Venner vokser ikke på træerne men sommetider står de på stranden og venter..

Har I savnet mig?

Måske har I opdaget at der har været meget stille på bloggen den seneste tid og det skylden simpelhen at der har været andre ting der har fyldt i mit liv, nemlig vennerne.

Jeg skal lige fortælle at dette indlæg ikke indeholder nogen billeder da jeg ikke fik indhentet tilladelse til at vise billeder af mine dejlige veninder og venner… og jeg vil ikke risikere at støde nogen.

download

Det lyder næsten helt teenager kliche-agtigt og det er det sikker også men på trods af det here we go!

Faktum er at jeg havde den overbevisning at venner ikke var noget der voksede på træerne eller stod og ventede på mig. Det har jeg dog erfaret ikke er hele sandheden. Jeg er p.t den glade ejer at et styk “ven” der har kontaktet mig på stranden. Sjovt nok er det ikke en jævnaldrende person eller en med fælles interesse, udover sol og strand. Det er ikke en kvinde som mine venner ofte ender ud med at være. Nej! det er en ældre herre på omkring de 70 år (vil jeg skyde på) som jeg i lang tid, d.v.s. ligesiden jeg begyndte at benytte strande udenfor hoveddøren, sagt goddag til og sendt et venligsindet smil. Vi har nu startet en lille samtalegruppe med to faste medlemmer og nogen gange en tredje, hans kone. Vi vender emner som solen og dens stråler og han underviser mig i hvordan jeg kan helbrede solbrændthed og bare hvordan det ellers går… En sludder for en sladder. Han har været en del bekymret for min røde arme, som han nu kan konstaterer ikke er i fare mere. PYHA! Så er jeg mere rolig…. Min ven på stranden er så hyggelig og næste gang jeg møder ham må jeg nok hellere spørge ham hvad han hedder (grineren)

På baggrund af denne morsomme oplevelse skal dette indlæg uden tvivl omhandle mine venner. I må gerne se det som en hyldest og der sidder sikker nogle af jer og tænker – Er det mig hun skriver om? og det er det sikkert. Jeg nævner bevidst ikke nogen navne men du/I ved hvem du/I er <3

Vores flyt til Australien betød at jeg måtte forlade de dejligste kvinder og vennepar i Danmark, venner som jeg har så mange gode minder sammen med og selvom vi ikke sås hver dag og så ofte som vi ønskede, så er de alle en stor del af mit liv og den person jeg er. Venner som jeg har sammen med T og venner der kun er mine, gamle venner og nye..

Venner for mig er mennesker jeg kan være i selskab med uden at bære en maske og venner er nogle jeg med garanti ved ikke bærer en maske. Mennesker jeg kan vise følelser overfor og som er ærlige og sjove… Jeg har mødt mange mennesker gennem mit liv som jeg den dag idag kalder mine venner (selvom vi ikke ses så ofte) og i dette indlæg vil jeg fremhæve nogle helt særlige… Venner der ikke er biologisk familie men som føles som netop det.

Inden vi flyttede havde jeg en forstilling og forventning om at der nok ville falde nogen fra – I kender det godt, ude af syn – ude af sind og det havde jeg accepteret. Men nu snart 1 ½ år senere kan jeg konstatere at der ikke er faldet en eneste fra, derimod er der kommet en mere intens og ærlig kommunikation mellem os alle. Måske er det ikke face to face men sentimental som jeg er gemmer jeg alle skrevne ord og alle billeder der er sent til mig i Australien. Som jeg skrev i et tidligere indlæg så er de sociale medier med til at gøre fraværet meget nemmere og jeg tør slet ikke tænke på hvordan livet havde været for bare 20 år siden, det gider jeg dog ikke at dvæle i mere og… De sociale medier er her for at blive og tak for det.

Hjemme i Danmark efterlod jeg et job som jeg elskede, og dermed også nogle kollegaer der med tiden blev nære venner og det er selvom jeg kun nåede at være på stedet i 2 dejlige år. Dejlige, varme, åbne og ikke mindst sjove kollegaer som jeg nu er så heldig, at kunne kalde veninder. Veninder hvor den fælles nævner er passionen til den pædagogiske verden og alt det andet der sker rundt omkring os. Jeg elsker at læse, at de mødes til kaffe og hygge i det danske og må indrømme at jeg er jaloux. Jeg vil jo være med, men jeg ved med garanti at jeg bliver en del af deres fællesskab når jeg vender snuden hjemad om 1 ½ år. I skal alle vide at hver gang I “tagger” mig i et facebook opslag eller deler et fælles minde så varmer det mit gamle hjerte og kærlighed til jer alle vokser. Ordne behøver ikke at være mange men så længe de er der så er jeg den gladeste veninde man kan få <3

Midt i denne gruppe skønne pædagoger er der en særlig kvinde der har gjort særligt indtryk på mig og hun er en gave. Lige meget hvad der sker “hjemme” så glemmer hun mig aldrig. Hun skriver ofte lange lange beskeder til mig og er altid opmærksom på hvordan jeg har det. Selvom jeg ikke har en forventning, at alle skriver lange beskeder eller hele tiden så kan jeg altid stole på at denne kvinde gør det. Fordi hun tænker på mig og en ting er sikkert jeg tænker ofte på hende- Kys til dig!

Tak piger –  jeg savner jer hver dag, den faglige sparring, grinene og den utrolige varme og tryghed jeg føler i jeres selskab og særlig til dig – du ved hvem du er!

Jeg efterlod også en kvinde der har været i mit liv de seneste 15 år, en kvinde der startede med at være kollega og som idag er den bedste ven, ever. Hun er mit spejl og jeg tør godt sige, min søster. Hun er savnet hver dag og sommetider skal jeg fange mig selv i at se mennesker der ligner hende på gaden i Melbourne. Jeg savner hende fordi hun kender mig aller dybest inde og jeg kan ikke skjule noget for hende og omvendt. Jeg kan med garanti sige at uanset hvor i verden jeg må befinde mig så er hun altid med, i mit hjerte.

Du ved hvem du er, jeg behøver ikke at nævne dit navn… Savner dig hver dag så meget at det nogen gange gør ondt langt ind i sjælen. men der kommer en dag hvor vi ses igen og du er altid med mig.

Venner er også dem jeg har sammen med T, gode, nære og sjove fællesskab hvor vi kan være os selv og føler os trygge. Venne-par der er kommet ind i vores liv gennem T’s arbejdsliv og som har udviklet sig til noget stort, så stort at det ene par rent faktisk kommer ud og besøger os i Australien. Sikke en gave at modtage….

Kære par og jeres skønne skønne børn, tak for jer og fordi I venter på os.

Til jer der ikke kan vente mere men kommer her ud. Ord kan ikke beskrive hvad det betyder for os – så jeg siger ikke mere <3

Når jeg nu skriver nogle kærlige ord til mine kære venner skal jeg absolut også nævne de nyeste skud på stammen. Nogle dejlige (ved godt jeg skriver dejlige mange gange men det kan ikke siges nok) kvinder der svarede på min dating annonce. (En annonce/efterlysning jeg lagde op i facebook gruppen for dansker i Melbourne) Det endt ud i nogle meget forskellige kvinder som alle beriger mit liv på den rigeste måde. Fælles for alle er at de er kommet til Australien p.g.a. mandens arbejde, de er alle hjemmegående super kvinder og ikke mindst – de er dansker.

Den første “date” jeg var på var med en kvinde der er en del år yngre end mig og som har en sjov lille datter. Vores fælles nævner er at vi begge er pædagoger. På trods af aldersforskellen er vi et godt match og jeg nyder hende og datterens selskab. I dette gæstfrie hjem mødte jeg endnu en kvinde som jeg sidenhen har været på frokost”dates” med og igen selvom jeg er alders-præsidenten har vi en masse at snakke om. Vi har fælles oplevelser med i bagagen og hendes væremåde gør mig tryg og jeg føler en ærlighed og oprigtighed i hendes selskab.

På min anden date mødte jeg endnu en skøn kvinde over en kop kaffe i Elwood. En kvinde jeg anbefaler alle, at have i sin vennekreds. Ikke nok med at hun er et smilende og dejligt menneske at snakke med så har hun også en stor viden omkring de praktiske ting her i landet. Når jeg nu kan konstatere, at jeg stadig føler mig ny og usikker i et land med mange forskellige og anerledes systemer så føles det trygt at snakke med hende. I mine øjne ved hun stort set ved alt og skulle vi komme ind på et emne hvor hun er på udebane så går der ikke så lang tid før der tikker en besked ind på min telefon. Hun er meget gæstfri og har lige adopteret en skøn hund som har et ligeså skønt sind som sin ejer og sikkert også hendes datter som jeg endnu ikke har haft æren af at møde, men det skal nok komme. Denne kvinde er “kvinden” der fik mig til at smage bananbrød og jeg kan nu konstatere at det rent faktisk smager godt… Jer der kender mig ved godt hvor meget jeg har hadet duften, lugten og smagen af bananer..

Udover disse skønne kvinder bliver jeg nød til at nævne, at venskab ikke behøver at være et fysisk forhold. Jeg har lige siden min dating annonce skrevet sammen med en kvinde der bor cirka 300 kilometer væk fra Melbourne og selvom vi aldrig mødt hinanden kan jeg mærke at hun er et rart menneske som jeg glæder mig til at på et tidspunkt at møde hende. Måske en moderne måde at have venner på men ikke desto mindre vigtigt at nævne.

Til sidst og absolut ikke mindst den seneste kvinde jeg mødt, er nok det menneske jeg sætter aller størst pris på lige nu. Ikke fordi jeg ikke sætter pris på alle mennesker i mit liv men denne kvinde har, uden at lyde for sukkersød virkelig gjort et positivt indtryk på mig og på sin helt egen måde nok reddet mit ophold her i Australien. Vores venskab startede med en dialog på messenger over mange uger. Vi havde ikke muligheden for at mødes p.g.a. af diverse Danmarks besøg og gæster m.m. Men pludselig en dag på hjørnet af Spencer street og Collins street stod hun, min kære nye ven som jeg er meget taknemlig for. Vi har lige siden første dag snakket godt og meget sammen og vi har en fælles forståelse for hinandens udfordringer og glæder. Vi deler næsten alt…. stort set 🙂 Vi savner hinanden når vi ikke er sammen og det er selvom der kun er gået 2 dage. Vi oplever Melbourne i regn og rusk, alene og sammen med andre. Vi tager på sightseeing ture, ture i forskellige parker, spiser frokost og drikker drinks på tidspunkter hvor vi har lyst til det, vi drikker kaffe – One flat white and skim milk and one Long black. og til tider kører vi en tur. Med andre ord vi nyder hinanden og taler om livet. Denne veninde er gået lige ind i hjertet på mig og der kommer hun altid til at være.

På trods af mange dybe samtaler er der dog en ting vi IKKE snakker om og det er at jeg en dag skal tilbage til Danmark…. Så siger vi ikke mere om det!

Den nyeste udvikling er at vores mænd mænger sig, på den gode måde. De har så ondt i røven over de oplevelser vi har sammen at de måtte deltage. (blink blink)Nej! spøg til side, det er dejligt at de er med engang emellem. Det er trods alt dem der knokler så vi kan nyde det liv vi gør og der skal ikke herske nogen tvivl om at det sætter vis stor på pris på.

Kære du – tak for at du kom ind i mit liv på det tidspunkt hvor jeg havde som aller mest brug for netop dig – TAK!

Tak til alle mine veninder og venner i har alle og hver en stor plads i mit hjerte også selvom vi ikke kan se hinanden hele tiden.

 

Knus fra Lenda

Hvad er min holdning til uniformer?

19274872_10213096504745485_9067152006045953766_n

Det er mandag eftermiddag og jeg sidder her i sofaen efter en 2 timer lang gåtur i et blæsende on and off solskinsvejr. Det er simpelhen utroligt som vejret skifter, det er stadig ikke til at fatte at igår klokken, midt på dagen havde vi 27 grader og sad ved stranden og badede med fødderne. En time senere tordnede det med de smukkeste lyn. Jeg er nu fan af torden og lyn, på en magisk måde bliver luften og livet bare vildere og renere…

OG nu en dag senere er vejret blæsende, køligere men stadig fascinerende på en dejlig Melbourne måde.

Som sagt sidder jeg her i min sofa og nyder roen. Fuglene og trafikken er det eneste der forstyrrer min ro og på en underlig måde giver det mig bare mere ro… K er startet i skole idag efter fjorten dages springbreak og T er stadig i Indonesien og nej jeg er ikke på repeat… Han har nu været afsted i 3 uger og snart halvvejs gennem sin Indonesientur.

Skolestart, fjerde og sidste semester for i år betyder at sommeruniformen skal frem fra bageste hylde i garderoben og stryges. De korte hvide sokker skal på istedet for de knælange mørkegrå. Blazeren er den samme på nær, at den nu har været en tur på renseriet. Ægte uld i en vaskemaskine er nok ikke en god ide, så det overlader jeg til soecialisterne.

De lækre fodformede lædersko med sorte snørebånd er indkøbt i en specialbutikken – (Shoes & Soxs) specialister i skolesko med fodformet behagelighed og venlighed. Prisen er sat der efter. Sjovt nok er alt jeg kombinerer med ordet specialist indebærer at mit kort bliver endnu mere rødt..

Vi har nu i tre semester (der er fire på et år) prøvet den billigere lækre plastik, wannabe læder sko og absolut ikke kønne sko fra Kmart. Jeg må mu konstatere at de ikke holder mere end et semester af gangen og det er selvom de kun bliver brugt i skoletiden. Tre par sko over tre semstre er lige i overkanten af ringe, usle kvalitet og nu prøver vi så de dyrere og lidt pænere, kun lidt.

1fe33b8c-45f9-484d-8fe3-badc45426731

Der er sikkert mange holdninger til konceptet skoleuniform og min er ligeså skiftende som vejret… På den ene side er det en skide god ide da K bliver færdig med sine morgen sysler på den halve tid, sammenlignet med der hjemme i Danmark. Det er ikke så stor konkurrence omkring mærker, stil eller personlighed = populæritet.

Men på den anden side er det vel også en del af de unges opvækst, at bruge, udvikle og give udtryk for sin personlighed.

Konceptet skoleuniform er en ny kultur vi ikke har i Danmark og nok aldrig bliver et omdiskuteret emne da det bare ikke er en del af den danske kultur, slut prut, finale..

Det er ikke nødvendigvis vores holdning at personlighed sidder i tøjet eller rettere sagt så kan det helt sikkert konstateres at det ikke sidder i beklædningen. Men derimod i bla. opførelse, attitude og holdninger. De unge prøver hver dag at vise sin forskellighed gennem hårfarve, negle, makeup og accessorieses med det resultat at de må vende snuden hjem igen hvis det ikke passer ind i skolen påklædnings – uniforms politik. Drenge med lilla hår eller piger med røde læber bliver sendt direkte hjem med den besked – det er en ommer…. Store øreringe eller smykker i det hele taget er en vurderingsag og hvis jeg skal være helt ærlig så giver det mening. En regel er en regel Hvorfor ellers have en uniformspolitik?

Men en ting skolens regler, politik eller holdninger ikke kan tage fra de unge piger – er længden på kjolen eller nederdelen. Da K IKKE går på en katolsk, ren pige eller anden religiøs skole virker det som om kjolen eller nederdelen bliver kortere for hvert år der går og det er ikke fordi pigerne ben bliver længere, tror jeg.

Personlighed, attitude hører fritiden til men holdningerne har frit løb i skoletid – det bliver de opfordret til hver dag.

En anden side af uniforms-sagen er prisen på denne kultur og her mener jeg den faktiske pris. Det er trods alt ikke en pris der gentager sig hele tiden, men alligevel. En sommeruniform bestående af  en “rengøringskjole” gange 2. Med temperaturer op til 45 grader i højsæsonen og 15 grader i knapt så højsæson- agtige temperaturer er det ikke ofte den holder mere en en dag, derfor er 2 kjoler et minimun. Derudover korte hvide sokker gange 7-10 og en tyk uld trøje, en blazer endnu engang i uld og læder sko med sorte snørebånd. Ja og jeg kan blive ved, skoletaske, idrætstøj der indeholder shorts, t-shirt, windbreaker jakke, kasket og utroligt nok valgfrie sko.. og jeg er endnu ikke kommet ind på vinteruniformen vi lige har lagt væk. Slips, skjorter, uld nederdele og jeg kan blive ved. Den skal heldigvis først på i anden semester, 15 april – 2018.. Fik jeg nævnt at den næsten fylder en hel kuffert.

(Derudover kommer også bøger, tilbehør, IPad eller Macbook ( hvilket er et must på denne skole), Tram transport m.m )

df653164-5cb6-4191-97ba-787e3f6d0252

75b10316-5024-4cc2-ba8d-5c74f0304e5a

6c847617-bf16-4a75-a2b5-1af9bdcd0bf4

1b278ece-e7d6-4878-9e37-6b779105c4ed

c2a4d564-e72e-4e7a-85b5-1422044ed87c

Alt tøj og tilbehør kan naturligvis kun købes i en special-butik… der skal jo være skolen emblem på og her kommer jeg så til mit dilemma – Har alle råd til det? Eller må man fravælge skoler på grund af prisen på uniformen. Jeg aner det ikke…

K på 15 år har sin klare og meget tydelige holdning – Hun hader uniformen og mener det sætter en begrænsning for muligheden, at udtrykke personligheden og som hun siger “ “ være sig selv”

Men alligevel er hun ikke så utilfreds g måske hænger det mere sammen med hvilke vaner og traditioner man kommer fra.

Personligt tror jeg, at hun mener det er en lettelse hver morgen hun skal i tøjet og det basere jeg på at hun ofte beholder sin uniform på hele dagen. Om det er dovenskab eller behagelighed der styrer hendes adfærd er et spørgsmålstegn. Sikkert en kombination.

Hun klager kun når vi spørg og sætter alligevel en stor ære i at være ren og ordentlig i tøjet, hver dag hun møder op i skolen. Måske indeholder uniformen lidt stolthed, selvom det ville hun nok aldrig indrømme.

En ting er sikkert at andre former for “uniformen” ikke hører til en sjældenhed i hverken Danmark eller Australien. Hellere ikke nogen andre steder i verden. Uniformen symbolisere bla. respekt, fag og stolthed. Storesøster K bærer sin uniform hver dag på arbejdet med en stolthed for sit fag og jeg har den dybeste respekt for specielt hende og også det arbejde hun udfører.

Så med andre ord –

Er uniformen godt eller skidt ?? Hvad siger I ?

 

Knus fra Lenda

Forventningerne jeg forventer!

 

Åh! De kære forventninger, forventninger som har det med at tage røven på mig når jeg virkelig ikke forventer det. Forventninger til hvad der skal ske eller ikke ske.

Mine forventninger for denne uge var ikke særligt store og jeg havde en fornemmelse at jeg ville komme til at kede mig nogen så grusomt. Men nikke nikke nej! Det kom så slet ikke til at ske.

T er som I alle ved stadig i Indonesien og knokler. K har ferie, nærmere bestemt så er det springbreak i Victoria. Hele fjorten dage med ren og skær afslapning, ja og så alle lektierne der skal ordnes inden skolestart. Endnu en knokler med skolearbejde og jeg glemmer på ingen måde den store der knokler der hjemme i Dk.. You go girl! store K <3

En af de første dage i denne uge bliver jeg ringet op af T’s forhenværende kollega og nu vores danske ven i landet på den anden side. Han spørg om vi (jeg og K) vil med i Zoo. Nærmere bestemt Werribee open range zoo, en slags Knutenborg safari park.

Det bliver da til et rungende Ja og hurtigt som et lyn bliver K hevet ud af sengen og beordret i tøjet. Denne invitation takker jeg på ingen måde nej til så stakkels K har ikke noget valg. Men heldigvis takker hun også ja uden protester, måske kom der en lille beklagelse over den knapt så kærlige vækning. Hårdt liv stakkels teeangepige (blink blink)

Det er nu luksus, at blive hentet og kørt lige til hoveddøren. Hoveddøren til nye oplevelser.

Werribee open range zoo er dog på ingen måder som Knutenborg safaripark, det er meget anderledes bland andet bliver bilen parkeret udenfor og det er nok meget godt da halvdelen af Melbournes 4,8 millioner indbygger har valgt at besøge dette sted lige netop idag.

På en besynderlig måde virker dyrene her lidt mere eksotiske når temperaturen er over de 25 grader og himlen blå som jeg kun oplevet den her. Måske er det bare min opfattelse og jeg ved godt at vi ikke har zebraer og næsehorn her, men alligevel.

Vilde heste som næppe er vilde mere. Skulle efter signe være den ældste hesterace i verden.

Vilde heste som næppe er vilde mere.Ifølge guiden er disse heste den ældste hesterace i verden.

Vel indenfor og så meget  i en kilometer lang kø –  bliver vi alle (140 styk af gangen)  kørt rundt i en gigantisk lasbil/bus og sammen med millioner af  børn og deres til tider glade forældre, ja så bliver det meget lidt safariagtigt.. Måske safari på et familiebudget. Efter en lille times rundtur i open range delen går vi rundt i parken som har lidt gorillaer, flodheste og så kan jeg faktisk ikke huske flere dyr.

pa030022

Næsehorn på SPA ophold

Næsehorn på SPA ophold

Alfahan på jagt efter en snack - Watch out for the snake!

Alfahan på jagt efter en snack – Watch out for the snake!

Med vores eminente guide bliver vi ledt hen til gorilla buret hvor vi venter længe på at gorillaen skal have sin eftermiddags snack. Men det er rent faktisk ikke det der optager mig/os, pludselig opdager jeg en gul slange i det ene hjørne, ganske få meter fra madmor/zookeeperen og den flotte, stolte alfahan. Fuldstændigt uvidende fortsætter de deres show og det er selvom vi laver faktaer og prøver meget intenst at fange deres opmærksomhed. En ting ved vi da, ALLE slanger i Australien er giftige og kan være farlige for den enkelte.

Vi fik dog efter flere forsøg fanget deres opmærksomhed og i takt med at vi var på vej væk og hjem fik de en opgave som de helt sikkert ikke havde forvente den dag – indfange en giftig slange i et gorillabur…

Werribee open range zoo er absolut et besøg værd men jeg er meget i tvivl om vi skal tilbage igen.. Mine forventninger var få og jeg nød en dejlig dag i venners samvær. Deres gæstfrihed og åbne arme er en fornøjelse for os alle og vi er meget taknemlige.

Hippo on Hippobeach også kaldt Riverhourse

Hippo on Hippobeach også kaldt Riverhourse

Dagen efter var det K’s og min tur til at invitere på en roadtrip som endnu engang indebærer dyr og denne gang det australske dyreliv. Vi skal besøge en meget lille men spændende koala og kænguru park. Parken ligger tæt på Philip Island og indebærer en køretur på 1½ time syd for Melbourne og hjem igen. En køretur som jeg ikke gerne tager uden T og hans tekniske/mekaniske velanbragte hænder. I kender da efterhånden min holdning til M.B og dennes temperament. Men jeg beslutter at jeg ikke kan blive her, når der er så mange oplevelser der skal opleves.

Bilen er pakket med vand, kaffe to go og fire meget glade forventningsfulde piger og skuffede blev vi da ikke. Bilen kørte som en drøm og vores lille dyroase (vi har været der 2 og 3 gange før) skuffede på ingen måde. Dingoerne hyllede af glæde og K fik sin drøm opfyldt, at klappe en dingo på tætteste hold. Emuerne lavede sjov og kænguruerne med ungerne hængende ud af pungene var endnu engang en dejlig oplevelse. De blev aet, madet og fotograferet mere end gederne i Københavns zoo, eller måske lige meget. Det er altså bare noget helt særligt med dette meget unikke dyr som egentlig er et skadedyr og hadet af mange beboer i hele Australien. Det er noget særligt at opleve deres bevægelser på tætteste hold og se måden de bruger halen som støtte når de går og hopper. Maru koala animal park giver os også muligheden for at komme helt tæt på dyr der bærer deres relativt store unger rundt i pungen og det er bare toppen af nuttethed at se. Selv de små unger i pungen er meget tålmodige og acceptere at vi mader dem og de meget nysgerrige mindre børn, der måske ikke har et naturligt filter er ikke en hindring for disse tillidfulde dyr. Ja det er et zoo og det viser ikke virkeligheden men det forventer jeg hellere ikke. Jeg føler mig meget priviligeret og lykkelig over at få lov til at opleve denne del af verden.

429b3251-01d5-4750-8ab3-4e512568379e 13d39c94-0346-4b8f-9e65-bbefe135f366 2f4a1cbc-30ce-4415-8cdc-1eada1a9811f 398a5af6-70fc-48fc-bc30-2d739b561eb0 b1b23c5f-7d3f-4f42-bcba-1209d7b215dc 9d5cf200-5ecb-4667-8d29-2813b6b2e634

MEN det der var den sjoveste oplevelse denne dag var trods alt vores ( de to voksne tosser) snak med papegøjerne. De måtte ikke forstyres af os ( men det siger vi ikke højt) det forhindrede os ikke i at indgå en meget alvorlig, intens og underholdende dialog om livet og de store hvide fugle svarede med  – Hallo! Puha det var længe siden jeg grinet så meget når min nye og ekstremt underholdende veninde gik igang med at snakke med papegøjen. Hendes kropsprog og verbale sprog fangede den ene papegøje som begyndte at efterligne hende. Underholdningen ville ingen ende tage og jeg fik mig også en god snak med et par papegøjer i et andet bur.  Giv mig zebraer, flodheste eller alle andre dyr i hele verden men en papegøje der kan sige Hallo! slår alle rekorder for underholdning og vi skulle begge slæbes væk fra dem igen. Når jeg her dagen efter tænker på situationen griner jeg stadig og er så taknemlig at jeg fik lov til at opleve dette sammen med en ligeså skør kone som mig selv. Skulle mine kære naboer nu fange mig i en alvorlig intens dialog med papegøjerne vi har i træerne udenfor vinduer hver eneste morgen, ja så skal de nok også få sig et godt grin… Jeg indrømmer det gerne, igen imod mine egne forventninger – Jeg er fan af talende papegøjer. 

e0c29f9e-93a4-4002-8d49-6f20eb9198f4d4751c19-418a-46e9-ba66-72e4fe540cb3

Dejlig dag jeg kommer til at huske længe..

De to sidste dage står som forventet på rengøring, tøjvask og havearbejde. Foråret er her og vores hverdag starter på mandag. Skoletøjet er sendt til rens og hjemmet gjort klart til den store omgang, Mamma Mia (min standard rengøringsfilm) er gået igang og tornadoen kører.

Ligeså skønt der er med nye oplevelser som jeg på ingen måde havde forventet sker, så er det nu også dejligt når andre ting er som det plejer.

Nyd nu alle mine dyrbilleder og T og store K-  Jeg tænker på jer hver dag <3

 

Knus fra Lenda

First people

c5e59a1f-e190-4fc6-a5d2-e1ad0518e13f

The First people – aboriginals og dagens oplevelser

En dag med de skønneste piger og smukkeste, lidt deprimerende fortællinger. Fortællinger om et folk på flugt i sit eget land og en kultur som måske ikke er glemt men meget tæt på at gå tabt. En insprerende og vigtig kultur som mennesker på den anden side af jorden knapt nok har den fjerneste ide om.

I disse dage har Karoline fri fra skole, det er springbreak og sidste term i 9.klasse er lige om hjørnet og 10 klasse venter. Selvom om alle dagene er afsat til vennerne var der alligevel plads til en kulturel dag sammen med mor, mors veninde og hendes datter.

586b0c75-8c1d-4fd2-a2ba-7368470a8e8f 4bc23018-6b7a-4e9f-a1af-574a666d354b

Målet for dagens eventyr er en tur på Melbourne Museum & Melbourne expedition centre. Det sidst nævnte observerede vi dog kun udenfor. En oplevelse af den farverige slags. Victorianske haver der står i fuld flor i forårssolen. Duften og lydene er vidunderlig og nogen gange er det svært at forstå vi er i en by med tæt på 5 millioner indbygger.

dbe93a48-dbdb-4653-8881-967c9e031eba   7a51a2e0-6f11-4d3c-895e-f82f5d2a0a21

9fcab92f-bb17-4ef3-b02a-f6d13ef20052

Jeg har siden vi satte vores fødder på Austrask jord været meget interesseret og optaget af den spænende historie dette land har og jeg taler ikke om den engelske udgave men derimod den ægte og på mange måder helt fantastiske historie aboriginalerne bærer med sig og kaldt The first people.

Vi er derfor nu på vej ind for at se en permanent udstilling om The first people… Jeg er blevet advarer – der kan være en følelsesladet oplevelse og absolut ikke for sarte sjæle.

Det første jeg bliver overrasket over at der er så få mennesker og det er selvom vi befinder os i højsæsonen for museumsbesøg (skoleferien) Nå men det er jo trods alt dejligt.

c2280d95-74df-44c0-bc84-568325605293

Selve udstilling ramte mig på alle følelserne bla fik jeg en fornemmelse af at aboriginal folket bærer på en stolthed. En stolthed for deres kultur, arv og kunnen.

Ifølge fortællingerne havde de ikke nogen sygdomme eller kriminalitet, de levede i harmoni hvor konflikter blev løst med dialog. Næppe noget vi kan prale med i dag. De brugte moder jord uden overforbrug, dvs tag det du skal bruge og ikke mere.

The first people var eminente håndværker som igen kun brugte det materialer de havde brug for og misbrugte på ingen måde den jord de levede på. Vi så eksempler på de smukkeste “ribs” der alle fortalte en historie om det liv og de veje ejeren og familien levet og gået på. Fascinerende..

De havde mange sprog alt efter hvilket område de boede i. De lavede bla message sticks, hvilket indebærer at de skrev meddelelser på små træpinde når der skulle kommunikeres på afstand – det kender vi vist mere som sms’er eller andre måder at kommunikere på.

6801705c-b0ac-44b0-a071-9133acc870ed

Den første del af udstillingen var inspirerende og på en måde smuk. Der var bla en visuel oplevelse hvor jeg blev som besat. Kan ikke beskrives på andre måder end smukt og meget…  ja jeg kan ikke beskrives det på andre måder. Det ramte mig dybt i sjælen.

Perioden efter englændernes ankomst er derimod deprimerende og ganske sørgelig. I kraft med at antallet af skibe og mennesker gik i land blev aboriginalerne udsat for bla. Smallpox i store mængder og mange kvinder, børn og ældre døde indenfor en ganske kort tidsperiode.

Jeg ved egentlig ikke hvad man havde forstillet sig når man vælger at bruge den australske kyst til fangelejre for Englands værste kriminelle ???? Og desuden fanger der været spærret inde, ombord på et skib fra England til Australiens østkyst.

Jeg siger på ingen måde at australien kun burde være for aboriginalerne og være lukket land. Her er jo trods alt mange mange kvadratmeter der kan bosættes. Det jeg stiller spørgsmålstegn ved er fremgangsmåden, der er så ringe og uforståelig.

Englænderne møder et folk som har så meget at byde på hvis de bare havde lyttet og måske set på dette ukendte folk som en resurse istedet for som virkeligheden er – nogle der skulle avles væk fra jordens overflade. Selv langt op i 1900 – så havde/har de stadig den holdning.

Aboriginals blev med glæde velkomne til at deltage i militære operationen men når sejren var i hus, Ja så blev de glemt og skubbet til siden.

Udstillingen viste os også at de blev tvungne til at bære et temporarily VISA selv dengang. Det var dog ikke kun indskrevet i dit pas men derimod en meget lang “stick” som der skulle bæres rundt på overalt. Alt efter formen, længden af denne “stick” kunne der genkendes om de befandt sig på tilladte steder og regioner.

Alligevel dejligt at os med temporarily visa ikke skal rende rundt med en 2 meter lang pind. Vi er jo trods alt gæster og ikke indfødte borger…

cce08fe9-0c5a-4468-875b-64abfa625de1

Jeg har efter denne udstilling stadig svært med at abstrahere fra den ustyrlig ekstremt dårlige behandling de første indbygger i Australien blev og er udsat for. I Staten Victoria er det ( ihvertfald for mig) en sjældenhed at se aboriginals i samfundet og gadebilledet. De skulle efter sigende være mere synlige i de nordlige stater. Sørgeligt …

Selvom udstillingen på ingen måder viste eller gav os et indblik i den hvide mands “opfindelse”the stolen generation og at det er ganske få år siden at the first people fik en bevis på at de ejer jorden de bor på og som de altid har boet på, lang tid før den hvide mand kom med de store skib. Skib der kom med død og elendighed.

Det er skræmmende hvor lidt jeg egentlig viste om denne del af den australske historie inden jeg satte fødderne på øen.

16a42707-fc9b-4457-88ac-dd602711b6f2 1d787c2d-1d56-4ad4-87cc-7c31f695bfe8

Dette indlæg skal ikke kun handle om det sørgelige i den australske historie – vi står trods alt midt i melbourne og oplever kulturen og jeg kan på ingen måde klage over mangfoldighed. Lige udenfor døren er der et væld at forskellige kulturer og vi går derfor videre til den italienske del af Melbourne. K vil så gerne have spagetti carbonara til frokost.

Carlton aka Plaza Italia byder på en verden af italienske cafeer, restauranter, gelato barer. Ja alt hvad dit italienske hjerte ønsker.

K og jeg fik og nød den skønnneste cabonara serveret på en italiensk restaurant med en vaskeægte italiener der serverede den iskolde hvidvin in til de “voksne” nam nam – We will be back, next time.

Jeg ved godt jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om dagens oplevelse men da jeg ikke er sikker på alle detaljer endnu, vil jeg ikke skrive for meget som måske bliver alt for farvet af min personlige holdning.  Jeg gemmer derfor noget til et nyt indlæg når jeg tager på besøg igen. Hvilket helt sikkert sker.

Dagen idag har været et eventyr jeg sent glemmer og en dag sammen med 3 piger der deler min passion for historien i det land vi befinder os ( måske kun os to gamle)

Selvom det næppe er relevant og en bagatel efter en dag med mange oplevelser ønsker jeg alligevel at fortælle, at jeg idag blev angrebet af en gal Magpie –

 

Knus fra Lenda

Jeg er afhængig af …..

19396934_10213096504825487_9029727098832567102_n

Kender I det – Jeg skal lige hurtigt kigge på Facebook eller – Det må jeg lige snappe til … eller – Smuk udsigt, det skal lige på Instagram. Vi alle gør det i frokostpausen, i bussen, når vi venter eller nærmere bestemt ALTID og OVERALT.

Jeg gør det når jeg sidder foran fjersynet når der som sædvanligt ikke er en ski interessant at se på Jeg gør det når jeg drikker min morgenkaffe og når jeg keder mig eller oplever noget skønt, vildt, smukt og jeg tør godt at sige det – JEG er fan af de sociale medier og internettet. – Jeg er måske også afhængig af de sociale medier! Eller mere præcist er jeg bruger af Facebook, Instagram og Snap-chat.

Jeg har naturligvis en Linkeln profil men bruger den aldrig. Nok mest på grund af at jeg p.t ikke opholder mig på arbejdsmarkedet eller søger job. Men når (hvis) jeg vender tilbage til Danmark så får tonen nok en anden lyd. Jeg har ikke en Twitter profil og får det (nok) aldrig. Det har jeg ikke tid til da de andre medier optager min internet tid.

Jeg ser meget sjældent youtube videoer… og Netflix forgår mindre og mindre.. Blog sider bruger jeg hver dag og elsker det.

img_2284

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om at jeg er meget bevidst om at de sociale medier er en forbannet tidsrøver. Men har også til tiden været min redning i perioder hvor ensomhed har været min hverdag. Men den undskyldning kan jeg ikke bruge mere. Jeg er ikke ensom mere men bruger stadig medierne hver dag og pinligt nok flere gange om dagen. Om jeg er afhængig eller ej! Det ved jeg ikke, så ville der nok være klinikker for afhængighed på hvert et gadehjørne men så vidt jeg ved er det ikke et faktum.

Jeg gad godt vide hvornår jeg får dommen – Du er syg og det skal samfundet nok ordne! Alt andet kan jo behandles, rygning, gambling, ludomani, ja vist også sexafhængighed kan behandles. Men er sociale medie en afhængighed ???

billeder-fra-iphone-november-2011-006

Det eneste det fortæller mig er, at det har samfundet ikke råd til. Så skulle hele verdens befolkning der ejer en smartphone, tablet eller computer i behandling. Jeg ved godt at der nu sidder mange af jer der hjemme i stuen uden en af disse apparater i hånden og siger – Jeg er ikke afhængig, Jeg bruger det aldrig. Men er det nu sandt??? og hvor går grænsen for at det bliver et problem og er det egentlig et problem.

Jeg mener ikke jeg har et problem, men er du/I enig?

Jeg bruger Facebook som en livline til Danmark og på den måde holder jeg mig opdateret med det der sker i min savnede omgangskreds og det “gamle” liv jeg levede engang. Jeg indrømmer at jeg syntes det er skønt at følge gamle klassekammeraters liv, mennesker der har været en del af min opvækst i Sverige og som jeg nok aldrig ser mere. Hvor mange gange har vi ikke siddet og tænkt tanken – Hvordan mon min gamle barndomsven har det? Det ved jeg idag og hvad jeg skal bruge det til er et godt spørgsmål. Er du/I som mig født med en sund nysgerrighed så kender du svaret. Jeg nyder det….

Jeg bruger også facebook til at skabe nye relationer i en fremmede land og vigtigste af alt bruger jeg de mange grupper der er indenfor mit interessefelt, såsom Pædagog grupper, Danske kvinder i verden grupper, Køb og salg, og mange mange flere.  Jeg bruger det jeg kan og går pænt videre når jeg støder ind i noget der ikke interesserer mig. Jeg nyder (hvis jeg er helt ærlig) når mennesker bliver presset og ikke ser realistisk på ting der dukker op. Jeg forundres når folk sviner hinanden til, da de ikke behøver at stå til ansvar for deres påstande og kommentarer. Altsammen for at tilfredsstille min nysgerrighed.

Jeg bruger ligeså meget facebock til at dele mine oplevelser og her er det særligt til de savnede der hjemme i Danmark og Sverige.

Jeg bruger facebook til underholdning, information, glæde, forargelse, vrede – ja alle følelser min krop rummer.

Instagram bruger jeg derimod kun til at nyde min glæde ved fotografering og inspiration. Jeg syntes det er skønt at “lege” med redigerings programmer og skabe flotte inspirerende billeder fra min hverdag. Og ja jeg har et problem…. Brugen af hashtags. Jeg kan konstatere at jeg nok skal bruge en pille mod for mange hashtags og prøver virkelig at begrænse det for tiden. Kald mig bare crazy hashtaglady…. Jeg bliver ikke fornærmet.

Så blev det tid til at retfærdiggøre min brug af snapchat som jeg stadig ikke helt har set fidusen med. Jeg indrømmer gerne igen, jeg er bruger og kan godt se det sjove i at dele korte hverdags øjeblik til de få snapvenner jeg har, men hvad så????? Jeg er for langsom til at læse hvis der er beskeder med og må bede om evig tid på, jeg hader når jeg ikke når at gemme et flot, sjovt billede og hjælp mig! hvad er meningen med det?

Ja det var så det! Jeg er fan af sociale medier og internettet og jeg bruger det – Hvor mange tør indrømme det? Er jeg et ringere menneske fordi jeg bruger det hver dag?

Tja det mener jeg ikke selv – jeg kan kun konstatere at det er en del af mit liv og nok også derfor jeg er blevet en glad bloggertosse. Jeg elsker at skrive om det der optager mig uanset om det er i facebook gruppen – Our new home eller om det er på min blog. Jeg nyder og vide at min familie der hjemme i Danmark og Sverige kan følge med i mine tanker og oplevelser og at der så er en hel verden af mennesker der også læser det jeg skriver ser jeg kun som en bonus for både dem og mig selv. (blinkblink)

Men jeg har utroligt nok en grænse og min grænse går når jeg ser elskende par sidde på en cafe, restaurant eller bare går ved siden af hinanden og ikke ænser hinanden et eneste blik. Jeg bliver provokeret når jeg kan se de kun er optaget af deres facebook eller andet. Det er ski da ærgerligt, at vi er kommet så langt at mennesker ikke kan kommunikere mere. Er det fordi de ikke ved hvad de skal sige? Hvad er der i vejen med at kigge hinanden i øjnene og bare være stille? Lidt skræmmende hvad det ender med. Jeg bliver derimod ikke provokeret når smartphonen er med ved middagsbordet, både ude eller hjemme så længe den bliver brugt til fotografier og det ikke er for at undgå kommunikation.

img_0618

Så min konklusion er , at uanset om du bruger youtube eller ser de små videoklip med folk der enten bliver forskrækket, trykker bumser eller generelt bare dummer sig eller om du skriver lange romaner om dit/ mit kedelig liv er vi nok alle i samme båd – afhængige af de sociale medier og internettet.

Vi har udviklet os til et folk der elsker at dele og snage i naboens liv og er det ikke ok? Det er måske ikke ok men jeg acceptere det og gør det, hver dag…..

Knus fra Lenda
Older posts