Verdens bedste facebookgruppe og kvinderne

Sikke en glæde der er i dk i disse dage. Ikke nok med solen skinner, så er de sociale medier fyldt med livsbekræftende billeder af studenter, dimessionsfester og mange dejlige opslag fra stolte forældre. Alle er med uanset karakter, køn, alder og mange andre forskelligeheder. Alle med det til fælles – stolthed for vores børn.

Her I Australien er der meget der er på hovedet og en af “tingene” er, tidspunktet for skoleafslutning og sommer/vinter ferier m.m og vi ikke i en periode med afslutning og sommerfester. Vi er midt i et skoleår… En prøveeksamen er netop afsluttet og vi fryser p.g.a. vinterkulden.

(Misforstå mig nu ikke, vi er mega glade på jeres vejne og nyder virkelig at se og læse alt der sker der hjemme i Danmark.)

Men

Jeg har en datter der kigger med og selvom hun er megaglad på sine danske venners vejne så gør det alligevel lidt ondt og min tvivl bliver sat på prøve. Jeg kan ikke gøre andet end at anerkende hendes følelser, snakke/kramme og prøve at få hende til at se det positive i hendes liv og valg.

I min fortvivelse valgte jeg at skrive et oplæg om emnet i en af de mange facebook grupper jeg efterhånden er medlem af. Grupper hvor vi alle er kvinder og kvinder der bor rundt omkring i verden. En ting er sikkert, det fortryder jeg ikke. Det er så vildt,  at opleve et fælleskab hvor der ALTID er en god tone og hvor mottoet er – Har du ikke noget godt og sige så kommentere ikke! Alle emner der relatere til det, at bo undelands bliver debatteret. Jeg er ikke særligt aktiv i disse grupper men læser meget og nikker ofte anerkendende i stilhed. Nu blev det dog tid til at jeg blev en aktiv deltager og jeg valgte at lette mit hjerte ang. min elskede teenager og de udfordringer der ikke var til at forudse inden vi tog springet og sikke en respons jeg fik. Så vildt fantastisk at jeg må dele det med jer…

(Jeg har ikke nogle navne med, men for at give jer et indblik i hvor stor denne gruppe er skriver jeg landet)

Først får I en meget kort version af min oplæg –

Kære alle kvinder ude i verden
Jeg har noget på hjertet ang. teenager med udenlands.

Kort fortalt – vi en familie på 4, mor, far og to døtre. Vores ældste bor i dk og lillesøster er med i Australien. Begge piger bor hvor de ønsker og havde det ikke været tilfældet så var vores liv anderledes. 

Vi flyttede i 2016 og skal hjem igen 2019. Vi nyder livet i skønne Melbourne og bor ved havet i et townhouse, har nye venner og skal snart på andet besøg i dk. Vores yngste datter nyder livet med nye venner og går på en fantastisk skole i 10 klasse med passionerede/opmærksomme underviser og hun går modsat tiden i dk glædeligt i skole.

MEN medaljen har alligevel en bagside –
Denne gang er det ikke mig der sidder i en lille båd i stormvejr, det er min elskede datter.
På trods af at hun ikke fortryder og elsker livet i Australien så er det alligevel hårdt følelsesmæssigt for hende at se det positive lige nu. Alle hendes “gamle” venner, klassekammerater og deres forældre bombardere p.t de sociale medier med billeder fra sidste skoledag og dimessionsfester.. sikke en lykke og som det omsorgsfulde menneske hun er så glædes hun på deres vejne men jeg kan mærke hun græder indvendigt. Hun er jo ikke med…
De skønne venner sender hende “snaps” og masser af billeder så hun kan føle hun er med og påtrods af denne fantastiske tanke så gør det sagen værre for min datter. Heldigvis taler vi meget om det og jeg prøver at få hende til at se de mange positive ting HUN oplever her som de ikke gør. Jeg anerkender samtidigt hendes triste følelser, for jeg kan virkelig godt forstå hende…
Vi havde samme tur da alle blev konfirmeret for et år siden og selvom vi gav hende en gigantisk fest inden vi forlod landet så er det bare ikke det samme, følelsen af fælleskab mangler ligesom.
Hvis der var noget der havde fortalt mig om dette dilemma før vi flyttede så ved jeg ikke om jeg kunne gøre det anderledes, alle var og er enige om at vi gjorde det rigtige men alligevel.
Den værste følelse i verden er mine børns tristhed og jeg ville gøre alt der står i min magt for at fjerne den. Men som det positive menneske jeg nu er så er jeg også overbevist om at de vokser af det og bliver på sigt bedre til at håndtere den slags tristhed som nu engang sker i livet… Håber jeg i det mindste på 

Tak for at I læste med og ha det skønt der ude i verden. 

Den respons jeg fik fra kvinder i hele verden er så overvældende at jeg endte med at føle en lykkerus og delte naturligvis det hele med K.

(New York) – Åh din opdatering rammer mig. Jeg sidder og tænker, at det er mig i disse dage… jeg er dog en voksen kvinde, men jeg tror at følelserne er de samme. I mit tilfælde er det dog ikke sidste skole dag der trykker. Men den danske sommer og sommerferie i DK. Nok fordi den i år, er helt fantastisk. Jeg bor selv et sted hvor vi har sommer og varme. Men det er bare ikke det samme. Det er både små og store ting, der som udenlandsdansker kan vække specielle følelser. Og jeg tror, at selv om din datter godt ved, at hun får så meget andet der hvor i bor. Så meget andet som hendes veninder ikke får. Så er det stadig et savn og en sorg. Og det skal du anerkende. Anerkend at hun har det svært og støt hende det bedste du kan. Og stol på at du viser hende det bedste livet har at byde påDin datter lyder som en stærk pige.

(Belgien) – Jeg er din datter. Selv 1000 gode ord ville ikke kunne hjælpe mig. Jeg er trist og ked af ikke at være i Danmark. Den følelse af sorg kan være ganske overskyggende og kan ikke hverken deles eller heles. Jeg er desværre tvunget til at bo i udlandet mange år endnu grundet børn og skilsmisse. Jeg har desværre ikke nogle gode råd. Sociale medier gør verden mindre og alting lidt sværere. Kram, tal og lyt. Og overvej muligheden for, om hun kan tage hjem lidt?

(Tyskland) –  Din datter har de vigtigste mennesker hos sig- jer. Jeg er sikker på, at jeres rejse vil give hende noget erfaring som hun ikke ville have været foruden, når hun kigger tilbage om 5-10-15 år. Ta’ det roligt, ingen overreaktion og bliv ved med at snakke om de positive ting. Det ville sikkert være godt med afskærmning fra de indputs vennerne fra DK kommer med, men kunne forestille mig, at det næsten er umuligt at overbevise en 15 årig om. Det skal nok gå. 

(Skotland) – Sikke mange dejlige svar. Jeg rejste selv fra Danmark som 19-årig (nu 51) og føler også det savn og den splittelse man får. Men jeg har haft mange gode oplevelser og er nu så heldig at bo i Skotland hvor man kan komme hjem på 1,5 time så jeg prioriterer at være hjemme på besøg 3-4 gange om året. Især nu hvor mine forældre er lidt oppe i årene selvom de stadig er ved godt helbred. Da jeg rejste hjemmefra var der ikke noget e-mail eller social media og jeg sad langt væk i Californien. Det var svært til tider men jeg havde jo selv valgt det og mødte mange søde livslange venner. Jeg håber din datter kan komme ovenpå og nyde den tid I har i Australien, jeg kender mange som ikke turde rejse ud og siden har fortrudt det. Knus og kram til dig og din datter

(California) – Hvor er dit indslag relevant og hvor jeg kender dine følelser… Vi har boet ude i 12 år, siden vores datter var 8 år og hvad jeg tænkt ud i fremtiden og set de udfordringer der ville komme, er jeg ikke sikker på, at jeg havde springet. MEN vi giver vores børn så mange gaver i form af sprog, indsigt i andre kulturer og et international mindset, at det må opveje de afsavn der er. Jeg tror det vigtigste er, at vi elsker vores børn og støtter dem i deres beslutninger selv om vi måske ikke altid er enige. Jeg er sikker på, at når din datter bliver ældre og ser tilbage vil du kun huske de positive ting ved at bo ude. 

En lille del af de enormt mange positive beskeder jeg fik i verdens bedste facebook gruppe. En gruppe hvor fælleskab og anerkendelse er kodeordet og kvinder når de er som bedst – ingen negativitet, vi er forskellige og det er ok! Vi har alle det tilfælles, vi er dansker!

Kram

Healthy body and healthy earth

Nu er det tid til et sidespring fra mine sædvanlige indlæg der ellers fylder i min hverdag. Der er dog også andre ting der optager mig…

Alle dage (stort set) er jeg ude og gå en morgentur. Grundet dårlig vejr har jeg ikke valgt at gå en tur på stranden i lang tid. Det er jo trods alt vinter og meget koldt for tiden. Men idag på trods af +4 grader er det alligevel mit valg. (Skrevet for et par dage siden)

Stranden hvor jeg allerede har mange skønne minder og oplevelser, gåture alene og med mennesker jeg elsker og kajakture. Jeg har badet, svømmet og bare siddet og reflekteret over livet.

Ligeså snart jeg træder udenfor og er nede på stranden kan jeg mærke kulden på kinderne og der er en skøn duft af nyslået græs. Solen skinner skarpt og på trods af solbriller og kasket kan jeg ikke kigge direkt ind imod byens skyskraber, solen er simpelhen for stærk.

Vildt og tænke på at jeg bor i en by med 4,8 millioner mennesker og her går jeg helt alene på en af de smukkeste strande. Her er så stille kun afbrudt af en enkelt lastbil der kører cirka 100 meter fra mig og havet.

Det er en oplevelse for at mine sanser – synet, duften og lydene når vandet stille rammer standkanten og mågerne de flirter med hinanden. De milde, kolde vind på mine kinder og solen der varmer mere og mere for hver skridt jeg tager. Bedre terapi findes ikke og der er intet der kan ødelægge den følelse jeg oplever lige nu.

Men

Det er der altså alligevel. Selvom vi bor i relativt ren by med dertil rene strande (med tanke på hvor mange mennesker der bor her og hvor mange skibe der ankommer fra alle verdens hjørner) så bliver jeg nedslået af hvor meget plastik og glasskår der ligger på stranden. Kamufleret mellem alle muslingeskaller og naturlige materialer ligger der ufatteligt meget lort som bare ikke hører hjemme der. Møj der hører hjemme i en skaraldespand og som kan genbruges. Selvom vi er gennemtæskede med informationer angående hvor skadeligt plastik og andet skrald er for os mennesker og vores natur så bliver der ved med at skylde skrald op på stranden og jeg går trods alt på en strand der er renere end mange andre steder på jorden.

Vi er blevet informerede om at vi ikke spiser fisk uden at også spise store mængder af plastik materialer. Vi sender glædeligt vores dyr og børn på stranden med bare tæer. Hver gang med en risiko for at de vender tilbage med dybe rifter på grund af glas, kapsler eller andet skarpt. Dagligt, hver morgen kører en traktor og rydder op efter os mennekser og alligevel…. Der mest mærkelige er, skulle der ligge en hundelort så hidser vi os op – sikke svineri! OG hvad sker der lige for mennekser der samler hundelorte op for at efterfølgende smide plastikposer på jorden! Har ingen kommentar for hvor dumt det er….

Hvornår vågner vi op? (Jeg ved godt at det ikke er alle men alligevel)

Hvad skal der til for at vi indser hvad vi alle gør ved vores verden? (Det er jo ikke kun på stranden der ligger skrald)

Hvorfor er det at vi er blevet så dovne at vi ikke kan tage vores eget skrald med hjem eller til den nærmeste skraldespand?

De fleste af os bor i et samfund hvor skraldespanden står overalt. Vi har genbrugsspande/pladser både på matriklen eller tæt på hjemmet. Vi har mennesker ansat til at rydde op efter os, både med maskiner og stærke hænder. Men alligevel er det ikke godt nok, åbenbart!

Jeg kender ikke svaret på verdens problem men har besluttet at jeg vil gøre mit for at jeg, mine børn eller mine fremtidige børnebørn måske en dag vil nyde en stranddag uden at de skal dele den med skrald… uden at de skal sætte livet på spil når de bader i vores have…

Jeg samler alle glasskår op jeg ser på min vej langs standen og næste gang vil jeg gøre det samme… Ja! jeg fik beskidte hænder men det er ikke være end at jeg kan vaske dem i (rent vand) når jeg kommer hjem igen.

Jeg vil altid samle mit eget skrald op og aldrig smide noget unedbrydeligt på jorden. En jord som vi skal leve længe på endnu…

Nå men et lille sidespring som jeg måtte ud med.

Uden at være opmærksom på det har jeg gået en hel del kilometer på den smukkeste strand. En oplevelse jeg delte med få mennesker, et par måger, en enkelt hund og tankerne. Våde fødder eller ej, en skøn tur for sanserne og tankerne.

Tanker om de “fodspor” vi efterlader!

Tak fordi i lyttede og måske har jeg påvirket nogle til at samle sit eget eller andres skrald op næste gang I går en tur på stranden eller andre smukke steder som bare er smukkere uden plastik eller glasskår….

 

Kram

Snydedagen – Hvem snyder jeg ?

Mandag morgen og der er intet så godt som at starte en ny med en rask gåtur gennem Port Melbourne smukke omgivelser, kommer nok til at savne dette når vi vender hjem til Danmark.

Nå men tilbage til projektet – Sukkergrisen og den kolde tyrker! Det er sjovt og vende tilbage til starten og de tanker jeg havde dengang. Tanker som var starten på et projekt som virkelig har udviklet sig. Mine indlæg er ikke kun tiltænkt som inspiration og motivation men også med til at fastholde og styre mine nogengange lidt sindsyge ideer.

Men en ting er sikkert – jeg lærer noget hver dag!

Den seneste erfaring jeg gjort mig er at snydedagen, forkælesesdagen eller som jeg sidst kaldte det, min sweetday ikke fungerer så godt som ellers var hensigten. Mit udgangspunkt var at denne dag skulle være en form for belønning efter en uges “kamp” mod kiloerne. Det skulle være en dag hvor jeg fik lov til at spise hvad jeg ville og hvad jeg ønskede. Ingen form for regler eller tanker på mit projekt. Mit problem var og er bare det at jeg kunne ikke stoppe med at tænke og fokusere på denne dag. Dagen kom til at fylde hele ugen. Hvad skal vi have af lækkerier? hvad har jeg lyst til? Sukker, is, flødekartofler, guf borede sig fast i mine tanker allerede dagen efter snydedagen.

Fokus!!!

Med tiden er en af min vigtigste læringer – at der er tankerne der styrer min lyst til de søde og usunde sager. Altså – jo mere jeg tænker på småkager, kartofler eller flødesovsen, jo mere får jeg lyst til det og gør dermed livet så meget sværere for mig selv.

Derfor har jeg nu taget den beslutning at droppe snydedagen og dermed håber jeg på at fokussen ændrer sig til det der er vigtigt.

Hvad gør jeg så istedet for?

Vores fredagsslik

Jeg er for længe siden kommet til den konklusion at jeg ikke kan undvære det der ikke altid er så godt for mig. Jeg ønsker stadig at nyde en cocktail en varm dag eller spise en is sammen med min mor… jeg ønsker stadig at T invitere ud på middag m.m.

Derfor vil jeg fra denne skønne dag leve efter mine nye og klogere principper.

Min krop har ikke brug for det usunde hver dag eller hver uge, måske skal min konklusion ændres og i takt med de gode resultater håber jeg at trængen og lysten forsvinder helt.

Snydedagen eksistere ikke mere men jeg vil derimod tillade mig med lidt mere frugt, lækker frugt i hverdagen hvilket jeg har fornægtet mig selv. Der skal stadig ikke fylde særligt meget, men jeg er af den overbevisning at ex. 4 søde jordbær eller 1 kiwi kan være med til holde trængen nede. Jeg vil også tillade mig et styk brød når lysten bliver ulidelig, forskellen er bare den at det ikke skal ske hver dag eller for den sag skyld hver uge. Når jeg bliver inviteret ud og spise af manden hvor kartofler er på menuen, vil jeg fremover spise det men igen, ikke hver dag eller hver uge.

Denne nye beslutning kræver en enorm viljestyrke og da jeg ved at det hele handler om en ændring at mine vaner og tanker, en livsstilsændring så finder jeg langsomt frem til det der fungerer for mig.

Jeg er derfor begyndt at fokusere på – dag til dag og når jeg føler en træng til forkæle mig selv er det ikke det usunde der skal bruges penge på. Det er da noget “federe” at købe et par lækre sko istedet for eller et par bukser i en mindre størrelse. Det varer trods alt noget længere og nydelsen er bare bedre for mig og min krop og er det cocktailen der ikke forsvinder fra mine tanker – ja så er det ok (men husk! Ikke altid)

Som I sikkert har luret så er jeg ikke fan af en specifik sundheds princip. Baseret på mine internet søgninger bliver jeg dog bombarderet med sundhedstips indenfor motion og madvaner g jeg får mange gode råd fra fantastiske venner og familiemedlemmer. Det er hele er med til at hjælpe mig at finde min måde at takle mit projekt på. Mine egne sundheds principper, der virker for mig.

Sense, lowcarb, nosuger, 5:2, suppekur, juicekur, lower bloodsuger, tælle kalorier og alle de gode råd der sikkert virker for andre. Men for mig virker en anden virkelighed. Nemlig at læse og lytte på alle råd og finde små detaljer fra det hele. Brudstykker af det hele som er med til at jeg lykkes med mit projekt.

Mit nye fitness ur er med til at motivere mit aktivitetsniveau, ligeså meget som mine små Snapchat til min mor er med til at både fastholde og igen motivere mig til mere. Kommentarerne med gode råd på både facebook og på bloggen, selv de små røde hjerter er alle med til at styrke mit selvværd og viljen til at lykkes.

Sense principper omkring håndfulde (portioner) er noget jeg kan bruge ligeså meget som lowcarb stadig virker for mig.

Snydedagen er ikke for mig men virker måske for andre. Har jeg lyst til kage (ikke hver dag eller hver uge) en regnkedelig dag så bager jeg en kage, en sundere udgave som jeg spiser med god samvittighed.

Jeg snyder nemlig ikke mig selv, jeg forkæler ikke mig selv. Jeg lever bare mit nye liv, efter mine principper, der virker for mig og min krop. Jeg falder nogen gange i men der er længere og længere imellem tilfældene. ROM blev ikke bygget på en dag og selvom der er nogle stejle bakker der skal bestiges så er de trods alt kun bakker og hver gang der bliver svært så rejser jeg mig op igen og ligemeget hvad, så er jeg blevet klogere.  Jeg mærker efter hvad min krop siger til mig og som mine gamle knæ for tiden fortæller, så bør jeg sætte mit aktivitetsniveau ned for en tid. Ikke helt men istedet for at sætte næsen op efter høje mål på løbebåndet pauser jeg lidt med det for en stund og tager mine nye gå-sko på og tager på flere og længere gåture udenfor.

Hvad siger I til det?

Kram

Motivationen der blev væk

Godmorgen derude!

Egentlig var det min at skrive et oplæg om en helt særlig dag, dagen hvor jeg forkæler mig selv. Men som en latterlig farlig overhaling indenom kom der noget andet ind over som optager mig meget disse dage.

Muren, det sorte hul, manglen på motivation kald det hvad i vil men faktum er at den følelse var jeg på ingen måde forberedt på. Tænk at jeg med al min positive karma skulle opleve dette så tidligt inde i mit projekt.

En ting som altid har hjulpet mig gennem alle år med de knapt så positive oplevelser er at skrive tankerne ned og det vil jeg hermed gøre et forsøg på. Da der sjældent er orden i de mindre positive oplevelser og tanker kan det fremstå en smule rodet og det må i bære over med.

667b41ed-fdd6-4182-b85d-fe3cab5593ef

“Muren” -det er et meget mærkeligt fænomen som sikkert opleves forskellig fra person til person – min oplevelse er total nedtur over at resultaterne ikke kommer hurtigste og jeg p.t. føler at det er en evigheds kamp jeg har gang i. Jeg er træt af følelse af stadig savne det usunde… træt af det hele lige nu.

I belive in me…

Alle mine positive tanker er pludselig svære og finde. De er der dog stadig, sån bag i baghovedet og en ting er sikkert. Jeg har taget et valg i alt mit tankemylder – Jeg giver IKKE op.

I gamle dage havde jeg nok givet op på dette tidspunkt og følt mig som en stor grim taber men det skal ikke ske denne gang. Gamle dage eksistere ikke og jeg er heldigtvis blevet så meget klogere både på mig selv om mine vaner.

Jeg har den overbevisning, at vi er herre over egne tanker og handlinger og derfor er jeg også herre over at fjerne det der ikke er godt for mig og det er så det jeg skal til nu. – Jeg skal finde motivationen igen.

Jeg ved godt – at Rom ikke blev bygget på en dag og mange års madmisbrug og misvedligeholdelse af min stakkels krop ikke forsvinder på få uger.

Jeg ved godt – at kroppen reagere med at nedsætte mit stofskifte da jeg ikke giver den så meget mad at arbejde med.

Jeg ved godt – at ALLE møder muren på et eller andet tidspunkt i et så stort projekt som jeg er gået igang med.

Jeg ved godt – at jeg skal fokusere på det positive og det er så det jeg gør fremover…..

Projekt “sundere krop” er jo ikke kun det jeg propper ind i munden som viser resultaterne. Det er motionen, indkøbsvaner, planlægning af tid og så ufattelig mange andre ting. For mig er den sværeste del, tankerne. Tankerne om mig selv og min viljestyrke. Jeg siger mange gange til mig selv – Du stoppede med at ryge fra den ene dag til den anden, så derfor kan du også klare dette!

Jeg mener selv at jeg har styr på motionen, jeg er blevet fan af min time, 2-3 gange om ugen i vores lille men absolut funktionelle fitnessrum. Jeg traver Port Melbourne og Albert park søen sønder og sammen (jeg har da trods slidt et par Nike sko ned). Jeg sparker mig selv i røven og siger Ja! når T. foreslår en tenniskamp… og jeg må nok indrømme at jeg elsker min nye kajak og de smukke ture T og jeg tager på havet. Motion som engang var noget jeg hadede er blevet en del af min hverdag og et must, for at jeg kan eksistere. TJEK!

og så lige en…

Jeg ved det godt – at muskler vejer mere end fedt. Det er bare skide irriterende… basta!

Min savnede veninde i Danmark sagde engang til mig at jeg skulle måle mig selv med målebånd istedet for at hele tiden bruge badevægten som fokuspunkt og måske skal jeg tage mig sammen og lytte til hendes kloge ord. Det giver jo rent faktisk mening i min situation.

Mine nye madvaner er så småt ved at blive etableret som faste rutiner i hverdagen. Jeg har købt nogle kogebøger selvom jeg ved at internettet bugner med lowcarb opskrifter så syntes jeg bare at det er lækrere at sidde med en fysisk bog i hænderne og blive inspireret.

Det er dog stadig svært at holde motivationen oppe når de to andre i familien ikke lever efter mine nye principper og fristelsen er stor når deres menu er frikadeller med kartofler og brun sovs.

Ps! jeg gider ikke og høre en masse – De burde da støtte dig mere og spise det samme som dig. Min respons til det er – Det er MIT projekt og ikke deres. Jeg håber dog på at på sigt kunne inspirere dem til sundere madvaner men p.t. er fokus på mig selv og ikke dem. (Er jeg egoisten, måske?)

Hvis jeg ser på den problematik med andre øjne, ser indad. Er det så måske denne mur jeg lige for øjeblikket kæmper med. Ser jeg det som en straf at jeg ikke må spise det “vi plejer”at spise. Jeg er opvokset med dansk husmandskost og for mig er det “normalen”. Det er ikke det at jeg skal lave meget mad som er mit problem men mere tanken om at det fede mad som jeg spist i mange år stadig er indarbejdet i mine vaner og når man er så gammel som mig så husker jeg stadig ordne – spis dine kartofler og sovs, det er sundt! 

I mit projekt er stillingen 80% mad og 20% motion og maden er det sværeste. Jeg higer stadig efter det jeg plejer at spise og har gjort i mange år. Min krop har ikke trængen til sukker mere men det er ikke ens betydning med at lysten ikke er der. Lysten til det hyggelige og det der bare smager så godt…

En ting som jeg også kæmper med for tiden er et luksusproblem, jeg har for meget tid…. for meget tid til at tænke over mit projekt. Med tankerne kommer også alt for meget fokus på madvaner og maden. Hvilket gør at jeg bliver konstant mindet om at jeg er sulten og er jeg ikke sulten så bliver jeg det…. som sagt luksusproblem som jeg bliver nød til at ændre ved hjælp af – fokus på noget andet. Nemt ikke!?

Fokus fokus – jeg kan og vil dette!

Jeg finder min fokus igen og giver ikke op. Jeg kender mange af faldegrupperne og har været på vej op af mange mure gennem mit liv. Forskellen er bare at denne gang kommer jeg over og min tankegang er positiv. Selv dete indlæg ser jeg som en positiv del af mit projekt. Det er ikke lyserødt det hele og for mig handler det om at vende de mindre gode tanker til en positiv udvikling og læring. Selvom jeg er 46 år så lærer jeg noget nyt om mig selvom livet hver eneste dag og dagen idag er så dagen hvor jeg bestiger denne mur og er hermed bedre rustet til at klare næste muren der unægteligt kommer.

Nå venner! Hvad mener i så om mit totale rodede indlæg? Hvad bruger I som motivationsfaktorer når livet byder på mure?

billeder-fra-iphone-november-2011-006

 

 

Kram

I belive in me

b1587fd7-7f17-4711-b40a-5be5731e0078

Til alle jer der siger, at motion er godt for dig og at jeg bliver gladere af et vægttab – Halleluja hvor har I ret og hvorfor skulle det tage mig så mange år at indse det?

Jeg ved ikke hvad der er sket men lyset er gået op for mig og jeg har taget magten over min egen krop. Nogle siger at keg bliver lykkeligere… men jeg kan ikke påstå at jeg ikke var lykkelig før, for det var jeg. Jeg var og er lykkelig for min fantastiske familie og jeg er den lykkelige ejer af skønne veninder som altid er der for mig og som altid er klar med bunker af positivitet. Jeg har de materielle ting jeg har brug for men et eller andet sted mellem morrollen, husturollen, den passionerede pædagog og veninden glemte jeg mig selv.

Lenda glemte Lenda og hendes personlige behov.

Hvad der er sket aner jeg simpelhen ikke, men noget er sket!

Sukkergrisens kamp startede og er nu aflivet… Jeg har som altid mange boldte i luften og mange projekter kørende, men for første gang i mit liv har jeg gang i et projekt hvor JEG er i fokus og jeg gør noget for mig selv.

Det er vidunderligt at opdage hvor mange der bakker op omkring mit projekt og følger med. Hver eneste gang jeg læser en kommentar eller ser en lille emoji på bloggen, instragram eller andre steder er det med til at holde kampen ud, kampen mod en bedre krop og en gladere sjæl.

Strategien er egentlig ganske simpel men kræver enormt meget viljestyrke. Målet er ikke så overskueligt som det engang var og prisen er en gigantisk gave.

Sukkergrisen og den kolde tyrker!

Jeg lever udelukkende efter lowcarb principperne i 6 dage om ugen og en dag har jeg snydedag – en snydedag som indebærer jeg må spise hvad jeg vil og ønsker. Det har dog vist sig at have nogle goder som jeg ikke drømt om. Her i huset er det altid mig der laver mad kun afbrudt at K der nogle gange overtager. Men nu er der sket det at min dear husbond som bakker op om mit projekt i hverdagen, nu gerne vil lave dessert til min snydedag og manden der kender mig ved at is er vejen til mit hjerte. Sjovt nok her et måned inde i mit projekt er isen ikke så tiltalende mere. Tro mig det smager stadig vidunderligt men pga af projektet og de gode resultater så er det ikke så vigtigt for mig at spise det hele eller at spise mig overmæt. Jeg savner det ikke i hverdagen og sætter nu mere pris på det når det er legalt, den ene dag.

6dbe9aaf-4519-4600-bfbc-b7c81956c8e8f41c3e14-85b6-4759-8009-e75a5c86c94c

Udover lowcarb principperne så er motionen blevet en indarbejdet del af min hverdag… Lange gåture i smukke omgivelser. Her gik jeg og troede at gåture ikke var nok til at styrke kroppen og ikke mindst benene. Jeg havde den overbevisning at der skulle løb eller cykelture til at styrke både hofter og ben. Men det er da vist hermed modbevist…

Derudover bruger jeg flittigt vores gym med fokus på at styrke arme og ryg, jeg skal jo trods alt tilbage og arbejde som pædagog med mange lyft og akavede bevægelser.

Motion er måske ikke så slemt som jeg engang troede. Der er sket den forskel nu, at jeg kan mærke og se resultaterne. Ikke kun i kroppen men også i sjælen…

8395fb9b-75cb-462e-9dc5-21aa498d14cc

Er det så kun godt det hele? 

Når jeg rigtig mærker efter så – Ja det hele er kun godt.

Jeg er ikke naiv og kan nok kalde mig en erfaren dame indenfor dette emne. Jeg ved godt at ting går op og ned og der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg savner stadig alt det usunde, det søde og alt det jeg troede gjorde livet bedre. “Hyggen” der ikke var hyggelig uden popcorn, Chips eller en stor skål slik. Weekendshyggen der indebar store mængder flødesovse, eller andet med højt fedtindhold. Men helt ærligt hvor hyggeligt er det egentlig at sove dårligt, være så mæt at du ikke kan bevæge dig hen imod opvasken eller sidde på wc hele dagen efter. Det er sku ikke hyggeligt….

Savnet kan jeg leve med og målet er mit fokus. Sjældent kan man sige at et savn har en pris, en positiv dejlig pris hvor jeg langsomt kommer tættere på et gladere og sundere jeg. 

Mange af jer tænker sikkert – Hvad gør hun så når det skal hygges? Og skal jeg være helt ærlig så hygger jeg bare. Jeg er nået til det punkt, at jeg ikke skal have noget at spise for at hygge. Et tæppe, en lækker mand eller en god film kan og er nok… en hjemmelavet grønsags drikke gør underværker og ikke nok med at den mætter så er den også lækkert g forfriskende. Jeg gør noget særligt ud at det, putter en sugerør i, isterninger og vælger et andet glas end det vi bruger i hverdagen. Bonussen er (måske) at jeg har overskud til at tage opvasken og sover som en engel og vågner op frisk og veludhvilet.

Det små ting gør forskellen og det hele starter med mig! 

24360164-1970-4e25-8ccd-5bb4cd8e4a7f

Status – Siden vi flyttede til Australien har jeg gennemgået en vægttab på 18 kilo p.t og jeg er nu ejeren af en krop der ikke gør ondt mere.

Jeg er stadig en kraftig kvinde med et rummeligt hjerte men forskellen er at jeg nu er på vej, på vej ned at en stejl bakke. Men lige meget hvad og hvilke forhindringer der er på min vej så bekæmper jeg dem alle. Jeg prøver at finde svaret på hvad der er sket og hvad forskellen er fra før og nu, men det er ikke vigtig at finde svaret lige nu. Det vigtige er at jeg tror på mig selv og bliver ved.. måske kommer svaret bumpede, måske ikke – so what!

Kram
Older posts