hvem Aussierne er. Jeg føler mig dog stadig velkommen og ville ønske jeg kunne komme tættere på.

Knus fra Lenda
Older posts