Jeg kommer med den påstand, at verden på ingen måde er så lille som vi tror. Verden er lige så gigantisk som den altid har været og med tiden bliver den bare større.

Når vi nu nærmer os en milepæl i vores Australien eventyr er det ganske oplagt, at jeg reflektere lidt over hvor stor kontra hvor lille verden endelig er. Vi har nu boet i Melbourne i 10 måneder og vi nærmer os det første år ud af 3 år totalt. Livet har på ingen måde været en dans på roser og særligt ikke når jeg taler om følelser og savnet. Savnet til dem jeg har efterladt derhjemme og følelserne der er uundgåelige når man vælger at tage et store skridt ud over Danmarks grænser.  10 måneder – Det betyder at livet her er blevet til hverdag og vi kæmper stadig med at få det hele til at give mening. Vores hverdag består af stort set de samme rutiner som derhjemme i Danmark, Karoline skal i skole og lave lektier og Thomas rejser verden rundt. Jeg er så heldigt at min hverdag består af alt andet end arbejde. (Jeg skriver et oplæg omkring min hverdag på et senere tidspunkt, glæd jer) Vi oplever en hverdag som de fleste af jer. Den store forskel er dog at I er hjemme, hjemme hvor det er trygt og jeres fællesskaber kredser omkring jer. Ja ja! jeg ved godt at vi selv valgt at sidde så langt væk og det er absolut sandt. Det er også sandheden at jeg engang syntes at verden var lille bitte.

Vi bruger ofte udtryk som, – verden er lille  Særligt efter vi fik internettet og de mange muligheder det giver os. Vi har mobiltelefoner med os overalt og jeg kan til hver en tid kontakte alle og alle kan kontakte mig, jeg er konstant til rådighed for opkald, mails og opdateringer fra mine nærmeste. Vi/jeg bliver desperat og bekymret hvis modtageren ikke svarer på mine opkald eller beskeder og for at ikke tale om desperationen og panikken hvis jeg (mor) ikke svarer. Men, er verden ikke lille når Thomas kan arbejde i Vietnam og jeg sidder i vores sofa i Australien og sammen taler vi med Kristine i Danmark? Vi er kun et opkald fra hinanden.. Vi kan idag kommunikere over Facebook, Messenger, Instragram, Snapchat og for ikke at tale om alle måder vi kan foretage et opkald på. Jeg kan nogle gange føle mig som en gidsel i en verden af medier men virkeligheden er at jeg ikke kan og ønsker ikke at undvære det og det bliver tydeligere når jeg sidder langt væk fra dem jeg elsker og savner.

Verden er lille – Min påstand er, at den sætning ikke er virkeligheden. Vores vidunderlige verden er stadig ligeså stor som den altid har været. Det kan godt være at vi har alle disse muligheder lige ved hånden men hvad gør det når det det ikke bliver brugt. Manglende kommunikation er ikke kun hårdt for den ensomme sjæl det er også hårdt for os der savner og bare ville ønske at der var en der ville skrive, ringe eller give anden lyd fra sig. Virkeligheden er at jeg føler afstanden og verden bliver meget større når jeg er langt væk og med tiden bliver den bare større og større. Når vi hver dag kun møder fremmede mennesker er vores familie og venner pludselig i et land langt langt borte og det er selvom alle disse fremmede er venlige og gæstfrie. Det er bare ikke det samme.

Husker vi at gøre brug af denne gave vi fået? Kommunikationen.. Husker vi at ringe til dem vi tænker på en kedelig søndag eftermiddag? Vi burde alle gøre en lidt større indsats for at verden bliver så lille som vi påstår den er. Et opkald eller besked til en du holder kær er en gave for modtageren og er med til at gøre modtagerens dag en lille smule bedre. Vi lever alle travle liv hvor hverdagen flyver hurtigere end noget andet, men har vi ikke 10-20 minutter i løbet af ugen som kan bruges på enten en besked eller et skype opkald? Jeg ville ønske at der fra i dag er bare en mere der ville tage sig tiden og opdage hvor stor en glæde de får ud af det og den endnu større glæde modtageren oplever.

Jeg er i den fantastiske situation at jeg er omgivet af mennesker der er super gode til at kommunikere. Om det er fordi vi (næsten) alle er pædagoger, er måske endnu et godt emne vi kan debattere på et senere tidspunkt. Jeg har veninder der sender mail til mig med jævne mellemrum, nogle gange lange intense fortællinger og andre gange en kort besked – jeg har ikke glemt dig! Andre sender messenger beskeder når jeg trænger til det som mest. Selv en ¨snap¨ kan være med til at gøre min dag lidt mere skøn og på en besynderlig måde skinner solen bare lidt skarpere den dag. Jeg er ikke fan af telefonsamtaler men min nye kendetegn er at jeg sender gammeldags breve med posten. Måske er jeg på vej ud på et sidespor men indtil videre er der kun kommet positive reaktioner på mine små hilsner på denne oldnordiske måde at kommunikere på. Desværre har vi nu 2 gange oplevet at det australske postvæsen ikke er så stabilt og sikkert. Vi har desværre erfaret at en pakke afsendt i december ikke er nået frem og en meget savnet invitation kom aldrig frem til stor sorg for den forventningsfulde modtager.

Husk, ring, skriv, skype, snap, facetime til en du savner og fortæl dem du er her. Mulighederne er lige i hånden og sammen kan vi gøre verden ligeså lille som vi påstår den er. Min virkelighed er, at verden er kæmpestor og jeg frygter at den vokser med årene. Det triste er at min verden ikke er størst. Hvor stor er din verden?

18301957_10212691824668736_2378300680665732147_n

Her bor jeg – Melbourne

Lenda

Knus fra Lenda