Spagettiben og smadret fordæk – What a day!

img_7319

Denne gang har jeg valgt at lave et rejseindlæg eller rettere sagt et “tur-indlæg” og jeg vil prøve at beskrive den oplevelse jeg havde da jeg skulle bestige et bjerg. Måske ikke et bjerg men mere præcist et tårn så højt som en skyskraber og så højt at jeg kunne røre ved skyerne. Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg fik overskredet nogle grænser.

Som så mange gange før beslutter vi, at bruge vores weekend på at opleve en lille brøkdel af dette fantastiske land og vi tager endnu engang på en skøn dags-trip i Victoria. Vi  inviterer K’s veninde M med og pigerne hygger sig gevaldigt.

Vores mål for dagen er en vandretur i regnskoven og endnu et vandfald i Otway National park, hvor det regner mere end noget andet sted i Victoria lige præcis 2,5 meter om året.

Bilen er tanket og frugt, drikkevarer og pigerne er på plads og turen går sydpå i det australske trafikkaos. Efter cirka 250 kilometer nærmer vi os målet.

Næsten fremme opdager vi vejskilte der henviser til en zip-line adventure park og det må bare prøve, ifølge alle undtaget mig. Jeg nikker dog godkendende men er langt fra sikker på at det er noget jeg er klar til. Zipline lyder vanvittig højt oppe og er der noget jeg har det meget anstrengt med så er det højder. Nå men jeg skal vel ikke være den der ødelægger stemningen så klar det er jeg, måske!

Til mit store held er zipline turen en meget dyr fornøjelse og der er først tid, 2 timer senere og til mit endnu større held er jeg gift med en utålmodig mand som ikke gider vente. Vi vælger derfor en simpel vandretur ( i trætopperne ) og jeg er lettet. Vi får gang i fodtøjet og går derud af, vel at mærke meget nedad.

Naturen er som forventet helt vild med sine palmetræer og enorme Mountain ash trees, temperaturen er kølig og det er meget fugtig. Skoven bliver tættere og tætteren og efter en lang tur nedad kommer vi frem til en gigantisk jernkonstruktion og min puls stiger. Jeg får dog overtalt mig selv, – Hvor slemt kan det være? Den ser meget stabilt ud og da vegetationen er meget tæt kan jeg ikke se hvor den ender, hvilket nok var meget heldigt da jeg nok ikke var gået længere hvis jeg viste hvad denne lille tur indebar.

p8260001

Pigerne løber afsted og hopper og danser på den stabile gangbro. Hvad jeg så desværre oplever er, at jern gangbroen på ingen måder bliver ved med at føles stabil, den svinger og bevæger sig i takt med vores bevægelser, det føles som om den forsvinder under mine fødder. – Problemet med det er bare, at det er mine ben der svigter. Selvom det ikke er stejle bakker vi går p,å så har gangbroen langsomt og svagt øget afstanden mellem mine fødder og skovbunden og for at være helt ærlig føler jeg mig skide snydt og skide bange.

T opdager pludselig at jeg haler bagud og mener så åbenbart at det er passende at grine af min måde at gå på og mit ansigtsudtryk. Han underholder sig med at hoppe og svinge lidt mere.. hvilket på ingen måde er underholdning snarere en gang grænseoverskridende bæ. Jeg skal på dette tidspunkt virkelig bide mig i tungen for at ikke give ham en sviner, som han absolut ikke fortjener.. sån da!

p8260004 p8260005 p8260006

Problemet p.t er at der er ligeså langt tilbage som frem og derfor bliver jeg enig med mig selv at jeg fortsætter selvom det ikke er sjovt mere og mine ben bliver til spagettiben og jeg taler ikke om de tørre stive men derimod de totalt overkogte slaskende. Lige som jeg konstatere, at det skal nok skal gå og endelig får overbevidst mig selv om at jeg lige om lidt vænner mig til højden sker der så noget jeg ikke havde forudset.

Lige foran mig, 1000 kilometer oppe i træerne står der et tårn med en vinkeltrappe og i mine øjne ligner det er monster. Pigerne står naturligvis halvvejs oppe og råber på os og vinker af glæde, ikke spor sjovt. Jeg er helt afklaret med situationen og beslutter mig for at jeg absolut ikke har noget behov for at komme der op. Men hvad jeg også ved er at T ikke lader mig slippe…. og hvad gør man ikke for sin mand?

p8260012 p8260014

Fremme ved helvedes tårnet er det tid til at ….. Ja hvad?  Jeg kan desværre ikke fortælle jer om mine oplevelser op af trappen, da jeg stort set ikke kan huske hvordan jeg kom op. Men op kom jeg og alt i mens jeg holdt stenhårdt fast på jernkonstruktionen kørte mine tanker kun i – Hvordan kommer jeg ned igen? Jeg ænsede ikke at der var andre mennesker på toppen og jeg fik T til at tage mit kamera så der kunne komme billeder i kassen.

p8260009 p8260010 p8260011

Pludselig sker der det, der bare ikke måtte ske… Det begynder at blæse og hele tårnet svinger mere end et flag i vinden, jeg er p.t overbevidst om at jeg lige om lidt letter og flyver ned på jorden… Hvilket naturligvis ikke sker men jeg kan ikke forklare hvor grænseoverskridende det var. Jeg viste godt jeg havde en lille smule højdeskræk men kan nu konstatere at det viser sig at være værre end jeg havde forstillet mig. Turen ned husker jeg ganske svagt, en lille dreng på 3-4 år kommer løbende imod mig på den smalle vinkeltrappe og min eneste tanke er – Hold nu kæ.. hvor er han sej og modig den lille gut og hold nu kæ.. hvor er jeg sølle og pinlig.

Ned kommer jeg og må indrømme at jeg på trods af alt, er skide stolt af min præstation og jeg er blevet det klogere – ekstremoplevelser er ikke sjovt eller spændende, det er frygteligt og på ingen måder underholdning. Jeg oplever ikke dette adrenalinrus som noget lækkert snarere som et onde der skal overstås.

p8260017 p8260018 p8260024

Nå! men vel nede kan jeg så nyde naturen som er ubeskriveligt smukt og roen der er i regnskoven finder man ingen andre steder, ifølge mig.. Alle mine sanser bliver stimuleret ved at indånde skovens dufte, lytte til træernes lyde i vinden, fuglenes kvideren og mærke duggen på kinderne. Synet af de enorme træer som bevæger sig i vinden er den bedste meditation for sjælen og jeg kunne blive stående i timer. Men men turen går videre til vores egentlige mål, Triplet falls og næste gang vi skal hertil er jeg hermed den frivillige fotograf. No zipline for me, måske!

Igen bliver vi mødt med den smukkeste natur som bare tager pusten fra mig. Selvom jeg prøver at fange oplevelsen på fotografier er det ikke muligt. Vi er gået fra at bevæge os i toppen af træerne til nu at være på bunden af regnskoven og kontrasterne er vidunderlige på hver sin specielle måde. Det er koldt og meget fugtigt, det er svært at kende forskel på om det er regn eller dug fra de enorme bregne-lignende palmetræer. Endnu engang fortsætter vi nedad, nedad snævre trappetrin og kan ikke lade være med at kommentere – vi skal op til bilen igen… Vi kommer længere og længere ned og ind i skoven og træerne bliver større og større… Det slår os at vi nu er på usikker grund og alle dyr kan slå os ihjel. Killersnails, slanger og andet kryb.. Det eneste vi dog ser en en enkelt lille men alligevel giftig snegl.

p8260046 p8260054p8260072p8260066

Pludselig ud af ingenting hører vi den vildeste støj som viser sig at være fra Triplet falls, hvilket er et vandfald med enorme mængder vand der vælter ned fra to vinkler. Det er svært at beskrive, den følelse naturoplevelser giver sjælen. Roen at se vandet vælte ned og konstant skifte udseende. Det er så nemt at falde i staver og bare stå og kigge, suge det hele ind og hele tiden opdage noget nyt. Det kan vist ikke skjules at jeg er mega fan af vores vandfald/natur ture.

Meget mætte på oplevelser bevæger vi de trætte stænger hjemad mod bilen og OPAD… En ting er sikkert det bliver ikke noget gym idag eller imorgen. Op op og op ad stejle trapper.

En skøn, skræmmende tur i naturen og nu er det tid til en lang køretur hjemad, simpelt ik?  Nej nej det var det så ikke. GPS’en leder os ud på en vej hvor der er voldsomme serpentiner sving og endnu engang sidder hjertet i halsen på mig, Jeg hader at køre så tæt på kanten og hvad der gør det hele værre er at vi meget tæt på at blive kørt ned af en gigantisk firhjulstrækker som åbenbart mener han ejer vejen. Var det ikke for T hurtige reaktion og fænomenale køreteknik, ja så havde vi nok ikke kommet hele hjem..

Som om det ikke er nok så lykkes det os at ramme et hul i vejen som resultere i at fælgen og dækken nu skal skiftes ud med et nyt… Det er bare så irriterende men sket er sket… Dagens oplevelser kan ikke fjerne det gode humør og selvom det er irriterende penge at bruge så har det været en skøn dag med de vildeste naturoplevelser.

p8260091 p8260097 p8260101 p8260102

Håber I alle tager godt imod mit rejseindlæg med en personlig tvist og de smukke billeder.

 

Kram

Min kvindelighed sidder i fødderne..

img_7319

Min kvindelighed sidderbland andet  i mine fødder… måske en mærkelig måde at starte et indlæg på men faktum er at ifølge mig er det sandheden. Ja lidt af den ihvertfald.

Kvindelighed betyder at en kvinde fremviser egenskaber der viser at de er en kvinde i modsætning til mænd. (Wiki)

Jeg er af den opfattelse at kvindeligheden er forskelligt fra person til person. Det er baseret på fordomme og forventninger til hvordan kvinder er eller synet på hvordan en kvinde skal være og hvad en kvinde kan gøre.

I jagten på at finde min personlige stil som jeg skrev om i et tidligere indlæg er der nu dukket nye tanker op i mit hovedet. Jeg ønsker, at syneliggøre min kvindelighed mere og blive en mere udadvendt kvinde og det første der popper op i mit hoved er de flotte og elegante højhælede sko. Det skal da absolut ikke herske noget tvivl om at mine elskede mand i mange år har plaget mig om at købe og bruge flere højhælede sko da han mener at det er både smukt og forførende. Det har resulteret i at jeg har en hel del sko i min ellers lille skogarderobe som aldrig nogensinde er blevet brugt, men høje er de og fordi de er købt for mange år siden da min hensigt var at rent faktisk bruge dem er de nu håbløst umoderne.of211b00v-k1113

Jeg er nu kommet til den konklusion at det skal ændres og mine knapt så yndige pølsefødder skal fremover pyntes med elegante højhælede sko så ofte det er en mulighed. Ikke kun til et sjældent festligt arrangement men nu også til hverdagens situationer og øjeblikke.

Men for dælen hvorfor skal det være så svært og ubehageligt at gå mere end 20 meter med de høje skabelser og hvorfor er det lige at skoproducenterne ikke laver lækre og sexede sko til os kvinder med den brede og store fod. Jeg er af den overbevisning (måske naivt ) at jo mere jeg taber mig jo nemmere og mere smertefrit må det blive. Der er jo ingen tvivl om at jo mere jeg vejer jo mere vægt lægger jeg også på mine stakkels fodplader. Nu må vi se med vægttabet om det bliver lettere med tiden.

images-3

Nu har jeg så taget en beslutning om at det må trænes og pines væk, altså tilvænnings perioden. Det må koste blod sved og tårer… andre kvinder kan så jeg også kunne.

Er det så kvindeligt at gå i høje sko – det mener jeg! Der er ingen tvivl om at se en kvinde komme gående på gaden i et par høje hæle fortæller en hel del om hende. Måske ikke hendes tanker eller hendes drømme men derimod fortæller det en historie om en kvinde der bærer sin kvindelighed med stolthed. Hun udstråler en smukhed og elegance og det vigtige, en selvtillid og selvværd som jeg mange gange bliver misunderlig på. Ikke nok med mine forestillinger om hvad hun er for en type så bliver en kvinde i høje hæle uanset størrelse bare fysisk smukkere, længere ben (mærkeligt nok) og holdningen er ret og oprejst.

billede-6

Naturligvis er der også kvinder der får den modsatte effekt når de sætter fødderne i et par stiletter. Små kvinder der går som elefanter og meget mindre sexede end en struds i de samme sko. Men jeg har alligevel en respekt for at de gør det som jeg endnu ikke kan..

Jeg er af den overbevisning at når vi kvinder tager et par høje hæle på, føler vi kvinder os mere tiltrækkende, sexede, slankere, med bedre holdning med større bryster og ikke mindst længere ben. Jeg er også af den opfattelse at mange mænd tiltrækkes af og ønsker sin kvinde i høje hæle. Måske deler vi ikke opfattelse med lur mig og jeg ikke har ret.

Men er det nu så sundt at gå på de høje hæle?

Efter en hurtigt gennemsøgning på nettet finder jeg nogle ganske chokerende undersøgelse omkring de høje hæles effekt på kroppen og det er ikke lige hvad jeg forventet.

Konklusioner er, at lige så stor glæde der er ved de høje hæle, lige så store er ulemperne er der for kroppen. I fødderne, anklerne, knæene, hofterne, lænden, ryggen og helt op i nakken bliver kroppen åbenbart påvirket negativt af de høje hæle. Undersøgelserne fortæller mig bland andet at holdningen ikke bliver bedre, tværtimod. Det kan godt være, at brysterne synes størrede og løftede, men det samme sker også for maven der også buler..

I de høje hæle ligger det meste af krops vægten på forfoden. Musklerne på bagsiden af kroppen er konstant i alarmberedskab for at stabilisere og det påvirker hofterne, knæene, m.m. Lægmusklerne forkortes og i disse muskler sidder veneklapper, der gør at veneblodet  der har afgivet ilt og næringsstoffer til muskler og celler, kan pumpes op imod tyngdekraften, tilbage til hjertet så det atter kan indgå i kredsløbet. Når lægmusklerne mangler det naturlige dynamiske arbejde, bliver de stive og ømme. Kroppens forside er også blive berørt, hvor forfoden belastes med et tryk, der trykker den nedad i en nedsunken position. Nedsunken forfod er en ret udbredt folkelidelse. Tæerne påvirkes enten ved at nerver kommer i klemme, eller ved at de trykkes og bliver skæve med smerter under trædepuderne. I de høje hæle mangler foden også sin naturlige funktion under gangen. Foden bliver simpelthen ikke brugt. Den mister sin naturlige evne til at rulle henover foden, også kaldet fodafvikling.

Puha ikke gode nyheder for mine fremtidige planer og en ganske god forklaring på hvorfor det er så sindsyg smertefuldt at gå i de sexede og elegante sko. Men det skal ikke forhindre mig i mine nye planer. Jeg mener også stadig en del af min kvindelighed sidder i mine fødder, eller måske ikke i fødderne men derimod det mine fødder bliver pakket ind i og det de symboliserer.

Sidder du som jeg og har samme ønske har jeg sammensat en lille første hjælps liste som skal hjælpe mig og måske få dig op i højderne.

Førstehjælp til dig – den nye stiletbruger

  • Køb nogle behagelige sko med en tyk hæl. De er nødvendigvis ikke specielt sexede men et par par gode nybegyndersko.
  • Køb sko i en god kvalitet.
  • Start med at gå i de høje sko derhjemme og øv dig så ofte du kan.
  • Træn dine fødder, det vil sige bevæg dine fødder, massere dem og gå på bare fødder når du er hjemme.
  • Gå i forskellige sko, høje, lave, åbne, lukkede det vil sige, alt du har i din skogarderobe.
  • Brug eventuelt støddæmpende indlæg der ligger forrest i skoen.
  • Forkæl dig selv med fodbehandlinger så ofte som tilladt.
  • Tænk positivt, sexet, smukhed og tro på dig selv.
  • Start lavt og gå højere samt start bredt og gå slankere.

o_fishnet-stockings-hg1911_5_34

Så fra nu af lover jeg både mig selv, min mand og læseren at jeg flere gange om ugen om ikke hver dag skal have et par høje hæle på. Ikke en lille 2-5 centimeter men derimod en 5-10 centimeter sag.

img_7341

Jeg lægger ud med en shoppingtur hvor jeg skal ud og se på ny sofa sammen med manden… Held og Lykke kære fødder 🙂

 

 

Kram

Sommerferie eller hjem til Danmark…. Det er spørgsmålet ?

img_7319

Nu sidder jeg her i min flotte men yderst ubehagelige sofa i mit hjem i Melbourne, Australien. Vi landede for et par dage siden men jetlagen er stadig en udfordring, sikkert en kombination af udmattelse og jetlag. Jeg er gået igang med den enorme bunke strygetøj og holder nu en lille pause med en god film. Jeg hader at stryge mere end noget andet men bruger tiden på at reflekere over det vidunderlige, stressende og længe ventende danmarksbesøg. Jeg føler en mættende og varm fornemmelse i maven når jeg tænker tilbage på alle de mennesker jeg mødt og på hvordan det var så naturligt at mødes efter et år. Naturligt fordi jeg stadig havde en masse til fælles med de mennesker jeg savnet og forlod for et år siden. Varmt fordi jeg blev modtaget med en varme og ærlighed jeg længe drømt om og mættende fordi jeg nu er fyldt op med en masse kærlighed og med mange skønne minder fra vores dejlige København. Gid det havde været ligeså nemt og vidunderligt for vores teenage datter der havde så mange forventninger. Forventninger som hun gav udtryk for når hun fortalte mig at jeg nok ikke ville se hende i alle 14 dage og jeg nok måtte forvente en rend af unge mennesker. Det blev dog anderledes..

Vi gamle har en tendens til at holde fast i det gode i livet selvm det går videre og vi har måske nemmere ved at huske hvordan det var dengang. De unge lever livet i overhalingsbanen og ude af syn ude af sind.. K blev modtaget med den største og vildeste velkomstkomite´og gensynsglæden var enorm og hun havde en dejlig dag sammen med en meget savnet barndomsveninde dagen efter. De fik veninde- huler i ørene og hyggede som i gamle dage… Derudover havde hun en dag sammen med en anden savnet veninde –  Jeg er ikke ude på at kritisere de unge eller klage over det skete men jeg er nok bare meget chokeret over den udvikling der sker med de unge mennesker i Danmark idag. Jeg ved godt at de er blevet konfirmeret og desværre indebærer det at man er blevet voksen og al barndom er væk. K har det seneste år boet i et land hvor de også er unge som forbereder sig på voksenlivet men det indebærer ikke alkohol og smøger. Jeg ved godt at der nu sidder mange og siger – oh velkommen til virkeligheden og sån gør vi atlså her. Det er fuldstændigt korrekt men det indebærer ikke at jeg er enig med at det er ok. Det eneste jeg kan konstatere og er enig i, er at det er en dansk kultur og sån har vi altid gjort det. Problematikken for K er at hun lever i en kultur ( i vores skolezone) hvor de unge ikke drikker før de må og smøger er konstateret usundt og taber-agtigt. Jeg er udmærket klar over at det er mig der har et problem og jeg bebrejder på ingen måde nogen. Jeg var nok bare naiv når jeg forventede og troede at unge mennesker idag besidder en rummelighed, en evne til at inddrage en savnet ven i nye relationer. Livet går jo videre med nye venskaber og det gamle bliver glemt…

Et længe planlagt besøg på den gamle skole blev en skuffelse. K havde medbragt sin skoleuniform og efter meget overtalese fra mig tog hun den på over i skolen første skoledag. Her blev hun mødt med en underviser der ikke havde tid til at sige hej eller kommentere hendes tilstedeværelse. Åbenbart kan en erfaren underviser ikke fokusere på sin velkommentilbagetale når der står en glad og forventningsfuld elev. En elev der boet et år i Australien. Hendes tale blev afbrudt og de unge menesker fik 10 minutter til at sige hej alt i mens hun satte sig ved sin computer og ignorerede os. Pigerne blev naturligvis glade for at se K igen og 10 minutter senere var vi alle på vej hjem igen og søster gjorde alt der stod i hendes magt for at opmuntre sin lillesøster…

K’s oplevelser i Danmark blev på ingen måder som hun forstillet sig men derimod fik hun så meget ud af være sammen familien og ikke mindst hendes søster og svåger. De begge tog imod hende med åbne arme og sørgede for at hun fik mange dejlige minder med hjem i kufferten. Mormor, farmor, farfar og bedsterne fik også mange skønne timer sammen med deres barnebarn ❤️

img_7314 img_7317

Videre tænker jeg nu på at det nu er et år siden at jeg flyttede til Australien og hvad der er endnu mere vildt er at jeg nu et år har været på besøg i København. Jeg så familie og venner efter et år hvor jeg er gået fra at være en hårdt arbejdende vugge-pædagog til at være en hjemmegående husmor.

Den skønne følelse af at være ligeså savnet som jeg selv har savnet er vidunderlig og livsbekræftende og jeg har mødt så mange mennesker der har sat tid af til mig og havde lyst til at høre om mit eventyr. Mennesker der har gjort en stor indsats for at jeg følte mig hjemme og jeg kan på ingen måde klage over hverken mad, drikkevarer og dedikation. Det eneste der var en udfordring, var den konstante tidspres.  Et pres som jeg selv var skyld i. Jeg ønskede ikke at glemme nogen og alligevel blev der ikke tid til alle jeg gerne ville møde.

img_7318 img_7320

Mine forventninger til besøget var store og jeg ønskede inderligt at alle var klar til at høre om mit nye liv og jeg kan konstatere at jeg er ultra klar til at høre om livet det gik videre uden mig. Nu når jeg er hjemme igen og reflektere over alle besøg jeg været til kan jeg konstatere at det har været fantastisk og jeg har nydt hvert sekund, uanset om det været en kort kaffe-date i Fields med to dejlige kvinder fra mit tidligere arbejde eller det blev til et lille surpricebesøg hos den bedste veninde, hvor hun intet anede. Hvert eneste gang er jeg blevet mødt med mennesker der var klar og villige til at høre på mig/os. Jeg er blevet modtaget med knus hvor tårene skabte rystelser gennem hele kroppen og masser af kindkys som stadig kan mærkes på mine runde kinder….

Forstil jer at blive modtaget på Frediksberg med en gæstfrihed som ingen ende ville tage og det selvom vores venner landet i CPH dagen før, efter et par uger i Kina. Det er jeg ski ikke sikker på jeg selv havde klaret… Men det kan de skønne venner…

Planen om at beholde huset er en genial beslutning og det er dejligt at tilbringe ferien “hjemme” og det er selvom mit hjem ikke ser ud som det plejer. Stadig et skønt og meget varmt hjem. Min skæbne dejlige store datter er den fødte dejlighed og vi er så taknemlige for alt hun gjort for os – et surprice party for 20 mennesker på en elevløn er meget imponerende og jeg er hende dybt taknemlig for det hun stablede på benene for os. Hun passer på huset og hunden og gør det med stolthed og naturligvis er det hårdt men jeg hører aldrig nogen klager…

img_7313

Hvordan havde jeg det så med at være hjemme? og hvor er hjemme? Det er ikke et nemt spørgsmål at svare på og forvirringen er total. Som dagene gik og min tjekliste fik en masse flueben blev jeg mere og mere overbevidst om at jeg snart skulle hjem – hjem til Melbourne…. Årsagen til den følelse er helt klart at jeg på ingen måde er klar med at opleve Australien, der er så mange ting jeg stadig ikke har oplevet og fået nok af. Selvom københavn er en skøn by så er Melbourne bare større og vildere. Jeg tænker tit over hvordan kan Amager strand leve op til vores udsigt fra stuevinduet hvor Philip Bay praler med sit evigt forandrende, spænnende hav. Hvordan kan Strøget med sit mylder leve op til CBD som med sine millioner af mennesker har en kulturel mangfoldighed jeg aldrig oplevet andre steder og hvordan kan Uganda skoven leve op til bla. Dandenong Ranges regnskove?

Danmark er fantastisk når solen skinner og naturen står stolt i sine grønne kostumer. Sommer i København er et synonym med Tivoli en sommerdag og det fik vi da også nået. Ikke mindre end 12 timer i den skønne park med fødselsdagsfrokost i Grøften med svigerforældre og cocktails/dinner på NIMB  med gode venner. Tivoli badet i solskin og masser med glade børn og lige en gang spansk rør til dessert – det er sommer i Danmark som ikke kan opleves i Melbourne. Luna Park go home 🙂

img_7311 img_7312 img_7318

Jeg er sikker på at min opfattelse ændrer sig med tiden og selv Australien bliver hverdag. Jeg fornægter ikke at Danmark, København kan tilbyde en masse og en ting er sikkert – Danmark (Sverige) kan tilbyde vores familie og venner.

img_7315 img_7316

Tak til alle der var med til at gøre vores Danmarks besøg smukt, varmt og bare vidunderligt ❤️

Kram